1760 DSC01779.JPG (1)

Grand Teton og Yellowstone National Park, Wyoming

Google Map...

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Tidsforskel: Fra 4 til 10 timer efter

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: USA

Colter Bay i Grand Teton National Park

Ved et af de mange udsigtspunkter betragter vi bjergkædens storhed med den højeste bjergtinde Grand Teton, 4.197 moh. samt Mount Owen, 3.940 moh. og Teton Gletsjeren nedenfor, der siden 1967 er blevet 15 procent mindre som følge af den globale opvarmning. Naturen er uendelig smuk med mange søer og floder som kontrast til de majestætiske bjerge. En af de helt store søer vi kører langs med er Jackson Lake og ved Colter Bay stopper vi også for at nyde den billedskønne udsigt. Stedet er opkaldt efter jægeren John Colter, der deltog i Lewis og Clark Ekspeditionen fra 1804 til 1806, og som senere udforskede Teton-bjergene (Læs mere om Lewis og Clark i en senere artikel).                                                                                               

Omkring Old Faithful i Yellowstone National Park

I denne berømte Nationalpark, der blev etableret som den første i verden i 1872, kører vi midt i verdens største aktive gejserområde. I virkeligheden er Yellowstone en caldera - et nedsunket vulkankrater med en gennemsnitshøjde på 2.438 moh. - som stammer fra eksplosionen af en supervulkan for millioner af år siden, men som stadig betragtes som aktiv. Vi fornemmer calderaens kant, da vi kører frem mod den mest berømte af alle gejserne Old Faithful.
Netop som vi ankommer til Old Faithful kan vi fra bussen se, at gejseren er i udbrud, hvilket sker omkring hvert 80. minut +-, så nu ved vi, at der er god tid til næste udbrud. Vi beslutter derfor at spadsere en tur bag om gejseren og over broen ved Firehole River og op på Geyser Hill for at betragte hele området omkring Old Faithful lidt fra oven.
Vi vælger at følge en anden vej tilbage og passerer derved Solitary Geyser, der springer godt en meter hvert femte - syvende minut.
Tilbage på plateauet følger vi de udlagte gangbroer og kommer helt tæt på boblende mudderpøle og farvestrålende kilder som sprøjter kogende vand op fra jordens indre. 
Vi når tilbage til Old Faithful netop som den er i udbrud og sender omkring 25.000 liter kogende vand i en op til 50 meter høj stråle, hvilket i alt varer omkring fem minutter - lidt forsinket, for man ved aldrig helt præcist, hvornår "Gamle Trofast" springer.                                                        .

Flere gejsere og kogende bassiner

Men området omkring Old Faithful er langtfra det eneste aktive gejserområde i Yellowstone National Park. Her findes omkring 10.000 hotspots med varmekilder og et par hundrede større og mindre gejsere. Vi stopper derfor også ved Biscuit Basin og Midway Geyser Basin, hvor vi ser de mest fantastiske farvekombinationer skabt af mineraler og bakterier som trives i det spilkogende vand.
Også ved Lower Geyser Basin er vi ude på brædderne og ser den aktive Great Fountain Geyser, inden vi sidst på dagen ankommer vi til vores hotel Gray Wolf Inn & Suites i West Yellowstone, der ligger et stenkast fra nationalparkens vestlige indgang i staten Montana.

Norris og Mammoth Hot Springs

Næste morgen er vi atter tilbage i nationalparken ser flere dyr langs vejen bl.a. bison og wapitihjorte, som her kaldes elk. 
Et kort stop ved Gibbon Falls, der løber gennem en af områdets mange kløfter og vi er fremme ved endnu et hotspot - Norris Geyser Basin. Udover kogende vandhuller og mindre kalkterrasser kan vi også iagttage, hvorledes naturen ændrer sig, når det kogende vand spreder sig ud over området og slår træer og andre vækster ihjel.
Efter flere fotostop bl.a. ved Swan Lake og Golden Gate med vandfald kører vi ned til Mammoth Hot Springs som er det største af de hotspots som findes i nationalparken. 
Monolitten Liberty Cap - også kaldt "Den Franske Hat" - ses ved indgangen til gejserområdet, hvor vi bruger længere tid til at se Lower - og Upper Terraces, som er overstrøet med de flotteste kalkbassiner.
Vi besøger den historiske by, som blev bygget til den amerikanske hær der i perioden 1886 til 1916 skulle beskytte de vilde dyr mod krybskytter. Et af de ældste træhuse er Carrier's Cabin fra 1885, som postbuddet Alden Roseborough boede i og bragte post til og fra Cook City ved den nordøstlige indgang. Mellem de gamle bygninger ligger Albright Visitor Center, der har en stor og interessant udstilling om dyrelivet i Yellowstone National Park og har man tid, skal man besøge stedet. Imponerende flot med de mange udstoppede dyr.
Vi kører herefter ud af den nordlige indgang til nationalparken og er allerede i staten Montana, hvor vi fortsætter mod nord til hovedstaden Helena.