1690 DSC01758.JPG
På tur til

Bjørnene ved Crescent Lake, Lake Clark National Park, Alaska

Google Map...

Hovedstaden i Alaska er Juneau.

Befolkningstal: ca. 0,7 mio.

Areal: ca. 1.718.000 km2

Afstand fra Danmark: ca. 6.705 km

Tidsforskel:  10 timer efter

Største turistattraktioner: Naturen med dyrelivet i bl.a. Denali National Park og Kenai Fjords National Park

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Alaska

 

 

Bjerge set fra luften

Ved Lake Hood lidt syd for centrum af Anchorage ligger Rust's Flying Service. Her venter vandflyverne - og her er mange vandflyvere - omkring 800. Vandflyverne er eneste mulighed for at komme ud i naturens uvejsomme terræn, da her ingen veje findes. Fra flyveren kan du se ned på havet, hvor der står flere olieboreplatforme, men snart nås kysten og flotte bjergtinder, som der flyves tæt hen over. Flere af bjergene har store snefelter og gletsjere. Den høje vulkan Redoubt, 3.108 moh., hvor hele toppen er dækket af sne, passeres sydom og efter ca. 50 minutters flyvning lægges der an til en blød landing på den smaragdgrønne sø Crescent Lake.                                                                    

Redoubt Mountain Lodge

Her i vildmarken ligger Redoubt Mountain Lodge, der består af en række smukke bjælkehytter. Her bor primært lystfiskere, der fisker efter laks i søen. Lodgen ligger aldeles smukt omgivet af skovklædte bjerge. De lokale guider står parate til at hjælpe os i land og snart er vi fordelt i tre både, og sejler ud på Crescent Lake for at lede efter bjørne.

Søbredden afsøges

Som det tidligere er beskrevet, vandrer laksen efter seks-syv år i Stillehavet op ad floder og søer for at gyde, samme sted som de blev klækket. Disse millioner af laks er et afgørende led i fødekæden for bjørne, såvel som for ræve, ørne, måger og andre fugle, så de kan æde sig så mætte, at de kan overvintre i Alaskas barske natur eller drage sydover i efteråret. Og bjørnene ved instinktivt, hvornår laksen kommer og bjørnene søger derfor ned til floder og søer for at æde. Og det er dette der ledes efter, da søen krydses for at afsøge søbredden. Der spejdes, men her er ingen bjørne! Til gengæld er naturen omkring søen betagende skøn - og alene denne oplevelse er alle pengene værd!

Bjørne ved søen

Den lokale guide fortæller, at han er kommet her i området i mere end 10 år og har været guide i de seneste sæsoner. Han har aldrig været på søen uden at have set mindst én bjørn. Og han får ret, for pludselig ses den første brune kystbjørn, der vader gennem vandet langs søbredden. Den følgers på ca. 15-20 meters afstand, mens den søger efter noget at æde. Bjørnen, der er en halvvoksen bjørn på seks år, stopper op og iagttager båden et øjeblik, blot for at fortælle, at den godt ved, at vi er der. Så trasker den rask videre.                                           

Bamser i vandet

Guiden foreslår at sejle lidt ned ad floden Crescent River, som forbinder søen med havet, for at se, om der ikke skulle være bjørne der. Og efter lidt venten kommer endnu en stor bamse til syne. Også den vader hurtigt gennem vandet, indtil den sætter i løb og forsvinder.

Lystfiskere og bjørne

Her er flere lystfiskere som fisker fra stranden - og bjørnene ved, at her kan der være noget at hente. En bjørn lusker hen mod lystfiskerne, som naturligvis må være på vagt for at undgå konfrontation. Men lystfiskerne tager det forbavsende roligt. En forsøger at skræmme bjørnen væk ved at kaste sten efter den - og det lykkes, men er det den rigtige måde? 
Et andet sted kommer bjørnen luskende bagfra - men vil ikke rigtigt tæt på lystfiskerne. Mon ikke der er en form for gensidig respekt mellem mennesker og dyr!

Frokost i lodgen

Ved frokosttide serveres der naturligvis laks i lodgen. Hele området er omgivet af et elektrisk hegn, som holder ubudne gæster væk. Men skulle hegnet ikke være nok til at holde bjørnene ude, har lodgen også en skøn, fritgående bjørnehund, som laver ballade, hvis noget er galt. Efter frokost er det atter ude på søen.                               

Bjørnejagt - med kamera

En ung bjørn, blot tre år gammel, kommer gående på stranden. Det må være første år den er på egen hånd, for normalt bliver bjørneungerne hos deres mor de første to år. Sød er den, men tag ikke fejl - den har klør som siger spar fem.                                                                                              

Dykkende bjørn

I en lille vig har lystfiskerne et skur stående på pæle ude i søen, hvor de kan rense og fillettere fiskene. Hoved og ben smides i søen. Det har en velnæret bjørn fundet ud af og den kommer ned til bredden, hopper i vandet og svømmer (forbavsende godt) ud til skuret, hvor den dykker. Et øjeblik efter er den igen ved overfladen og tilbage på land, hvor den æder sin fangst.

Bjørneplask

Turen rundt på søen og ved floden giver flere bjørne. Et sted står laksene så tæt i det lave vand, at de danner sorte striber og en bjørn rejser sig på bagbenene for at kaster sig ned over dem. Den har dog ikke heldet med sig. Et andet sted ligger en bjørn på ryggen i vandkanten og leger med et stykke træ. Men den mister balancen og vælter rundt. Det er den tilsyneladende vant til, for den vender sig rundt igen og leger videre.                                                                                                                     

En uforglemmelig tur

Det har været en helt enestående dag i de flotteste naturomgivelser, som kan tænkes. Sidst på eftermiddagen flyver vandflyverene tilbage - atter en meget flot flyvetur mod Anchorage – denne gang med udsigt til Nordamerikas højeste bjerg Mount McKinley, som toner frem i det fjerne.
I morgen går det atter tilbage mod Danmark - med mellemlanding i Island - efter en uforglemmelig rundrejse i Alaska, USA og Yukon Territory i Canada.