Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vagabond Tours

Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Amalfi skal opleves for det er en utrolig smuk by, som ligger helt ud til Middelhavet, der på dette sted også kaldes det Tyrrhenske Hav. Byen er placeret ved udmundingen af en dyb kløft for foden af Monte Cerreto på 1,315 meter og de dramatiske klippepartier rejser sig hele vejen rundt om byen. Amalfi er som klemt ind i lodrette bjergskråninger og det er på samme tid det, som gør byen til en stor oplevelse, men også det, som gør, at byen kan være lidt af en udfordring i højsæsonen. En god grund til at rejse tidlig forår eller i sensommeren.

Den mest betagende udsigt på Amalfikysten er fra Gudernes Sti.
Fra år 839 var den hovedstad i et selvstændigt område og frem til 1200-tallet havde den stor betydning for handlen i hele området. Katedralen Duomo di Sant Andrea er også den største attraktion. Den er dedikeret til apostlen Sankt Andreas og bygget i det 8. og 9. århundrede, men det som du ser i dag, er fra middelalderen og bygget i romersk-katolsk stil. Det 36,5 meter høje klokketårn troner smukt over pladsen Piazza del Duomo og gågaden med alle souvenirbutikkerne, restauranter og ishuse med de verdensberømte citronis, der i sig selv er et helt måltid.

De imponerende citron-is er bare en lille del af alt det, som du kan få i Amalfi med citroner.
Mens Amalfi er autentisk og charmerende, er kystbyen Positano, ca. 15 km længere mod vest, kendt for at være en af verdens mest eksklusive kystbyer. Det er den fordi den modsat mange af de andre byer har en større sandstrand, hvilket naturligvis har trukket badehoteller til området.
Hvis du er gangbesværet, er det bedst at komme med båd og blive i den nedre del af byen for bare et par hundrede meter oppe i byen, begynder de mange trapper, som Positano er så kendt for.

Positano er kendt for at være en af verdens mest eksklusive kystbyer. Alt er dyrt.
Den nedre bydel er også her, hvor den smukke kirke Chiesa di Santa Maria Assunta er byens kendetegn med sin ikoniske majolikakuppel. Den blev grundlagt i det 10. århundrede som et benediktinerkloster og ærer et mirakuløst byzantinsk ikon af Madonnaen, der ankom ad søvejen. Det nuværende barokke udseende er fra restaureringerne i det 18. århundrede. Positano er et perfekt stop på vejen på en dagsudflugt. Smid evt. badetøj i rygsækken. Hvis du ikke vil spendere en frokost på en af restauranterne, så husk du altid kan købe en god og velsmagende italiensk sandwich ”panino” for menneskepenge.

Den smukke kirke Chiesa di Santa Maria Assunta er byens kendetegn med sin ikoniske majolikakuppel.
Vandreferie er yderst populær på disse kanter og du kan bruge en hel ferie på at gå Amalfikysten. Den mest kendte af mange vandreruter er ”Sentiero degli Dei”, som betyder Gudernes Sti. Det er en berømt og spektakulær vandrerute mellem Agerola (Bomerano) og Nocelle (Positano). Den er kendt for sin betagende udsigt over Middelhavet, Positano og Capri og siges at være blevet udvalgt af guderne. Stien er kun 9 km lang, men du skal afsætte 3-4 timer, fordi den afsluttes med en lang, trinvis nedstigning til Positano på ca. 1.500 trin.
Husk alle fine råd til vandring som gode sko, rygsæk med vand, mad og tøj og gå den helst forår eller efterår pga. varmen.

En vandretur langs Amalfikysten er ikke mindre end uforglemmelig.
Højt oppe over byen Praiano åbner hele den vestlige kyststrækning, som en lang landtange med spidsten af Sorrentohalvøen i det fjerne og endnu længere væk øen Capri. Udsigten er ubetinget den mest betagende på hele Amalfikysten, men kræver også en gåtur op i højderne. Både fra Amalfi og Positano er det muligt at tage bus op i baglandet og så gå ud fra byer som f.eks. Bomerano (her begynder Gudernes Sti) eller Ravallo. Byerne er små hyggelige bjergbyer, hvor livet går sin gode gang. En stor kontrast til de populære kystbyer med meget lidt plads.

Der er suverænt ned ved kysten, men det er oppe i bjergene, du får de mest betagende udsigter.
Hvis du skal besøge bare en af byerne oppe i bjergene, så vælg Ravello. Der går bus fra Amalfi, hvis ikke du vil gå. Det er en smuk tur op gennem "Dragernes Dal" - Valle del Dragone. Byen ligger højt på et fremskudt plateau med stejle klippe på tre af siderne og lyset her - hvor "man er tættere på himlen end havet", som det siges - har tiltrukket mange kunstnere gennem tiderne. Det var her at bl.a. skagensmaleren P. S. Krøyer og hustruen Maria fandt inspiration i 1890. Såvel forfattere som skuespillere og sågar Paven har fundet inspiration og fred her. Også den tyske komponist Richard Wagner fandt inspiration til en af scenerne i sin sidste opera Parsifal, da han boede på Villa Rufolo.

Det hyggelige torv i Ravello.
Hvis du er på vandretur, så kommer du også gennem hyggelige Scale, hvorfra der er en fin udsigt til Ravello på modsatte plateau. Scale er perfekt til et frokoststop på torvet eller ved kirken, hvor restauranterne har udsigt ud over dalen og Amalfi i det fjerne.
I byens udkant er der et mindesmærke for seks svenske piloter, der faldt under 2. Verdenskrig.

Scale er perfekt til en frokost eller en lille snack på vejen. Tag gerne bussen fra Amalfi.
Hele Amalfikysten er på UNESCO’s verdensarvsliste og det er fuldt forståeligt. Det er netop den dramatiske kyst, der også gør regionen lidt udfordrende at rejse rundt i med mindre du bruger det offentlige. Busserne kører hele tiden og turbådene sejler langs kysten. Brug det flittigt og glem alt om at bruge din egen bil / autocamper med mindre du skal frem til et overnatningssted. Og når du skal det, så husk at tjekke op med dem ift. parkering. Her er igen bare ikke ret meget plads.

Der er ikke meget plads på Amalfikysten. Brug det offentlige så meget som muligt.
Den centrale plads i Sorrento er Piazza Tasso. Her står en statue af helgenen Sant’Antonino og her finder du også kirken Madonna del Carmine. Sorrentos katedral går helt tilbage til 1000-årene, men blev genopbygget i 1400-årene i romansk stil. Ikke langt fra katedralen ligger Villa Fiorentino med en blomsterprydet fontæne og fungerer i dag som Sorrentos kulturhus.
Det absolut mest hyggelige i Sorrento er gågaden fyldt med hyggelige spisesteder, cafeer og specialforretninger. Citroner, og alt hvad de kan prydes med, findes over alt.
En masser trapper tager dig ned til havnen hvorfra du kan tage turbåde til bl.a. Capri og resten af Amalfikysten.

Gågaden i Sorrento er fyldt med liv, citroner og fantastiske spisesteder.
Du kan sagtens holde en hel uges charterferie på Capri, men du kan også tage på dagsudflugt fra Marina Piccola i Sorrento. Herfra går hurtigfærgen til Marina Grande. Hvis du ikke har så meget tid, så tag bus eller taxa til Anacapri 278 moh. Du kan også tage trapperne - det tager en god halv time.
Capris højeste punkt er Monte Solaro på 589 moh og kan nås med kabelbane. Øen ses dog bedst fra turbådene, der sejler rundt langs kysten eller til fods. Øen er kendt for sine såkaldte ”faraglioni”, som er lodrette klipper, der rejser sig op af havet.

Capri er kendt for sine såkaldte ”faraglioni”, som er lodrette klipper, der rejser sig op af havet.
Den tyske industrimand Frederich Alfred Krupp (1854-1902) overtog den internationale Krupp-koncern efter sin far og var en betydningsfuld erhvervsmand med relationer til kejseren. Rigmanden Krupp fandt sit fristed på Capri, hvor han opførte et prægtigt palads og i de to første år i det 20. århundrede anlagde han en asfalteret sti - Via Krupp. Husk også at gå ind i haven ved klostret Certosa di San Giacomo fra midten af 1300-tallet.
En campingferie på disse kanter er en stor oplevelse, men det bedste råd er at finde en base så hurtig som muligt og så bruge det offentlige til at køre rundt. Hvis dit vogntoget er langt/stort, så undersøg tilkørselsforhold meget grundigt, da hele regionen er meget kuperet og mange campingpladsers tilkørselsforhold er både trange eller stejle. De fleste campingpladser er ligeledes meget simple, men ligger naturskønne og har pool pga. klimaet.

Uanset, hvordan du rejser, så er Amalfi fyldt med oplevelser.
Hele Amalfikysten kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1997 og det er med god grund. UNESCO delen er 50 km lang. Den mest dramatiske klippekyst mellem byerne Amalfi og Positano er den mest kendte og besøgte.
Største by: Sorrento
Befolkningstal: Ca. 16.000
Afstand fra Danmark: Ca. 2.100 km til Sorrento fra den dansk-tyske grænse.
Mest besøgte attraktion: Amalfi, Positano, Gudernes Sti, Capri, Sorrento, vulkanen Vesuv, ruinbyen Pompeji, Napoli.
Mere information:
Aktiv ferie - vandreferie på Amalfikysten med Vagabond Tours