Nordatlanten Rundt (10/21): Færøerne, Kæmpekrabber i tåge
Log ind Log ind
Torshavn - med kæmpekrabber og tåge

Torshavn - med kæmpekrabber og tåge

Det er altid spændende at komme til Færøerne og vores forventninger er skyhøje efter 10 dage i uforglemmelige Island. Spændingen ligger i, hvordan vejret er og vil blive.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Tåge første, anden og tredje

Vi ankommer med skibet Nørrøna fra Smyril Line til Torshavn kl. 5 om morgen, så vi kører direkte på campingpladsen (det er de vant til og har åben de dage skibet kommer i havn) og hopper tilbage i sengen. Den er stadig lun. Da vi står op ved 9-tiden kan vi faktisk ikke se, hvor vi er. Tågen er så tyk, at vi knap kan se hinandens vogne. Det er ikke usædvanligt på disse kanter.

Hygge i lejren

Dagen går med hygge, rengøring, tøjvask og proviantering. Dagen efter vågner vi igen op til tyk tåge og stemningen i lejren begynder at falde. Rasmus og jeg er her for tredje gang, så vi lover, at vejret ændrer sig, men på tredjedagen er det kun lidt bedre. 
Heidi og Linda får i den grad spillet samtlige spil, som vi har med på turen. Vi andre læser og ser DVD. Og så bliver der igen hygget med te, kaffe og varm kakao i koppevis. Ferie handler jo om at slappe af, men jeg indrømmer, at vi i vores familie holder mest af at være aktive, så efter et par dage, er vi i den grad klar til at komme ud. 
Vi beslutter os for indendørs aktiviteter, så nogle af os tager på besøg hos en af Færøernes største kunstnere.

Torbjørn Olsen

Torbjørn Olsen er født i 1956 i Torshavn, men er uddannet i Danmark og taler - som langt de fleste færinger - rigtig godt dansk. Det gør, at man får meget ud af et besøg, fordi Torbjørn kan fortælle så meget om sine kunstværker. Egentlig burde man se en del af Færøerne først, så vil man uden tvivl finde ud af, hvor Torbjørn får sin inspiration fra.

 

Sikken et atelier

Der er ikke meget luksus over Torbjørns atelier, men som Torbjørn selv fortæller, så koster det ikke meget og det forstyrre ikke hans indre billeder. Vi står på et gammelt og køligt loft i et af de gamle pakhuse på havnen. I gavlen åbner Torbjørn en lille lem og vi får udsigten over Torshavn med alle dens facetter: havnen, den gamle bydel, de nye huse, den moderne kirke, industrikvarteret og fjeldene ude i horisonten. Et miks af indtryk, billeder og farver - selv når det er tåget. Og netop tågen bruger Torbjørn også - det kan han vel næppe undgå.

Opklaring på vej

Tågen er ved at lette og nu skal der ske noget. 
I udkanten af Torshavn ligger Berg Hestar, der både driver rideskole og tilbyder rideture i fjeldene. De har heldigvis tid til vores impulsive ide og i løbet af kort tid er fem heste sadlet op og vi er klar til at komme ud og få noget frisk luft og få os rørt. 
Hella, Heidi og Linda har reddet meget, så jeg er i gode hænder sammen med dem og guiden fra Berg Hestar.

Smuk natur

Selvom udgangspunktet er Færøernes hovedstad – altså den største by i miles omkreds, går der ikke mange minutter før, der er højt til loftet og ro og fred. Vi ridder i Torshavns baghave og alligevel ude i naturen. Man behøver ikke have reddet før, for at tage med på en tur som denne. Vi ridder på islandske heste og det kræver ikke meget andet end at holde fast. De har et godt temperament og er ikke så store.

En hurtig galop

På tilbagevejen får vi lov til at "slippe hestene løs" - det er på alle måder en af de mest befriende fornemmelser, der findes - at lade hestene løbe igennem, mens man bare sidder og holder fast. Det bedste man har lært for mit vedkommende. Det er som at drikke champagne - det holder bare meget længere.

En lille sejltur og så i havn

Hjemmefra har vi booket en sejltur med den imponerende tomastede skonnert Nordlysid (Nordlys). Det kunne have været en uforglemmelig naturoplevelse, at komme ud på havet med blaffende sejl på det store skib, men lige uden for havnen må vi vende om. Der er ingen vind og sigtbarheden er lig nul.

Turen er ikke slut

Birger, der er kaptajn på skibet, har dog et trumfkort i ærmet: kabyssen og en fryser fyldt med de bedste fisk og de bedste skaldyr i verden.
Vi hjælper med at fortøje det store skib, inden ærmerne smøges op i underetagen. Måske er det mest charmerende ved at sejle med Nordlys, netop at man hjælper til om bord.

Vi smovser og smovser

Vi spiser blåmuslinger og dybhavskrabber kogt i hvidvin med hvidløg og andre lækre krydderurter. Der dufter himmelsk og Birger supplerer med et væld at vittigheder om danskere og færinger, der sjovt nok alle ender med at danskerne dummer sig. 
Vi har en uforglemmelig aften med sublim mad, ubeskrivelig hygge og glemmer fuldstændig det dårlige vejr udenfor.

Langt over sengetid

Det er egentlig langt over sengetid, men ingen er trætte efter dage med hvil og middagslur. Børnene er også friske og Birgers gode sørøverhistorier hjælper meget. 
På bedste vikingefacon sidder vi alle ved det lange bord og kokkererer og spiser, så snart maden er klar. Mathias og Mie får flere krabbeklør med hjem som souvenirs. De er imponerende store. Med maverne fyldte kryber vi endnu en gang til køjs i tågen.

I morgen må solen godt komme…