Oplev det magiske efterår i New England, Massachusetts og Boston
Log ind Log ind
Oplev det magiske efterår i New England, Massachusetts og Boston

Oplev det magiske efterår i New England, Massachusetts og Boston

Det nordøstlige USA er en af USAs mest interessante rejsedestinationer og du glemmer aldrig oplevelsen i New England klædt i efterårets strålende farveglans. Det var netop her, at de første pionerer slog sig ned og begyndte koloniseringen af USA og det var herfra at Den Amerikanske Frihedsbevægelse spirede.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Boston - et perfekt udgangspunkt

Når du skal rejse rundt i denne del af USA, så er Boston er fremragende udgangspunkt og husk også at sætte tid af til at opleve den historiske storby, der overrasker de fleste.

USS Constitution - et gammelt krigsskib

I Charlestown kan du besøge Amerikas ældste og endnu flydende krigsskib USS Constitution, som blev søsat i 1797 og navngivet efter USA’s grundlov af landets første præsident George Washington. Vi er på militært område, så vi skal vise id (pas eller kørekort med billede) og gennem security for at komme ind på skibet. Et utal af snore løber op til de tre master og på dækket ses enkelte kanoner. De fleste kanoner står på næste dæk og på dækket længere nede er mandskabsrummet med deres hængekøjer. Her er også mulighed for at se befalingsmændenes lukaf samt et kik til kaptajnens gemakker. Kælenavnet ”Old Ironside” fik den tremastede fregat i 1812-krigen mod briterne, som så deres kanonkugler prelle af skibets jernsider. USS Constitution har vundet 42 søslag og aldrig tabt et slag eller blevet beslaglagt.

USS Constitution

USS Constitution

I Charlestown Navy Yard ligger også USS Cassin Young - en fregat der deltog i stillehavskrigen under anden verdenskrig og senere i koreakrigen i 1950’erne. Vi besøger skibet, inden vi afslutter besøget på det tilhørende skibsmuseum.

USS Cassin Young

USS Cassin Young

Afstikker til byen Salem - en time fra Boston

Ca. en times kørsel nordpå fra Boston ligger den lille by Salem, der blev grundlagt i 1626. her finder du et af USAs bedste kunstmuseer: Peabody Essex Museum. Udover egne utrolig flotte samlinger (nutidskunst, maritim kunst, oceanic kunst, kinesisk kunst, japansk kunst, traditionel - og nutidig indiansk kunst, m.v.), rummer museet, som noget helt unikt, et kinesiske hus fra 1800-tallet, som indtil 1960 var beboet i Kina. Huset blev skænket til museet, og man rev det ned stump for stump og fragtede det til Salem, hvor det blev opført i museet præcis som det engang stod. Huset giver en meget sandfærdig fremstilling af livet hos en almindelig familie i Kina. 
Ønsker du overnatning i Salem, så overvej byens stolthed - et af USA’s fine gamle historiske hoteller - Hawthorne Hotellet. Hotellet er dedikeret Nathaniel Hawthorne, som litteraturelskerne vil vide i 1851 skrev The House of the Seven Gables, en klassiker i amerikansk litteratur. 

Byen er også kendt for den berygtede heksejagt, som medførte at 200 uskyldige mennesker fra byen blev anklaget for at være hekse. 150 blev fængslet og heraf blev 20 dømt og henrettet i 1692 – 19 hængt og en stenet til døde. Du kan følge The Witch Trail gennem byen. Start f.eks. i gågaden Essex Street med mange souvenirbutikker og spadserer så til byens ældste kirkegård fra 1637 - Old Burying Point Cemetery. Ved mindesmærket for de dræbte hekse er deres navne hugget ind i hver sin granitsten. Du kommer også forbi det gamle rådhus og ud til et såkaldt heksehus fra 1675, der var hjem for dommer Jonathan Corwin, som deltog i retssagerne. Sporet går forbi flere museer bl.a. Witch Dungon Museum og tilbage til Essex Street. Men Salem har meget andet end heksehistorier at byde på f.eks. den levende havnefront.

Heksebyen Salem

Heksebyen Salem

Cape Ann

Vi fortsætter ud til kysten på halvøen Cape Ann og stopper lidt uden for fiskerbyen Gloucester, hvor der på kystpromenaden ses en statue af en fiskerkone med sine børn skue ud efter sin mand på havet. Længere ind mod byen kommer vi forbi et mindesmærke for de fiskere som er omkommet på havet. Inde i byen er det havnen som dominerer og her er det hummerfiskeriet som er hovedfiskeriet. Herfra sendes friske hummere til mange andre byer i landet.

Fiskerkone med børn i Gloucester

Fiskerkone med børn i Gloucester

Vi fortsætter med bus til Rockport der er grundlagt i 1690 og får et længere ophold i denne fiskeriby, der har en af New Englands mest malede og fotograferede fiskehytter liggende på kajen lidt ude i havnen. Populært kaldt ”Motiv nr.1” Men byen har tillige en lang række skønne, pittoreske huse som rummer diverse kunsthåndværkere – bl.a. kunstmalere, sølvsmede og tøjdesignere. Her er caféer og restauranter som vi benytter til at få lidt frokost. Samme eftermiddag fortsætter vi mod klippekyst og ørken i staten Maine.

Fiskeskur i Rockport

Fiskeskur i Rockport

Pionerer i New England - historien om de første opdagelsesrejsende

Da de allerførste opdagelsesrejsende udforskede New England i 1500-årene, havde der allerede i tusindvis af år levet indfødte – som vi kalder indianere. De var kommet fra Asien via Beringstrædet og havde i Amerika spredt sig i alle retninger. Man regner med at der levede omkring 20.000 indianere i Maine-området og omkring 60.000 fra forskellige stammer i New England, da pionererne fra Europa tog hertil i 1600-årene. Der var flere tilløb til at starte som nybyggere. I 1607 sejlede 100 kolonister fra Plymouth i England og kom efter tre måneder på havet til kysten i Maine. De byggede et fort, men netop denne vinter var ekstrem hård med kulde og stort snefald. Jagten slog fejl og ferskvand var der ikke nok af, så kolonien, der blev kaldt Popham Colony, blev forladt året efter. Den første permanente kolonisering skete, da 102 pionerer kom med skibet Mayflower i september 1620. Skibet lagde til ved nutidens Provincetown på spidsen af Cape Cod og selv om man fandt rigeligt med drikkevand, opdagede man hurtigt, at dette vindblæste sted stort set kun bestod af sand som ikke var velegnet til at dyrke noget i. 

Model af skibet Mayflower, der bragte de første udvandrere fra Plymouth i England til Plymouth-kolonien i Massachusetts.

Model af skibet Mayflower, der bragte de første udvandrere fra Plymouth i England til Plymouth-kolonien i Massachusetts.

Efter blot fem uger sejlede Mayflower længere nordpå til nutidens Plymouth, hvor pionererne slog sig ned. Inden for det første år bukkede halvdelen af de nyankomne under for vinterens kulde, men de øvrige overvandt strabadserne bl.a. med hjælp fra de lokale indianere. F.eks. var det med hjælp fra indianeren Massasoit (1581-1661) der var høvding i Wampanoag-stammen, at pionererne lærte at jage og dyrke forskellige afgrøder, ligesom han var med til at indgå en traktat med pionererne om at leve i fordragelighed og ikke bekrige hinanden. Koloniseringen var begyndt. De første pionerer var flygtet fra de kristelige omvæltninger i England, hvor Henrik VIII havde brudt med den katolske pave og i Tyskland havde protestantismen spredt sig, så der opstod flere religiøse retninger som var mere eller mindre forfulgt. Bl.a. englænderne søgte et fristed i Holland, men indså at fremtiden med religiøs frihed måtte ligge i det ukendte Amerika.

Indianeren Massasoit, som her står i den hyggelige by Plymouth.

Indianeren Massasoit, som her står i den hyggelige by Plymouth.

Thanksgiven fejres hvert år den fjerde torsdag i november

Allerede året efter pionerernes ankomst lykkedes det at få en god høst, hvilket blev fejret med den første taksigelsesfest – Thanksgiven var grundlagt og fejres hvert år den fjerde torsdag i november. I de efterfølgende årtier kom flere og flere kolonister til New England og i begyndelsen samarbejdede man fint med indianerne. Kolonisterne kom fra andre dele af Storbritannien (Irland, Skotland) og fra lande som Holland og Tyskland m.fl. og efterhånden som kolonisterne blev flere og flere rykkede de videre langs kysten, men også ind i landet og konkurrencen med indianerne om landområderne medførte den første krig mod Pequot-stamme i 1637, som næsten tilintetgjorde stammen. Værre var det, at europærerne havde sygdomme med som indianerne ikke var immune over for, hvilket medførte at op mod 90 procent af de indfødte døde af kopper, mæslinger, tuberkulose og byldepest.

Columbia Point i bydelen Corchester

På den lille halvø ved udmundingen af Boston havn ligger en arkitektonisk perle tegnet af den verdensberømte kinesisk/amerikansk arkitekt I. M. Pei (bl.a. kendt for renovering af Louvre i Paris). Her ligger John F. Kennedy Bibliotek og MuseumDen kridhvide bygning med lige og buede hjørner er suppleret med en sort stålkonstruktion med mørke ruder. Indvendigt er er den store glaspavillon med en højde på ca. 35 meter et kapitel for sig selv og her hænger et kæmpemæssigt amerikansk flag. 

Bygningen er rammen om John F. Kennedy Presidential Library and Museum, som beskriver USA’ 35 præsident fra hans barndom i Massachusetts til hans brutale død i Dallas i 1963. Kennedy (1917-1963) forstod betydningen af 1960’ernes nye medier og udover billeder ses videoer med hans berømte tv-taler. Vi kan følge valgkampen mellem demokraternes Kennedy og republikanernes Nixon, indsættelsen i 1961 og se scener fra hans liv sammen med sin hustru Jacqueline Kennedy. Naturligvis er hans brødre Robert og Edward også omtalt. I et af lokalerne ses en model af det ovale værelse fra Det Hvide Hus i Washington DC, som det så ud på Kennedys tid. I nederste etage ses en udstilling om forfatteren og nobelprismodtageren Ernest Henmningway. Er der tid, så spadser en tur langs vandet på The Harbor Walk og nyd udsigten ind mod byens højhuse

Kennedy Bibliotek og Museum i bydelen Corchester.

Kennedy Bibliotek og Museum i bydelen Corchester.

Rundrejsen i New England fortsætter langs klippekysten i Maine.

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: USA