Hovedjægerne i Sarawak, Borneo, Malaysia
Log ind Log ind
Hovedjægerne i Sarawak-provinsen, Borneo

Hovedjægerne i Sarawak-provinsen, Borneo

Rundrejsen på Borneo (Malaysia) fortsætter mod Iban-folket - de tidligere hovedjægere.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

På vej mod iban-folket

Under frokostpausen i byen Serian sørger de lokale guider for indkøb af gaver, som vi kan forære de tidligere hovedjægere, når vi møder dem senere denne eftermiddag.

Bymarkedet i Serian

Bymarkedet i Serian

Fremme ved floden Batang Sadong stiger vi ombord på de lange og meget smalle longtail-både, der skal føre os op ad floden til Iban-folket. Vi pladsers fire i hver båd med en lokalguide forrest og en bagerst, der styrer motoren. Med os har vi kun bagage til turen, der kan rummes i en dagtursrygsæk, mens resten af bagagen er blevet tilbage på hotellerne. Bådene skubbes en efter en fra land, og så snart vi er på dybere vand sættes motoren i vandet og vi stryger op ad floden i en rasende fart.

Det er en skøn kølig brise, der rammer os, mens vi suser hen over vandet med mindre strømfald undervejs. Floden er fyldt med nedfaldne træstammer og aflejringer, der visse steder gør floden lavvandet. Men bådsmanden kender hver meter af floden som sin egen bokselomme og viger elegant uden om enhver forhindring. På begge sider af floden rejser junglen sig som en tæt ugennemtrængeligt grønt væg. En sort skikkelse svømmer umiddelbart foran langbåden vi er i, med sit mørke hoved stikkende op over vandoverfladen. Den dykker, da vi passerer og  får oplyst at det var et kæmpefirben, der krydsede floden.

I langbåde på floden Batang Sadong

I langbåde på floden Batang Sadong

Langhuset

Efter en lille times tid er vi dybt inde i Sarawaks regnskov og glider ind til en lille landgangsbro. Da vi kommer op over brinken ser vi langhuset. Ibanerne bor i disse traditionelle lange huse, der er bygget på pæle, med en åben plads forrest i huset, hvor der kan arbejdes og tørres tøj og grøntsager samt korn. Midt i huset findes den fælles "dagligstue" der fungerer som opholdsrum og butik, og bagerst findes de enkelte familiers private rum, hver med sine egne dekorationer på væggen ud mod dagligstuen. Her bor 25 familier tæt op ad hinanden. Vi indlogeres i et anneks, i små åbne sovekabiner, hævet en meter over gulvet, der alle er forsynet med et myggenet. Primitivt - men det er vi alle forberedte på.

Langhus hos iban-folket

Langhus hos iban-folket

Møde med høvdingen

Mens kvinderne forbereder aftensmåltidet til os, er der lejlighed til at spadsere lidt rundt og se på langhuset. Vi må komme overalt og fotografere overalt - blot ikke i de private rum (naturligvis). Ved at balancere på en smal træstamme med fint udhuggede kiler, der udgør stigen til huset, kommer vi op i langhuset og møder den 86–årige høvding, der sidder med et af sine børnebørn. Han byder os velkommen med et nik og da han smiler, ses at han mangler en af sine fortænder. Dette er ikke unormalt blandt iban-folket, da de tidligere brugte pusterør med giftpile i deres jagt og det derfor var praktisk med et hul i tandrækken, således at pustet kunne blive præcist og kraftfuldt. Den ene fortand er simpelthen slået ud! Det er dog hans mange tatoveringer på hele kroppen, der skaber mest opmærksomhed. Tatoveringerne er her et statussymbol og kan fortælle de besøgende om den tatoveredes rejser, gerninger og bedrifter. Hvad vi ikke kan se, men som vi hører beretninger om, er at nogle mænd hos iban-folket lader sig pierce i penis og indsætter perler for bedre at kunne tilfredsstille sin kvinde. Høvdingens kone ser i alle tilfælde glad ud, mens hun sidder med et par andre børnebørn.

Høvding hos iban-folket

Høvding hos iban-folket

Kraniepynt i loftet

Længere inde i langhusets dagligstue falder blikket på en samling kranier, der hænger under loftet. Det er hoveder fra tidligere tiders jagter på fjender og udgør en del af den stolthed som iban-folket er kendt for. Men al form for halshugning blev forbudt i 1840 og kun ved en enkelt lejlighed i forbindelse med 2. Verdenskrig blev det tilladt at jage nogle japanere ud af landet - nogle et hoved kortere end da de ankom. Det er en misforståelse, at Iban-folket har været menneskeædere, ligesom de aldrig har lavet skrumpehoveder. I dag er Iban-folket traditionelle landmænd, der dyrker rismarker og peberplantager.

Indpakket kranier pryder loftet

Indpakket kranier pryder loftet

Stammedans

Aftensmåltidet er klart og det ene fad efter det andet bæres frem. Mens vi spiser sænker mørket sig i regnskoven, men en generator holder liv i enkelte glødelamper - i hvert fald til kl. 23.00, hvor den slukkes. Herefter er det mørkt - bælg mørkt - så det er godt, at vi har husket pandelamperne. Oppe i langhuset samles vi, og høvdingen byder os velkommen over et glas hjemmelavet risvin, som smager sødt og ikke særligt stærkt. En tromme sætter i gang med en monoton rytme og en iban-kriger iført traditionel klædedragt viser os en af deres danse, der mest af alt kunne minde om jagten på et dyr. En anden mand viser sin kunnen og et par af iban-kvinderne afslutter danseopvisningen. 
Vi takker for at måtte besøge dem og den lokale guide overgiver alle gaverne til høvdingen, der deler ligeligt ud til samtlige familier i langhuset, inden vi går til ro.

Iban-mand danser stammedans

Iban-mand danser stammedans

Hanegal

Nogle af os sover uroligt i den stillestående tropevarme, hvor enhver form for aircondition er en fjern drøm. Vi har ørepropper med (hver gang), så vi forstyrres ikke gennem natten, når naboerne skal op og ud. Myggenettet beskytter mod både myg og de omkring kravlende kakerlakker, der dog er ganske harmløse. Først da nogle af kamphanerne begynder at gale om kap ved det allerførste lysskær kl. 5, vågner vi og kommer ud af myggenettet.

Trappestige ved langhus

Trappestige ved langhus

Pusterøret som jagtvåben

Efter morgenmaden er der vandretur med en af iban-mændene, der dog først demonstrerer sit jagtredskab - pusterøret. Pilene indsmøres i en giftig saft fra en plante i regnskoven (giftpilefører har man ikke her). Giften dræber ikke byttet, men lammer det, så det falder ned på skovbunden, hvorefter jægeren kan aflive dyret. Denne form for jagt benyttes ikke længere, da man nu kan få bragt almindelige fødevarer med langbådene inde fra civilisationen!
Langs flodbrinken står nogle 15-20 meter høje kautsjuk-træer (gummitræer) og vi får vist hvorledes man ridser i barken for at få den hvide, mælkeagtige latex eller gummisaft til at løbe ned i opsamlingsdåser. Af hvert træ kan der gennemsnitligt samles syv gram latex om dagen og når der er tilstrækkeligt, samles og trykkes massen til store plader, som sælges i byen nede ad floden.

Pusterør demonstreres

Pusterør demonstreres

Junglevandring

Dybere inde i regnskoven ligger en åbning med en stor peberplantage, hvor en familie har ca. 500 planter. Peberplanten kan blive 10-15 år gammel og der kan høstes to gange hvert år. De røde peberkorn tørres i tre uger og er herefter sort peber. Vi går videre og kommer til en gammel gravplads med både tidligere monumenter og gravpladser af nyere dato. Flere steder står der lerkrukker, der har indeholdt offergaver til de døde. Et sted har medicinmanden haft sin totem, hvor han har rådført sig med de højere magter. Alt dette er nu forbi.

Vandretur i regnskoven

Vandretur i regnskoven

Aktiviteter i langhuset

Inden vi skal forlade Iban-folket, går vi op i langhuset, hvor der er stor aktivitet. En kvinde og en mand tømmer sække af ris for at tørre dem i solen. Risene vendes atter og atter, og selv om luftfugtigheden er stor, tørrer risene alligevel direkte i solen. I den anden ende af langhuset er en kvinde ved at træde risene af stråene, godt beskyttet af et par store gummistøvler, så hun ikke ridser sine ben. Det er et hårdt arbejde, som mærker kvinden. Iban-folket har moderne hjælpemidler ure, mobiltelefon, gas, elektricitet, etc. og civilisationen er tæt på. 
Vi vesterlændinge påvirker kulturen ved vort blotte besøg. Iban-folkets kultur er derfor under hastig forandring. De unge drager til byerne for at arbejde og for at deres ældste børn kan gå i den nærliggende skole. Kun de gamle bedsteforældre sidder tilbage og passer de allermindste. Om nogle år er kulturen sikkert helt spoleret. Det er tanker, jeg gør mig, da vi atter suser ned ad floden - tilbage mod det vi kalder - civilisationen.

Ris lægges til tørring

Ris lægges til tørring

Batang Ai National Park

Men vi er ikke færdige med langhusene. Efter at have kørt frem til Batang Ai søen, en opdæmmet sø fra midten af 1980’erne der leverer ca. 60% af Sarawaks el-energi, sejler vi over søen til nationalparken. Her boede tidligere iban-folk, der blev tvangsforflyttet til regeringsbygninger nær byerne i forbindelse med bygningen af dæmningen. Det kunne mange ikke magte og forfaldt derfor til druk i det nye miljø. Dyrelivet blev naturligvis også påvirket af byggeriet, ligesom det gik ud over en del af regnskoven. Men tiden læger de fleste sår, og nu ligger her Hilton Batang Ai Longhouse Resort, bygget i 1995, som det eneste hotel i nationalparken, på kanten til den nu helt fredede regnskov. Et fuldt moderne og meget lækkert hotel opført efter den klassiske langhus-model med fælles dagligstue og værelser bagerst i huset. Her er naturligvis restaurant og svømmepøl, men vi er i første omgang interesseret i at se nærmere på regnskoven.

Over Batang Ai søen til nationalparken

Over Batang Ai søen til nationalparken

På tur i regnskoven

Så efter at være indkvarteret får vi udleveret en fotokopi af et vandrekort og begiver os afsted ind i junglen af en tydeligt mærket sti. Den går op over en stejl bakke og fører os forbi gamle gravpladser og frem til en lang hængebro, der "svæver" højt over dalbunden. Fra midten af hængebroen er der en formidabel udsigt ud over søen og regnskoven. Efter mindre end en halv time er vi tilbage i hotellets store park med utallige flotte træer og bruger resten af eftermiddagen til afslapning ved poolen. Ønsker du ikke at vandre turen alene, gennemføres der en guidet tur hver eftermiddag, hvor du samtidig får fortalt lidt om de forskellige træer og buske du støder på i regnskoven. Denne begivenhedsrige dag afsluttes med en storslået buffet i hotellets restaurant, så vi mætte og fuld af dagens mange indtryk kan gå trætte til ro på de dejlige værelser.

Vandretur i Batang Ai National Park

Vandretur i Batang Ai National Park

I morgen fortsætter rundrejsen på Borneo til den nordlige provins Sabah og Tunku Abdul Rahman Nationalpark.

Fakta om Malaysia - Borneo

Hovedstaden i Malaysia er Kuala Lumpur. Borneo er verdens tredje største ø (efter Grønland og Ny Guinea) og er delt mellem Malaysia, der har en mindre del af det nordlige område, mens resten af øen tilhører Indonesien. Et mindre område i nord tilhører dog Brunie. Den malaysiske del har to provinser Saravak og Sabha.

Befolkningstal: Ca. 31,8 mio. Ca. 5,5 mio i malaysiske Borneo.

Areal: Ca. 330.803 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 9.678 km til Kuala Lumpur. Ca. 10.368 km til Kuching på Borneo.

Mest besøgte attraktioner: Naturen med dyrelivet, der bl.a. omfatter næseaber og orangutanger, men også kulturelle steder i byerne Kota Kinabu og Kuching. På Borneo er det muligt at besøge de tidligere hovedjægere, der bor i karakteristiske langhuse. 

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: Saravak, Malaysia

Turistinformation: Sabah, Malaysia

Turistinformation: Malaysia