Krydstogt på de franske floder Saone og Rhone - en perlerække af oplevelser
Log ind Log ind
Krydstogt på de franske floder Saone og Rhone - en perlerække af oplevelser

Krydstogt på de franske floder Saone og Rhone - en perlerække af oplevelser

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser

De to franske floder Saone og Rhone kan opleves på mange måder, men her får du inspiration til at tage på flodkrydstogt. Når først du er om bord skal du kun nyde og opleve og her er hvad du kan opleve i vinområdet Bourgogne, Lyon, Avignon, Arles og Vercors Massivet samt Camargue.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Ombord på flodkrydstogtsskibet Van Gogh

Centralt i Lyon stiger du ombord på et flodkrydstogtsskib fra det velrenommerede franske rederi CroisiEurope, der har mange forskellige flodrejser på de europæiske floder. Denne gang hedder det 5-stjernede skib ”Van Gogh” opkaldt efter den verdensberømte kunstmaler. Efter at have modtaget din kahyt, hvor der er god skabsplads samt mulighed for at skubbe kufferter ind under sengene, bydes du på en velkomst drik i skibets salon, hvor der gennem hele flodkrydstogtet er fri bar. Personalet præsenteres, ligesom de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger med bl.a. redningsveste gennemgås.

Krydstogtsskibet MS Van Gogh i Lyon

Krydstogtsskibet MS Van Gogh i Lyon

Det er blevet aften og i skibets restaurant får du en fast plads, som du beholder under hele flodkrydstogtet ved frokost og middag. Du er velkommen til at benytte et andet bord ved morgenbuffeten og på den måde lære andre af dine medrejsende bedre at kende.

Skibet MS Van Gogh er 110 meter langt og 11,14 meter bredt og kan medtage 105 passagerer. Skibets størrelse er naturligvis tilpasset de mange sluser, som skibet skal gennem på sin rejse. På denne sejlads er der god plads, for her er blot 68 passagerer. Naturligvis er skibet prydet med adskillige reproduktioner af Van Goghs malerier som hænger på skibets vægge.

Van Gogh billede med iriser (1889) ved trappe til skibets underetage

Van Gogh billede med iriser (1889) ved trappe til skibets underetage

Inden middagen serveres i restauranten, har skibet sat kurs nordpå mod Macon ad den 473 km. lange flod Saone, der har sit udspring omkring Vogeserne, og netop i Lyon løber ud i Rhone-floden. Maden er afvekslende og består ved frokost og middag af fire-fem retter med fri vin, øl og vand.

Opdækning til frokost og middag med drikkevarer ad libitum

Opdækning til frokost og middag med drikkevarer ad libitum

Hen under aftenen kan du se skibet passere den første sluse og stige fem meter op ad Saone-floden på natsejladsen mod den sydlige del af Bourgogne-regionen.

Vandfald ved første sluse på Saône-floden

Vandfald ved første sluse på Saône-floden

Mâcon - en vinby ved Saone-floden

Efter morgenmadsbuffeten har du mulighed for at spadsere et par timer i Macon. Før landgang forsynes du med et landgangskort, så skibets besætning hele tiden kan se, hvem der ikke er ombord, inden skibet atter sejler. Kortet afleveres igen, når du er tilbage på skibet. Det kan anbefales, at du spadserer langs Saone-floden forbi rådhuset frem til broen Pont Saint-Laurent. Fra modsatte side har du et flot vue mod Macons skønne bygninger langs floden. Allerede i romertiden blev der på dette sted anlagt en træbro, men først i det 11. århundrede blev den første stenbro bygget og heldigvis var denne bro en af de få broer, som ikke blev bombet under anden verdenskrig.

Middelalderbroen Pont Saint-Laurent i Macon

Middelalderbroen Pont Saint-Laurent i Macon

I Macons gamle bydel finder du byens ældste hus - et træhus bygget mellem 1490 og 1510. Hele træfacaden er dekoreret med mange halve søjler og vovede statuer.

Træhus - Macons ældste bygning

Træhus - Macons ældste bygning

Den romanske katedral Vieux Saint-Vincent med de to ottekantede klokketårne er resterne af en katolsk middelalderkirke, som protestanter ødelagde i 1500-årene. Katedralen er delvist renoveret, så gæster i dag kan besøge dele af de gamle kirkerum i åbningstiden. Gå en tur omkring katedralen og nyd de tilbageværende ruiner.

Museum Ursulines er indrettet i et tidligere kloster fra 1600-årene og rummer kunstgenstande fra antikken til det 20. århundrede.

Katedralen Vieux Saint-Vincent

Katedralen Vieux Saint-Vincent

På den store plads Square de la Paix ligger den nuværende katedral Saint-Vincent med sine to firkantede klokketårne. Det mest bemærkelsesværdige i katedralen er de skønne mosaikvinduer. Over for katedralen ligger Hotel Dieu de Macon og på pladsen ses monumentet Aux Mont - et mindesmærke for Frankrigs faldne sønner under verdenskrigene.

Museum Lamartine har en samling kunstgenstande efter poeten og politikeren Alphonse de Lamartine (1790-1869), der blev født i Macon.

Macons nuværende katedral Saint-Vincent

Macons nuværende katedral Saint-Vincent

På kirkepladsen Saint Pierre ligger kirken af samme navn med to imponerende tårne. Kirken er bygget mellem 1859 og 1865 og har et 18 meter højt kirkerum med søjler og buer.

Du spadserer nu gennem Macons pastelfarvede gader tilbage til skibet som sejler til Belleville-en-Beaujolais, hvorfra der er en busudflugt til et vinmuseum.

Saint-Pierre kirke

Saint-Pierre kirke

Vinmuseet Hameau Duboeuf i Romaneche-Thorins

Besøget ved Hameau Duboeuf indledes med en video som præsenterer de forskellige vingårde der indgår i vinkooperativet. Mere spændende bliver det, når du ser en 3D-film, hvor du iført briller får en helt unik opfattelse af dybden, i filmen som vises. På platforme, som bevæger sig under filmforestillingen, følger du to små bier, som suser gennem det betagende landskab i Bourgogne, alt mens platformen, du står på, vipper frem og tilbage (hold godt fast).

Vinmuseet Hameau Duboeuf i Romanèche-Thorins

Vinmuseet Hameau Duboeuf i Romanèche-Thorins

Du kan derefter besøge vinmuseet som beskriver mere end 2.000 år med vinproduktion. Du ser bl.a. vinpresser, værktøj til brug i vinmarken samt hvordan bødkeren arbejder. Herefter når du frem til en sal med et orchestrion - der mest minder om et kæmpemæssigt lirekasseorgel. Her prøvesmager du et par af vinkooperativets vine og kan derefter handle i stedets omfattende butik. I den interne vingård ses bl.a. et stort portræt af grundlæggeren Georges Duboeuf (1933-2020), der også kaldtes ”Kongen af Beaujolais”.

MS Van Gogh er i mellemtiden sejlet til byen Trevoux, hvor du hen på eftermiddagen atter kommer ombord, hvorefter skibet sætter kurs mod Lyon, som nås hen under aftenen.

I museet ses vinguden Bacchus

I museet ses vinguden Bacchus

Lyon - Frankrigs tredjestørste by

Dagens guidede udflugt går til den højtliggende Basilika Nortre Dame de Fourviere, der er på UNESCO’s verdensarvsliste. Her står den gyldne statue af Jomfru Maria højt over basilikaen. Besøg det vældige kirkerum og snyd ikke dig selv for at gå ned i krypten. Fra platformen ved basilikaen er der et flot vue ud over Lyon. Ved siden af basilikaen står Tour Matallique - Det Lille Eiffeltårn - et andet af Lyons vartegn.

Justitspaladset i Lyon med Nortre Dame de Fourviere og Tour Matallique i baggrunden

Justitspaladset i Lyon med Nortre Dame de Fourviere og Tour Matallique i baggrunden

Den guidede tur fortsætter i Lyons gamle bydel Saint-Jean ved ruinerne af tidligere kirker ved siden af katedralen Saint-Jean-Baptiste, som også er et besøg værd.

Kirkeruiner  i den arkæologiske have ved Lyons katedral

Kirkeruiner i den arkæologiske have ved Lyons katedral

Du fortsætter gennem de smalle stræder, hvor du bestemt ikke er alene. Mange turister besøger dette pittoreske område af Lyon. Også de ”dygtige” lommetyve. Den lange traboule er en gennemgang som ligger under husene mellem gaderne. Du opdager kun denne genvej ved et gadeskilt, mens døren dertil ligner en hver anden. Gangene er privatejede, men folk må gerne gå igennem, under hensyntagen til ro og orden. I den smalle gang kommer du til små baggårde og kan spejde op langs baggårdenes husmure. En anden mindre gang fører ind til det lyserøde, runde tårn Mason du Crible.

Efter lidt tid på egen hånd mødes rejsegruppen ved bussen som kører tilbage til MS Van Gogh.

Smalle stræder i bydelen Saint-Jean

Smalle stræder i bydelen Saint-Jean

Mange sluser på Rhone-floden

På eftermiddagens sejlads syd for Lyon kommer skibet gennem den naturskønne Rhonedal med udsigt til bølgende vinmarker. Den første af mange sluser - Pierre Benite - skal passeres og MS Van Gogh kan lige akkurat være i slusekammeret, der er 12 meter bredt. Her sænkes skibet 11,80 meter inden det fortsætter ned ad Rhône-floden. Den 814 km. lange Rhône-flod har sit udspring i Schweiz og løber ud i Middelhavet ved det store natur- og deltaområde Camargue. Alene fra Lyon har Rhone-floden et fald på over 162 meter, så skibet skal gennem 13 sluser, før det når sidste by ved Middelhavet. Efter frokost er der ren afslapning bl.a. på soldækket.

På Rhône-floden

På Rhône-floden

Tain l'Hermitage

Sent på eftermiddagen er skibet fremme ved vinbyen Tain l'Hermitage, der ligger omgivet af stejle vinmarker. Skibet bliver liggende her natten over, så der er mulighed for at spadsere en aftentur i byen. Du kan f.eks. gå frem til kirken Eglise Notre-Dame di Tain, der engang var rammen om et kongeligt bryllup. Du kan også besøge hængebroen Passerelle Marc Seguin, der er en gang- og cykelbro belagt med træ.

Samme aften er der sang og musik samt lagt op til dans i skibets salon.

Vinbyen Tain l'Hermitage

Vinbyen Tain l'Hermitage

Bjergkæden Vercors Massif 

Mens skibet næste dag fortsætter mod Le Pouzin, kan du tage med på en bustur rundt i Vercors Massivet. Bussen kører forbi ”De Hængende Huse” ved Pont-en-Royans og fra bussen ses imponerende bjerge med lodrette bjergsider og dybe kløfter. Oppe på bjergmassivets store plateauer ses frugtbare græsgange. Bussen stopper i bjerglandsbyen Vassieux-en-Versors, hvor du kan købe en forfriskning og/eller se landsbykirken. Ved indgangen til landsbyen ligger museet le petit monde des santos, som indeholder over 800 små statuer der beskriver fortidens forskellige fag. Netop dette område var et strategisk vigtigt sted for den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, og landsbyen har et museum for modstandsbevægelsen. Foran museet står skelettet af et nedskudt tysk svævefly som skulle kaste bomber over området.

De hængende huse i Pont-en-Royans

De hængende huse i Pont-en-Royans

Næste stop er i den lidt større by Die, hvor du i vinkooperativet Jaillance får mulighed for at smage tre forskellige mousserende vine - Cremant de Die - ligesom der er mulighed for at handle vine og andre lokale delikatesser som mandler, chokolade, nougat etc. i butikkens store udvalg. 

Turen videre frem mod skibet byder på adskillige ”hårrejsende” serpentinesving med udsigt direkte ned i dalen. I Le Pouzin er du atter om bord på flodkrydstogtsskibet som nu sætter kurs mod Avignon.

Besøg hos Jaillance i Die

Besøg hos Jaillance i Die

På Rhone-floden mod Avignon

Landskabet, som skibet glider forbi, er smukt med lodrette kalkstensklipper. Visse steder skal MS Van Gogh under lave broer, så det er nødvendigt at sænke taget på soldækket og lade styrehuset forsvinde under soldækket. Andre gange skal gæsterne helt forlade soldækket - så lidt plads er der under broerne. Meget betagende er det at komme gennem sluserne, hvoraf den dybeste - Bollène - er hele 23 meter dyb. Ved alle sluserne er der bygget vandkraftværker som udnytter vandets energi. Sent på aftenen ankommer MS Van Gogh til den nattebelyste by Avignon.

Bro ved lodrette kalkstensklipper

Bro ved lodrette kalkstensklipper

Avignon - en tidligere paveby

Netop hvor skibet ligger til i Avignon står monumentet Du Comtat med Marianne, Frankrigs nationale symbol for frihed og retfærdighed. Du kan tage med på en guidet bytur eller vælge at gå på opdagelse i Avignon på egen hånd denne formiddag.

Avignon - en tidligere paveby

Avignon - en tidligere paveby

Få hundrede meter fra skibet ligger et af Avignons vartegn den halve bro Pont Saint Benezet - også kaldt Le Pont d’Avignon. Broen har været udsat for mange forskellige angreb gennem historien og senere forsøgt genopbygget. Men Rhône-flodens stærke strøm har gentagne gange revet dele af broen væk, så derfor står den nu som et monument for byen.

Den halve bro Pont Saint Benezet

Den halve bro Pont Saint Benezet

Tilbage i 1305 var der uro i pavebyen Rom og den nyvalgte franske pave Clemens V besluttede at flytte pavestaten til Avignon. Det blev dog kun af kortere varighed - 73 år mellem 1305 og 1378 - alligevel nåede syv paver at have domicil her. For at beskytte pavepaladset blev Avignon en befæstet by omgivet af en ca. fem km. lang bymur med hele 39 tårne og syv byporte. I den UNESCO-beskyttede gamle bydel er der arrangeret et besøg i pavepaladset - Palais des Papes (hvor fotografering er forbudt). Du kan f.eks. vælge at spadsere til toppen af den pavelige have, hvor du fra byens højeste punkt har udsigt over dele af Avignon samt til Rhône-floden som flyder lige forbi.

Tårne ved bymuren omkring Avignon

Tårne ved bymuren omkring Avignon

Ikke langt fra pavepaladset ligger basilikaen Saint-Pierre med rødder tilbage til 700-årene, men genopbygget i midten af 1300-årene med en imponerende facade fra begyndelsen af 1500-tallet. Men Avignon har mange flere kirker og spændende bygninger. Gå f.eks. en tur gennem Avignons smalle gader og indfang stemningen.

Eglise Saint-Pierre

Eglise Saint-Pierre

På den smukke plads Place de l'Horlose vrimler det med hyggelige fortovsrestauranter og her ser du det smukke Operateater liggende ved siden af byens rådhus. Fortsætter du af Rue de la Republique kommer du forbi Templet Saint-Martial ved den protestantiske kirke. For enden af gaden ligger flere skønne, klassiske bygninger bl.a.  Handels- og Industrikammeret for Vaucluse, inden du når en af byportene og kan gå tilbage mod MS Van Gogh.

Samme eftermiddag sejler skibet videre mod Arles.

Operateatret på Place de l'Horlose

Operateatret på Place de l'Horlose

Arles - og i Van Goghs fodspor

Den hollandske kunstmaler Vincent William van Gogh (1853-1890) var maniodepressiv og gennem sit korte liv indlagt på forskellige sindssygehospitaler. I 1888 flyttede han til Arles, hvor lys og farver havde stor betydning, og bosatte sig i ”Det Gule Hus” sammen med andre kunstmalere bl.a. Gauguin. Bølgerne gik højt om kunst og efter en uenighed med Gauguin, skar den rasende Van Gogh sit ene øre delvist af, pakkede det i en avis og afleverede det til en prostitueret. Opholdet i Arles blev nogle af Van Goghs mest produktive år, hvor han fik skabt over 200 malerier og 200 tegninger - heraf flere af de verdensberømte malerier.

Omkring Van Goghs død er der forskellige teorier. Nogle mener, at han forsøgte selvmord ved at skyde sig selv, men kuglen ramte i lysken, så han kunne humpe hjem, men kunne ikke overleve skuddet. En anden teori går ud på, at nogle unge drenge legede med skydevåben på marken og et vådeskud ramte Van Gogh, som dækkede over uheldet og var rede til at dø.

I sin 37 år nåede han at skabe over 900 malerier og mere end 1100 tegninger, men fik kun solgt et enkelt billede - til 50 franc. I dag er Van Goghs værker nogle af de mest værdifulde i verden.

Ankomst til Arles

Ankomst til Arles

Byvandring gennem Arles

På en guidet tur gennem Arles fortælles historien om Van Gogh. Ved kajen, hvor skibet ligger, hænger et billede af ”Stjernenat over Rhône-floden” som blev malet netop på dette sted. Ved rundkørslen Place Lamartine lå Van Goghs Gule Hus som blev bombet væk under krigen. 

Gennem byporten kommer du ind på Rue Voltaire og når frem til det romerske amfiteater  - Les Arenes - bygget mellem år 80 og 90 e.Kr. med plads til 20.000 tilskuere.

Løver på gamle bropiller ved kajen i Arles

Løver på gamle bropiller ved kajen i Arles

Les Arenes bygget til at underholde romerne bl.a. med dyrekampe og gladiatorkampe - ikke altid med døden til følge. Gladiatorer var nogle dyre herrer og ejerne ville nødigt miste en værdifuld gladiator, som var trænet gennem mange år. Men arrangøren loddede altid stemningen hos publikum, inden han traf afgørelse om liv eller død for den tabende gladiator.

I dag holdes der såkaldt provencalsk tyrefægtning, hvor tyren ikke dræbes, men hvor unge atletiske mænd med et specielt krumt rivejern i hånden skal forsøge at fjerne en lille blomsterkrans som er spændt ud mellem tyrens horn. Disse såkaldte tyreløbere bliver ekstremt godt betalt for deres vovemod. Amfiteatret benyttes også til forskellige koncerter og teaterforestillinger.

Det romerske amfiteater i Arles - Les Arenes

Det romerske amfiteater i Arles - Les Arenes

Du passerer det romerske teater på vejen mod Place du Forum med et stop foran den gule café. Det var her, at Van Gogh malede ”Caféterrasse om aftenen på Place du Forum”. En kopi af billeder ses på pladsen. Her ligger også Hotel le Nord-Pinus hvor bl.a. Picasso og Hemingway kom.

Statue ved det romerske teater

Statue ved det romerske teater

Byvandringens næste stop er ved ”Guds Hus” - Hotel Dieu - som var det psykiatriske asyl, hvor Van Gogh blev indlagt i 1889. Stedets skønne, blomsterrige gårdhave med fontæne malede Van Gogh under sit ophold og en reproduktion ses i gårdhaven.

Hotel Dieu er asylet hvor Van Gogh blev indlagt

Hotel Dieu er asylet hvor Van Gogh blev indlagt

Rundturen i Arles slutter på Place de la Republique som bl.a. rummer Arles rådhus. Midt på pladsen står den 20 meter høje romerske obelisk i rød granit fra det 4. århundrede. På pladsens nordøstlige hjørne ligger katedralen Saint-Trophime.

Rådhuset i Arles

Rådhuset i Arles

Du kan nu på egen hånd fortsætte rundt i Arles eller spadsere tilbage til skibet, der bliver liggende i Arles natten over. Denne aften er der underholdning med flamingo musik og -dans.

Aften med flamingomusik og -dans på MS Van Gogh

Aften med flamingomusik og -dans på MS Van Gogh

Tyreopdræt hos Manade Saint-Louis i Camargue

Dagens udflugt går til Camargue der udgør det store delta ved Rhône-flodens udløb i Middelhavet. Fremme ved farmen Manade Saint-Louis opdrættes tyre til brug for tyrefægtning i bla. det romerske amfiteater i Arles. På en åben ladvogn køres du ud til en af tyrefoldene for at overvære samspillet mellem de lokale cowboys på deres hvide camargue-heste og tyrene. En stor gruppe tyre passerer forbi ladvognen og du har lejlighed til at betragte disse prægtige tyre.

Cowboyerne samler derefter en gruppe køer med deres tyrekalve og enkelte tyre for at demonstrere hvorledes de elegant får udvalgt en bestemt tyr og udskilt den fra flokken.

Tyrene drives sammen på farmen Manade Saint-Louis

Tyrene drives sammen på farmen Manade Saint-Louis

Saintes-Maries-de-la-Mer

Næste stop er byen Saintes-Maries-de-la-Mar, der er ”hovedstad” i Camargue, som ligger ved en af Camargues store laguner. Byen er kendt for romaernes fejring af den hellige sorte madonna Sankt Sarah som ses i krypten under kirken Notre-Dame-de-la-Mer, hvis tårn kan ses op til 10 km. væk. Saintes-Maries-de-la-Mer er navngivet efter de tre Marier, som i flg. Biblen var de første som konstaterede, at Jesus var opstanden. De flygtede fra Judæa og kom her til stedet i fred for de kristne forfølgelser.

Med sin beliggenhed ved Middelhavet er byen et populært turiststed, hvor både Picasso og Hemingway kom. Men også Van Gogh var her og malede flere billeder fra området i 1888 bl.a. ”Sigøjnerlejr med sigøjnervogne”, hvor en reproduktion kan ses ved strandpromenaden.

Efter frokost på skibet sejler det mod Port Saint-Saint-Louis.

Saintes-Maries-de-la-Mer med kirken Notre-Dame-de-la-Mer

Saintes-Maries-de-la-Mer med kirken Notre-Dame-de-la-Mer

Port-Saint-Louis-du-Rhone og gallaaften

Flodkrydstogtets sidste stop er ved den sydligste by ved Rhône-flodens udløb i Middelhavet Port-Saint-Louis-du-Rhône. Du kan gå en tur langs floden til tårnet Tour Saint-Louis, der blev bygget i 1737 og fungerer som fyrtårn. I dette historiske monument finder du turistinformationen, ligesom det er muligt at komme op i tårnet. På den anden side af vejen ligger den store marina med direkte adgang til Middelhavet. Faktisk er der ikke så meget andet at se, men ad avenuen kommer du forbi kirken Eglise Saint-Louis og rådhuset. Nede ved Rhône-floden ligger en lille fiskerihavn, hvor der er mere liv blandt fiskerne.

Tilbage på skibet er der denne sidste aften gallamiddag med efterfølgende dans i salonen.

Tårn med turistkontor ved Rhône-floden i Port-Saint-Louis-du-Rhône

Tårn med turistkontor ved Rhône-floden i Port-Saint-Louis-du-Rhône

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Fakta om Frankrig

Hovedstaden i Frankrig er Paris 

Befolkningstal: Ca. 67 mio.

Areal: 643.801 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille

Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Frankrig

Få meget mere Anne-Vibeke Rejser

Adgang til ALT indhold på AnneVibekeRejser.dk
Streaming af Tv-programmer i fuld længde - altid over 100 stk.
Næste online Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Donau
De bedste rejsetips i et nyhedsbrev ca. to gange hver måned
Næste online foredrag: Rejsetips Korsika Rundt
Se og gense over 50 foredrag fra hele verden
Ja tak, lad mig se noget mere!
Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben