26a.JPG
Vandring i

Bugaboo Provincial Park

Til vejen ender

Igen skal vi underskrive en erklæring om vort helbred og at vi er indforstået med, at turen gennemføres på egen risiko og at guiden ikke kan gøre ansvarlig for nogen uheld undervejs. Det bliver en lang køretur ad grusvej ind gennem en dal, hvor vi følger Bugaboo Creek. Det tager mere end en time at tilbagelægge de ca. 35 km. Guiden, der har ligget foran i sin bil og vist vej, parkerer i vejsiden hvor vi igen kommer ned fra turen. Sammen fortsætter vi lidt længere ind i dalen. Ved "vejs ende" parkerer vi på en fin P-plads lige ved et af de større hoteller, der har specialiseret sig i heli-skiing. Her flyver de om vinteren folk ud i de øde områder for at stå på ski - off-pist - ned gennem den fantastiske pulversne, der findes i disse egne.

Op gennem skoven

Men vi skal vandre opad - opad. Vi er blevet advaret om at pakke vore rygsække ekstremt let af vor turleder, fordi vi i dag skal gå opad i seks timer og stige ca. 650 højdemeter. Det er sikkert ikke mange af os der i dag har slæbt rødvin med! Heldigvis kan hele gruppen på dette træk gå i samlet flok - dvs. der kommer hurtigt spredning på gruppen for opad går det! Først gennem skoven. I zig-zag snor sporet sig op ad bjerget. De forreste er dog søde til at holde nogle pauser for at få de sidste med. Men husk lige, at når de sidste kommer, skal de første ikke begynde at vandre videre!
Det er naturligvis ærgerligt ikke at være blandt de forreste, for så går man glip af de eventuelle "guldkorn" den lokale guide giver, efterhånden som vi kommer frem. Jeg forsøger at overtale ham til at vente med at fortælle til de sidste er kommet op - hvilket dog preller af på ham.                             

Frokost med udsigt

Efter ca. 2 timer opad - og det kan mærkes - kommer vi ud af skoven og op på kanten af bjerget. Her spiser vi frokost til en storslået udsigt over mod Bugaboo-gletscheren med Snowpatch Spire i midten. Vi sætter os lidt i læ af buskene oppe på kanten af højderyggen. Der står en frisk vind ind imod os og det begynder at regne lidt.

Lang tur på bjergkammen

Vi skal nu følge Bugaboo-range og går på ryggen af bjerget fortsat opad. Det er en lang sej opstigning til toppen - men anstrengelserne er det hele værd. Vi har en fantastisk udsigt, medens vi knokler opad. Vi kan se toppen - tror vi! Da vi kommer op, viser det sig, at bjergryggen fortsætter endnu et stykke opad. Jamen, det tager vi da med. Vejret bedrer sig og efterhånden får vi varmen - både af at stige opad - men også fra solen.                                                                 

380 graders fantastisk udsyn

Her 2.608 moh. har vi 380 graders udsigt - og solen er kommet frem. Udsigten mod gletscheren forandres hele tiden - dels fordi vi flytter os - dels fordi lyset skifter. Udsigten er så fantastisk flot, at vi har svært ved at skulle videre. Med vor turleder skynder på os - for vi har langt igen! Ja, men vi er jo allerede steget meget mere end de 650 højdemeter. Og han indrømmer, at også han var lidt usikker på hvor højt vi skulle stige. Men nu er vi altså steget konstant 1.100 højdemeter og vi har fortsat mange timer foran os, så vi skal videre.

Frisk vand

Nu går det nedad til en lille sø, hvor vi kan få vand. Herligt tænker jeg, lige et sted til at slå lejr for natten og komme lidt til kræfter igen. Men efter at have pumpet drikkevand, fortsætter turen igen 300 meter op ad et nyt bjerg. Nå, det tager vi også med!                                         

Det begynder at gøre ondt

Da vi når toppen, har vi endnu en dal og et bjerg foran os og nu begynder smerten rigtigt at kunne mærkes. Det gælder om at holde hovedet koldt - tænke klart - glemme selvmedlidenheden - stramme sig an og klø på. Det får nok en ende! Men det gør selvsagt mere ondt på nogle, der langsomt sakker bagud. Her er det vigtigt, at sætte sit eget tempo og forstå at ingen "kommer for sent". Sidste mand er altid vor turleder. 
Landskabet er helt åbent og omkring os er kun sten og skiffer. Væksterne her er ekstrem sparsom. Her ligger rester fra vinterens sne. Solen står os lige i ansigtet. Udsigten ned i dalen med den lille flod der slynger sig, kan tage vejret fra enhver - hvis ikke vi allerede havde mistet pusten på vejen op! Lyset er fantastisk mod de farvestrålende sten vi træder hen over på vor vej fremad. De forreste forsvinder nede bag bakken. 
Jeg går et par hundrede meter efter dem og forsøger at finde deres spor. Atter nogle hundrede meter efter os kæmper de bagerste en brav kamp for at komme frem.

Frem til en lejrplads

Endelig - efter ni timer - er vi fremme på et sted, hvor der er frisk vand og hvor vi kan slå lejr. Lidt oppe ad bakken graves et hul til alt affaldsvand - opvaskevand, tandbørstning etc. Længere henne graves huller til toilet - men ikke noget med at lægge papir her. Nej, brugt toiletpapir lægges i plastposer, der kan lukkes hermetisk og tages med tilbage til næste affaldscontainer.
I aften er der stående souper - for campingpladsens komfortable borde med bænke findes ikke her. 
Inden vi går til ro, skal vi også her bjørnesikre, så al mad, slik, tandpasta og sæbe etc. pakkes i poser og lægges et godt stykke væk fra lejren. Vi har ingen sol her i lejren, men kan nyde solens sene stråler på bjergene over for. Så det bliver koldt - rigtigt koldt - her i over 2.000 meters højde. Men vi ligger godt i vore varme soveposer i teltene - det er dog nødvendigt med en blød tophue på hovedet for ikke at fryse om ørerne.                    

Is på teltet

Jeg sov rigtigt godt i nat. Måske fordi underlaget var blødt græs og tørt mos. Måske fordi jeg faktisk var træt efter gårsdagens anstrengelser! Men en herlig frostklar morgen er det. Rimfrosten sidder i et tykt lag på vore telte og solen når ikke at komme op over de skyggende bjerge, så solvarmen kan smelte isen, inden vi pakker teltene.  Så vi må skrabe så meget af isen vi kan, inden vi går videre.                                                                   

Over en bjergkam og ned gennem urskov

Det går over en bjergkam hvorfra vi får endnu et glimt tilbage mod de steder, vi vandrede i går. Bjergene står krystalklart i dette frostklare vejr. Ikke en sky på himmelen. Betagende flot.
Snart kommer vi ned i skoven - urskoven - for uberørt ser den ud. Vi snor os gennem mosehuller, over og under væltede træstammer, passerer små vandløb, som om vor lokale guide fører os rundt i blinde. Snart går det nedad og så går det igen opad. Skal vi ikke bare ned til bilerne? Endelig kommer vi ud på noget, der minder om et hjulspor. Det følger vi stejlt nedad og kommer ud præcis der, hvor guiden parkerede sin bil. Flot fundet!                       

Bilerne skal hentes

Efter fire timers nedtur finder vi et sted ved floden Bugaboo Creek, hvor vi spiser frokosten, medens vore turledere henter bilerne, der jo var parkeret længere inde i dalen. Så har vi en lang tur tilbage ad grusvejen. Vi skal hente to personer fra gruppen, der ikke deltog på denne vandretur. Den ene havde meldt fra pga. problemer med hoften, den anden kom ikke med, fordi hun ikke havde fået gået sine vandresko ordentligt til inden turen og fik så dårlige fødder, at hun ikke kunne være i vandreskoene. Men de har ikke kedet sig. Vore turleder havde arrangeret en lokal guide til at lede dem rundt i byen Golden - og de havde - i modsætning til os - set en bjørn gå og spise bær i vejkanten!
Herefter fortsætter kørslen ca. 150 km og vi kommer til en glimrende campingplads, hvor vi kan få bad. Et stenkast fra pladsen kan vi spise aftensmaden på en restaurant, inden vi næste morgen fortsætter vor tur i Canada mod Vancouver Island.