Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Midt i det sydfynske øhav ligger den lange ø, Langeland. Du er ikke i tvivl om, hvor den har fået sit navn fra. Så snart du passerer Langelandsbroen, der er Danmarks 10. længste bro på 774 meter, bliver du klar over, at du er kommet til et helt specielt sted i Danmark. Øerne lever ofte i deres egne tidslommer og Langeland er ikke nogen undtagelse. Det er netop charmen ved at holde ferie på de danske øer. Den sydlige spids er markeret med et majestætisk fyr, og mellem nord og syd ligger små romantiske byer, og vidstrakte marker, hvor kornet svajer i vinden, og her er et hav af fortidsminder og uberørte strande.
Campingpladsen Emmerbølle Strand Camping eller Feriepark Langeland, som den også hedder, ligger som en perle lidt nord for Tranekær. Campingpladsen har sin helt egen strand med hvidt sand, det anerkendte blå flag og badebroer.
Hvis du ikke kan få nok af vandet her, så er pladsens store swimmingpool også en mulighed, og den er både for børn og voksne. Her kan du både hyggebade og motionssvømme. Mange dage begynder med morgengymnastik ved poolen og en gang morgensvømning. Stemningen på campingpladsen er allerede ved første øjekast meget hyggelig. Der er både plads til at dase og til at være aktiv.
Emmerbølle Strand Camping er uden sammenligning en fantastisk campingplads for børn. Aktiviteterne er mange og de er frem for alt hyggelige. Børnene være kreative og der er forskellige temaer ugen igennem i højsæsonen. Her er flere aldersopdelte legepladser og kælezoo.
Sportsarenaen er et tilløbsstykke. Især på danske sommerdage, hvor der er mange skyer på himlen. Uanset alder og nationalitet kører boldspillene med stor intensitet. Det er herligt - og børnene får rørt sig.
Den største by på Langeland er Rudkøbing, der har ca. 5.000 indbyggere, og byens centrum oser af charme med små skæve bindingsværkshuse, cafeer og hyggelige butikker. Byen, der fik sine købstadsprivilegier allerede i 1200-tallet, blev i den grad markeret på landkortet, da byens geni H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen i 1820. Han opdagede også grundstoffet aluminium og skabte flere nye danske ord som f.eks. ilt og brint. Han troner majestætisk på et af byens fine torve - Gåsetorvet.
Man ved ikke, hvornår de første mennesker er kommet til øen, men arkæologiske spor fra gravhøje og bopladser rundt omkring på øen vidner om, at øen helt fra gammel tid har tiltrukket mennesker. Flere steder er der gode afmærkede stier ud til gravhøjene.
I det hele taget er der rig mulighed for at gå på opdagelse i naturen på Langeland. På den sydlige del af øen ligger flere store naturområder som f.eks. Klise Nor og Dovns Klint, hvor en flok af vilde heste er sat ud for at afgræsse områderne. De såkaldte Exmoor-ponyer kan klare sig ude hele året rundt. De er en hel speciel oplevelse forår og sommer, hvor de får føl. Hestene er vant til mennesker og du kan komme tæt på, men husk at respekter, at det er vilde dyr.
Den by der ligger tættest på Emmerbølle Strand Camping og Feriepark Langeland er Tranekær, der uden tvivl er en af Danmarks mest charmerende byer med bindingsværkshuse og bonderoser. Og så er byen kendt for det imponerende Tranekær Slot, hvor specielt slotshaven er et besøg værd. Selve slottet er lukket for offentligheden, men i den gamle hestestald, er der i dag en udmærket restaurant med et godt dansk køkken.
Når du er på Langeland, bør du også lægge vejen forbi Stengade Strand, der ligger på østkysten. Man mener, det er denne strand, der inspirerede Adam Oehlenschläger i 1823 til et af versene i "Der er et yndigt land". Hvis du går en tur på Stengade Strand ses det tydeligt, hvordan bøgen hænger ud over skrænterne og stranden og spejler sig i havet. Et smukt syn på en dansk sommerdag.
Et par gange om ugen arrangeres der fællesspisning for campingpladsens gæster. Det er en populær aktivitet, fordi maden er god og stemningen med levende musik er i top. I det hele taget hører det bare sommeren til med god mad – gerne fra grill og så det at spise ude. Poolparty er et tilløbsstykke uden lige. Der er flotte sodavandsdrinks og musik, mens solen går ned og der falder et smukt lys over campingpladsen. Denne aktivitet gør også, at campingpladsen er et godt sted for teenagere.
Langeland ligger i Langelandsbæltet mellem Fyn, Tåsinge, Ærø og Lolland.
Størrelse: Øen er 52 km lang og 11 km bred på det bredeste punkt.
Største by: Rudkøbing knap 5.000 indbyggere. Ca. 14.000 på hele øen.
Turistattraktioner: Langelandsfortet, Tranekær Slot, De vilde heste, Souvenariet mm
Turistinformation: Langeland
Campingpladser: Emmerbølle Strand Camping ligger nord for Tranekær - ejer også Ristine Camping, der ligger syd for Rudkøbing.
På DCU Billevæge Camping sparer du penge, hvis du er medlem af Dansk Camping Union.