En lille bid af The Big Apple, New York - tips til oplevelser
Log ind Log ind
En lille bid af The Big Apple, New York - tips til oplevelser

En lille bid af The Big Apple, New York - tips til oplevelser

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser

New York er ikke unde grund en af verdens mest kontrastfyldte byer, som kan opleves på mange måder. Vi har samlet nogle af oplevelser i denne artikel.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Rejsen til Amerika

Rejsen på tværs af USA foregår i luksusbus og tager tre uger, så der bliver en del kørsel gennem dette store land. Formålet er da også at få et førstehåndsindtryk af de store byer, den fantastiske natur, høre om Amerikas historie og kultur - og ikke mindst få en fornemmelse af landets størrelse og samle inspiration til at dykke dybere ned i de områder som er interessante  - ikke mindst med henblik på de næste rejser til USA.
Det har været en lang dag og landede først først på aftenen  i New York og kørte direkte til det centralt beliggende Hotel Wellington på Manhattan. Et ældre, lidt slidt hotel med 600 værelser fordelt på 16 etager og med en øredøvende larm fra luftkonditioneringsanlæggene, der forstærkedes af en indvendig skakt, som vi havde "udsigt" til. Men vi har som altid husket ørepropper, så vi får en god nats søvn. 

Ankomst til Hotel Wellington på Manhattan i New York City

Ankomst til Hotel Wellington på Manhattan i New York City

New York City

Du møder dem alle sammen - hvide, sorte, røde, gule, latinoer og andre blandede racer. Her er kristne, jøder, muslimer, hinduer og buddhister. Her er høje og lave, tynde og smækfede amerikanere. Og de er mange der bevæger sig ad de snorlige gader som løber vinkelret på hinanden her på Manhattan. Mange har travlt som kontormanden, der næsten kommer løbende med sin kaffe i det tillukkede papbæger fra Starbuck Café, mens andre blot slentrer i takt med menneskemængden foran dem. Intet under at her føles lidt "crowded" mellem de høje skyskrabere i stål og glas plastret til med reklameskilte, for her bor omkring 8,5 mio. mennesker i New York City, som hvert år besøges af omkring 50 mio. turister. Langt de fleste bor dog uden for centrum, da det kun er de færreste, men de rigeste, som kan betale en ekstrem dyr husleje for at bo nær Central Park, hvor de dyreste boliger ligger. De mange mennesker som arbejder på Manhattan kommer kørende hertil i deres biler - oftest med kun en person i hver. Her findes offentlige transportmidler bl.a. metroen som er effektiv - men de fleste amerikanerne foretrækker den uundværlige bil. Og så er her utallige gule taxaer, der, sammen med de hylende sirener fra New York Police Departments biler, blander sig i trafikken. Det giver naturligvis en intens trafik i de ensrettede gader som kun langsomt afvikles - også fordi der i næsten ethvert gadekryds er lyskurve, som ikke er synkroniserede og som derfor konstant stopper trafikken. 

Seventh Avenue på Manhattan

Seventh Avenue på Manhattan

Bustur på Manhattan

Efter indtagelse af en simpel amerikansk morgenmad i en nærliggende  mexicansk drevet café er vi klar til dagens bustur rundt på Manhattan. Første stop er Lincoln Center, hvor bygningerne huser New York City Ballet, Metropolitan Opera, Koncerthuset med New York Philharmonic Orchestra m.m. Kig ind i The MET’s foyer og spadserer forbi The Juilliard School. Lincoln Centret er bygget på vestsiden af Central Park, hvor der tidligere var en del slumkvarterer bl.a. beboet af puertoricanerne som førte bandekrige mod andre bydele, hvilket er udødeliggjort i Leonard Bernsteins musical West Side Story, der netop foregår her.
Rundturen fortsætter ad Eight Avenue forbi Upper West Side langs vestsiden af byens store åndehul Central Park og kommer forbi det hus, hvor eks-beatlen John Lennon i 1980 blev skudt foran sit hjem i Dakotabygningen på 72. gade.

Lincoln Center med New York City Ballet

Lincoln Center med New York City Ballet

Gennem Harlem

Nord for parken ligger Harlem-kvarteret der tidligere var berygtet for den store kriminalitet blandt de mange afroamerikanere som boede her, hvor en hvid ikke skulle forvilde sig ind, hvis han/hun havde livet kært. Men den tid er forbi, og i dag er stedet nærmest kult at bo i og har da også en lang række kulturelle tilbud at tilbyde. Bl.a. jazzklubber, gospel i kirkerne og ikke mindst det berømte Apollo Teater, hvor kunstnere som Diana Ross og Michael Jackson fik deres gennembrud. Også præsident Clinton bidrog til udviklingen ved at flytte sit kontor til denne bydel. 

Fint skal det være

På østsiden af Central Park løber Fifth Avenue, hvor der ligger mange museer, og gaden fortsætter sydover med nogle af verdens dyreste forretninger som f.eks. Gucci, Chanel, Louis Vuitton, Hugo Boss og mange flere - mest beregnet for de som ellers ikke aner hvad de skal bruge deres penge til. Det siges, at man i de fineste forretninger henvises til døren, hvis man spørger om prisen!

Kirke mellem skyskrabere på Fifth Avenue

Kirke mellem skyskrabere på Fifth Avenue

Stop op ved Tump Tower for at se dette fantastiske bygningsværk der stod færdigt i 1983 og er blandt de mest besøgte i New York City. Det var forretningsmanden og entreprenøren Donald J. Trump (USA's præsident fra 1917 til 2021) som fik opført denne bygning bland mange andre og han har naturligvis indrettet en penthouselejlighed på nogle hundrede kvadratmeter på toppen af skyskraberen. Indvendigt er bygningen beklædt med farverige sandsten og på en af væggene løber såmænd et vandfald. Her er koncernens eksklusive kontorer, restauranter, caféer og dyre forretninger m.m.

Trump Tower med vandfald ned ad væggen

Trump Tower med vandfald ned ad væggen

Battery Park

Sidste stop på busturen gennem New York City er ved Battery Park på sydspidsen af Manhattan, hvorfra der er udsigt til statuen af Frihedsgudinden ude på Liberty Island. Frihedsgudinden var en gave fra Frankrig skabt af billedhuggeren Auguste Bartholdi (1834-1904). Det var på naboøen Ellis Island, at de mange immigranter fra Europa ankom, da det store indvandrerboom fandt sted i 1800-årene. Her er også fin udsigt til Jersey City i nabostaten New Jersey på den anden side af Hudson River. Herfra stammer Frank Sinatra, der i sangen New York New York kom med sloganet, "the city that never sleeps". 

Battery Park City

Battery Park City

Amerika befolkes

De første indvandrere på kontinentet kom via Beringstrædet og Alaska fra Asien for mellem 15.000 og 30.000 år siden. Disse folk spredte sig efterhånden ud over Nord- og Sydamerika og blev det, vi i dag kalder de indfødte indianere. Den første hvide, som så Amerika var Leif Eriksson (Leif den Lykkelige) der i 1003 kom til Vinland. Det var dog Christoffer Columbus der fik æren af at opdage Amerika i 1492, hvorefter de spanske conquistadorer erobrede Mellem- og Sydamerika. Spanierne rykkede senere nordpå i det vestligste Amerika og etablerede en række spanske missioner. Andre europærer - først og fremmest englændere - grundlagde Jamestown i kolonien Virginia i 1607. Men også irere, tyskere og franskmænd kom til i begyndelsen af 1600-årene.
Englænderne etablerede sig i det nordøstlige hjørne af kontinentet, som de kaldte New England. Franskmændene slog sig ned længere nordpå i det nuværende Canada samt vest for floden Mississippi. Det var dog hollænderne som i 1613 slog sig ned på øen ved Hudson-floden, hvor de for 24 dollars købte jorden af indianerne og kaldte stedet New Amsterdam - det senere New York City. 

Tower One i One World Trade Center stod færdigt i 2014

Tower One i One World Trade Center stod færdigt i 2014

Omkring Central Park 

Efter busturen kan du selv se mere af "The Big Apple" - et udtryk som har hæftet sig til New York og som stammer fra øgenavnet for førstepræmien i et hestevæddeløb. Men denne eftermiddag bliver det kun en lille bid af æblet. Det er let at finde rundt i New York City for alle avenuerne løber nord-syd og alle streets øst-vest. Hotel Wellington ligger på hjørnet af Seventh Avenue og 55. Street blot fem minutters gang fra Central Park. Hovedindgangen til parken i det sydvestlige hjørne ved Columbus Circle er prydet af en statue af general Sherman (1820-1891) med en engel og du kan følge det sydlige skel frem til Fifth Avenue.

Maine monument ved hovedindgangen til Central Park

Maine monument ved hovedindgangen til Central Park

Museums Mile

Langs parkens sydlige skel er det muligt at komme med hestedrosche rundt i parken, der er ca. fire km. lang og ca. 800 meter bred. Fifth Avenue kaldes også Museums Mile, hvor museer, kirker og dyre huse ligger skulder ved skulder på den ene side af avenuen og med Central Park på den anden. Blandt museerne kan nævnes kunstsamlingen Frick Collection, Metropolitan Museum of Art, Guggenheim Museum i en helt unik bygning, Det Jødiske Museum og mange flere.

Tur med hestevogn er populært

Tur med hestevogn er populært

Det grønne åndehul i New York City

Gå f.eks. nord om søen Jaqueline Kennedy Onassis Reservoir, hvorfra der er en fin udsigt ind mod skyskraberne i Down Town og højhusene, der omkranser Central Park. På turen møder du flere af de såkaldte hundeluftere. For medens adskillige dollars pr. hund, kan de, som ikke selv kan gå eller ikke har tid, betale sig fra selv at lufte deres hunde. Det er ofte studerende som ved f.eks. at lufte fire-fem hunde på én gang kan have en helt fin dagløn ved siden af studiet.

Fifth Avenue øst for Central Park

Fifth Avenue øst for Central Park

Naturhistorisk museum

På østsiden langs Eight Avenue ligger flere museer. Bl.a. American Museum of Natural History, hvor en statue af ekspræsident Theodore Roosevelt (1858-1919) flankeret af en indianer og en sort mand står foran indgangen. Roosevelt var en stor naturelsker og var bl.a. medvirkende til etablering af de første nationalparker i landet. Stik hoved indenfor, hvor du i den kæmpemæssige hall modtages af to dinosaurusskeletter. Er vejret været dårligt, er det absolut et af de museer, du kan bruge en helt dag på at studere. Men vejret er fint og det er tid til at betræde Broadway.

Naturhistorisk Museum

Naturhistorisk Museum

Rovdyret tyrannosaurus rex

Rovdyret tyrannosaurus rex

Teater- og film reklamer lyser op

Broadway på Manhattan er en undtagelse på mange måder. Den løber ikke vinkelret på andre gader, men skærer sig skråt gennem byen på tværs af avenuer og streets. Lysende og blikkende reklameskilte for bl.a. teatre og biografer ses overalt - specielt  på Times Square. Har du mødt mange mennesker tidligere på din tur, vil du her møde endnu flere. Mange har sat sig tilrette på en stor trappe og er parate til at stille sig i kø for at opnå billige billetter til en af aftenens mange forestillinger, hvor de usolgte sælges til halv pris.

Tæt på Times Square

Tæt på Times Square

New Yorks ældste skyskraber

Hvor Broadway krydser Fifth Aveneu ligger ikonet Flatiron Building fra 1902, der med sine 87 meter dengang var verdens højeste bygning, som netop kunne blive "klemt inde" mellem gaderne og fik denne strygejernsform. På den anden side af New Yorks ældste skyskraber ligger Madison Square Park og her ses de første grå egern - midt inde i denne larmende storby!

Flatiron Building - Manhattans første højhus

Flatiron Building - Manhattans første højhus

Andre kendte bygninger

Få meter herfra møder du Uncle Sam foran Empire State Building, som rejser sig med sine 102 etager fordelt på 443 meter. 
New York Public Library har en mere klassisk udformning med søjler og buer og ligger lidt indeklemt mellem højhusene, hvor det næste markante bygningsværk er Rockefeller Center. 

Uncle Sam

Uncle Sam

Empire State Building

Empire State Building

Fred i St. Patrick Cathedral

Den katolske domkirke St. Patrick Cathedral fra 1878 ligger lige på den anden side af avenuen. Her er en ophøjet ro, fri for gadernes larm. På vej tilbage mod hotellet passerer du Museet for Moderne Kunst - MOMA.

Kirkerummet i St. Patrick's Cathedral

Kirkerummet i St. Patrick's Cathedral

New York City - en by man aldrig bliver færdig med

Byens nyeste slogan "I love New York" kan vi fuldt tilslutte os. Her vil vi gerne bruge mere tid og vender sikkert tilbage for at opleve museerne og musikken, som er helt på niveau og måske bedre end mange andre steder i verden. 

Gadekunst nær Museum of Modern Art

Gadekunst nær Museum of Modern Art

Allerede i morgen fortsætter rundrejsen sydpå mod Philadelphia - hvor nationen blev født.

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: USA

Få meget mere Anne-Vibeke Rejser

Adgang til ALT indhold på AnneVibekeRejser.dk
Streaming af Tv-programmer i fuld længde - altid over 75 stk.
Næste online Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Tour de Mont Blanc
De bedste rejsetips i et nyhedsbrev ca. to gange hver måned
Næste online foredrag: Guide til Tour de Mont Blanc
Se og gense over 30 foredrag fra hele verden
Ja tak, lad mig se noget mere!
Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben