Historiske Route 66 fra Seligman til Oatman i Arizona
Log ind Log ind
Historiske Route 66 fra Seligman til Oatman i Arizona

Historiske Route 66 fra Seligman til Oatman i Arizona

Route 66 er en drøm for mange og med god grund. Route 66 er noget helt specielt og især den del, der går fra Seligman til vest for Oatman i The Black Mountains - begge byer ligger i Arizona.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

En god start på dagen

Når du skal opleve en af USA mest kendte ikoner Route 66, skal dagen også begynde på ægte amerikaner-maner. Vi har sovet på motel i nat og morgenmad bestående af æg, pølser, bagte bønner, bacon og stor balje kaffe på en ægte amerikansk morgenmadsrestaurant. Sådan så er vi klar. Maverne er fyldte og vi kan køre ud på Route 66. 

Route 66 går gennem otte stater

US Route 66, der går fra Chicago til Los Angeles, er også kendt som "Main Street of America" og uden tvivl den mest kendte landevej i USA. Den oprindelig rute var 3.945 km lang og gik gennem otte spændende stater som Kansas, Arizona og Californien. Den eksisterede 11. november 1926 til 27. juni 1985 og specielt i starten havde den en vigtig betydning for indvandrernes bevægelser vestpå. Dele af den vej, der gik gennem Illinois, Missouri, New Mexico og Arizona er i dag udpeget til "Historic Route 66".

Historic Route 66 er i dag

Historic Route 66 er den dag i dag et yndet besøgsmål, selvom mange af de klassiske steder er borte. Er du i den vestlige del af Arizona kan du opleve flere velbevarede dele af den gamle Route 66. Specielt hvis du tager den lidt tidskrævende tur op igennem Black Mountains til byen Oatmann, får du en skøn fornemmelse af, hvordan det var at transportere sig gennem USA i gamle dage. En stor kontrast til nutidens Interstates.  Oatman er en ægte wild west by med saloons, cowboys og skuddueller i gaderne og så er byen også kendt for sine mange fritgående æsler i gaderne.

Let at finde vej

Når først du har forladt motorvejen (Interstate) og kørt ind på Route 66, er det let at finde vej (der ikke så mange at vælge imellem). Skiltningen er god og du er aldrig i tvivl om, at du er på rette vej.

Seligman

Seligman er ikke noget stor by, men det er den første by på den meste interessante del af Historic Route 66. Her er der flere tankstationer, der er værd at besøge. Selvom de sælger det samme og det primært er souvenirs, så er det stemningen du skal gå efter.

Hackberry - et must på ruten

Skal du prioritere din tid skal du gå efter Hackberry General Store. Det sted er helt i top og må ikke misses. Der er så meget at se på for både børn og voksen indvendig som udvendig, og vil du have en souvenir med hjem, er dette sted perfekt. Her findes Route 66 souvenirs i alverdens afskygninger fra trusser til forklæder og nøgleringe. Der er altid kaffe på kanden og du får et god billede af, hvor det har været at stoppe på sin rejse i gamle dage.

Route 66 er også for børn

Har du børn i bilen er Route 66 også sjov, hvis du har set Disney filmen "Biler". Du kan tale om mange af scenerne fra filmen og finde både Lynet, Doc, Sally og Bumle. De er der alle sammen og det gør køreturen ekstra sjov for de små på bagsædet.

Black Mountains - det bedste stykke

Det bedste, men også det mest tidskrævende stykke, er Black Mountain. Det er hele turen værd. For det første fordi det er en flot naturoplevelse, men også fordi du kører på dårlig smal vej, der snor sig gennem bakkerne og på den måde får den optimale fornemmelse af, hvor tidskrævende rejsen også har været i gamle dage.

Sitgreaves Pass - over passet til Oatman

Ved Sitgreaves Pass godt 1.000 moh. er der holdeplads, så du kan komme ud af bilen eller autocamperen. Her får du en fantastisk udsigt både mod øst og vest. Nedkørslen mod Oatman er også en flot tur.

Oatman – velkommen til en anden verden

Oatman er faktisk en by, selvom man umiddelbart tror, at man er kommet til en filmkulisse eller en del af en forlystelsespark. Der er i den grad dømt det vilde vest med en bred hovedgade med de klassiske overdækkede fortove. Den tidligere guldgraver by er i dag fyldt med turister og souvenirbutikker. Byen blev grundlagt i 1906 og i midten af 1930´erne stoppede minedriften igen. Der var ikke mere guld.

Pas på de vilde æsler

De vilde æsler i gaderne er vilde og fredet. De har gået frit omkring siden de sidste guldgravere forlod byen. De er en herlig oplevelse, fordi de også går ind i butikkerne. Hvis de har et billede af en gulerod med et kryds over i panden, må de ikke fodres. Pas på de ikke sparker.

Skuddueller - ja den er god nok

Pludselig hører vi skud, råben og skrigen. En god gammeldag skudduel er i gang og to cowboys er i den grad uenige om en pose penge. Børnene kigger noget, da den ene pludselige falder død om. Heldigvis er det hele bare sjov og de kommer hen og taler med os bagefter. Jo stemningen er gennemført.

Det berømte hotel i Oatman

Clark Gable og Carole Lombard tilbragte deres bryllupsnat 18.3. 1939 på Oatman Hotel midt i byen. Du kan gå en tur rundt på egen hånd på hotellet, der er holdt i gammel stil og har sin hel egen atmosfære. Der er restaurant.

Vi kører videre

Vi ser utrolig mange på motorcykel. Det er den ultimative drøm for mange og giver en følelse af at cruise. En fantastisk måde at rejse på – bare der ikke er sandstorm i ørkenen, og det er der ind imellem. Turen gennem Black Mountains er tidkrævende, men det hele rejsen værd og klart den største oplevelse på turen. Oatman er en skæg oplevelse. Det hele er også omvejen værd.

Bagdad Cafe – sidste stop på vejen

Længere mod vest på vej mod Los Angeles kører vi igen væk fra Interstate for at besøge Bagdad Cafe. Her blev filmen af samme navn til. Hvis du ikke har set filmen, kan den virkelig anbefales. Og gerne inden du kører denne fantastiske del af Historic Route 66.