IMG_4072.jpg

På krydstogt med Oasis of the Seas rundt i Caribien

Google Map...
Oasis of the Seas , Nassau

Oasis of the Seas var i mange år verdens største krydstogtskib. I dag hedder det Symphony of the Seas. I samme klasse findes også Allure of the Seas og Harmony of the Seas.

Rederi: Royal Caribbean Cruises Ltd

Byggeri færdiggjort: D. 28.10.2009

Jomfrurejse: D. 5.12.2009

Længde: 362 m

Bredde: 60,5 m 

Antal gæster: 5400 stk. (+ ca. 2.100 medarbejder)

Mere Information:
I vinterhavlåret sejler skibet i Caribien og i Middelhavet om sommeren.
Se også
Royal Caribbean Danmark

 

 

 

Krydstogt for hele familien

Der er mange der har fordomme om at krydstogt kun er for amerikanske enkefruer, men ombord på et skib som Oasis of the Seas, kan du sagtens have hele familien med, der er simpelthen noget for alle. Vi er to voksne og to børn. Mie er otte år og Mathias er ti år og det er deres første krydstogt.

Afsejling fra Florida - Dag 1

Der er noget særligt ved afsejlingen fra Ft. Lauderdale. Allerede på vej ud til krydstogtsterminalen, får du et godt indtryk af, at Oasis of the Seas er noget særligt – ganske enkelt fordi skibet er så imponerende stort. Ved ankomsten til den store krydstogtsterminal, bliver du taget imod med åbne arme, og det venlige personale står klar til at fragte ens bagage ombord. Efter et hurtigt check-in går man direkte ombord, og på trods af de op til 6200 passagerer, tager det ikke lang tid.

Passagerer fra hele verden

Ombord på skibet er der passagerer fra hele verden. Ialt 72 nationaliteter oplyser kaptajnen. Det samme gælder personalet, så du hører engelsk med alverdens dialekter – herligt, og servicen er derudover også helt i top. Den første aften går med at slentre rundt på skibet for at få lidt fornemmelse af alt det der findes. Det er heeeeelt vildt og vi glæder os til lære skibet bedre at kende i morgen. Bagagen er bragt til vores kahyt og maden venter i restauranten. Det kan næsten ikke blive lettere.

Fra Florida til Haiti – Dag 2

Første egentlige dag er en såkaldt Seaday, og det betyder, at vi sejler hele dagen. Vejret er perfekt – vi er jo i Caribien – så vi skal en tur i poolen. Oasis of the Seas har hele 21 pools fordelt over forskellige områder. Rundt omkring på skibets øverste dæk er der almindelige swimmingpools og spabade. Bagerst på skibet finder du det store aqua theatre, eller vandteater, hvor man på udvalgte aftener kan se udspringsshows. Poolen her er 5,7 meter dyb og den største på noget skib i verden. Platformene udspringerene hopper fra er placeret i 3, 10 og 18 meters højde. Imponerende. I H2O zonen er der nærmest indrettet et helt lille badeland til børnene, med sjove figurer, vandkarrusel og meget mere. Her finder man også en softice automat, hvor børnene selv kan tage al den softice, de kan spise.

Du kan bade 24/7

Forrest på skibet finder du et område kun for voksne, nemlig Solarium. Her er ingen adgang for børn under 16, så de voksne kan nyde poolen eller en af de to jacuzzier, der hænger ud over siden på skibet, så man rigtig kan nyde udsigten, i fred og ro. Hvis du skulle blive fristet til svømmetur om aftenen eller natten, kan du også sagtens komme til det. Selvfølgelig skal de forskellige pools rengøres, men det bliver gjort på skift, så du altid kan få dig en dukkert, eller nyde den caribiske nat, mens kroppen nænsomt bliver masseret af boblerne i jacuzzien.

Formal Night – frem med det pæne tøj - hvis du har lyst

Ombord på et krydstogts skib er der forskellig dresscode. I dagtimerne er det helt normalt med shorts og t-shirt, men om aftenen er det velanset at være lidt pænere påklædt. Der er masser af områder, hvor du kan gå i det tøj, du vil. Enkelte aftener skiller sig dog en smule mere ud, fordi der er "formal night" og der tager man pænt tøj på, hvis man kommer på de offentlige steder på skibet. Hjemme i kahytten kan du gøre, hvad du vil. 
Kaptajnen kommer frem på en gangbro og præsenterer officerer og personalet, og byder gæsterne velkommen ombord på skibet. Efter præsentationen kan du blive fotograferet sammen med kaptajnen, der på dette krydstogt hedder Trym og kommer fra Norge. Mange andre steder på skibet bliver der taget billeder af folk i deres fine påklædning, og der bliver hygget med champagne i baren.

Labadee i Haiti – Dag 3

Det er en smuk morgen og solen skinner fra en skyfri himmel, da skibet lægger til ved Labadee i den nordlige del af Haiti. Royal Caribbean har lejet halvøen af den haitianske regering, og siden 1986 har Royal Caribbean været den største drivkraft bag turismen i det ellers meget fattige land. Da jordskælvet ramte Haiti i december 2010, og dræbte mere end 300.000 mennesker, hjalp Royal Caribbean lokalbefolkningen ved at sejle nødhjælp ind med krydstogtskibene. Labadee er blevet udviklet specielt med krydstogtsturisterne for øje, og de lokale gør alt, hvad de kan for at skabe en livlig, men stadig afslappet stemning, på den lille halvø. På begge sider af landtangen finder du smukke badestrande, og længere inde i landet rejser klippevæggene sig elegant. Det er varmt, meget varmt, da vi går i land for at udforske den lille halvø med de smukke strande nærmere. Der er allerede mange der har indtaget solsengene og hængekøjerne helt ned til vandet.

En af de vildeste svævebaner i verden

Vandsport er en åbenlys mulighed. Du kan f.eks. sejle i kajak eller prøve en tur på Jetski, men de mere rolige aktiviteter, som f.eks. yoga-lektioner på stranden findes også. For de lidt mere aktive bliver der spillet beach volley og basketball, mens lokale bands skaber en hyggelig caribisk stemning. Jeg skal til gengæld højt til vejrs. Efter en grundig sikkerhedsinstruktion bliver jeg kørt op til toppen af en af de nærliggende klipper. Her begynder nemlig en af de vildeste svævebaner i verden. Fra toppen af klippen er der langt ned, helt præcis 150 meter, og udsigten er enestående. På platformen til den 800 meter lange tur, der hele vejen foregår over vandet, bliver du hægtet på svævebanen, hvorefter det går derudaf med op til 70-80 km/t. En helt vild oplevelse!

Jamaica – Dag 4

Skibet lægger til ved Falmouth, på den nordlige del af Jamaica, og selvfølgelig kan vi på ingen måde nå at se ret meget på en dag, men vi kan få en lille smagsprøve af landet. Oprindeligt var Falmouth en vigtig by inden for sukker- rom- og slavehandel og idag er Jamaica stadig en stor eksportør af rom. En populær souvenir fra øen, er derfor også en flaske god Jamaica rom, der kan købes billigt i den toldfrie del af krydstogtshavnen, hvor du også kan finde spændende lokale håndværk og beklædningsgenstande. Her kan du også smage det lokale Jerky eller slukke tørsten i mælken fra en frisk kokosnød. Når du bevæger dig uden for krydstogtshavnen, kommer du direkte ud til Falmouth by, der hovedsageligt består af historiske bygninger. Mange af de gamle bygninger er helt tilbage fra starten af 1800 tallet. 

Helikopter, vandfald og delfiner

Jamaica er en meget grøn ø. En måde at opleve hvor frodige øen er, er at se det hele lidt fra oven, på en udflugt med helikopter. Fra helikopteren kan du virkelig se, hvor grønt der er. Mange steder ser du kun lige enkelte huse stikke op mellem træerne, som små øer i et grønt hav.Helikopteren flyver også et smut henover Oasis of the Seas, så du kan se skibet fra en helt ny vinkel. Hun er ikke mindre spektakulær set oppe fra. På Jamaica er der i det hele taget arrangeret mange forskellige udflugter, blandt andet historiske rundvisninger, og du kan også komme på en tur op ad de berømte Dunns River Falls vandfald, der ligger smukt omkranset af skov.
Ved Dolphin Cove kan du også svømme med delfinerne. Efter et lille show får vi lov at komme i vandet, hvor de legesyge dyr, kommer hen og hilser, med kys og vandsprøjt. Vi får også lov til at prøve at blive trukket gennem vandet af delfinerne. Det er en stor oplevelse.
Dunn Falls Jamaica

Fra Jamaica til Mexico – dag 5

I dag skal vi igen sejle på havet hele dagen. Vi sejler tæt forbi Cuba, men ellers ser vi ikke land denne dag. Vi nyder til gengæld udsigten og alle aktiviteterne om bord. Vi må også indse at vi ikke kan nå det hele på en uge, men det gør ikke noget. Vi når det vi når. På sportsdækket finder du mange aktiviteter. Der er udover den populære boldbane, også mulighed for at komme op i højderne, på den 14m høje klatrevæg. 8 etager over boardwalken kan du også få udfordret højdeskrækken med en svævebane. Godt nok er den ikke så højt oppe som på Labadee, men man kan stadig føle adrenalinsuset. Bagerst på sportsdækket finder du to surfsimulatore, der virkelig udfordrer balancen. Skulle det mod forventning blive dårligt vejr, kan børnene gå i forskellige klubber og vi kan gå ind i det store fitnesscenter eller wellness center.

Shopping, børneklub og masser af mad

Det er ikke kun, når du er i land på de forskellige destinationer, det er muligt at handle taxfree. Det kan du nemlig også ombord på skibet, på Royal Promenade deck. Der er simpelthen mulighed for at købe alt fra smykker og ure til tøj og spiritus i de taxfree butikker. Fra Royal Promenade deck, kan du gå videre ud på Boardwalken, der er indrettet som en amerikansk by fra 1950'erne. Her finder du en donut-butik, en slikbutik og en stor isbar, som børnene HELT sikkert sætter pris på. Hvis du har brug for et lidt mere mættende måltid, finder du også Johnny Rockets, der er en '50'er inspireret Diner og burgerbar. 
Har du brug for lidt tid for dig selv, uden børnene, eller har børnene lyst til at lege med andre på deres egen alder, kan de ganske gratis komme i en af de mange børneklubber ombord. Børneklubberne er inddelt efter alder, og aktiviteterne er tilpasset børnenes alder. F.eks. er der mulighed for at tegne og male, men de lidt ældre børn kan også lære om naturen og være med til spændende fysikforsøg, eller slå sig løs i børnediskoteket. 

Mexico – Dag 6 - Maya ruiner og skønne strande

Vi vågner i kahytten med udsigt til Cozumel i Mexico. I dag skal vi på udflugt til den gamle maya ruinby i Tulum, der ligger på fastlandet. 
Tulum blev bygget af mayaerne og havde sin storhedstid i 14-1500 tallet. Byen fungerede som havneby og handelscentrum for hele mayacivilisationen. Man handlede blandt andet med kobber og obsidian, helt frem til midten af 1500 tallet, hvor de spanske conquistadorer kom til landet, og mere eller mindre ødelagde mayacivilisationen. Maya folket stadig den dag i dag og Maya sproget tales stadig af en større del af lokalbefolkningen. Tulum er noget helt særligt, fordi det er nogen af de bedst bevarede ruiner fra Mayaernes storhedstid.

Verdens bedste strande i Mexico

Ikke langt fra ruinbyen, ligger nogen af verdens bedste strande, med det klareste turkisblå vand, og spændende koralrev. I koralrevene er der et stort udvalg af tropiske fisk, så en dykkertur, eller en tur med en båd med glasbund kan helt sikkert anbefales. Er du mere til byliv, kan du i stedet tage ind til Cozumel by. Her kan du købe lokalt kunsthåndværk eller håndrullede cigarer. Er du mere feststemt, er Cozumel by helt sikkert også stedet at slå sig løs. På byens mange barer og diskoteker er der liv og glade dage, og det samme gælder de mange strandbarer. Men husk på at holde øje med tiden, så du ikke bliver efterladt i havnen. Skibet sejler altid til tiden.

Perfekt afslutning på 150 Central Park

Det er den sidste aften om bord, og vi er helt høje af alt, det vi har oplevet. Stort set al mad om bord er inkluderet i rejsens pris, dog ikke gourmet restauranten 150 Central Park, der ligger i Central Park. Central Park er skibets grønne område, hvor der er plantet over 12.000 levende træer og planter. Alt den mad vi har fået på rejsen har været god, men på 150 Central Park, er det bare lige en tand bedre. Du betaler en lille merpris for at spise her, så det er helt frivilligt, men bestemt alle pengene værd. 
Vi afslutter en suveræn ferie dag med udsigt til klar stjernehimmel, havets brusen i øerne og 25 grader, selvom klokken er ti om aftenen.

Tilbage til Florida – dag 7

Den sidste dag nyder vi på havet med afslapning og lidt aktiviteter. Det mest suveræne på Oasis of the Seas er, at du kan holde lige nøjagtig den ferie, du har lyst til. Uanset hvordan du gør, kan du ikke nå alt det, der er om bord. Vi er også meget imponerede over servicen, der er enestående – altid lige ved hånden, smilende, professionel og personlig. Sidst men ikke mindst så klapper alt. Mad er der i rigelige mængder af, aktiviteter og top underholdning som skøjteshows, broadwayshows, stand up osv er der også mere af end, hvad du kan nå at se.
Og så står du aldrig i kø, eller mangler en liggestol eller noget at drikke og det er i sig selv imponerende med over 6.000 passerer om bord.

Oasis of the Seas er et yderst velfungerende ferieresort. Om sommeren sejler det i Europa.