Forlystelsesparken Hansa Park i Nordtyskland
Log ind Log ind
Forlystelsesparken Hansa-Park i Nordtyskland

Forlystelsesparken Hansa-Park i Nordtyskland

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ehrenberg Sørensen Kommunikation

Denne ferie i Tyskland går til Nordtysklands største forlystelsespark Hansa-Park med hårrejsende rutsjebaner.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Forlystelsespark med temaer

Allerede ved indgangen til Nordtysklands største forlystelsespark Hansa-Park, kan du høre hvinene fra folk i rutsjebanerne. Efter at have passeret den imponerende indgangsportal - en kopi af byporten Holstentor i Lübeck - bydes du velkommen af flinke maskotter og kan derefter frit benytte samtlige forlystelser, uden at skulle have flere penge op af lommen. Bygningerne er opført, så de mest af alt forestiller en typisk tysk middelalderby. Men her er mange flere temaer at gå efter f.eks. cowboybyen Bonanza City og vikingebyen eller eventyrlandet.

Indgang til Hansa-Park sker gennem en kopi af Holstentor, hvor originalen findes i Lübeck

Indgang til Hansa-Park sker gennem en kopi af Holstentor, hvor originalen findes i Lübeck

Imponerende udsigt fra Holstein Turm

I den blomsterprydede Hansa-Park finder du det 100 meter høje Holstein Turm, der er det højeste tårn i Hansa Park, og kommer op til en helt fantastisk panoramaudsigt, mens kabinen under opstigningen drejer rundt, så du har udsigt til alle verdenshjørner. Du kan se ud over hele forlystelsesparken og det omkringliggende landskab samt havet i Lübeck Bugt. Det giver et godt overblik over Hansa-Park og en ide om hvor langt - eller rettere hvor kort - der er mellem de mange attraktioner. Udover adskillige rutsjebaner og karruseller kan du se flere af de øvrige forlystelser som f.eks. det lille tog Hansa-Park Express, der kører rundt i parken. Hansa Park har også shows med søløver og flere vandaktiviteter bl.a. baljerne (gummibåde) i Rio Dorado i det spanske område.

Udsigt fra Holstein Turm

Udsigt fra Holstein Turm

Rutsjebanerne

Blandt Hansa-Parks største attraktioner finder du flere rutsjebaner, hvor Kärnan er den største. Her løftes du op inde i det 79 meter høje tårn og får et baglæns fald på 67 meter, før det virkelig går løs på den 1.235 meter lange rutsjebane, hvor tophastigheden kommer op på 127 km/t.
Her findes naturligvis mange andre rutsjebaner som f.eks. Midgårdsormen, Novograd og Nessie for blot at nævne et par - og så er her noget for alle aldersgrupper.

Rutsjebanen Kärnan

Rutsjebanen Kärnan

I Kärnapulten kan du under centrifugeringen i fri luft selv styre vingerne på maskinen du sidder i og derved dreje rundt. Helt vildt!
Her er naturligvis fokus på sikkerheden. Dels skal du have en vis højde og modenhed for at kunne prøve de forskellige rutsjebaner, ligesom der er forskellige sikkerhedsforanstaltninger som skal overholdes. Bl.a. er det forbudt at fotografere, tale i mobil etc. under turene. Det siger sig selv, at taber du løst udstyr under farten, kan det forårsage ulykker!

Det er helt vildt i Kärnapulten

Det er helt vildt i Kärnapulten

Vikinger, cowboys og indianere

Det er også muligt at udforske vikingeland med bl.a. klatrebane og sejlture. Eller besøge den mere fredelige cowboyby Bonanza, hvor det er muligt at møde pony-ekspressen, sheriffen, ride, vaske guld og meget, meget mere.

Vikingeland

Vikingeland

Last Chance Saloon

Svingdørene giver efter, når du træder ind i Last Chance Saloon og kommer ind i baren. Find et ledigt bord i restauranten og straks kommer kvinderne fra baren for at modtage din bestilling. Hele miljøet i saloonen er flot gennemført med mange detaljer fra det vilde vesten. Saloonens spredte møbler på det rå trægulv, de høje vægpaneler og de mange fotos på væggene og gamle "petroleumslamper", der hænger ned fra træloftet, giver den rette westernstemning. Og så er maden værd at gå efter.

Svingdøren til Last Change Saloon

Svingdøren til Last Change Saloon

En familie kan sagtens få en dag - eller flere - til at gå på opdagelse i Hansa-Park, hvor det også er muligt at bo i Resort am Meer med adgang til stranden.

Prøv en gummiflåde ned gennem kanalen

Prøv en gummiflåde ned gennem kanalen

Fakta om Tyskland

Hovedstaden i Tyskland er Berlin. 

Befolkningstal: Ca. 83 mio.

Areal: Ca. 357.376 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München 

Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.

Mere information:

Turistinformation: Tyskland