Dominikanske_Republik_Santo_Domingo_2012_foto_Lasse_Loendahl_Henriksen-48.jpg

Oplev cigarens håndrullede hemmeligheder

Google Map...

Hovedstaden i Den Dominikanske Republik er Santo Domingo. 

Befolkningstal: Ca. 9 mio.

Areal: Ca. 48.730 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 7.857 km

Tidsforskel: 5 timer efter

Største turistattraktioner: Det er stranden og vandsport som lokker turister til.

Mere information:

Rejsebureau: Spies

Turistinformation:Den Dominikanske Republik

Se produktionen helt tæt på

På en ferie i Den Dominikanske Republik er det oplagt at besøge en eller flere cigarfabrikker - også selv om man ikke er ryger. Der findes ikke nogen afmærket rute mellem fabrikkerne, men de er nemme at finde - især i omkring Santiago og i Cibao-dalen, og rejser du med et rejsebureau arrangeres der også udflugter til nogen af fabrikkerne.
Man behøver ingen forudsætninger eller erfaring som cigar-ryger for at få noget ud af et besøg hos tobaksfabrikkerne, der ligger i smukke landskaber og store opdyrkede områder, der naturligvis fortrinsvis dækkes af tobakplantager.                                                                                        

Præcist håndarbejde

Cigarens vej fra mark til rygerens læber er en lang proces, hvor det skønnes, at et tobaksblad skal gennem 200 nænsomme hænder, før det som færdig cigar er klar til rygning.
Den største cigarfabrik Tabacalera de Garcia, blev åbnet i 1968 i byen La Romana og beskæftiger i dag 4.800 mennesker. Fabrikken producerer årligt 650 millioner cigarer på maskine og 40 millioner håndlavede cigarer. En dygtig medarbejder kan rulle 250 cigarer om dagen. En cigar er ikke klar til at blive røget, når den forlader cigarrullerens hånd. Førsteklasses cigarer opbevares mellem tre uger og tre år i en kælder med plads til 5.741.000 cigarer. Kælderen har en konstant temperatur på 23,9 º C og en luftfugtighed på 68 %.
Som turist kan du, hvis du er fyldt 18 år, gratis besøge Tabacalera de Garcia og se alle faser i produktionen, men i kælderen er der adgang forbudt. Fabrikken har åbent for besøgende på tirsdage og torsdage.                                                                                                                                

Den danske forbindelse

Den Dominikanske Republiks næststørste cigarfabrik, General Cigar Compagny, og de fleste af landets tobaksplantager ligger i Santiago de los Caballeros i Cibao. Christopher Columbus kaldte området Vega Real - de kongelige sletter - på grund af dets frugtbare jord og frodige vegetation.
Santiago er landets næststørste by med 1,2 millioner indbyggere. Den blev grundlagt i 1495 af 30 herrer og anses for at være Den Dominikanske Republiks aristokratiske vugge. De få lykkelige aristokrater dominerer fortsat landets politiske og sociale liv.
General-fabrikken fremstiller mange af verdens mest kendte og solgte cigarmærker, og Scandinavian Tobacco Group med hovedsæde i Danmark, er fabrikkens næststørste kunde.

Cigarfestival

Hvert år i februar holdes Procigar Festival, der er en virkelig unik og mindeværdig oplevelse uden sidestykke i cigarindustrien. Her kombineres uddannelsesmuligheder, underholdning, fritidsaktiviteter med masser af muligheder for at ryge cigarer i verdensklasse. 
En af festivalens største attraktioner er, at gæsterne kan komme i dialog med branchens største beslutningstagere, mens der ryges cigarer, og hygge sig i internationalt selskab af ligesindede entusiaster - cigarfabrikanter, forhandlere og forbrugere.
Procigar-festivalen starter i ferieparadiset Punta Cana, hvor man kan slappe af på stranden under den tropiske sol, konkurrere i sjove strandaktiviteter, snorkle og ride, nyde den gode lokale rom og meget mere.