Columbia Icefield og Athabasca Falls, Alberta, Vestcanada
Log ind Log ind
Columbia Icefield og Athabasca Falls

Columbia Icefield og Athabasca Falls

På rundrejsen i det vestlige Canada fortsættes ad Highway 93 - The Icefields Parkway - forbi vidunderlige søer der ligger som perler på en snor og når frem til Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

De vidunderlige søer langs Icefield Parkway

Den 230 km. lange Icefields Parkway er en turistvej som løber helt til Jasper gennem både Banff National Park og Jasper National Park. Vejen, der betragtes som en af de allersmukkeste i verden, blev anlagt allerede i 1930'erne som et beskæftigelsesprojekt under depressionen. Vejen blev i 1960'erne udvidet til sin nuværende længde med masser af vigepladser og udsigtspunkter, da nationalparkerne trækker millioner af turister hvert år. Ved søerne kan du opleve noget af den smukkeste natur du kan forestille dig i de canadiske Rocky Mountains. I formiddagens vidunderlige vejr med solen rejsende sig på den blå himmel og helt uden vind, er det et syn for guder, der møder dig ved Herbert Lake, hvor bjergene spejler sig i det blanke vand.

Herbert Lake

Herbert Lake

Vi har fulgt Bow River opstrøms og ved Bow Lake når vi hovedvejens højeste punkt - og dermed også vandskellet, hvorfra nye floder løber nordover.

Bow Lake

Bow Lake

En afstikker til Peyto Lake og senere til Waterfowl Lakes med deres turkisfarvede vand må du ikke snyde dig selv for. Stop også ved Saskatchewan River Crossing og nyd en kop kaffe mens du iagttager de omkringliggende bjerge med gletsjere, inden du fortsætter til Columbia Icefield.

Peyto Lake

Peyto Lake

Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield

Ved Columbia Icefield Center er du langt fra alene. Bus efter bus tager opstilling på P-pladsen og nedenfor ses et utal af privatbiler. Det er som om alle mennesker netop denne dag skal besøge den store gletsjer. Men det er ingen undtagelse. At komme op på Athabasca-gletsjeren er særdeles populært - ikke mindst fordi der er let adgang til den, så stedet besøges af flere millioner turister hvert år.

Udsigt mod Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield

Udsigt mod Athabasca-gletsjeren på Columbia Icefield

I specielle busser køres du over til morænekanten for foden af gletsjeren, hvor du skifter til specialkøretøjer, der bringer dig helt op og ud på denne gletsjertunge, der løber ned fra den 325 km2 store iskalot Columbia Icefield. Om isen kan holde til de tonstunge køretøjer? Det er sikkert, for her kan isen være op til 900 meter tyk. 

Bus på vej mod Athabasca-gletsjeren

Bus på vej mod Athabasca-gletsjeren

Athabasca-gletsjeren gik oprindeligt helt til den anden side af dalen, der hvor besøgscentret ligger, men har trukket sig meget tilbage. Da man byggede Icefields Parkway, gik isen nede i dalen og nu er der langt fra bilernes P-plads frem til spidsen af gletsjeren. Gletsjeren er svundet 40 procent, siden man begyndte målingerne - og den svinder fortsat! Har du ikke tidligere været på en gletsjer, skal du tage med på den 1 time og 15 minutter lange tur, der (desværre) kun giver 15 minutter på selve isen. (Det tager ca. 30 minutter at køre derop og lige så lang tid at køre tilbage.) Oppe på isen får du indtryk af størrelsen på gletsjeren, smeltevandets kræfter og kan iagttage de gletsjerspalter som opstår, når isen bevæger sig.
Der arrangeres i øvrigt guidede vandreture oppe på gletsjeren. Du skal aldrig begive dig ud på en gletsjer, uden en guide der kender til forholdene. Hvem ønsker at glide ned i en 100 meter dyb spalte og svømme rundt i en 30 meter dyb sø? Men der er selvfølgelig nogle "tosser" som absolut skal gå uden for indhegningen.

Ophold på et afmærket område

Ophold på et afmærket område

Dyr langs vejen

Smeltevandet fra Athabasca-gletsjeren har givet navn til den flod, der glider videre nordover og ind i Jasper National Park. Og her kan du være heldig at se både bighorn sheep og bjørne som fouragerer ganske tæt ved vejen. Kører du som privatperson, skal du naturligvis stoppe og tage billeder - men aldrig fodre et vildt dyr - for et dyr som venner sig til mennesker, er et dødt dyr. Dyret bliver simpelthen skudt af rangerne. 

Bighorn sheep

Bighorn sheep

Athabasca Falls

Et sted er floden særlig spektakulær - ved Athabasca Falls. Her presses smeltevandet 25 meter ned i en smal kløft med en enorm kraft og øredøvende brag. Du kan følge floden på den anlagte sti langs kløften og komme over broer, hvorfra du kan iagttage vandmassernes kamp mod klipperne, som flere steder er slebet helt blanke.

Det mægtige Athabasca Falls

Det mægtige Athabasca Falls

Efter dagens sidste stop fortsættes mod Jasper, hvor der venter flere smukke søer og ikke mindst en sejltur på Maligne Lake.

Fakta om Canada

Hovedstaden i Canada er Ottawa. Største by er Toronto.

Befolkningstal: Ca. 37 mio.

Areal: Ca. 9.984.670 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 6.259 km. til Toronto og ca. 7.655 km. til Vancouver.

Mest besøgte attraktion: Nationalparkerne Jasper og Banff i det vestlige Canada. Toronto og vandfaldet Niaraga Falls i det østlige Canada.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Canada