Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Sintra-bjerget rejser sig på sit højeste punkt 630 meter over havet, så det er ikke fordi bjergkæden er særlig høj, men busturen denne formiddag, hvor vi er på vej mod Cabo da Roca, får alligevel suget frem i maven, da vi kører op ad serpentinesving med bratte skrænter på siderne og en flot udsigt ud over det lavere liggende landskab.
Også denne dag er her overskyet og en kølig vind blæser ind fra Atlanterhavet, da vi står af bussen ved Sintra-bjergets yderste klipper og spadserer forbi fyret og ud til en stenobelisk, der markerer Europas vestligste punkt - 140 meter over havet.
Cabo da Roca Europas vestligste punkt
Det var det friske og kølige klima på Sintra-bjerget, der også i sin tid tiltrak de kongelige, så de kunne slippe væk fra den hede sommer i f.eks. Lissabon. Derfor lod kongerne deres sommerresidens opføre her mellem 1200- og 1500-tallet og det er netop kongepaladset - Palacio Nacional de Sintra - som vi besøger i den gamle bydel Sintra Vila. Udefra er kongepaladset kendetegnet ved to markante, kegleformede skorstene, der rager 30 meter op i luften.
Vi kommer ind i den majestætiske, hvide bygning gennem arkader og ind gennem overdådigt rigt dekorerede sale - f.eks. Svanesalen, hvor træloftet udelukkende består af malerier med svaner - og oplever hvorledes middelalderens og renæssancens adelige havde indrettet sig.
Kongepaladset - Palacio Nacional de Sintra
Vi guides gennem gårde opført i maurisk stil og ind i andre værelser og sale med klassiske møbler og vægge prydet med gobeliner og med forskellige farvelagte kakler. Det fortælles, at det netop var her, at azulejos-kakkelkunsten blev introduceret i Portugal. Den mest imponerende sal er Sala dos Brasoes, hvor væggene er prydet med azulejos, der fortæller om hoflivets dagligdag med jagtscener, dansescener, tidens mode etc. Her er loftets kupler dekoreret med 72 af adelsfamiliernes våbenskjolde. Ikke mindre end imponerende. Besøget i kongepaladset afsluttes i køkkenet, hvorfra de to skorstene rejser sig.
Palacio Nacional de Sintra har været optaget på UNESCO's verdensarvsliste siden 1995.
Fine gårdmiljøer i maurisk stil
Vi slutter besøget i Sintra Vila med en kort spadseretur gennem den gamle by, inden vi kører tilbage mod Cascais for næste dag at vende tilbage mod Danmark efter en historierig kulturrejse i det klassiske Portugal.
Skorstene ved kongepapadset
Lissabon er hovedstad i Portugal. Ø-grupperne Madeira og Azorerne hører til Portugal.
Befolkningstal: Ca. 10,5 mio.
Areal: Ca 92.391 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 2.374 km
Mest besøgte attraktion: Byerne Lissabon og Porto samt strandene ved Algarve. Også øgrupperne Madeira samt Azorerne er populære - både for at slappe af ved strandene, men også for at vandre i bjergene.
Mere information: