Kobberminebyen Røros

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Innovasjon Norge

Vi er taget på vinterferie i Norge, nærmere sagt til kobberminebyen Røros.

Røros Hotell

Hvor i verden kan man blive hentet i lufthavnen og transporteret til sit hotel i hestetrukken kane? I Røros. Under varme uldtæpper og til lyden af hestenes skridt i den frosne sne glider vi i mørket gennem byen, mens sneen sporadisk drysser ned på os. Faklerne på kanen og belysningen fra de ældgamle træhuse gør det muligt at orientere sig undervejs. Efter ca. 30 minutter glider vi ind foran Røros Hotell, det største hotel i Røros med 166 komfortable værelser med alle moderne bekvemmeligheder, hvor vi skal bo de næste dage. 
Efter indkvarteringen på værelserne - hvert med sit stednavn fra området, hvoraf flere har en historisk beskrivelse af navnets oprindelse - spiser vi i en af hotellets restauranter "Brasseriet", hvor der serveres a la carte. Alt er veltillavet og smagfyldt fremstillet af lokale råvarer.
Det er blevet sent, så det bliver ikke lang tid i hotellets bar - selv om her er levende musik - for vi skal være friske til morgendagens udfordring: At lære langrendsløbets svære kunst!

Lær langrend i Røros

For flere af deltagerne gælder, at de aldrig har stået på langrendsski før. Andre har prøvet det som børn. Vi får vist, hvorledes skiene bør smøres for at få det optimale fæste. Det er en helt ny verden for de fleste! Er skiene nye, skal de slibes let med sandpapir på den midterste del af skien før smøremidlet sættes på - gerne i flere lag.
Lige uden for Røros Hotell er løjpen helt jævn - et godt sted at starte. Frem og tilbage i sporet. Først med skistave og senere uden - for det hele drejer sig om at have balance i kroppen og kunne bruge sin vægtfordeling uden anstrengelse.
- Vi skal gerne nå derhen, hvor I ikke kigger ned på skiene, når I går, men i stedet ser op og nyder naturen, kommer det fra skilæreren. På pædagogisk vis får han lært os de grundlæggende tag og sætter os derefter på større udfordringer. Først ned ad en lille bakke. Det går fint for de fleste! Så sildeben op ad en stejl bakke - som er nok så stor en udfordring for flere. Herefter er vi klar til vores første rigtige tur på fjeldet.
Fjeldløjpen starter lige ved Røros Hotell på den anden side af landevejen ved en stor P-plads og herfra går det jævnt op over på de første 100 meter og snart flader terrænet ud og vi glider hurtigt frem. Solen er desværre ikke at se, men sneen er perfekt og det er mildt uden vind. En enkelt snebyge nu og da. Fremme ved et af de læskure, som er opstillet forskellige steder på det 320 km. store løjpenet, kan vi spise vores medbragte madpakke i læ for vind og sne.
Røros ligger langt fra kysten og har fastlandsklima med store temperaturforskelle, der gør Røros til et af de koldeste steder i Norge. Her er målt under 50 minusgrader, men også over 30 plusgrader om sommeren. Det er de omkringliggende fjelde som blokerer for den milde kystluft der sammen med andre klimatiske forhold - Røros ligger 600 moh. - er medvirkende årsag til disse ekstreme temperaturer. Temperaturskift kan komme meget hurtigt. F.eks. faldt temperaturen engang med 18 grader på under en time! Så man skal altid have en ekstra trøje med.

Fint begynderområde

Skiområdet omkring Røros er perfekt til nybegyndere på langrendsski, da fjeldene er "bløde bakker" mellem 600 og 800 moh. uden de helt stejle udfordringer. Enkelte fjeldtoppe når op i 1.600 moh. Så kontakt Røros Hotell og få et tilbud på undervisning i langrend, leje af støvler og ski og tag efter et par timers undervisning ud på løjperne. Her er nok at tage fat på for en nybegynder og den let trænede langrendsløber. Efter skituren kan du så kaste dig over den store frokostbuffet, der indeholder såvel varme som kolde retter, og/eller forlyste dig i svømmehallen og saunaen på Hotel Røros. Kan du ikke undvære slalombakkerne i dette ellers alpintfrie område, ligger Hummelfjell Alpinsenter blot 14 km. fra Røros. Skisportsstedet har tre hejser og fem pister med den længste på 1.300 meter og en højdeforskel på 200 meter. Her er udlejning af støvler og ski.

Guidet byvandring i det historiske Røros

Fra Røros Hotell, der ligger højt over byen, er der ca. 10 minutters gang til det historiske centrum. Røros historie startede, da en jæger i 1644 skød et rensdyr, der i sit fald sparkede en lysende stenklump fri af jorden. Den viste sig at indeholde kobbermalm. Allerede i 1646 startede man udvinding af malmen, som blev smeltet i smeltehytter. Kobber havde stor værdi og indbragte den danske konge Christian IV store indtægter. (Norge var dengang en del af det danske rige). 
Man siger, at store dele af det gamle København blev bygget for indtægterne fra Røros. Men malmen indeholdt også jern (ca. 4 gange så meget) og zink (ca. 2 gange så meget) - men kobber var mest værd og det var det, minebyen Røros blev bygget op omkring. Placeringen af byen på netop dette sted - i nogen afstand fra selve minerne - skyldes elven, hvorfra man kunne få drevet vandmøller til at skabe energi til smelteværkerne. Der skulle også bruges enormt meget træ til at smelte malmen med og udskille kobberet, så skoven på fjeldet blev fældet. Også i minerne brugte man træ. Skoven er så småt ved at blive genskabt - men der går mange år før fjeldet får sin skov igen. Malmen blev med hestevogn bragt ind til byens smeltehuse, hvor metallerne blev udskilt og affaldet fra smeltningen - slaggerne - blev lagt i store dynger på den anden side af elven og udgør i dag de karakteristiske slaggebjerge.
Vi spadserer ned til Røros Kirke, der er fra 1780’erne og bærer kong Christian VII monogram lige over døren. Men kirken er en af de få privatbyggede kirker i Norge, bygget af kobberværket, hvilket bl.a. kan ses ved at kobberværkets våbenskjold med korslagte hammere og et venustegn er placeret øverst på kirketårnet. Kirken, der med rette blev bygget "til Guds ære og bergstadens pryd", har plads til ca. 2.000 personer heraf 1.500 siddepladser, hvilket gør den til Norges 3. største kirke. Men her er intet krusefiks eller kristent kors - men "kun" de korslagte hammere, der symboliserer minedriften.

Smeltehytten

Vi fortsætter ned gennem byen med de mange fredede bygninger fra 1700- og 1800-tallet. Vi går over elven og står på pladsen foran museet "Smelthytta", som er bygget på ruinerne af tidligere smeltehytter, der er gået til under brande - senest i 1975. Men Røros har været hærget hele otte gange af brande bl.a. da svenskerne var her i 1678 og igen i 79 under Den Skånske Krig. I 1718 under Den Store Nordiske Krig blev byen atter besøgt af den svenske hær, som sikrede sig minerne til brug for den svenske krigsindsats. Men kobberudvindingen fortsatte og kobberbarrene blev fragtet til Trondheim, hvor de blev udskibet til Danmark. Kobbereventyret stoppede i 1977. I museet kan man se den historiske udvikling samt lære om Røros Kobberværk.

Byvandring mellem gamle træhuse

Vi spadserer forbi de snedækkede slaggebjerge og ned ad Sleggveien, hvor de ældste arbejderboliger ses. Små, umalede huse, med tilisede ruder. Her boede håndværkere og løsarbejdere, de lavt lønnede som ikke havde familie i byen. I dag bor her ingen, men om sommeren er det muligt at kikke inden for. Andre havde familie og boede i træhuse med en lille gård bagved, hvor man kunne holde lidt husdyr, en hest og en ko, der kunne forsyne familien med mælk. Det var kvinderne, som passede bygården, mens mændene arbejdede ved kobberværket.
Til alt held for Røros faldt kobberprisen og byen blev "fattig", så det modeopsving man oplevede andre steder i Norge gennem 50’erne og 60’erne med nedrivning af gamle bygninger og opførelse af betonbyggeri, havde man ikke råd til. Derfor findes her en helt række unikke træbygninger, som er fredede - så fredede at ejerne ikke selv kan bestemme farven på deres huse, men at husene altid skal have en af de oprindelige farver. Ligeledes må der ikke bygges om eller til uden at Norges rigsantikvar har været indenom.
Byen kom i 1980 på UNESCOs verdensarvliste som en af verdens ældste bevarede træhusbyer.
I den gamle del af byen har mange kunsthåndværkere slået sig ned. Glaspustere, keramikere, skulptører, kunstmalere etc. - overalt kan man i de små fine baggårde finde værksteder og salgsbutikker. Her er naturligvis også modebutikker, sportsbutik, apotek og supermarked - alt hvad en moderne by med ca. 3.500 indbyggere har brug for.
På en af caféerne - Thomasgaarden - er det tid til at nyde en kop kaffe/chokolade og nyde den traditionelle vaffel med syltetøj og rømme. I dette historiske miljø, med historie tilbage til 1600-tallet, er der udover café tillige galleri samt værksted i det gamle gårdmiljø, hvor der tidligere var både heste- og kostald. 
Tag med på en guidet byvandring af ca. en times varighed og få indblik i 333 års kobberhistorie, arkitektur og bylivet i Røros før og nu. Børn kommer gratis med.

Med spark til Vertshuset Røros

Denne aften skal vi spise i en af Røros’ andre fortræffelige restauranter Vertshuset Røros, der ligger midt på hovedgaden mellem andre gamle bygninger. Men vi skal prøve noget nyt, nemlig egen transport med sparkstøtte - det klassiske norske instrument - med et sæde fæstnet på meder. Foran sidder en person, mens den bagved stående har et ben på den ene mede, mens der skubbes fra (sparkes) med det andet. Man styrer og bremser med hælen. Vi sparker os ned ad bakken og er på fem min. nede i byen - uden de store uheld! Sjovt er det at glide ned, men vi skal jo hjem igen - på et tidspunkt!

Olavsgruva

Vi er kørt ca. 12 km. fra Røros for at besøge Olavsgruva. På fjeldet ses fortsat den gamle tovbane til Røros og industribygninger fra minedriften og inde i museumsbygningen kan vi studere, hvorledes kobberværket fungerede og hvor hårdt minearbejderne måtte arbejde for at tjene en dagløn. I begyndelsen brugte man hammer og mejsel og kunne på en god dag hugge ca. tre cm. malm af fjeldet nede i minen. Træ blev anvendt til at opvarme minegangene, så metallerne i malmen kunne udvide sig og derved løsne sig, så det blev lettere at hugge malmen fri. Men det kunne blive utroligt varmt i minegangene - op mod 50 grader - så folkene ikke kunne arbejde før der igen blev køligt. Nu er her året rundt + fem grader og efter at have fået hjelm på, træder vi ind i den gamle mine (gruve) Nyberget.
Et fantastisk naturligt farvespil i en af minevæggene viser blå og turkise mønstre efter oxydering af jernmalmen. Det var her man arbejdede med hammer og mejsel. Blot 10 meter under denne mine gemte der sig meget mere kobbermalm på et areal svarende til 21 fodboldbaner! Man opdagede dette i begyndelsen 1930’erne og i 1936 indviede Kronprins Olav minen, som blev drevet frem til 1972.
Vi går ned ad de stejle trætrapper til vi når bunden af minen 50 meter under jordoverfladen. Herfra bevæger vi os af mudrede gange, hvor vandet drypper ned på os, før det løber videre gennem minen. Visse steder er loftet ganske lavt, så vi skal passe på ikke at støde hovedet. Men så åbner minen sig i en kæmpe grotte - Bergmannshallen - 500 meter inde i fjeldet. En lille scene og nogle siddepladser gør det ud for en glimrende koncertsal. Men koncerterne er korte for instrumenter kan ikke tåle den lave temperatur og den høje fugtighedsgrad.

Sydsamerne i Røros

Få minutters gang fra centrum møder vi sydsamerne der holder rensdyr på traditionel vis, som man har gjort i generationer. De driver Rørosrein og her kan vi få et lille indblik i den samiske kultur og traditioner. Sydsamerne, hvoraf der er ca. 5.000 spredt i Norge og Sverige, er blot en af fire samefolk, der lever i Skandinavien. De taler hvert sit samiske sprog, der er så forskellige som f.eks. dansk og tysk, så samerne kan ikke forstå hinanden.
I begyndelsen af 1900-tallet var det ikke "fint" at tale samisk, så bedsteforældrene lærte det ikke og kunne ikke videregive sproget til deres børn. Men nu har de lært det og er parat til at videregive sproget - der også har et skriftsprog - til deres børn.
I en indhegning får vi lov til at fodre et par rener med rensdyrlav, der er en helt uundværlig føde for renerne. For at have nok foder vinteren igennem til disse få dyr må samerne samle ca. 150 sække med lav hver a 10 kg. om efteråret før sneen kommer. Den store flok rener klarer sig selv på hhv. sommergræsningen, der ligger ca. 100 km. fra Røros, og vintergræsningen i de nærliggende tragter. P.t. kan man opleve en kæmpeflok på ca. 15.000 rener som i slutningen af februar skal adskilles til svenske og norske ejere. I maj fødes kalvene og samernes år - der har otte årstider - begynder med foråret. De øvrige årstider er forår-sommer, sommer, sommer-efterår, efterår, efterår-vinter, vinter og vinter-forår. 
Tamrenerne klarer sig selv, finder selv foder og flytter sig efter årstiderne. Største problem med at finde foder om vinteren er, hvis sneen smelter og det efterfølgende bliver frost, så der dannes is. Så kan renerne have svært ved at sparke sig ned til laven. Når kalvene er født er den største fare rovdyr som jærv, los og en sjælden gang ulv, men også ørne kan tage de unge kalve. Bjørne derimod foretrækker får!
Rensdyr kan blive op til 15 år gamle, men slagtes normalt inden de bliver 12 år. Det bedste kød fås dog fra kalvene, der slagtes, når de er mellem 6-8 måneder gamle. Hos Rørosrein kan man prøve at fange rener med lasso og få sig en tur i kane med en ren spændt for som trækdyr. Her findes også en gamme - en traditionel 8-kantet hytte - hvor vi kan varme os omkring bålet, spise og "kose" os med kogekaffe.

Bergstadens Hotel

Der er intet som at spadsere gennem de snedækkede gader i aftenens mørke og nyde den friske, kølige luft i sine næsebor. Man kan faktisk dufte friskheden! Temperaturen er faldet til -10, men her er ingen vind, så det føles behageligt at spadser i almindeligt tøj. I Bergstadens Hotel - et andet af byens førende hoteller - har vi reserveret bord i en af de flere restauranter, som man ad snørklede veje kommer til gennem hotellet og dets gård. Miljøet her er unikt. Nøgne træstolper og tværliggende bjælker hvorpå antikke ting fra dagligdagens Røros i 1600-tallet op til begyndelsen af 1900-tallet er placeret overalt. En guldgruppe for nysgerrige antikvitetssamlere! Også maden kan anbefales.