Hamsun på Hamarøy og Kjerringøy Handelssted, Nordnorge
Log ind Log ind
Hamsun på Hamarøy og Kjerringøy Handelssted

Hamsun på Hamarøy og Kjerringøy Handelssted

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Hurtigruten

På dette krydstogt langs Norges vestkyst med Hurtigruten sejler ekspeditionsskibet MS Fram bl.a. til Hamarøya, hvor vi besøger Hamsunsenteret - museet for den store norske forfatter Hamsun.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Besøg i Hamarøy kirke

Med polarcirkelbådene bliver vi denne morgen sejlet ind til Oppeid på Hamarøya, hvor MS Fram kaster anker i skærgårdens stille vand. En havørn kredser højt over fjeldet, da vi starter besøget ved et vandfald i nærheden. En lille bro fører over til Presteid, hvor en stor, særpræget bygning kan ses i det smukke kulturlandskab. Vi passerer den store, sorte bygning - Hamsuncentret - og besøger først den moderne Hamarøy kirke fra 1974, som ligger på en bakketop. Kirken har erstattet en tidligere kirke, som blev flyttet til en anden placering, men den gamle kirkegård ligger her endnu. Foran kirken står en sten til minde om de mange kystkvinder, som har mistet deres kære på havet. Kirkerummet er bredt med siddepladser til mere end 300 personer. De synlige træbjælker i loftet og dagslyset som falder ind i lokalet gør sammen med de hvide vægge det hele meget lyst. Orglet, som står på gulvet er også udført i lyst træ. Altertavlen er lige så moderne med kubistiske motiver i pastelfarver.

Hamaøya Kirke

Hamaøya Kirke

Hamsunsenteret

Vi retter atter blikket mod Hamsuncentrets spektakulære bygning, som ved første øjekast virker noget bombastisk og helt forkert midt i landskabet. Men den amerikanske arkitekt Steven Holl, har en ide med sit tårn. Efter at have læst flere af Knut Hamsuns romaner og fundet ind til hans dybsindige væsen, ville han skabe en bygning svarende til Hamsuns sind. Et stort, mørkt tårn, hvor vinduerne er øjne som ser ud på verdenen. En kompleks indretning og alligevel stilren, og med tre meter høje bambuspinde på taget der kunne være hår på hovedet. Indvendigt er arkitekturen lige så spændende og på de forskellige etager ses en omfattende udstilling om Knut Hamsuns liv og forfatterskab på godt og ondt. I 1920 fik han tildelt Nobelprisen i litteratur for sin roman Markens Grøde. Hamsun blev kontroversiel pga. sine politiske synspunkter (sympati med nazismen), men regnes i dag for banebrydende og blandt det 20. århundredes mest indflydelsesrige litterære personligheder. De fleste af hans romaner er filmatiseret - nogle endda flere gange.

Hamsunsentret på Hamarøy

Hamsunsentret på Hamarøy

MS Fram sejler sydover

Midt på dagen fortsætter MS Fram sejladsen videre sydover. Efter frokost vises der igen lærerrige film om Arktis og Antarktis, og har man lyst, kan man komme med på broen og få en orientering om skibet, hvordan der navigeres etc. Der er såmænd også tid til at hvile sig i kahytten, inden vi hen på eftermiddagen ankommer til handelspladsen Kjerringøy.

Polarcirkelbådene sejler gæster mellem land og MS Fram

Polarcirkelbådene sejler gæster mellem land og MS Fram

Kjerringøy Handelssted

Dette intakte frilandsmuseum Kjerringøy Handelssted, der ligger på en lille halvø midt i et harmonisk kulturlandskab, er blandt Norges vigtigste minder fra 1800-tallets handelspladser med fiskevær, landbrug og handel. På en yderst interessant guidet rundvisning fortælles der om handelsmændene, som gennem tiderne byggede stedet og blev blandt de rigeste i landet. Handelsstedet blev grundlagt i slutningen af 1700-tallet og handlede med et stort opland, samtidigt med at det var gæstgiveri for de rejsende. I umindelige tider har stedet været benyttet som overnatningsplads for de som skulle videre til Lofoten. Her kunne ligge hundredvis af både langs Kjerringøysundet.

Hovedbygning ved frilandsmuseet Kjerringøy Handelssted

Hovedbygning ved frilandsmuseet Kjerringøy Handelssted

Umådelige rigdomme

Efterhånden blev Kjerringøy det rigeste handelssted i Nordland. Her blev købt og solgt fisk og fiskeprodukter, der lagde grunden til rigdommene. Handelsmændene købte fisk fra Lofoten og andre steder i Nordland. Så tørrede eller saltede de fisken og solgte den videre - bl.a. i Bergen. Med tilbage havde de varer og udstyr, som blev solgt i købmandsforretningen her eller på Lofoten. Efter 1820 kom en opgangsperiode med højkonjunktur og gode priser på fisk og efter 1860'erne blev der oven i købet en periode med gode sildeår. Kjerringøy Handelssted nåede sit højdepunkt omkring 1875, hvorefter det gik langsomt tilbage. Man forsøgte at investere i minedrift, industri og andre moderne ting, men dette lykkedes ikke rigtigt. Handelsmanden Rasmus Zahl giftede sig i 1859 med stedets Anna Elisabeth og sammen skabte de Kjerringøys storhedstid og skaffede sig umådelige rigdomme, som vi kan se, da vi spadserer rundt i hovedbygningen.
I de omkringliggende bygninger er der gæstehuse, værksteder, bådhuse, smedje og stalde, for her havde man også husdyr.

Indretning for en rigmandsfamilie

Indretning for en rigmandsfamilie

Galleri Zahlfjøsen

En af staldene (fjøs på norsk) blev i 1894 flyttet fra selve handelsstedet - angiveligt fordi lugten af dyr og mødding ikke behagede familien Zahl, så stalden skulle placeres lidt derfra. I dag er stalden rammen om Galleri Zahlfjøsen (nu forstår vi navnet), der har en permanent udstilling om Knut Hamsuns filmatiserede romaner. Gennem store plakater og billeder gives der oplysninger om de enkelte film. I mange af Hamsuns romaner skildres livet ved fiskevær på godt og ondt, og det er sandsynligt at han har fået inspiration fra steder som Kjerringøy. Fakta er, at flere af filmene er optaget på Kjerringøy, der er den perfekte kulisse til at skabe det rigtige miljø i flere af filmene. Den norske kunstmaler Karl Erik Harr har illustreret flere af Hamsuns romaner og mange af hans tegninger og malerier er også udstillet i Galleri Zahlfjøsen

Galleri Zahlfjøsen er indrettet i en tidligere stald

Galleri Zahlfjøsen er indrettet i en tidligere stald

Varsel om fuld storm

Da vi denne aften orienteres om morgendagens program, må der igen ændres på den oprindelige plan, da der er lovet fuld storm langs Norges vestkyst. MS Fram vil sejle indenskærs så længe som muligt, men skibet kan ikke undgå at komme ud i åbent vand. Turen til de to små øer Træna og Lovund udgår, da landsætning er umulig og i stedet vil MS Fram i morgen forsøge at sætte os på land ved Engabreen - en brætunge på Svartisen.

MS Fram forlader Kjerringøy

MS Fram forlader Kjerringøy

Fakta om Norge

Hovedstaden i Norge er Oslo. Hurtigruten, der også kaldes "Verdens smukkeste sørejse" går fra Bergen op langs Norges vestkyst til Kirkenes. Det tager seks dage at sejle til Kirkenes og fem dage at sejle retur til Bergen. Derudover har Hurtigruten ekspeditionsskibe - f.eks. Fram - som sejler i Arktis med bl.a. Grønland og Svalbard, samt i Antarktis med bl.a. Sydpolen.   

Befolkningstal: Ca. 5,2 mio. 

Areal: Ca. 385.203 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.  

Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.

Mere information:

Rejsebureau: Hurtigruten

Turistinformation: Norge