Luxor med Kongernes Dal og flodkrydstogt på Nilen
Log ind Log ind
Luxor med Kongernes Dal og flodkrydstogt på Nilen

Luxor med Kongernes Dal og flodkrydstogt på Nilen

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser

Fra Luxor besøges Memnon kolosserne på vejen til Kongernes Dal samt arbejdergravene i Deir el-Medina. Ved Luxor ligger også Karnak-templet og Luxor-templet. På flodkrydstogtet mod Aswan besøges Kom Ombo templet.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Luxor basar

Vi er fløjet fra Cairo til Luxor der i oldtiden var rigets hovedstad med navnet Theben. Rundvisningen i byen starter i med at besøg i Luxor basar, der er knap så hektisk som basaren i Cairo. Men også her kan du købe alverdens egyptisk souvenir og tøj - bl.a. T-shirts til 2$! Senere indkvarteres vi på et af flodkrydstogtsskibene, som senere skal sejle os til Aswan og tilbage igen.

Markedet i Luxor

Markedet i Luxor

Memnon kolosserne

På ruten mod Kongernes Dal stopper bussen ved Memnon kolosserne. Disse 18 meter høje statuer forestiller farao Amenhotep III. Statuerne er fra 1350 f.v.t. og stod foran faraoens store tempel - det største i Theben - men blev ødelagt af et jordskælv i 1220 f.v.t. Romerne havde den opfattelse, at statuerne skulle forestille den græske kong Memnon og dette navn har hængt ved statuerne siden.

Memnon kolosserne ved farao Amenhotep III's tempel fra 1350 f.v.t.

Memnon kolosserne ved farao Amenhotep III's tempel fra 1350 f.v.t.

Kongernes Dal

Farao Amenophis I (1500 f.v.t.) var den første farao som valgte ikke at blive begravet i en pyramide. I stedet ville han begraves i en klippegrav på et mere usynligt sted for at undgå gravrøverier. Han valgte en skjult dal over for Theben på Nilens vestbred, som herefter blev faraoernes begravelsessted for de fleste faraoer mellem 1550-1070 f.v.t. Stedet kaldes Kongernes Dal og her ligger også nogle af faraoernes adelsmænd begravet og det blev Egyptens største nekropolis opført af indbyggere fra den nærliggende oldtidsby Deir el-Medina.

Da jeg var her i 1990’erne besøgte jeg flere grave og dengang blev gravene oplyst ved at en egyptisk vagt fangede solens stråler og sendte lyset ned i gravgangen til endnu en vagt, som igen sendte lyset videre helt ned til gravkammeret. Akkurat som de gamle egyptere gjorde.

I dag er den ca. fire km. lange Kongernes Dal med sine rosafarvede kalkstensbjerge blevet noget mere ”turistet” bl.a. med velanlagte stier og elektrisk lys i gravene.

Når du ankommer til indgangen ved Kongernes Dal, kan du blive transporteret de første km. frem til gravpladserne med små elektriske biler. Herfra kan du vælge at besøge nogle af de 64 grave som hidtil er fundet i området. Du skal dog købe en ekstra entrebillet, hvis du vil besøge Tutankhamons grav, som den engelske arkæolog Howard Carter fandt i 1922 stort set uberørt og med mere end 5000 uvurderlige gravskatte, hvor de vigtigste kan ses på Det Arkæologiske Museum i Cairo. Alle øvrige grave har været besøgt af gravrøvere, men de unikke relieffer og inskriptioner kunne røverne ikke tage med sig - og dem har du glæde af i dag.

Den fire km. lange Kongernes Dal på vestsiden af Nilen over for byen Luxor

Den fire km. lange Kongernes Dal på vestsiden af Nilen over for byen Luxor

Ramses IV’s grav

Jeg besøger tre grave og den første er Ramses IV’s grav. Faraoen døde i 1156 f.v.t. Graven er let tilgængelig og som udover en dekoreret granitkiste har flotte, farvelagte relieffer på vægge og lofter.

Indgang til Ramses IV's grav i Kongernes Dal

Indgang til Ramses IV's grav i Kongernes Dal

Thutmos IV’s grav

For at komme frem til Thutmos IV’s grav skal du bevæge dig op i terrænet, da den højtliggende grav ligger lidt isoleret på en bjergskråning. De sidste ca. 50 meter går op ad stentrapper. Her ligger indgangen til graven som er særlig dyb. Efter adskillige trappetrin ned gennem gravens korridor kommer du til en dyb faldgrube, som skulle forhindre gravrøvere i at komme videre ind i graven. Netop her ses de smukkeste farvelagte relieffer, hvor faraoen står med både Anubis, der skulle ledsage faraoen til dødsriget, samt himmelgudinden Hathor som skulle beskytte ham. Du går over en bro og fra en søjlehal drejer gravkorridoren 90 grader og fortsætter ned til selve gravkammeret, hvor det elektriske lys fokuserer på faraoens dekorerede kiste bag glasmontre samt reliefferne på gravkammerets vægge. Graven er fra omkring år 1400 f.v.t. og blev fundet af Howard Carter i 1903.

Sti op mod Thutmos IV's højtliggende grav

Sti op mod Thutmos IV's højtliggende grav

Seti II’s grav

I den anden ende af gravkomplekset finder du Seti II’s grav fra omkring 1200 f.v.t. og her møder du bl.a. falkeguden Horus og den hellige bille skarabæen samt krokodilleguden Sobek.

Der findes 64 kendte grave i Kongernes Dal

Der findes 64 kendte grave i Kongernes Dal

Alabast kunsthåndværk

I landsbyen Deir el-Medina besøges et værksted, hvor man gennem generationer har arbejdet med alabast. Dette kunsthåndværk er gået i arv fra far til søn og udover at se produktionen har du mulighed for at handle i den store udstillingshal.

Alabast-kunsthåndværk i Deir el-Medina

Alabast-kunsthåndværk i Deir el-Medina

Arbejdergravene ved Deir el-Medina

I det antikke Deir el-Medina er det arbejderboligerne og arbejdergravene som er nok så interessante. Her boede folkene som arbejdede i Kongernes Dal tæt i små huse med et par rum. På bjergskråningen over den antikke landsby finder du arbejdergravene. Jeg besøger to af de meget velbevarede arbejdergrave.

Den antikke landsby Deir el-Medina

Den antikke landsby Deir el-Medina

Inherkhas grav

Inherkhas var formand for et arbejderhold og havde dermed råd til at bygge sig et flot gravmæle, så han kunne få et evigt liv blandt guderne akkurat som hans arbejdsgiver faraoen. Du skal ikke lide af klaustrofobi, når du går ned i Inherkhas grav ad den smalle korridor som fører ned til gravkammeret, der er så lille, at kun fire personer får lov til at være der samtidigt. Men dekorationerne er enestående klare i både udformning og farver.

Inherkhas grav

Inherkhas grav

Sennutems grav

Det samme gælder Sennutems grav, hvor korridoren er endnu smallere og hvor den drejer 90 grader et stykke nede under jorden. Her møder du igen smukke scener med bl.a. falkeguden Horus og familien til Sennutem.

Smal nedgang til Sennutems grav

Smal nedgang til Sennutems grav

Karnak templet

Et par km. nord for Luxor ligger Egyptens største tempelkompleks - Karnak templet. Ja, faktisk er det verdens største tempelområde som måler 1,5 km. x 0,8 km. Opførelsen af dette tempelkompleks begyndte i 2000-årene f.v.t. og omkring 30 af de efterfølgende faraoer byggede videre på det i de følgende århundreder, så det fik en størrelse, kompleksitet og mangfoldighed som er unik. Karnak templet er da også den næst meste besøgte turistattraktion i Egypten efter pyramiderne i Giza.

I besøgscentret ved indgangen ser du en model af hele tempelkomplekset og når du går gennem friluftmuseet frem mod første store pylon, kommer du langs alléen prydet af sfinkser med vædderhoveder. Engang forbandt denne sfinksallé Karnak templet med Luxor templet 2,7 km. længere mod syd. Fra pylonen kommer du ind i den store tempelgård, hvor du også finder den eneste sfinks udført i marmor.

Model af Karnak templet i Luxor

Model af Karnak templet i Luxor

Efter anden pylon står du i den store søjlehal med 134 massive søjler arrangeret i 16 rækker. Søjlerne er mellem 10 meter og op til 21 meter høje og har en diameter på over tre meter – de fleste med fine relieffer med faraoer og guder.

Den store søjlehal i Karnak templet har 134 massive søjler

Den store søjlehal i Karnak templet har 134 massive søjler

Fortsætter du til højre efter tredje pylon kommer du ud på endnu en tempelplads med farao Hatshepsuts obelisk fra 1457 f.v.t. Obelisken er 28,58 meter høj og i eet stykke granit med en vægt på 343 tons. Obeliskernes pyramideformede spids var oprindelig dækket med guld eller andet skinnende metal som kunne reflektere solen, og er da også en hyldest til solguden Ra. Længere fremme ser du den lille tykke obelisk ved siden af en sokkel med den hellige bille skarabæen. Ved siden af ligger den hellige sø, hvor præsterne kunne foretage deres rituelle afvaskninger.

Farao Hatshepsuts obelisk

Farao Hatshepsuts obelisk

Der er fortsat dele af templet som er lukket for offentligheden, men gå en tur bag om niende pylon og betragt de kæmpestatuer som du her kan se. Går du langs den hellige sø, kan du se søjler og dele af tempelbygningen for Ramses II og længere fremme ligger Hatshepsuts og Thutmose III’s røde kapel.

Niende pylon

Niende pylon

Luxor templet

Netop ved solnedgang besøges Luxor templet, hvor første pylon prydes af en række store statuer med bl.a. farao Ramses II, der også har en obelisk stående foran sig. Templet blev påbegyndt i 1400-årene f.v.t. og på sfinksalléen, der tidligere havde forbindelse med Karnak templet, ser du en kopi af det hellige skib. Også her har flere af faraoerne bygget og du ser Ramses II tempelgård samt Amenhotep III's store kolonnade med søjler og kapitæler som viser lotusblomster. Selv romerne har bygget på templet og på en af tempelvæggene ses romerske ansigter. Midt i tempelområdet ligger

Abu el-Haggag moskéen bygget oven på en tidligere kristen kirke.

Både Luxor templet og Karnak templet kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1979.

Pylon ved Luxor tempel med kæmpestatuer og Ramses II's obelisk

Pylon ved Luxor tempel med kæmpestatuer og Ramses II's obelisk

Flodkrydstogt på Nilen

Fra havnen syd for Luxor sejler flodkrydstogtsskibet sydover og der er flere skibe som glider forbi hinanden i en lind strøm. Der er ingen tvivl om, at flodkrydstogter på Nilen er populært. Nilen er verdens længste flod på 6.650 km. og har sit udspring ved Victoriasøen i Uganda og forsynes yderligere med vand fra Den Blå Nil i Sudan. På sit smalleste sted er Nilen blot 300 bred, mens den på det bredeste sted er syv km. Nilen har altid været af stor betydning for samhandlen i landet, men først og fremmest har den betydet, at Egypten var et af de mest frugtbare lande p.g.a. de årlige oversvømmelser som gav næring til de dyrkede arealer. De store dæmninger ved Aswan har stoppet de årlige oversvømmelser. Den nedre Nil er sejlbar til første katarakt (lavvandet og stenede områder med strømfald) syd for Aswan, men skal undervejs gennem sluser.

Men bredden langs Nilen er fortsat grøn og frodig bl.a. ved at der pumpes vand op til markerne og flere steder er det tydeligt at se den korte afstand der er mellem den livgivende Nil, den frugtbare jord og den knastørre og golde ørken. 

På flodkrydstogtet kommer skibet forbi forskellige landsbyer langs Nilen

På flodkrydstogtet kommer skibet forbi forskellige landsbyer langs Nilen

Krydstogtsskibet

Du finder dig hurtigt til rette på flodkrydstogtsskibet, der har store og velindrettede kahytter fordelt på flere etager. Nederst ligger restauranten, hvor der serveres en omfattende buffet tre gange i døgnet. Øverst på skibet er soldækket med svømmepøl og bar, og på etagen nedenunder ligger loungen med bar og underholdning og allerede første aften er der cocktailparty og de senere aftener forskellige optrædende med folkedans, mavedans m.v.

Krydstogtsskibene sejler i en lind strøm efter hinanden

Krydstogtsskibene sejler i en lind strøm efter hinanden

Et rigt fugleliv på Nilen

Fra stolene eller liggestolene på soldækket kan du iagttage det rige fugleliv, som du ser undervejs mod Aswan. Du vil også se mange af de lokale fiskere som skibet passerer.

Sandrevle i Nilen med fugleliv

Sandrevle i Nilen med fugleliv

Ivrige handelsmænd

Et helt specielt fænomen er, når små joller hægter sig fast til flodkrydstogtsskibene og sælgerne i fuld fart forsøger af afsætte deres duge og tørklæder. De råber simpelthen op til turisterne på soldækket og forhandler priser. Så kastes prøver op til køberne og ønsker de at beholde noget, returneres resten af prøverne med ilagte penge i en plastpose tilbage til jollen. Det er et helt fantastisk skue - og der bliver omsat en del.

Sælgere hægter sig på et modgående skib

Sælgere hægter sig på et modgående skib

Kom Ombo templet

Solen er gået ned, da skibet når frem til det belyste Kom Ombo templet, der er unikt ved at være Egyptens eneste dobbelttempel og dedikeret til krokodilleguden Sobek og falkeguden Horus. Templet blev opført mellem 180 og 147 f.v.t. og udbygget senere også i den romerske periode. Men templet har været ødelagt bl.a. af kopterne, men senere genopbygget. På søjlerne med de fine kapitæler ses forskellige guder som modtager offergaver.

Kom Ombo templet i aftenlys

Kom Ombo templet i aftenlys

Krokodillemuseet

I tilslutning til Kom Ombo templet ligger krokodillemuseet, hvor du kan se en samling af mumificerede krokodiller. Her ses også en lille statue af krokodilleguden Sobek.

Mumificerede krokodiller i Krokodillemuseet ved Kom Ombo templet

Mumificerede krokodiller i Krokodillemuseet ved Kom Ombo templet

Rundrejsen i Egypten fortsætter i Aswan bl.a. med besøg ved Philaetemplet og udflugt til Abu Simbel.

Fakta om Egypten

Hovedstaden i Egypten er Kairo.

Befolkningstal: Ca. 109 mio.

Areal: Ca. 1.002.000 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.700 km.

Største turistattraktioner: Kairo med Det Egyptiske Museum samt pyramiderne i Giza. Luxor med Kongernes Dal samt templerne langs Nilen. Badestrandene ved Sharm el-Sheikh og Hurghada.

Mere Information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Egypten