Din guide til krydstogt for første gang
Log ind Log ind
Din guide til krydstogt for første gang

Din guide til krydstogt for første gang

I denne guide giver vi en masse gode tips og tricks til at få mest ud af din første krydstogtsrejse. Guiden er hovedsageligt baseret på krydstogter med Royal Caribbean, men det meste er også gældende for andre rederiers skibe.

Lasse Løndahl Henriksen

Lasse Løndahl Henriksen

Fotograf

Tilføj favorit

Husk ALTID passet

Du har bestilt dit første krydstogt og nu er du ved at gøre klar til at tage afsted. Når du har bestilt rejsen, skal du huske at checke dig ind online, hvilket gøres via krydstogtsrederiets hjemmeside. Hvis du synes det er lidt kompliceret, så få evt. hjælp fra det rejsebureau, hvor du har købt rejsen.

Få mest ud af dit krydstogt

Først og fremmest skal du sørge for at have alle rejsedokumenter med dig. Pas, rejseforsikringspapirer, evt. visa til de forskellige lande turen bringer dig til, samt kreditkort og evt. kontanter i de pågældende landes valuta. Rejser du i Europa, vil du i de fleste lande kunne klare dig med euro og i Caribien modtager de gerne US Dollars i de fleste lande. Men det er en god ide at undersøge det på forhånd.

Kontantløst samfund

De fleste krydstogsskibe er i dag kontantløse samfund, hvilket vil sige, at man, når man er ombord, får udleveret et personligt ID og betalingskort - på Royal Caribbeans skibe kaldet et Seapass Card. Det fungerer både som kreditkort, nøglekort og id-kort på skibet, så man slipper helt for at skulle slæbe rundt på pung, penge og andre kreditkort. Kortet kan bruges til betaling i baren, butikker, specialrestauranter mv. 
Det er muligt at følge ens kontoaktiviteter på det interaktive tv i kahytten, så man ikke lige pludselig får ubehagelige overraskelser. Man afregner kontoen på kortet, når man checker ud og tager afsked med skibet.

Udflugter og aktiviteter

Der foregår altid en masse aktiviteter ombord på et krydstogtsskib. De fleste af disse aktiviteter er inkluderet i krydstogtets pris, men det kan variere fra rederi til rederi. Tjek evt. vilkårene for aktiviteterne ombord på dit krydstogt, online på rederiets hjemmeside. En af de store oplevelser man får ud af et krydstogt, er, når skibet lægger til på en ny destination og man får mulighed for at komme i land. 
Der er mulighed for at melde sig til en lang række udflugter og aktiviteter, når man er i land, hvis ikke man vælger at udforske destinationen på egen hånd. Hvis man gerne vil med på en af de mange udflugter, kan det være en god ide at bestille udflugten hjemmefra. Så er man helt sikker på, at lige netop den udflugt man gerne vil på, ikke er fuldt booket. Du booker nemt din udflugt på krydstogtsrederiets hjemmeside og her kan du også få et fuldt overblik over hvilke udflugter der er mulige på netop dit krydstogt.
Hvis du finder ud af, at du gerne vil med på en udflugt, mens du er afsted på krydstogtet, er det også muligt at tilmelde sig ombord på skibet. Det vil som oftest være ved shore excursions desk (landgangs-udflugts disken) at man melder sig til.

Ankomst til selve skibet

Når du ankommer til krydstogtsterminalen i den havn du skal afsejle fra, bliver du modtaget af personale der står klar til at tage imod din bagage. Når du opgiver dit kahytsnummer sørger de for at din bagage får den korrekte mærkat og personale bringer din bagage direkte til din kahyt. Husk at medbringe de vigtigste ting, så som medicin og evt. badetøj i din håndbagage, da det kan tage nogen timer før din bagage er klar i kahytten. 
I selve terminalen er der sikkerhedstjek, og herefter skal du checke ind ved en af de mange skranker. Skrankerne er inddelt efter dæk på skibet og det er tydeligt skiltet, hvilken skranke du skal gå til. Her vil du blive bedt om at udfylde en helbredserklæring og det er vigtigt, at du oplyser om eventuelle sygdomme eller specielle behov, så der kan tages højde for dette. For at gøre indcheckningen så hurtig som mulig er det en god ide at have din billet og dit pas klar. Det tager ikke lang tid, før du er klar til at gå ombord på skibet.

Hvordan finder jeg min kahyt?

Når du kommer ombord på skibet, er det nemt at finde din kahyt. Dæks- og kahytsnummeret står på din billet. Over alt på skibet finder du oversigtstavler og kort der fortæller dig præcis hvor du befinder dig og hvilken vej du skal, for at finde din kahyt. Din indcheckede bagage vil blive bragt direkte til kahytten. 
Ved kahytten vil du også blive modtaget af din stuepige, også kaldet state-room attendant, der sørger for rengøring af kahytten og kan hjælpe dig med at få vasket eller renset tøj eller hvad du ellers måtte have af ønsker. På dit nøglekort eller din billet vil der også være oplyst, hvilket bord du skal sidde ved i hovedrestauranten.

Hvad skal man betale for ombord?

Som udgangspunkt er al mad ombord på skibet inkluderet i prisen. Dog kan der i special restauranter forekomme ekstrabetaling, som du vil blive gjort opmærksom på i restauranten. Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen og det kan være en god ide at tilkøbe f.eks. sodavand ad libitum eller en vin-menu, da det giver de største besparelser på drikkevarer. Kaffe, the, vand og juice er dog som hovedregel inkluderet i prisen.
Udflugter i land og visse aktiviteter ombord er ikke inkluderet og kan tilkøbes. Prisen kan oplyses på krydstogtsrederiets hjemmeside. Derudover kan du også få oplyst priser og tider for de enkelte udflugter ved at spørge udflugtspersonalet om bord. Indkøb ombord på skibet, f.eks. tax-free og wellness behandling er også for egen regning.

Hvordan med elektrisk udstyr?

I din kahyt kan du finde hårtørrer og kahytstelefon samt interaktivt tv. Der findes også strømstik i kahytten, så du kan tilslutte f.eks. bærbar computer eller oplade mobiltelefon. Strømspændingen ombord er hhv. 110/220V. Eventuelle strøm adaptere skal medbringes hjemmefra.
Der er adgang til internet, både via skibets internetcafe og via trådløst netværk ombord. Man betaler for internet adgang og der findes forskellige pakkeløsninger, alt afhængig af hvor meget man regner med at skulle bruge internettet. 
Samtidig findes der også mobilnetværk ombord, men da det foregår via satellitforbindelse, kan det være yderst omkostningsfuldt at ringe fra skibet. Under sejlads kan mobil- og internetdækning ikke garanteres alle steder.
Det er af sikkerhedshensyn ikke tilladt at medbringe strygejern på skibet, men man kan få vasket, strøget og renset tøj ombord. Henvend dig til din stuepige m/k.
Du behøver ikke selv medbringe håndklæder ombord. Både i kahytten og ved poolen er der håndklæder til rådighed. Hvis du ønsker at bade eller solbade, når skibet er i havn, kan du tage badehåndklædet fra poolen med i land. Husk at få det med retur og aflevere det igen, ellers kan du få en ekstra regning.

Informationer ombord

Der foregår dagligt mange ting ombord på et krydstogtsskib. For at holde dig opdateret med hvad der sker, modtager du hver aften i din kahyt en oversigt over næste dags aktiviteter. Her vil der også være vejrudsigt, information om anløbshavne samt aftenens krav til beklædning. Denne information kan også findes via kahyttens interaktive tv eller ved henvendelse i receptionen. Derudover kan der også komme information via skibets højttalersystem. Som hovedregel vil oversigten være på engelsk, men hvis man foretrækker tysk eller spansk findes det også på disse sprog.

Påklædning ombord

Generelt er der ikke en streng dresscode ombord på de fleste krydstogtsskibe i dag. Dog er der visse aftener, hvor det er velanset at klæde sig pænere på. I dagtimerne er shorts og t-shirt oftest passende. Til casual nights er skjorte og lange bukser til mænd og sommerkjole til kvinder passende. Til formal nights anbefales jakkesæt og slips til mænd og kjole til kvinder. 
Antallet af formal nights varierer i forhold til krydstogtets længde. Du kan finde nærmere information om hvor mange Formal Nights der er på netop dit krydstogt - på krydstogtsrederiets hjemmeside. I skibets restauranter er det ikke velanset at komme i badetøj og shorts og i visse af specialrestauranterne anbefales det at komme i formel beklædning.

Alderskrav til visse ting

Visse aktiviteter og udflugter kan have aldersbegrænsning, hvilket vil fremgå af information på både hjemmeside og det interaktive tv i kahytten. Der kan også forekomme områder på skibet der er adgangsbegrænset for børn. Dette vil være skiltet på skibet. Alt afhængig af krydstogtsrederiets tilhørsforhold må alkohol som grundregel indtages af alle over 21 år, hvis rederiet er amerikansk ejet. Dog kan der være afgange fra europæiske havne, hvor det tillades at drikke alkohol for alle over 18 år. Informationen på netop dit krydstogt kan findes på rederiets hjemmeside. Det er ikke tilladt at medbringe alkohol ombord, men hvis du køber alkohol i en anløbshavn, kan du få opbevaret alkoholen på skibet og få det udleveret, når du checker ud fra skibet. Narkotiske stoffer er strengt forbudt.

Landgang på destinationerne

Når skibet ankommer til en havn, er det nemt og bekvemt at komme i land. Man checker ud med sit nøglekort ved en af skibets mange landgangspunkter. Generelt er det nemt og hurtigt at komme i land. En god ide ved landgang er at huske sit eget pas og penge eller kreditkort, samt hvad man evt. får brug for i løbet af udflugten. De fleste ankomsthavne i Europa modtager euro og i Caribien modtager de gerne US Dollars. 
Hvis du har meldt dig til en udflugt, vil du aftenen før modtage billetter i din kahyt. Her vil mødested og tidspunkt også være oplyst. Til nogle udflugter og landgangsaktiviteter mødes man ombord på skibet og følges fra borde i samlet flok. Ved andre udflugter og aktiviteter mødes man ved et opsamlingspunkt i land meget kort fra skibet. Her sørger personalet for, at du kommer med den rigtige gruppe. Det går hurtigt og uden besvær. 
Du skal som udgangspunkt være tilbage på skibet senest en time før afgang fra den pågældende havn. Information om afgangstidspunkt findes i det daglige informationskatalog og det interaktive tv i kahytten.
Visse udflugter kan blive forsinkede, men så sørger personalet for at kontakte skibet, så du ikke bliver efterladt på kajen. Gå du i land på egen hånd, er du selv ansvarlig for at komme tilbage til tiden.

Taxfree shopping og indkøb ombord

Da skibet på de fleste krydstogter vil bevæge sig ud i internationalt farvand, vil der være mulighed for at handle tax-free i de mange butikker ombord på skibet. Her findes mange forskellige butikker med alt lige fra tøj til parfume. Det kan anbefales, at du holder sig opdateret med hvor meget du må hjembringe af tax-free produkter, ved at kontakte Skat. 
Hvis du afslutter dit krydstogt i et andet land end Danmark, er det en god ide også at undersøge det pågældende lands regler for, hvor meget du må indføre i landet.

Sikkerheden ombord

Sikkerheden ombord betyder alt for krydstogtsselskaberne. Personalet er højt uddannede og har det bedste udstyr og forudsætninger for at afhjælpe enhver situation, der måtte opstå ombord. Den første dag du er på skibet, vil der på de fleste skibe, inden afsejling, blive afholdt en sikkerhedsøvelse (drill), hvor alle passagerer er forpligtet til at deltage. Her vil folk blive guidet til deres redningsstationer og få en sikkerhedsinstruktion. Så er man klar over hvor man skal bevæge sig hen i tilfælde af en nødsituation.
Det kan ikke undgås at der på skibe med flere tusinde passagerer og personale ombord, opstår uheld eller sygdomstilfælde. Derfor er der også et hospital ombord på skibene med læger og sygeplejesker samt operationsstue og røngtenudstyr, så akutte situationer kan håndteres. Hvis det skulle blive nødvendigt at få en gæst på hospital i land, vil dette enten kunne lade sig gøre i anløbshavne eller, hvis det er meget akut, via helikopter.
Hvis du eller personer i dit rejsefølge har særlige behov, som f.eks. allergier, sygdomme medvidere, er det en god ide at kontakte rederiet på forhånd, så der kan tages ekstra hånd om det. 
På de fleste moderne krydstogtsskibe er der let tilgængelige elevatorer og ramper, der er tilpasset kørestolsbrugere. 
Derudover er der på alle trapper, elevatorer og skilte stor skrift, samt Braille skrift for synshæmmede. Det er også muligt at få sit cruise compass i braille skrift.

Udcheckning og afsked med skibet

Den sidste aften på skibet vil du i kahytten modtage en opgørelse over din Cruise konto. Hvis du er enig i det opgjorte beløb og du har tilknyttet et kreditkort til kontoen, behøver du ikke foretage dig yderligere. Indchecket bagage pakkes og stilles uden for døren, inden du går i seng. Præcis tidspunkt bagagen senest skal være pakket og stillet klar fremgår af dagens informationsark. Bagagen vil blive bragt i land af personalet og stå klar i terminalen, når man kommer i land. 
Når skibet har lagt til, er det bare at gå fra borde og checke ud med sit nøgle/id-kort. Nemt og lige til.