Hamborg - en metropol med en imponerende havn
Hamborg - en metropol med en imponerende havn

Hamborg - en metropol med en imponerende havn

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tysk Turist Information

Hamborgs havn har de seneste årtier gennemgået en kolossal forvandling. Gamle pakhuse er moderniseret og ny arkitektur er opstået. Få rejsetips til ferie i Hamborg her.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Skribent

Tilføj favorit

Speicherstadt - de gamle pakhuse

Speicherstadt er en del af havneområdet i Überseequartier og er et enestående kompleks af pakhusbygninger opført mellem 1885 og 1910. Vi bor på Ameron Hotel, der er indrettet i et tidligere pakhus midt i havneområdet med den ene side direkte ud til en af Hamborgs mange kanaler. Flere af bygningerne i Speicherstadt anses for arkitektoniske monumenter og er medtaget på UNESCO's verdensarvsliste. Området udgør en del af HafenCity, der også rummer nye bygninger bl.a. med eksklusive lejligheder helt ude ved Elben. Det er også her vi finder Hamborgs nye varetegn den 110 meter høje Elbphilharmonien med et bølgende tag, der symbolisere den maritime tilknytning.

Elbphilharmonien - Hamborgs nye varetegn

Elbphilharmonien, der kan ses fra mange steder i byen, ligger i spadsereafstand fra vores hotel yderst på molen ved Kaiserhöft. På denne historiske grund - for enden af Am Kaiserkai - har der ligget pakhus siden 1875. Men det originale Kaiserspeicher blev alvorligt beskadiget under 2. Verdenskrig og blev i 1963 erstattet af et nyt pakhus opført i røde mursten. Dette fungerede som lager for kaffe, kakao og andre varer ind til containertrafikken i 1990'erne tog over og pakhusene mistede deres funktion. Det er oven på dette rødstenshus, at Elbphilharmoniens koncerthus er opført med en af verdens største glasfacader med specielt fremstillet buet glas, der changerer i forskellige farver afhængigt af lysets indfald. Fra hovedindgangen kommer vi ind i på et 82 meter langt rullende fortov, der fører os op gennem et rør til Plaza'en på toppen af den røde murstensbygning 37 meter over jorden. Her kan vi spadsere hele vejen rundt om bygningen og nyde udsigten til den travle skibstrafik på Elben, havnen med molerne og mod byens elegante centrum.

Byggeri med budgetoverskridelser og forsinkelse

Den spektakulære bygning er skabt af arkitektfirmaet Herzog & de Meuron og arbejdet blev påbegyndt i 2007 og i januar 2017 kunne man indvie koncerthuset - efter en del forsinkelser og budgetoverskridelser. De samlede omkostninger beløb sig til omkring 6,2 mia. kroner. Bygningen indeholder udover koncertsale og prøvelokaler, også et hotel med 250 værelser, restauranter og caféer samt eksklusive ejerlejligheder på de øverste etager.

Koncertsale i verdensklasse

Uden for koncerttiden kan man på guidede ture komme op i koncertbygningen og se den imponerende foyer og koncertsalene. Udover den spændende foyer der er udformet som et kæmpemæssigt lyst rum med åben plads mellem etageadskillelserne, besøger vi den lille koncertsal med plads til 550 tilhører, ligesom vi ser den store sal med 2.100 pladser. Her finder vi også orglet med ikke mindre end 4.765 orgelpiber. Akustikken i koncertsalene er designet af den japanske specialist Yasuhisa Toyota og regnes for at være blandt verdens allerbedste på linje med f.eks. Walt Disney Concert Hall i Los Angeles eller DR Koncerthuset i København. På etagerne i foyeren kan man også nyde udsigten ud over by og havn.
Nu har Hamborg et af verdens mest imponerende koncerthuse, der ikke blot skal rumme den klassiske musik, men tillige moderne musik - jazz, beat m.v. 
Det er da også målet, at Hamborg skal være Tysklands førende musikby inden 2025.

HafenCity - en ny by i byen

Med en samlet kajplads på mere en 10 kilometer er HafenCity godt på vej til at blive etableret. Det er en helt ny by i byen - fortsat med flere bevaringsværdige, tidligere lagerbygninger som f.eks. Det Internationale Maritime Museum. Blandt de nyskabte arkitektoniske perler ligger Der Spiegels hovedkvartet som et dobbelt glashus skabt af den danske arkitekt Henning Larsen. Der er store planer for fremtiden bl.a. med et måske 200 meter højt Elbtårn, ligesom der bliver opført flere moderne bygninger, så Hamborg vil også i de kommende årtier fortsat byde på helt ny og spændende arkitektur i - og omkring havnen.

Oplev Hamborg fra vandsiden

En hurtig og effektiv, men samtidig hyggelig og lærerig måde at opleve Hamborg på, er ved at se den fra vandsiden, fordi havnearealerne dækker så meget af byen, og der er kanaler over alt, kan det klart anbefales at tage på havnerundfart. Hamborg ville ikke være noget ude sin havn, der er Europas næststørste og ganske enkelt imponerende. Containerne står side om side i høje lange rækker og guderne må vide, hvem der har styr på det. Guiden på havnerundfarten fortæller, at der kun forsvinder en container om året. 
Lastbiler, godstog, enorme lastkraner og endnu større fragtskibe samarbejder 365 dage om året og når man ser det hele fra den lille havnerundfartsbåd, forstår man lidt af, hvor stort og imponerende det er. Elben er livsnerven og hovedfærdselsåren, men et hav af mindre havnebassiner og kanaler gør labyrinten fuldendt.
Du hopper på båden ved Landungsbrücke i St. Pauli. Turen tager en time, og undervejs ser du blandt andet også dele af HafenCity..                     

Den berømte Reeperbahn

Byen har også andre kendte bydele bl.a. Reeperbahn, der er byens red light district. Den kulørte bydel er både for hardcore turister, der er på udkig efter sex, men minder på mange måder også om et uskyldigt forlystelseskvarter, hvor det hele er en smule kitsch. Man skylder også bydelen, at det var her The Beatles fik deres gennembrud. De levede i Hamborg fra 1960-’62. De spillede bl.a. på Star Club, Kaiserkeller og Indra. På Beatles Platz står de fire Beatles-medlemmer som statuer på en stor vinylplade af sten.

Mere om rejser til Hamborg

Hamborgs julemarkeder er altid et besøg værd - se Tv-programmet Anne-Vibeke Rejser - Julerejse til Dresden og Hamborg

For at se dette indhold kræves klub-medlemskab

Læs mere

Allerede medlem?

Fakta om Tyskland - Hamborg

Hamborg er den næststørste by i Tyskland efter hovedstaden Berlin. 

Befolkningstal: Ca. 1,8 mio.

Areal: Hele Tyskland er ca. 357.376 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 304 km til Hamborg 

Mest besøgte attraktion: Metropolen Hamborg har både gamle kvarterer og det helt nye med museer, kunst og musik. Her er forlystelsesparker og et af Europas mest berømte zoologiske haver. De suveræne julemarkeder er også en rejse værd.

Mere information:

Turistinformation: Hamborg

Turistinformation: Tyskland