Blandt suler på Cape Kidnappers, New Zealand
Log ind Log ind
Blandt suler på Cape Kidnappers

Blandt suler på Cape Kidnappers

Ca. 30 minutters kørsel fra Napier ligger halvøen Cape Kidnappers ved Hawke Bay og her har flere større sulekolonier slået sig ned.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Naturgenopretning på Cape Kidnappers

I en mindre 4-hjulstrukket bus fra aktivitetsselskabet Gannet Safaris (gannet betyder sule på engelsk) kører vi gennem et privatejet og meget smukt og kuperet landskab. En rigmand opkøbte området og byggede et eksklusiv 5-stjernet luksushotel og golfresort The Farm for velhavere, der her kan være sikker på at være uden for paparazziernes rækkevidde. Skuespillere og andet godtfolk med pengepungen i orden holder ferie her og kan frit vandre rundt i området, spille golf på egen bane eller plaske rundt i spa-området. 
På halvøen bliver der også forsøgt naturgenopretning og i beskyttede områder har man sat den udryddelsestruede nationalfugl kiwien ud - og projektet ser ud til at lykkes. 

Bølgende landskab på Cape Kidnappers

Bølgende landskab på Cape Kidnappers

Panorama over Hawkes Bay

Bussen holder på toppen af en stejl klint med en betagende panoramaudsigt ud over Hawke Bay, hvor vi inderst i bugten kan skimte Napier. Herefter går det videre ud i det kuperede terræn, hvor vi flere gange kører på en højderyg med stejle skråninger på begge sider af vejen. Det sidste stykke op til Cape Kidnappers yderste plateau er noget spektakulært og lider du af højdeskræk, er det bedst at lukke øjnene!

Cape Kidnappers stejle klinter

Cape Kidnappers stejle klinter

Tusindvis af suler

Det er et imponerende syn som møder os, da vi træder ud af bussen. Blot et par meter fra os ses tusindvis af suler og man mener, at her i alt er mere end 20.000 ynglende suler fordelt på flere sulekolonier i området. Dette er verdens største samling af suler på fastlandet. En sule glider en runde hen over vores hoveder og gør klar til landing. Det gælder om at lande så præcist som muligt ved partneren og deres unge. Men sulen er ikke helt opmærksom og lander i "fremmed territorium" og alle som kan nå at hakke og bide i den uheldige fugl, gør det. Så kan han lære det!

Ved en sulekoloni

Ved en sulekoloni

Suler hilser da på hinanden

Da sulen endelig er kommet på plads, hilser de voksne på hinanden ved at slå næbene sammen og så kan fodringen af ungen begynde. Her er unger i flere stadier fra nogle ganske små til nogle som er større end de voksne og snart skal til at lære at flyve. Den voksne sule er med sine 95 cm. blandt de største havfugle. Den har en ganske smuk tegning på næb som strækker sig om det kulsorte øje, der omkranses af en blå ring. Issen er gul og kroppen kridhvid med sorte vingespidser. 

Besøget ved sulekolonien er en storslået oplevelse.

Sulerne hilser på hinanden

Sulerne hilser på hinanden

En anden fin oplevelse på denne rundrejse i New Zealand er besøget i hovedstaden Wellington.

Fakta om New Zealand

Hovedstad i New Zealand er Wellington. Landet består af to hovedøer - Nordøen og Sydøen.

Befolkningstal: Ca. 4,5 mio.

Areal: Ca. 268.680 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 17.953 km.

Mest besøgte attraktioner: Aktiv ferie i de forskelligartede nationalparker samt aktivitetsbyen Queenstown

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: New Zealand