Guide til Hannover i Niedersachsen - Tysklands mest grønne storby
Guide til Hannover i Niedersachsen - Tysklands mest grønne storby

Guide til Hannover i Niedersachsen - Tysklands mest grønne storby

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: TourismusMarketing Niedersachsen

Få Anne-Vibekes rejsetips til de bedste oplevelser i Hannover. Bo central, lej en cykel eller tag en med hjemmefra og så er der ellers bare ud på opdagelse. Du bliver overrasket over, hvor meget der er at se.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Hannover - husk at stoppe her

Storbyen Hannover har de fleste af os kørt forbi et utal af gange, men der er masse af grunde til at stoppe. Måske bare et par dage, en forlænget weekend eller en hel ferie. Hannover er hovedstad i den tyske delstat Niedersachen og har godt en halv million indbyggere. Leine floden snor sig gennem byen, der også har flere søer og det gør Hannover til en af de grønneste storbyer i både Tyskland og Europa. Men byen er også kulturel, historisk, industriel, sportslig, levende og gastronomisk og alle disse kontraster gør, at du kan besøge byen og opleve lige det, du interesserer dig mest for.

Gå den Den Røde Linje

Den Røde Linje er en knap fem km lang ruten gennem Hannover og den tager dig forbi nogle af byen største attraktioner. Du kan også downloade en App, der hele tiden holder dig i hånden og guider dig godt på vej. Banegården er et rigtig godt og centralt sted at begynde. Fra banegården kan du også gå direkte til byens gågade Bahnhofstrasse, der er fyldt med shopping, men det er også her du finder det historiske ur Kröpcke - et populært mødested.

Det Nye Rådhus

En af de største oplevelser på Den Røde Linje er Det Nye Rådhus, som er nyt, fordi det først stod færdig i 1913, men ser meget ældre ud rent arkitektonisk. Inde på rådhuset, hvor byens borgmester har kontor, er der også en udstilling om dengang Hannover blev total ødelagt under 2. verdenskrig. Tårnet, som du kan komme op i, er næsten 100 meter højt og en fin lille afstikker.

Det Nye Rådhus i Hannover blev total ødelagt under 2. verdenskrig.

Det Nye Rådhus i Hannover blev total ødelagt under 2. verdenskrig.

Søen Maschsee og grønne områder

Fra rådhustårnet er der en en storslået udsigt over de enorme grønne områder ved den 74 hektar store kunstige sø Maschsee, der blev anlagt i årene 1934 til 1936, bl.a. som et projekt for at få folk i arbejde under den store depression efter børskrakket i 1929, men også for at beskytte byen mod oversvømmelser fra smeltevand fra Harzen. I dag er søen et elsket frirum for byens borgere, og hvert år afholdes den store Marchenfest, med boder, musik og ikke mindst det store løb med ænder i vandet.

Udsigt mod syd over den 74 hektar store kunstige sø Maschsee, der blev anlagt i årene 1934 til 1936.

Udsigt mod syd over den 74 hektar store kunstige sø Maschsee, der blev anlagt i årene 1934 til 1936.

Bydelen Mitte - ligger lige i midten

Det gamle rådhus ligger i bydelen Mitte og er en smuk gammel rød murstensbygning fra 1410, men genopbygget i 1953 og 1964 efter krigens ødelæggelser. Mitte er i det hele taget Hannover historiske bydel. Størstedelen af Mitte blev ødelagt af brandbomber under 2. verdenskrig og kun 40 af de oprindelige bindingsværkshuse slap uskadt gennem krigen. 12 af de overlevende huse ligger i gaderne Knochenhauerstraße, Kramerstraße og Burgstraße, hvorfor man i slutningen af 1950’erne besluttede at flytte de resterende overlevende huse til dette område. 

Det ældste hus i Hannover

Et af de oprindelige huse i Burgstraße, er Hannovers ældste bindingsværkshus. Den komplekse rennaisancefacade er fra 1566 men baghuset er faktisk hele to år ældre. Huset har selvfølgelig sit helt eget stop på den røde linje. En anden interessant historisk bygning i Mitte, er operahuset Staatsoper Hannover, hvor der siden 1852 har været afholdt et utal af koncerter, operaer og teaterforestillinger. Ikke langt fra operaen ligger også Künstlerhaus Hannover fra 1856, der er byens centrum for billed- og filmkunst.

Hygge ved Leinefloden

Uanset om du går alle knap fem km på den røde linje, så er der rig mulighed for at stoppe undervejs og få en kop kaffe f.eks. på den helt særlige cafe Kaffemanufaktur, der selv rister sin kaffe eller sætte sig ved en af de hyggelige restauranter ved floden, hvor der også er udsigt til byens farvestrålende kunstværk ”Nana’er” fra 1974 af kunstneren Niki de Saint Phalles. De tre ”buttede damer” er opkaldt efter Kurfyrstinde Sophie, Goethes store kærlighed Charlotte Buff og astronomen Caroline Herschel.

Kano- og kajaktur på Leine floden

Floden Leine snor sig gennem Hannover og en ti kilometer lang rute tager dig hele vejen rundt om byen. Kun få steder skal du i land og bære din kano eller kajak over et landstykke. Du vil endnu en gang blive overrasket over, hvor grøn Hannover er også fra vandsiden. Inde midt i byen åbner et surfersted med kunstige bølger, hvis du vil have flere oplevelser med vand.

Midt i byen - Leine-floden og masser af natur.

Midt i byen - Leine-floden og masser af natur.

Hannovers fire særlige kirker

Lige uden for Kaffemanufaktur er der et kryds i brostenene, og når du står der, kan du se Hannovers fire vigtigste kirker. Markt Kirche ligger tæt på det gamle rådhus og bygget i samme stil. Kreuz Kirke er byens ældste fra 1284, mens Neustädter Kirche er 1670. Alle er helt eller delvist genopbygget efter krigen. Den sidste og måske mest bemærkelsesværdige kirker er Aegidien-kirche, som du ikke kan undgå at bemærke, når du går Den Røde Linje. Ikke så langt fra Aegidien kirken, ligger en helt særlig kirkegård, der absolut er et besøg værd, nemlig Gartenfriedhof eller havekirkegården fra 1741. 

Aegidien-kirche er noget helt særligt, fordi den fortsat står som en ruin til minde om rædslerne fra 2. Verdenskrig.

Aegidien-kirche er noget helt særligt, fordi den fortsat står som en ruin til minde om rædslerne fra 2. Verdenskrig.

En hel særlig kirkegård - Gartenfriedhof 

Kirkegården blev etableret for de mange havefolk, der boede udenfor byens mure og som dyrkede grøntsager til byens borgere. I 1749 blev der tilmed anlagt en kirke, havekirken, på kirkegårdens område. Kirkegården har siden 1800 tallet været et turistmål pga. historien om den åbne grav, der har været grundlag for mange skrækhistorier. I 1782 blev Henriette Juliane von Rüling, kone til Hannovers statssekretær begravet og teksten på hendes gravsten lød: "Denne grav er købt for evigt og må aldrig åbnes". Men ved begravelsen faldt  et birkefrø ned i selve graven, og et birketræ voksede frem og løftede selve gravstenen. En af de andre grave på kirkegården har lidt næsten samme skæbne, da selve rækværket, der omgiver graven i dag nærmest er opslugt af stammen og rødderne af et træ. Det er også på havekirkegården, at Charlotte Buff, der inspirerede Goethe til at skrive "Den unge Werthers lidelser", ligger begravet.

Eilenriede - Hannovers åndehul

Der er over 350 km cykelruter i og omkring Hannover og langt de fleste steder er der cykelstier og grønne områder, der gør, at du kommer væk fra byens centrum.  Eilenriede dækket et areal på 640 hektar og består af et gigantisk stisystem perfekt til gå- og cykelture. Ja, du kan sågar komme på hesteryg. Inde i skoven ligger Hannovers Zoologiske Have, en labyrint, skovsøer, picnicsteder og flere restauranter. Et stort åndehul midt i storbyen.

En af indgangene til den enorm park Eilenriede i Hannover.

En af indgangene til den enorm park Eilenriede i Hannover.

Mere natur - forsæt til slottet Herrenhausen

Under fem km fra skoven Eilenriede i den nordlige del af Hannover ligger slottet Herrenhausen, der er et af byens absolutte højdepunkter. Slottets verdensberømte barokhave blev grundlagt i 1666 af Calenberg Johann Friedrich, men det var Sophie von der Pfalz, der var kurfyrstinde af Hannover i perioden 1692 til 1714, som gjorde haven til noget helt særligt. I slutningen af det 17. århundrede gjorde hun haven til sit livsværk og omlagde haven i fransk barokstil, med et væld af små modelhaver, springvand og vandfald, samt labyrinter, statuer, galleribygninger og orangeri. Alt i alt et sandt mesterværk af barokhave kunst. I dag er haven åben året rundt og der er arrangementer. Hvert år besøger flere end 500.000 gæster med god grund Herrenhausen.

I den nordlige del af Hannover ligger slottet Herrenhausen.

I den nordlige del af Hannover ligger slottet Herrenhausen.

Bydelen Linden og graffiti i Faust

Hannovers historie er yderst interessant, fordi byen også er både finansiel og industrielt centrum i Niedersachen. Landsbyen Linden har siden 1920´erne været en bydel i Hannover og en yderst interessant en af slagsen bl.a. fordi man har viet mange af byens husmure til graffiti. Ikke som hærværk men som kunst. En cykeltur rundt i bydelen kan anbefales f.eks. forbi Grotestrasse, hvor byens historie fortælles på husvæggen. Der er noget om sporvogne, kiks, fodbold og grammofoner – ja bare nogle af de ting som Hannover er så kendt for. Faust er et sandt kulturcentrum og står for FAbrikUmnutzung und STadtteilkultur (fabriksudnyttelse og bykultur). Der er værksteder, graffiti og hyggelige ølhaver - biergarten.

Bydelen Linden er fyldt med farver.

Bydelen Linden er fyldt med farver.

Spis godt, mættende og billigt

I en by som Hannover kan du spise al slags mad og i alle prisklasser. Kiksen Liebnitz produceres i byen, og i den gamle markedshal Markthalle fra 1892, kan du sågar købe smørrebrød på "Ællingen". I Markthalle er det oplagt at købe en god frokost og så sætte sig ud i en af parkerne. Det er især et godt tip, hvis du rejser på et lidt stramt feriebudget. I Hannover er der også helt traditionelle såkaldte Gasthof, hvor det mættende tyske køkken byder sig til.

Kærlighedsslottet Marienburg

Godt 25 km syd for Hannover ligger det smukke og prægtige slot Marienburg, der er så ikonisk, fordi det er sådan de fleste af os ville tegne et slot. Mariensburg er både en heldagsudflugt fra Hannover eller et stop på vejen til nye oplevelser. Det er åbent hele året og slottet ligger 135 meter over havets overfalde, hvilket gør det endnu mere ikonisk. Trods det, at slottet var en personlig gave til Marie af Saxe-Altenburg, var det dog begrænset, hvor meget hun og kong George V fik opholdt sig på stedet, da Preussen i 1866 annekterede Hannover, og familien måtte flygte i eksil i Østrig. Det betød, at slottet stod tomt i de efterfølgende 80 år, hvorfor Marienburg i dag står mere eller mindre uændret i forhold til, hvordan det så ud, da det blev bygget. Først i 1945 vendte Georg V og Maries barnebarn Ernest Augustus, greve af Brunswick, der på moderens side var barnebarn af vores egen Christian IX, tilbage til slottet, og i 1954 åbnede hans søn prins Ernest Augustus IV slottet som museum. Slottet er mindst lige så imponerende ude som inde. Indvendigt står Marienburg som da slottet var i daglig drift, og det ses især i det gamle køkken, hvor du virkelig får et indblik i køkkenpersonalets arbejde. Udsigten fra terrassen er helt ubeskrivelig og man må sige, at slottets beliggenhed er nøje udvalgt. 

Marienburg Slot ligger syd for Hannover.

Marienburg Slot ligger syd for Hannover.

Fakta om Hannover, Tyskland

Hannover er hovedstad i delstaten Niedersachsen. 

Afstand fra Danmark: Godt tre timers kørsel Padborg. 

Mest besøgte attraktioner: Den røde linje, Det Nye Rådhus, Marchsee, bydelen Mitte, Herrenhausen, Eilenriede, Marienburg, Martkhalle, Faust 

Grønne oplevelser:  Hannover er en yderst cykelvenlig by og du kan leje kano og kajak på Leine-floden. Byens grønne områder er Marchsee, Friedhof, Parken Eilenriede med Zoologisk Have og Sportpark.

Mere information:

Turistinfo: Niedersachsen

Turistinfo: Hannover

Turistinfo: Tyskland

Anne-Vibeke Rejser

Alt dette får du i KLUB Anne-Vibeke Rejser

Tv-premiere på rejseprogrammer i fuld længde - altid over 70 stk.
Nye Tv-programmer hver måned
Deltag i og gense online foredrag / webinar
Adgang til ALT indhold på AnneVibekeRejser.dk
Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben
Anne-Vibeke Rejser

Få svar på dine spørgsmål om KLUB Anne-Vibeke Rejser