Turkisfarvede søer i Banff National Park, Alberta, Vestcanada
Log ind Log ind
Turkisfarvede søer i Banff National Park

Turkisfarvede søer i Banff National Park

Vi er allerede langt inde i den canadiske provins Alberta, da vi i horisonten ser de canadiske Rocky Mountains vokse frem efterhånden som vi kommer nærmere.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Banff National Park

Ruten er ad Trans-Canada Highway via byerne Calgary og Banff og snart er vi dybt inde i Banff National Park, der i 1885 blev den første nationalpark i Canada. Og man forstår hvorfor dette helt vidunderlige landskab skal beskyttes. Her 3.000 meter høje bjerge, hvor snehvide gletsjertunger glider ned ad skråningerne. Vandfald sender kaskader af vand ned i brusende floder på hvis bredder granerne vokser. Ind i mellem ses turkisfarvede søer og her kan vi være heldig at se vilde dyr som bjørn, moose (elg), bjerggeder, bighorn (storhornsfår) og wapitihjorte m.fl. Langs floden Bow River køres gennem dalen Bow Valley og når byen Lake Louise Village. 

Banff National Park

Banff National Park

Moraine Lake - en billedskøn sø

Herefter kører vi ad den snoede vej op på bjerget til søen Moraine Lake, 1.887 moh - en sø hvis skønhed det kan have svært ved at beskrive. Det er et populært sted, hvor folk padler kano eller vandrer i skoven langs søens nordlige bred og iagttager de stejle, næsten nøgne bjergsider, som for det meste glider direkte videre ned i søens turkisfarvede dyb. Netop søens farve er en af skønhederne. Den skabes af de bittesmå segmenter (stenmel) som gletsjerne oppe på bjergene sliber af klipperne, når isen maser sig frem, og som føres med smeltevandet ned i søen. Vi benytter tiden til at spadsere en tur på den 1,5 km. lange rute langs søen - her er trods alt ikke så mange mennesker som ved indgangen til søen, hvor turisterne nærmest flokkes.

Moraine Lake

Moraine Lake

Lake Louise - en af de populæreste søer

En af de andre søer er den noget større Lake Louise, der ligger 1.731 moh. og som er mindst lige så smuk og populær - for her er der også mulighed for at komme ud på søen i kano eller robåd, og så er her rigtigt gode muligheder for at vandre i bjergene på nogle af de mange anlagte og fint markerede stier. Søen er skabt i sidste istid og er omkranset af høje bjerge med gletsjere, som sender deres smeltevand ned i søen og giver den en turkis farve.
Selv går vi op gennem skoven til Fairview Lookout, hvilket tager omkring 20 minutter, og den lidt anstrengende tur betaler sig. På en lille udsigtsplatform højt over søens næsten mælkehvide overflade er der vid udsigt til bjergene og den østlige del af søen med det store hotel fra 1894 - Fairmont Chateau Lake Louise.

Lake Louise i Banff National Park

Lake Louise i Banff National Park

Byen Banff

I Banff bor vi på hotel Banff High Country Inn, der ligger i udkanten af byen. Banff opstod ikke som følge af guldfund men pga. anlæggelsen af jernbanen The Canadian Pacific Railroad i 1883, hvor jernbanearbejderne skulle have et sted at bo. Men også fordi stedets varme kilder kunne tiltrække turister, byggede man allerede i 1888 det første turisthotel. 
I dag er Banff en populær turistby både sommer og vinter og det ses, da vi spadserer gennem byen med de mange hoteller og bed and breakfast, der langt de fleste steder melder om "No Vacant". Her er naturligvis også mange butikker - ikke mindst butikker med vandreudstyr og skiudstyr bl.a. i The Cascade Shopping Mall.

Hotel Banff High Country Inn i Banff

Hotel Banff High Country Inn i Banff

Banff med Bow Falls

Vi går gennem Central Park og langs Bow River, krydser floden og fortsætter på vandrestien Bow River Promenade langs floden til vi kommer til vandfaldet Bow Falls. Her skal forcere en del trapper for at komme nedenfor vandfaldet som vælter nogle meter ned over klipperne i en forholdsvis smal kløft. Herefter glider floden i en bue nordover - videre i Banff National Park. Vil du opleve den vilde natur lige i nærheden af byen, kan denne spadseretur anbefales. 

Vandretur langs Bow River

Vandretur langs Bow River

Men vi oplever mange flere naturperler, når vi i morgen fortsætter mod Jasper National Park med Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield.

Fakta om Canada

Hovedstaden i Canada er Ottawa. Største by er Toronto.

Befolkningstal: Ca. 37 mio.

Areal: Ca. 9.984.670 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 6.259 km. til Toronto og ca. 7.655 km. til Vancouver.

Mest besøgte attraktion: Nationalparkerne Jasper og Banff i det vestlige Canada. Toronto og vandfaldet Niaraga Falls i det østlige Canada.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Canada