Din guide til ferie i Albufeira på Algarvekysten
Log ind Log ind
Din guide til ferie i Albufeira på Algarvekysten

Din guide til ferie i Albufeira på Algarvekysten

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Best Travel

Algarvekysten i Portugal er igen kåret som en af Europas bedste feriedestinationer med kontinentets fleste solskinstimer, skønne strande og en afslappet livsstil samt et populært prisniveau.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

En fiskerlandsby der blev en turistattraktion

Som de fleste ved, besatte romerne den Iberiske halvø som de kaldte Hispania. I 711 indtog de arabiske maurer det meste af halvøen og først i 1600-tallet blev maurerne drevet helt ud af den Iberiske halvø. I 1249/50 blev Albufeira befriet under kong Alfonso III (1210-1279) og var i mange århundreder en fiskerlandsby og har fortsat fiskeri som erhverv, men i dag er det turisme som er hovedindtægten for Albufeira. Byen har faktisk de fleste hoteller på Algarvekysten med gæster fra forskellige lande, og mange danske pensionister nyder deres otium her.

På det lille arkæologiske museum ved klokketårnet i den gamle bydel kan du se mere om områdets udviklingen fra stenalder med monolitter som sandsynligvis blev benyttet til sol og tidsberegninger, samt lidt om Romerriget i Albufeira bl.a. med et mosaikgulv samt enkelte kapitæler. Den permanente udstilling er let overskuet. På 1. sal er der skiftende udstillinger.

Albufeira fra fiskerlandsby til turistattraktion

Albufeira fra fiskerlandsby til turistattraktion

Cerro Mar Atlantico

Hotellejlighederne i Cerro Mar Atlantico er en del af hele det højtliggende hotelkompleks omkring Cerro Mar Garden med flere hotelbygninger. Hotellejlighederne indeholder skabsentré, køkken, soveværelse, badeværelse samt spise/opholdsstue. Fra flere af hotellejlighedernes altaner er der udsigt ned over byen med Atlanterhavet i horisonten. Vær opmærksom på de ”frække” måger. Stiller du noget spisebart uden opsyn på altanen, kan du være sikker på at mågerne tager det! På denne ferie er morgenmad og aftensmad inkluderet og indtages i restauranten på Cerro Mar Garden, hvor der også findes et wellness– og fitnessområde med motionsudstyr og opvarmet svømmehal m.v.

Det højtliggende hotelkompleks Cerro Mar Garden i Albufeira

Det højtliggende hotelkompleks Cerro Mar Garden i Albufeira

Nærmarkeder

Ved indgangen til Cerro Mar Atlantico ligger et lille minimarked som naturligvis udnytter sit beliggenhedsmonopol. Nogle få hundrede meter nord for hotelkomplekset finder du både Aldi og Lidl. Lav en lille afstikker på vejen til supermarkederne ud til det grønne område Cerro Malpique, hvor der bag mobilmasten står en gammel vindmølle som desværre er brændt, men udsigten mod indlandet er betagende.

Ved rundkørslen mellem Aldi og Lidl kan du se en gangbro over omfartsvejen Avenida dos Descobrimentos og går du til venstre ad første vej efter broen, er der kort afstand til det kommunale marked. Udover et par mindre barer er her et stort fiskemarked, hvor du vil kunne se fisk som du aldrig før har set. Her er naturligvis også andre handlende med grønt og blomster. Et større indkøbscenter i flere etager finder du på Rua do Municiplo. Her passerer du først Albufeiras rådhus og byens måske bedste konditor Pastelaria Riviera med et stort udvalg af lækre kager, hvor du kan nyde din kaffe, inden du når Albufeira Terrace med både supermarked og forskellige forretninger og spisesteder.

Vindmølle på Cerro Malpique

Vindmølle på Cerro Malpique

Den gamle bydel i Albufeira

Vil du ned i byen, kan du vælge at tage shuttlebussen eller spadsere ned ad en række stentrapper, som fører dig direkte ned til Albufeiras centrale torv. Beregn ca. 10 minutter. Midt på torvet står flere røde koraltræer og hele området er omkranset af restauranter og butikker. Ofte er der underholdning med musik på torvet. Er dette ikke nok, spiller hver restaurant sin egen musak og faktisk kan det være svært at finde et uforstyrret spisested.

Albufeira

Albufeira

Går du til torvets sydvestlige hjørne, kommer du op på en af gågaderne, hvor du også finder turistinformationen lige før tunnelen, som leder dig ud på den brede strand. Ved turistinformationen går der trapper op i begge sider af gaden. Går du op ad tapperne og til højre kommer du til den store sognekirke Igreja Matriz. Under det store jordskælv i Portugal den 1. november 1755 blev den oprindelige kirke ødelagt, og den nuværende kirke i nyklassisk stil blev indviet i 1800 med tilføjelse af det 28 meter høje klokketårn i 1869. Af en katolsk kirke at være er den relativt enkelt dekoreret. Det er også i dette område, at du finder kirken Sao Sebastlao fra slutningen af 1700-årene og Museu de Arte Sacra - museum for hellig kunst.

Den centrale gågade set fra gaden over tunnelen

Den centrale gågade set fra gaden over tunnelen

Spadserer du lidt længere op ad gaden, ser du endnu en kirke Sant’Ana (Igreja Santana). Her står statuen af Sankt Vicente. Han blev født i Albufeira i 1590 og studerede i Lissabon. Da hans forældre døde, tog han til Mexico og tilsluttede sig augustinerordenen. Senere drog han til Japan for at udbrede den kristne tro. Her løb han ind i store vanskeligheder og blev arresteret og tortureret for at få ham til at droppe den kristne tro. Han ville ikke opgive sin tro og blev dømt til døden og blev levende brændt den 3. september 1632 i Nagasaki. Hvert år holdes en procession til hans minde på denne dato.

Kirken Santana

Kirken Santana

Fra det centrale torv spreder gaderne sig alle med tætliggende restauranter og mod øst nær stranden kan du tage to rullende trapper op til et udsigtspunkt, hvorfra du kan se det meste af stranden Praia dos Pescadores.

Rullende trapper til udsigtspunkt

Rullende trapper til udsigtspunkt

Klokketårn og mauriske ruiner

Spadserer du til venstre fra pladsen over tunnelen op mod klokketårnet Torre do Relogio, kommer du til en lille Republica-plads med en afskærmet udgravning af den gamle mauriske borg. Torvet menes at have været det centrale sted i maurernes forsvar mod de kristne. Klokketårnet var tidligere en del af forsvaret i den muslimske Albufeira borg og indeholdt et fængsel. På torvet finder du også det kommunale arkæologiske museum. Fortsætter du ad den lille idylliske gade Henrique Calado, passerer du kirken Capella da Misericodia og lige ved siden af står et enkelt lille hus som var ”Den Gamle Kro” der er et af de få huse, som ikke blev ødelagt under det store jordskælv. Lidt længere fremme ser du nogle af de få rester af den originale mauriske borgmur. Det er rigtigt hyggeligt at spadsere rundt i denne del af den gamle bydels smalle og bilfri stræder.

Klokketårnet Torre do Relogio

Klokketårnet Torre do Relogio

Langs Atlanterhavet mod øst

På stranden Praia dos Pescadores er det vidunderligt at mærke den friske brise fra Atlanterhavet, mens bølgerne ubønhørligt hamrer ind mod kysten. Er det lavvande - tidevandsforskellen er ca. tre meter - kan du finde farverige muslingeskaller i vandkanten. På det lokale bykort vil du langs de stejle kystklipper kunne finde navnet Forte de Sao Joao, hvilket giver associationer om, at her skulle være et tidligere fort. Men her er intet fort og navnet dækker blot over en bydel.

Du er nu ud for et par store klipper i vandkanten, hvor bølgerne slå ind over, så der rejser sig en kaskade af havvand. Det samme gør sig gældende, hvor klipperne fra landsiden går helt ud i vandet og spærre for videre gang. Inde ved kystklippen kan du tage trapperne op i det grønne område, hvorfra udsigten er imponerende. Små stier fører ned til de rå klipper på den anden side. Her er huller i klipperne og havvandet fosser ind i hulrummene under klipperne. Efter klipperne kommer du til den lille strand Praia dos Aveios.

Badende i de høje bølger

Badende i de høje bølger

Mod The Strib og den gamle tyrefægterarena

Fra Praia dos Aveios fører trapper op til gaden Rua Vasco da Gama, som du følger frem til næste rundkørsel, hvor du på venstre hånd finder forlystelsesgaden Avenida Sa Cameiro kendt som The Strib. Her er masser af barer og forlystelser, hvor musikken overdøver alt andet. Om dagen er her delvist fredeligt, mens det ”koger” med lystige mennesker gennem hele natten.

For enden af The Strib rammer du omfartsvejen Avenida dos Descobrimentos og kan gå til højre, hvor du et par gader længere henne finder den tidligere tyrefægterarena ved Rotunda do Globo der i dag (2024) nærmest må siges at være slum i forfald. Tidligere tiders glansfulde portugisiske tyrefægtning er for længst forbi.

Festgaden The Strib

Festgaden The Strib

Til marinaen mod vest

Du kan spadsere frem til Avenida dos Descobrimentos nord for hotellet og dreje mod vest neden for Cerro Malpique. Ved rundkørslen med globerne - der minder os om, at Portugal engang var Verdens førende søfartsnation som hjembragte rigdomme i form af guld fra Brasilien og eksotiske krydderier fra Afrika og Østen - skal du bruge et par minutter til at gå ned i det lille parkanlæg og under rundkørslen, hvor betagende, maritime vægmalerier pryder tunnelen.

Rundkørsel med "Opdagelse af  Verden"

Rundkørsel med "Opdagelse af Verden"

Længere fremme ad omfartsvejen kan du på toppen af Cerro Grande skimte en af de traditionelle vindmøller. Benyt de små gader til at komme helt tæt på denne vindmølle som befinder sig på Windmill Hill ved det pragtfulde hotel Alto do Mohinho.

Vindmølle på Cerro Grande

Vindmølle på Cerro Grande

Du fortsætter ad kystvejen og ser kanalen som fører ind til marinaen, der er flankeret af pastelfarvede bygninger i gult og blåt. Her er masser af forlystelser som giver associationer om Dyrehavsbakken nord for København. Langs marinaen ligger restauranterne side om side og det er herfra, at de fleste udflugter på havet med delfinsafari og grottebesøg starter. Følger du kanalen tilbage, kommer du ind i fiskerihavnen, hvor der altid er aktiviteter med fiskenet, fiskerbåde og hummerruser. Gaden ender blindt, så du skal samme vej tilbage og kan så spadsere op på vejen langs kystklipperne.

Marinaen i Albufeira

Marinaen i Albufeira

Tilbage langs kysten

Her kan du se fiskerihavnen lidt fra oven. Om foråret er det her på de stejle klippesider, at mågerne har deres reder. Følg klippekysten tilbage mod centrum og nyd de mange farverige blomster. Du kan gå ud på flere udsigtspunkter og få et totalt vue ud over den langstrakte gule strand. Du passerer også et par kakkel malerier med Portugals historie. Et særligt udsigtspunkt er ”Elevatoren”, hvorunder der er en række stejle trapper ned til stranden. Du kan også vælge at tage de lettere trapper lidt længere fremme, hvis du vil ned på stranden.

Fiskerihavnen set fra kystvejen

Fiskerihavnen set fra kystvejen

Udflugter

Under opholdet er der inkluderet en busudflugt samt udflugter, som du kan tilkøbe hjemmefra. Det er dog også muligt at købe diverse udflugter dels på hotellet eller direkte hos de lokale arrangører.

Stålfisk

Stålfisk

Alte - en fredelig by med vandfald

Det er et storslået og kuperet landskab i Serra do Caldeirao, som bussen kører gennem for at komme til bjerglandsbyen Alte, der er et lille Paradis gemt i bakkerne. Fra bussens holdeplads krydser du Alte-floden, hvor ænder snadrer rundt under broen. Du fortsætter gennem den stille landsby, der af mange betragtes som en af Algarves allersmukkeste. De snævre og tomme brostensbelagte gader giver indtryk af, at her ingen bor. Men bag husenes lukkede skodder lever de ældre landsbybeboere. Som så mange andre steder ”flygter” de unge fra landsbyerne og søger mod de større byer, hvor karrieremulighederne er langt større. På Altes lille torv finder du byens restaurant samt kirken. Ved turistinformationen kan du se en mindre udstilling af trælegetøj.

Alte-floden

Alte-floden

Vandfaldet Queda de Agua do Vigario

Fortsætter du ca. 400 meter ud ad hovedgaden, kommer du til Alte kirkegård og bag denne finder du en P-plads. Herfra går en ca. 300 meter snoet grusvej ned til vandfaldet. Du kan også vælge at tage de 200 trappetrin som zigzagger ned ad skråningen, til du når udsigtspunktet ved det ca. 24 meter høje vandfald Queda de Agua do Vigario.

Statue ved Alte kirkegård

Statue ved Alte kirkegård

Salir - med rester fra et maurisk slot

Om muligt er her endnu mere fredeligt i landsbyen Salir, hvor eneste attraktion er nogle få sten fra en tidligere maurisk borg Caselo de Salir. Borgen blev bygget allerede i begyndelsen af 1100-årene for at beskytte regionen mod de kristnes generobring. Ved indgangen er gulvet dækket af tykt glas over ruinerne og en rampe fører ud over andre dele af de få rester fra borgen.

Mere betagende er dog borgens beliggenhed med en vid udsigt ud over den nærliggende frugtbare dal.

Salir

Salir

Loulé - med en enestående borg

Fra den gamle mauriske bymur træder du ind gennem byporten Torre da Vela ved sognekirken Igreja da Matriz. Over bymuren er et lille parkanlæg Jardin dos Amuados, der står oven på den gamle bymur. Gå ad de smalle, brostensbelagte gader frem til borgen Castelo de Loulé.

Bymur i Loulé

Bymur i Loulé

Borgen - Castelo de Loulé - er oprindelig af maurisk oprindelse fra begyndelsen af 700-årene, men udbygget af de kristne i 1600-årene og igen efter jordskælvet i 1755. Fra borgens gård er der adgang til en museumsudstillingen, ligesom en trappe fører op til køkkenet og biblioteket på første sal. Trappen fortsætter op til brystværnet, hvor yderligere trapper leder dig op til toppen af tårnene. Herfra er der en fin udsigt ud over Loulé.

Castelo de Loulé

Castelo de Loulé

Prægtige bygninger

Følg gågaden spækket med butikker frem til den smukke kirke Sao Francisco, der er et besøg værd.

Smukke huse i Loulé

Smukke huse i Loulé

Tilbage ved rundkørslen kan du fortsætte ad Rau de Portugal frem til Palacio Gama Lobes indrettet i en fornem bygning. Fortsætter du til højre kommer du til parkanlægget Piquenique, hvor der foran anlægget står et mindesmærke for den portugisiske ingeniør Duarte Pacheco.

Rau de Portugal

Rau de Portugal

Går du tilbage ad Avenue 25. de Abril (dato for Nellikerevolutionen i 1974) kommer du forbi turistinformationen og til Loulés centrale rundkørsel. Her ser du den store markedshal. Ud over caféer har markedshallen forskellige butikker og du kan om formiddagen tillige opleve et aktivt fiskemarked.

Spadserer du ad Avenue José da Costa Mealha, vil du under de skyggefulde træer komme til en musiktribune.

Det kommunale marked Loulé

Det kommunale marked Loulé

Saltbassinerne ved Salinas do Grelha

På den tilkøbte udflugt til byen Faro stopper bussen ved naturreservatet Ria Formosa, hvor en lokalguide beretter om saltproduktionen ved Salinas do Grelha.

Det begyndte i 1908 med at det familiedrevne foretagendes aner etablerede en tidevandsmølle som malede mel. Ved højvande blev et stort vandområde opdæmmet og når det igen blev lavvande, lukkede man vandet ud gennem sluser til møllehjulene. Men efterhånden kom vindmøllerne til og det var ikke længere lønsomt at male mel. I den nærliggende fiskerlandsby havde man brug for salt til konservering af fisk og anen så muligheden i at udvinde salt fra havvandet. I dag lukkes havvand ind i bassiner, hvor vandet fordamper i de tørre måneder fra maj til september, hvorved saltkoncentrationen øges.

Saltbassiner ved Salinas do Grelha

Saltbassiner ved Salinas do Grelha

Det salte vand lukkes ned i lavereliggende bassiner og processen fortsættes indtil saltkoncentrationen er så stor, at hverken alger eller kril (små rejer) kan overleve. Efter ca. en måned foregår saltindsamlingen manuelt med træskrabere, hvorefter saltet tørre en uges tid, og først da kan salt helt frasorteres. Den fineste salttype Fleur de Sel (saltets blomst) dannes på overfladen af bassinerne, men kun når vejrforholdene er perfekte, og indsamles med specialværktøj. Dette ypperste havsalt er værdsat af mange gourmetkokke. Naturparken og bassinerne ved Salinas do Grelha tiltrækker en del vadefugle samt flamingoer.

Bassiner til fordampning af havvand

Bassiner til fordampning af havvand

Faro - hovedbyen i Algarve

Faro menes grundlagt af fønikerne, men det var maurerne som gav byen navnet Faro (Fyrtårn). Byen, der har omkring 65.000 indbyggere, ligger beskyttet af øer ud mod Atlanterhavet, hvor en lagune giver bådene adgang til havet. Faros gamle bydel er fortsat delvist omgivet af den oprindelige mauriske bymur.

Bymuren omkring Faro

Bymuren omkring Faro

Ved turistinformationen træder du ind i den gamle bydel gennem den monumentale byport Arco da Vila, der oprindelig var maurisk, men som i 1812 fik en ny facade. Herfra fortsætter du frem til den smukke plads Lago da Sé. Her ligger Faros katedral med byens rådhus på den ene side og bispepaladset ved siden af. Pladsen er smukt omkranset af duftende appelsintræer.

Arco da Vila med barok facade

Arco da Vila med barok facade

Katedralen Sé

Mod entré kan du besøge katedralen, der udover kirkerummet med mange smukke sidekapeller, tillige har en udstilling af hellig kunst på første sal, ligesom der er adgang til at komme op i klokketårnet, hvorfra der er en glimrende udsigt ud over byen samt lagunen. Bag den lille klostergård ses endnu et kapel for Sant Michael samt et mindre knoglekapel.

Kirkerummet

Kirkerummet

I den gamle bydel vil du flere steder se kakkeltavler - azulejos - som viser de kristnes møde med maurerne. På pladsen Praca Alfonso III står netop en statue af kongen i hvis regeringstid, maurerne blev slået tilbage.

De kristne bekæmper muslimerne er vist med  azulejos flere steder i den gamle bydel

De kristne bekæmper muslimerne er vist med azulejos flere steder i den gamle bydel

Carmo-kirken med knoglekapel

Går du tilbage langs havnen og de små gader, kommer du forbi flere kirker og tårne, hvor storkene holder til med deres unger i foråret. Du kan besøge Sao Pedro kirke og fortsætte frem mod pladsen Largo do Carmo med den barokke kirke Carmo med det berømte - og for nogle det makabre - knoglekapel. Fra Faros overfyldte kirkegårde gravede man i 1816 ligene af mere end 1250 karmelitermunkene, der engang tjente i Carmo-kirken, op, og knogler samt kranier blev placeret, så vægge og loft blev dekoreret i sirlige mønstre.

Havnen i Faro

Havnen i Faro

Storke alle vegne

Fortsætter du til Capuchos kirke og kloster vil du om foråret kunne se storke på nært hold. Ellers er her masser af shoppingsmuligheder i gågaderne.

Storke på Capuchos kirke

Storke på Capuchos kirke

Fakta om Portugal

Lissabon er hovedstad i Portugal. Ø-grupperne Madeira og Azorerne hører til Portugal.

Befolkningstal: Ca. 10,5 mio.

Areal: Ca 92.391 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 2.374 km

Mest besøgte attraktion: Byerne Lissabon og Porto samt strandene ved Algarve. Også øgrupperne Madeira samt Azorerne er populære - både for at slappe af ved strandene, men også for at vandre i bjergene.

Mere information: 

Turistinformation: Portugal

Rejsebureau: Best Travel