314 Juma Amazon Lodge Amazonas Brasilien DSC08467.JPG
Rundrejse til

Amazonas – Verdens største regnskov

Google Map...
Brasilien - Viktors Farmor

Hovedstaden i Brasilien er Brasilia, men de største byer er Sao Paulo og Rio de Janeiro. 

Befolkningstal: Ca. 208 mio.

Areal: Ca. 8,5 mio. km Brasilien er det 5. største land i verden og større end hele Europa.

Afstand fra Danmark: ca. 10.186 km. til Rio de Janeiro.

Tidsforskel: 5 timer efter

Største turistattraktioner: Storbyerne Rio de Janeiro og Sao Paulo samt Salvador. I nordvest ligger Amazonas med verdens største regnskov og det store vådområde Pantanal er blandt turistfavoritterne. Mod grænsen til Argentina i det sydlige Brasilien ligger Verdens største vandfald Fos do Iguazu - et absolut højdepunkt.

Mere information:

Turistinformation: Brasilien

Rejsebureau: Viktors Farmor

Juma Amazon Lodge

Vi sidder på terrassen ved vores palmebladedækket træhus på Juma Amazon Lodge omkring syv meter over Juma-søens vandoverflade. Juma-søen – eller rettere Rio Juma – er et kæmpemæssigt vådområde opkaldt efter de tidlige indfødte indianere, som engang levede her i området. Hele lodgen er bygget på høje træpæle, der hæver sig 19 meter over vandet – når det står lavest og ligger på en halvø direkte til vandet. Her er stor forskel i vandhøjden, hvilket kan ses på billeder i receptionen. Når smeltevandet fra bjergene i Columbia og Peru strømmer gennem Rio Negro og Amazonfloden, stiger vandet så meget, at lodgen lige akkurat ligger tør. Det sker dog, at vandstanden kan blive så høj, at lodgen oversvømmes. Det kan være svært at forstå naturens voldsomme kræfter!

Mellem reception, hytter og restaurant er udlagt gangbroer mellem regnskovens høje træer. I restauranten serveres velanrettede og varierede buffeter morgen, middag og aften – virkeligt lækker mad.

Det er ikke muligt at ”få fast grund under fødderne”, så al transport til og fra Juma Amazon Lodge sker med motorbåd, hvilket betyder, at alle aktiviteter starter på vandet.

Vi forbavses noget, da vi pludselig ser en pelsabe spankulere hen ad gangbroens rækværk og tilsyneladende ingen notits tager af os. Det viser sig, at denne abe er en af de to tamme dyr som holder til ved lodgen. En yngre brøleabe er lige så forkælet og aberne dukker op, når de ved, at det er middag eller eftermiddagskaffe. Der vanker altid lidt godt – og nogen som vil kæle med dem!

Fortaleza – storby i nordøst

For nogle dage siden kom vi til Fortaleza i Brasiliens nordøstlige hjørne, hvor der er direkte fly til Europa. Det var også i det østlige hjørne af Verdens femte største land (hele Europe kan rummes inden for Brasiliens grænser), at den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Alvares Cabral (1467-1520) begyndte koloniseringen af Brasilien i 1500 – lidt længere nede ad østkysten. Det var i første omgang træ som var eksportvarer til Europa. Brasiltræet var populært og som landet er opkaldt efter. Senere kom sukkerplantager, tobak samt bomuld, og portugiserne tog de indfødte indianere som slaver. Det viste sig hurtigt at indianerne bukkede under - dels for de fremmede sygdomme som europæerne havde med, men også for det hårde slid i plantagerne, og importen af afrikanske slaver fra de portugisiske besiddelser i Afrika – Angola og Mozambique - tog fart. I 1600- og 1700-tallet blev millioner af slaver ført til Brasilien. I dag består store dele af den brasilianske befolkning af en blanding af hvide, indianere og sorte – ofte med smuk gylden hudfarve. Fortaleza med de omkringliggende 14 landsbyer har i dag en samlet befolkning på ca. 4,2 mio.

102 Strand ved Fortaleza Brasilien IMG_7643.JPG
Strand ved Fortaleza

Strandene ved Morro Branco og Fontes

I Fortaleza findes kun få interessante historiske bygninger, så fra vores Hotel Sonata de Iracema, tog vi i stedet ca. 85 km sydøst for byen og syd for Rio Coco til Beberibe-regionen, hvor de populære strande Morro Branco og Fontes ligger i et af de tørreste områder i Brasilien. I små biler – såkaldte buggies – med en plads ved siden af chaufføren og to pladser oppe på bagsmækken, kørte vi først til Morro Branco, hvor jorden består af hårdt sammenpresset sand i mange forskellige kulørte farver. Kunstnere, som arbejder med sandmalerier der nøjsomt lægges i klart glas, benytter sandet herfra. Vi spadserede en tur mellem disse enestående sandformationer, der eroderes af vejr og vind og har dannet dybe labyrintagtige kløfter ud mod Atlanterhavet.

På den brede sandstrand fortsatte vi med buggies i fuld fart med Atlanterhavets friske vind i håret frem til Fontes stranden. Her var der lejlighed til at se et par mindre vandfald ved sandformationerne, ligesom der var mulighed for at bade i havet fra den næsten øde strand. Samme sted nød vi en fiskeanretning på Hotel das Falesias med udsigt ud over Atlanterhavet.

Sent på aftenen fløj vi til Manaus i det tropiske Amazonas, hvor vi blev indkvarteret på det centralt beliggende Hotel Saint Paul.

Manaus - hovedbyen i Amazonas regnskov

Hvem tænker på, at der ligger en stor industriby midt inde i verdens største regnskov med en befolkning på ca. 2,2 mio.? For at komme hertil vil man normalt flyve eller sejle fem dage op ad Amazonfloden fra dens udløb i Atlanterhavet. Turen mod havet med strømmen tager ca. fire dage.

Det var først træfældning som udgjorde byens industri, men i 1800-årene eksporterede man også gummi. Da amerikaneren Charles Goodyear i 1839 fandt ud af at vulkanisere gummi, tog eksporten fart. Behovet for gummi til bildæk var uudtømmeligt og de som satte gummiproduktionen i system i Manaus tjente enorme formuer. De såkaldte gummibaroner kunne bygge sig overdådige paladser og andre bygninger med eksklusive materialer importeret fra forskellige europæiske lande. Gummiproduktionen toppede mellem 1888 og 1912. Det var lykkedes englænderne at få smuglet frø af gummiplanten ud af Brasilien og oprette gummiplantager i egne kolonier som Malaysia, hvorefter gummi kunne sælges til langt lavere priser. Herefter brød gummibaronernes eventyrlige rigmandsliv sammen.

Bytur med Teatro Amazonas

Vi havde formiddagen fri og benyttede den til at spadsere fra hotellet frem til pladsen Praca Sao Sebastiao, hvor kirken med samme navn ligger. Det er dog det helt enestående Teatro Amazonas (Manaus Opera), der er et af de flotteste bygningsværker fra gummibaronernes tid. Teatret blev indviet i 1896 og er i dag en af Amazon-regionens juveler. Verdens førende operasangere medvirkede i forestillingerne. En pompøs trappe fører op til den imponerende facade med søjler båret f en arkade. På toppen af teatret ses stor kuppel belagt med 36.000 kulørte keramikkakler importeret fra Alsace i Frankrig. Fra den søjleprydede foyer fører trapper op til teatersalen med plads til ca. 700 tilskuere. De tidligere jernstole på gulvet er udskiftet med stole i lokal jacarandatræ. På de tre gyldne etager er indrettet loger og hele vejen rundt ses figurer med forskellige kunstnernavne – komponister og forfattere – alle med græske masker. Lobbyen med spejle og italienske porcelænslamper er et kapitel for sig selv. Gulvet her er sammensat af tusinder stykker forskellige ædle træsorter fra Amazonas og er et mesterligt stykke håndværk som symboliserer mødet mellem Rio Negro og Amazonfloden. Fra lobbyen er der udgang til en terrasse. Der var ikke sparet på noget. Teatret stod tomt og forfaldt i 50 år, men blev gennemrenoveret i 2016.

Forbi kirke og mod havnen

Vi fortsatte vores byvandring og kom forbi flere kolonitidshuse. Ad Avenue 7. September kom vi frem til den højtliggende, dobbelttårnede kirke Matriz fra 1878, hvor der neden for de pompøse trapper ses et barokt springvand. Herfra er der kort afstand til havnen Porto Flutuante. På hjørnet ved havnen ligger en anden bygning fra gummibaronernes tid Alfandega – det tidligere toldhus - opført i 1906. De røde og gule mursten er importeret fra Skotland og tårnet har tidligere fungeret som fyrtårn.

På vejen ned til havneområdet blev vi stoppet af en kvinde fra det nærliggende turistkontor og advaret om ikke at bære guldhalskæde eller ure synligt, da der i havnen tidligere er sket overfald! Vi nøjedes med at tage et hurtigt foto af de dobbeltdækkede udflugtsbåde i havnen. På vejen tilbage mod hotellet passerede vi det specielle ur og kom forbi Provincial Palace, der tidligere var politiets hovedkvarter, men i dag huser flere forskellige museer.

Den kommunale markedsplads Adolpho Lisboa

På eftermiddagens fælles udflugt besøgtes operaen og vi kom forbi den imponerende villa Rio Negro Palace, der er et fint eksempel på gummibaronernes byggestil fra dengang Manaus blev kaldt ”Tropernes Paris”. I dag rummer bygningen et kulturcenter med udstillinger, musik, dans og teater. Vi besøgte ikke stedet, men kørte direkte til den kommunale markedsplads Adolpho Lisboa. Markedet er bygget mellem 1880-83 og er et fint eksempel på art nouveau stilen opført i en jernkonstruktion. Her er der naturligvis mulighed for at købe alt fra tøj til kød, frugt og krydderier samt souvenir.

På floderne mod Juma Amazon Lodge

Næste dag kørte vi med bus til en færgehavn lidt uden for Manaus centrum og kom sammen med vores bagage ombord på en overdækket motorbåd reserveret til os. Den 2.250 km. lange flod Rio Negro (Den Sorte Flod) har sit udspring i Columbia og løber forbi Manaus, hvor den støder sammen med Rio Solimoes og bliver til Verdens vandrigeste flod Rio Amazonas. Den samlede Amazonflod har sit udspring i Andesbjergene i Peru og strækker sig 6.500 km før den løber ud i Atlanterhavet. Et stykke ude på floden ses et ejendommeligt fænomen- ”Hvor floderne mødes”. På en strækning på ca. seks km. løber Rio Negros sorte vand parallelt med det mere klare vand fra Solimoes-floden før det blandes. Holder man hånden ned i vandet, mens man gennemsejler det, mærker man, at det sorte vand er varmere end det klare, hvilket skyldes at sort vand bedre opfanger solens varme. De forskellige farver skyldes det materiale som floderne medbringer samt bundforholdene.

Vi ankom til en større ø, hvor vi havde godt en times bustransport, før vi atter skulle med motorbåd de sidste 22 km gennem det store vådområde til Juma Amazon Lodge, der ligger i alt ca. 100 km. sydøst for Manaus – en transporttid på i alt ca. tre timer.

Fisketur på Rio Juma

Efter frokost på lodgen sejler vi ud på vores første eventyrlige oplevelse. I motorbåde sejler vi gennem det store vådområde, hvor træerne vokser i vandet og står som en tæt mur mod den tropiske regnskov. Vi finder et sted, hvor vi kan fiske og den medbragte agn – råt kød – sættes på fiskekrogene. Vi forsøger at fange de glubske piratfisk (pirajaer), der med deres skarpe tænder er kendt for at kunne flænse et væsen på sekunder! Flere gange er fiskene ved at bide på krogen, men de er skrappe til at æde agnen uden at bide på. Efter nogle forsøg lykkedes det dog at fange nogle stykker, så vi kan iagttage deres grumme tandsæt. Fiskene der er omkring 10-15 cm. lange sættes ud igen.

Midt på søen – uden piratfisk og kaimaner – kan de ”modige” svømme sig en tur, inden vi vender tilbage til lodgen, hvor eftermiddagskaffe og et udvalg af kager venter.

På opdagelse i regnskoven

Denne dag byder på nye oplevelser i regnskoven og mens vi sejler til udgangspunktet for dagens vandretur, spejder vi efter fugle. Faktisk er her ikke mange fugle, hvilket skyldes flodens mørke vand og de sure jordbundsforhold som findes her. Æg fra insekter - bl.a. myg – kan ikke udvikles i dette område, hvorfor her kun er ganske få insekter – og derfor heller ikke mange fugle. Selv så vi ikke en eneste myg!

Fremme i skoven fortæller lokalguiden om de forskellige træer vi passerer, lige som vi får lov til at lugte og smage på diverse krydderurter og bark fra træer. Vi ser høje mahognitræer, hvorledes der udvindes latex fra gummitræer og hører om den giftsaft som skaffes fra visse lianer. I dette område findes ingen giftpilefrøer, så de indfødte benyttede denne gift på deres pile når de gik på jagt. Giften dræbte ikke dyret, men bedøvede det, så det faldt ned fra træerne og kunne slagtes. Amazonas regnskov har så mange medicinske plantearter, som den hvide lægevidenskab kun har en brøkdel viden om i forhold til de lokale indianere.

Efter frokost arrangeres en fugletur på vandet og vi er heldige at se et par araer – den største papegøjeart – fouragere i et højt træ, ligesom vi ser en tukan med sit store næb. Det er overvejende fugle der lever af fisk, som ørne og isfugle samt visse måger og terner vi ser i dette område.

Samme aften efter middagen, hvor solen for længst er gået ned og nattens lyde af syngende cikader og frøer har taget over, sejler vi ud for at finde kaimaner (Sydafrikas alligator). Med lygte kan vi spejde efter de lysende øjne i vandoverfladen. Vi sejler ind til bredden, hvor vores lokalguide fanger en ca. tre uger gammel kaimanunge – med hænderne. Vi hører om kaimanens liv og hvorledes kaimaner – i modsætning til krokodiller - ikke jager under vandet, men normalt ligger ved flodbredden og fanger sit bytte der. Hvor krokodiller snor sig om sit bytte, vrikker kaimaner fra side til side for at flå sit større bytte. Nogle kaimaner er i stand til at slå fisk op fra vandet med halen og så æde dem.

501 Lille kaiman Amazonas Brasilien IMG_7820.JPG
Håndfanget lille kaiman

Picnic i våd regnskov

Så kommer regnen. Ikke bare en byge, men kaskader af vand vælter ned og trommer på vores palmedækkede tag, mens himlen oplyses af lyn og tordenen buldrer hen over regnskoven. Brasiliens vinter, dvs. regntiden, varer normalt fra marts til og med maj, hvor det regner jævnligt. Denne dag regner det uafbrudt i mere end 12 timer fra midnat til hen på eftermiddagen. Formiddagens vandretur i skoven må derfor udskydes og omlægges, da den sti vi skulle vandre ad, nærmest er en knædyb bæk. Iført regntøj og vandtætte sko (lodgen udleverer ikke gummistøvler, som vi har oplevet andre steder i Amazonas), leder vores lokalguide os gennem den våde skov på en anden mindre våd sti. Men vandet undgår vi ikke og det er naturligvis en helt speciel oplevelse at vandre i en våd regnskov med andre dufte og andre lyde. Herefter sejles vi til et særligt picnicområde, der er indrettet på en højtliggende og overdækket træterrasse midt i regnskoven, hvor lodgens medarbejdere har tilberedt en superlækker og meget saftig fisk til os.

Hos lokal familie

Eftermiddagen byder atter på tørvejr og med den høje fugtighed og 30 graders varme er det en velsignelse at komme ud på vandet igen. Denne gang sættes kurs mod en lokal familie som lever af sit landbrug. Vi ser det beskedne hus og bonden viser os sit landbrug som bl.a. består af cassavaplanter (der også kaldes maniok), ananas, sukkerrør, chili og en helt række andre krydderurter. Vi får demonstreret hvorledes den giftige cassavarod gøres til spiselig cassavamel gennem en særlig proces med at fjerne skallen, rive roden og derefter koge den i flere timer. Cassavamel er en af områdets vigtigste ressourcer og langt den meste handel foregår som byttehandler uden penge. 

Det er ikke alle lokale som ønsker kontakt med omverdenen. Der er endnu områder i Amazonas, hvor de indfødte indianere ønsker at leve i fredede reservater, hvortil ingen andre har adgang. Vover man sig alligevel derind, risikerer man at komme ud derfra med en pil i brystet! 

Et af regnskovens største træer

Den sidste dag på lodgen sejler vi ud for at se et sumauma-træ, der siges at være 1.600 år gammelt og 40 meter højt. Kronen kan vi ikke se, men omkredsen er flere på meter. Samme eftermiddag demonstrerer nogle af lokalguiderne, hvorledes man fletter babassupalmens blade til forskelligt kunsthåndværk – kongekroner, buer og græshopper. Naturligvis skal vi også selv prøve.

700 Stort sumaumatræ Amazonas Brasilien IMG_7853.JPG
Stort sumaumatræ

Efter sidste overnatning i Amazonas tager vi samme vej tilbage mod Manaus og besøger undervejs et fiskeopdræt, hvor man opdrætter ”Amazonas monster” - den op til tre meter lange pirarucu-fisk, der er Verdens største ferskvandsfisk og kan veje op til 350 kg.

Fra Manaus flyver vi mod Iguazu - Verdens største vandfald.

800 Pirarucu fisk Amazonas Brasilien IMG_7899.JPG
Pirarucu-fisk - Amazonas monster