Route Nationale 7 mellem Fianarantsoa og Isalo National Park, Madagaskar
Log ind Log ind
Route Nationale 7 mellem Fianarantsoa og Isalo National Park

Route Nationale 7 mellem Fianarantsoa og Isalo National Park

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Viktors Farmor

Vi forlader storbyen Fianarantsoa og fortsætter ad RN7 sydover og nærmere os byen Ambalavao. Langsomt ændrer landskabet atter karakter og vi kommer til et mere tørt og savannelignende landskab.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Madagaskar er et stort og afvekslende land

I nordøst oplevede vi den frodige grønne regnskov. Her midt på øens højderyg er der mere tørt og bjergrigt og senere møder vi det ørkenlignende landskab mod vest. Denne verdens fjerde største ø (efter Grønland, Ny Guinea og Borneo) er stor - 587.041 km2 - hvilket svarer til mere end 13 gange Danmarks størrelse. Med de store afstande er det også naturligt, at vi møder flere forskellige befolkningsgrupper - hver med deres karakteristiske træk og vaner. Vi kommer dog på intet tidspunkt helt tæt på lokalbefolkningen, der ikke taler engelsk, men kun den lokale dialekt samt fransk, som under kolonitiden blev indført som hovedsproget - og det er vi ikke mange i vort lille rejseselskab som behersker.

Rismarker ses mange steder i Madagaskar

Rismarker ses mange steder i Madagaskar

Sisalplantens fibre

Et sted på landevejen holder bussen ind og vi får en demonstration af, hvorledes sisalpalmens fibre legende let frigøres med en machete (når man har håndelaget) og kan efterfølgende se, hvorledes dette stærke materiale bliver til tov og brugskunst som kurve, hatte etc., som kan købes i det åbne udsalg.

Mand skærer sisalplanter

Mand skærer sisalplanter

Silkeproduktion hos Soalandy

I Ambalavao besøger vi værkstedet Soalandy, hvor de "dyrkede" og de vilde silkesommerfuglepupper vises frem. Vi får hele processen med udvinding og spinding af silketråden forklaret og kan i væveriet overvære hvorledes silken anvendes. Et silkehalstørklæde eller to skifter ejermænd. 

Besøg hos silkeproduktion i Ambalavao

Besøg hos silkeproduktion i Ambalavao

Papirfremstilling hos Antaimoro

Bag Hotel Aux Bouganvillées besøger vi papirproduktionen hos Antaimoro, der fremstiller papir på helt traditionel vis af papyrus. Efter kogning, bankes fibrene møre og blødgøres atter. Når massen er tilstrækkelig opblødt og findelt, hældes de i store kar, hvor det meste af væsken kan sis fra, så det kun er fibrene, der skal danne papiret, som ligger tilbage. Mens papiret endnu er vådt, dekorerer en af kunsthåndværkerne papiret med friske blomster efter eget valg og kan derved sætte sit personlige kunstneriske udtryk på hvert enkelt papir. Næste led i processen er en tørring på store stativer midt i gården, inden det færdige papir klippes i mindre stykker og foldes til f.eks. kuverter. En god gaveidé.

Træmasse til papirfremstilling koges ved Antaimoro

Træmasse til papirfremstilling koges ved Antaimoro

Masser af okser på zebu-markedet

Lidt syd for Ambalavao spadserer vi op på en høj, hvor zebu-marked har været i gang siden kl. 03 i nat! Mange har allerede forladt pladsen med en flok zebu-okser, som det kan tage op mod en måned at drive langs landevejen ind til hovedstaden Tana. Men handlerne er slet ikke færdige endnu og udbuddet af zebu-okser er fortsat stort. Og her er masser af liv. Nogle af okserne er ikke helt medgørlige og vil ikke med og må tvinges, mens andre står stille og roligt. Zebu-oksen, der blev indført fra Nordindien til Madagaskar for flere hundrede år siden, kan tåle det varme og tørre klima og benyttes både som kød- og malkekvæg samt som trækdyr til både plove og vogne. Oksen har en karakteristisk pukkel på nakken og findes i flere farver og mønstre, men fælles for alle de dyr vi ser, er, at de er så magre, at ribben og andre knogler tydeligt kan ses gennem skindet. Som en af vore rejsefæller med dansk landbrugserfaring siger: - Det var ikke gået hos danske veterinærmyndigheder, det ville være vanrøgt.

Zebu-markedet i Ambalavao

Zebu-markedet i Ambalavao

Ringhalede lemurer i Anja Reserve

Ca. 13 km. syd for Ambalavao kommer vi til naturparken Anja Reserve, der ligger bag høje klippeformationer. Vi får igen en lokal guide til at lede os ind i parken ad gode stier, hvor specielt de ringhalede lemurer lever. I alt er her omkring 400 lemurer fordelt i familiegrupper på op til 20 individer. Også disse lemurer er vant til mennesker og vi kan komme helt tæt på dyrene, der i deres udtryk synes meget "menneskelige".  

Ring-hale lemur i Anja Reserve

Ring-hale lemur i Anja Reserve

På dagens sidste strækning passerer vi byen Ihosy, der er det sydlige Madagaskars trafikknudepunkt med veje der fører længere sydover og mod vest - mod Isalo National Park, som vi besøger i morgen. 

Fakta om Madagaskar

Hovedstaden i Madagaskar er Antananarivo.

Befolkningstal: ca. 25 mio.

Areal: ca. 587.041 km²

Afstand fra Danmark: ca. 8.897 km

Mest besøgte attraktion: Nationalparkerne samt endemiske  dyr og planter bl.a. lemurer (halvaber)

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Madagaskar