Under buerne i Arches National Park, Utah, USA
Log ind Log ind
Under buerne i Arches National Park

Under buerne i Arches National Park

Lidt nord for Moab i staten Utah ligger en af de smukkeste og mest spændende nationalparker i USA - Arches National Park - der har fået navn efter de mere end 2.500 naturskabte sandstensbuer som findes her.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Arches National Park

Igen møder vi landskaber, der er skabt af erosion fra vand, vind og vejr gennem mere end 100 millioner af år. Forunderlige klippeformationer og sandstensbuer er det vi skal opleve, da vi dels holder fotostop, men også har mulighed for at vandre ture i området. For at man medregner klippeformationen som en bue, skal den være mindst én meter i spændet fra fod til fod - og her har den længste bue et spænd på 93 meter. Naturligvis er buerne under fortsat erosion og man ved aldrig, hvornår de kollapser. Vi er derfor yderst forsigtige, når vi går under buerne.
Allerede umiddelbart efter indgangen ser vi ejendommelige klippeformationer som The Tree Gossips (De Tre Sladresøstre), Sheep Rock (Fåreklippen) og andre. Lidt længere fremme ses den 39 meter høje Balanced Rock - og man tror ikke sine egne øjne, når man ser en kæmpesten hvile på kanten af en klippesøjle og balancere uden at falde ned!

The Tree Gossips (De Tre Sladresøstre) i Arches National Park

The Tree Gossips (De Tre Sladresøstre) i Arches National Park

Landscape Arch og buerne i Devils Garden

Startstedet for vandreruten er ved Devils Garden. Det er en vanskelig rute på ca. 11,6 km. så vi spadserer derfor ikke hele vejen rundt, men får et glimrende indtryk af det tørrer og afvekslende landskab ved "blot" at vandre de to kilometer ind til nationalparkens største bue - Landscape Arch - og tilbage. Et stykke inde ad den sandede sti rejser klipperne sig stejlt på begge sider og her er indgangen til Devils Garden. Et par mule deer (storøret hjorte) går uforstyrret langs klippesiden og da vi har passeret klipperne, åbner Djævlens Have sig. Et skilt viser vejen frem til Landscape Arch, som må siges at være imponerende - 32 meter fri højde under buen, der spænder 93 meter. Så opdager vi hvor små vi egentligt er! I 1991 faldt et ca. 18 meter langt og tre meter bredt og en meter tykt klippestykke ned fra buen, som derved blev endnu tyndere.
Inden vi er tilbage ved bussen ser vi både Pine Tree Arch og Tunnel Arch.

Vandretur i  Arches National Park

Vandretur i Arches National Park

Delicate Arch set fra Upper Viewpoint

Næste stop ligger omkring 10 km. fra Devils Garden ved et udsigtspunkt som kaldes Lower Delicate Arch Viewpoint. I mellemtiden er temperaturen sneget sig op på behagelige 28 grader C. og et bedre vejr til en vandretur i naturen kan ikke forlanges. Man kan spadsere helt frem til den enestående bue som kaldes Delicate Arch, men det er en svær vandretur på 4,8 km. og med en højdestigning på 148 meter - og med garanti for sved på panden! Vi vælger i stedet den "nemme" løsning med at vandre omkring 800 meter med en højdestigning på 91 meter til Upper Delicate Arch Viewpoint - og har derfra et glimrende udsyn over til dette statssymbol.
Delicate Arch, der står på toppen af en flad klippetop, regnes for den ypperste af de mange buer og er blandt andet afbilledet på Utahs nummerplader og på frimærker. Da den olympiske ild var på vej til Salt Lake City forud for Vinter OL i 2002, gik ruten for OL-faklen gennem Delicate Arch.

Op mod Upper Delicate Arch Viewpoint

Op mod Upper Delicate Arch Viewpoint

Dubble Arch - et spektakulært naturlandskab

Atter skal vi ud at køre nogle kilometer for at komme til næste vandreområde ved The Windows Section. Men vi starter med at gå de 800 meter frem til en af de mere spektakulære bue vi ser - Dubble Arch. Faktisk er det to buer som er "sammenvokset" ved den ene fod.

Umiddelbart ser der ikke ud til at være meget dyreliv i denne sandstensørken, men faktisk er der noget at se på. Vi holder konstant øje med stien og vil nødig komme for tæt på en klapperslange - og dem møder vi heldigvis heller ikke. Derimod får vi få øje på flotte øgler og forskellige småfugle.

På  vej mod Dubble Arch

På vej mod Dubble Arch

Frokost ved The Windows Section

I modsat retning ligger Turrent Arch - en meget højliggende bue, hvorfra der er vid udsigt ud over landskabet. Men også til de to vinduer North Window og South Window, der ligger i forlængelse af hinanden. Vi finder et spor og vandrer om på den anden side af vinduerne og finder et sted hvor vi kan spise vores medbragte madpakker - i øvrigt med en pragtfuld udsigt udover det lavere liggende landskab. Det burde være enhver forundt at se dette fantastiske landskab.  

Mod Turret Arch

Mod Turret Arch

Og så er det slet ikke slut endnu, for efter atter at have tilbragt en eftermiddag og nat i Moab besøger vi Navajo-indianerne i Monument Valley. 

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Albatros Travel

Turistinformation: USA