
Top fem attraktioner i Peru
Lonely Planets guidebog til Peru giver sit bud på landets fem bedste turistattraktioner. Peru imponerer med sit varierede landskab, som byder på alt fra uspoleret jungle til dramatiske bjerge. Listens nummer et er ingen overraskelse - inkaernes forladte by Machu Picchu er i sig selv nok til at trække turister fra hele verden til Peru. De fire andre attraktioner på listen er mindre kendte, men lige så gode undskyldninger for at rejse mod Sydamerikas tredjestørste land. Forfatterne fremhæver blandt andet Perus næststørste by, Arequipa, en spansk koloniby omgivet af høje vulkaner. Også de flydende siv-øer på Titicaca-søen er med på listen.
Machu Picchu
Ingen ved hvorfor inkaerne pludselig forlod den majestætiske by i Den Hellige Dal. Machu Picchu ligger godt skjult på en klippetop i 2.430 meters højde, og blev først genopdaget i 1911 af amerikaneren Hiram Bingham. Trods århundreder med jordskælv, uvejr og plyndringer fremstår Machu Picchu som en af verdens bedst bevarede inkaruiner. Fra klippen Wayna Picchu er der en bjergtagende udsigt over stentemplerne.
Sivøerne på Titicaca-søen
Titicaca er verdens højst beliggende isfrie sø og hjemsted for et af verdens mest specielle samfund, Uros-folket, som har levet på flydende øer af flettet siv siden de blev fordrevet fra landjorden for flere århundreder siden. Øerne er under konstant reparation, da sivene har en begrænset levetid. Uros-folket bruger sivene til stort set alt - fra de elegante sivbåde, til hytter og madlavning - ja selv børnenes legetøj er lavet af siv.
Cordillera Blanca
Cordillera Blanca er Sydamerikas svar på Himalaya, og langt mindre overrendt af turister. Med 16 bjergtoppe over 6.000 meter, heriblandt Perus højeste bjerg Huáscarán (6.768 meter), er bjergområdet et mekka for bjergbestigere, vandrere og naturelskere. Der er vandrestier og klatreruter for alle ambitionsniveauer, og gletsjere, bjergsøer og floder nok til flere års udforskning. Bjergbyen Huarez er et godt udgangspunkt for både korte og længere ture i bjergene, og her kan du leje udstyr og finde en guide.
Arequipa
Perus næststørste by kaldes ofte "Den Hvide By" på grund af de lyse vulkansten, der er brugt som byggemateriale i den UNESCO-beskyttede gamle bydel. Tre vulkaner danner en storslået kulisse for byen, som blev grundlagt af spanske kolonister i 1500-tallet, og de velbevarede kolonibygninger giver en fornemmelse af hverdagslivet, som det så ud engang. Et af højdepunkterne er det farverige Santa Catalina-kloster, hvor dominikanske nonner levede isoleret fra omverdenen indtil 1970.
Manu National Park i Amazonas
Kun 200 kilometer nord for højlandet i Cusco, ligger nationalparken Manu, en af verdens bedst beskyttede regnskove, og ifølge Lonely Planet "Amazonskovens bedste eventyr." Et perfekt sted at spotte anakondaer, tapirer og jaguarer såvel som sjældne fugle, sommerfugle, insekter og padder. På grund af den isolerede beliggenhed har de lokale haft meget lidt kontakt med omverdenen, og de lever derfor stort set som de har gjort igennem århundreder.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser