318 PICT0112.JPG
Vandreferie i

Mageløse Kappadokien med Göreme-dalen

Google Map...

Hovedstaden i Tyrkiet er Ankara. 

Befolkningstal: Ca 79,5 mio.

Areal: Ca. 783.356  km2

Afstand fra Danmark: Ca 2.698 km

Tidsforskel: 1 time foran

Mest besøgte attraktion: Storbyer som Ankara og Istanbul. Tyrkiet er kendt for at have fine badestrande og gode muligheder for at vandre.

Mere information:

Rejsebureau: Vagabond Tours

Turistinformation: Tyrkiet

Huler fra Romertiden, Sahinefendi - Damsa

Netop denne dal og på dette tidspunkt - tidligt på morgenen, hvor varmen endnu ikke har skabt turbulens i vindstrømmen - er udset som et af verdens bedste steder at tage en tur med luftballon. 

På afstand kan vi se dem stige og dale, men hvor de præcist befinder sig, kan vi ikke se herfra. Men vi bliver klogere! 

Efter morgenmaden kører vi til Sahinefendi, hvor vi ser de første boliger hugget ud i den bløde klippeart tuf. I dag bruges hulerne bl.a. til stalde. 

Vi besøger Camil Kirken fra 1770 inden vi vandrer ned gennem byen - ned i dalen.

Tuf-klipper

Her er utroligt tørt - selv efter den usædvanlige regn i aftes - og vi kommer gennem marker med vin, ned over høstede kornmarker og møder de første ejendommelige klippeformationer skabt i tuf-klipperne. 

Sylespidse kegler står rundt i landskabet som store myretuer og vi vandrer ned mellem disse forunderlige klipper.

Selv om her er tørt, er her frodigt. Vandet må ligge lige under jordoverfladen for i dalsænkningerne vokser høje træer og her har bønderne deres kålmarker og græskarmarker.

Mange steder vokser mistelten på træerne og det kan ikke undgås, at der må kysses!

Søde druer

En kone kommer trækkende med et æsel, hvor børnene sidder tæt og holder om hinanden. De har samlet ris til at fyre op med og har sikkert været ude hos mændene i vinmarken, som vi støder på lidt senere. 

Vi bliver naturligvis budt på at smage deres vidunderlige vindruer. Søde, blå druer - slik for ganen. Disse fattige, men utroligt gæstfrie mennesker, byder os alle en stor klase. 

Nogle bønder bruger druerne til den lokale vin, der er kendt i det meste af Tyrkiet, andre - de fleste - spreder druerne ud på en stor presenning i solen og lader dem tørre til rosiner.

Tørt men også frugtbart

Vi når frem til det, der engang helt tilbage i Romertiden var en by udhugget i tuf-klipper. Her har mennesker boet og dyrket den ualmindelige frugtbare jord.

Denne bløde lavaart, som man faktisk kan kradse i med fingrene, blev hugget ud af klippeformationerne og spredt ud på markerne. Man fik boliger, der var kølige om sommeren og lune vinteren. Her falder sne! 

I den frugtbare lava kunne man dyrke korn, vin, græskar og andre afgrøder som f.eks. kvæder og æbler. 

Jordskælv har op gennem tiderne ødelagt huler og klippeformationer som nu står som ruiner fra en svunden storhedstid. 

Da man ikke længere kunne bo i hulerne blev de udnyttet som stalde eller dueslag. 

Damsa-søen

Vi vandrer lidt rundt i området og klatrer op i nogle af hulerne, men kan kun fantasere os til, hvorledes livet er levet her. 

Lidt oppe på en bakke finder vi ruinen af en kirke. Et kors i kirken fortæller os, at korsridderne på vejen til Det Hellige Land også har været forbi her.

Så bevæger vi os længere ned i dalen og kommer frem til den opdæmmede sø Damsa. Vandet fra søen skulle give elektricitet til området, men de senere års mangel på nedbør – både regn og sne fra bjergene – har gjort vandstanden i søen så lav, at el-produktionen er opgivet. Hvem sagde klimaforandringer?

Formiddagens vandring afsluttes med frokost under de skyggefulde træer, medens en frisk brise ude fra søen udskifter den ellers stillestående luft.

Gennem Gomeda Vadisi til Ortahisar

Eftermiddagens tur er henlagt til Gomeda-dalen og starter med en lidt stejl nedstigning, hvor vi må hjælpe hinanden. Tuf-klippernes porøse materiale ligger som små rullesten på klippeskråningen, så vi må være særdeles forsigtige for ikke at skride i dem. 

Vi kommer ned i et udtørret flodleje, hvor der ikke har været vand i mere end 100 år. Men sporene fra den tidligere flod er tydelige. Vandet har strømmet langs klipperne og slebet vægge og klippekanter og har været under klipper og skabt tunneller, som vi vandrer/kryber gennem.

At også denne dal har været et frodigt sted en gang, vidner de vildtvoksende drueranker og de mange æbletræer om. 

Men også de huler som vi møder undervejs. Ingen ved hvorfor eller hvem, der har startet udgravningen af hulerne. Det fortaber sig i fortiden - lang tid før vor tidsregning. Måske har det været begravelsespladser? 

Mennesker har boet her og de har holdt duer, det fortæller de mange dueslag, vi ser på vor vandring. Duerne blev brugt som postmeddelere (brevduer) og føde, men mest af alt var deres møg uvurderlig. Duegødningen blev indsamlet, spredt på lavamarken og fik afgrøderne til at blomstre. Duer var således helt nødvendige for beboerne her, der værnede om dem. 

Rødmalede mønstre ved dueslagene holder høge og andre rovfugle væk. 

Duerne havde også en anden betydning. For de kristne var duen symbol på fred og Guds ånd, for muslimerne symbolet på familiens gudsfrygt og fredelige hensigter.

De gamle folkeslag har været her

Hvor lang tid der har været mennesker i Kappadokien fortaber sig i det uvisse, men nogle mener i mindst 8.000 år. 

Faktum er, at Kappadokien lå centralt for de tidlige karavaneruter som Silkevejen, der gik fra Kina til Europa, naturligvis for transport af silke og te m.m. Også Krydderivejen, der gik fra Afrika mod Europa, med transport af diverse krydderier og tørrede frugter etc. krydsede Kappadokien.

De tidlige folkeslag som hittitterne har været her to tusinde år før Kristus. Grækerne og romerne, de kristne og araberne, alle har de været her og endnu kan vi se spor af disse kulturer i mageløse Kappadokien.

Medens vi vandrer er der rig lejlighed til at snuppe sig et brombær, en klase druer eller et sødt æble fra de vildtvoksende buske og træer som ingen ejer.

Vi opdager, at vi ikke er helt alene på vor vandring, da vi pludselig støder på en ca. 30 cm. stor skildpadde. Her er også lidt fugle og insekter, men ellers møder vi ikke mange andre skabninger på vor vej frem mod Ortahisar.                                                                                          

Ortahisars slot

Fra et udsigtspunkt mellem vinmarkerne kan vi se ud over byen, med "slottet" der rejser sig i midten. 

Desværre er der ikke længere adgang til Ortahisars slot, da erosion har fået store klippestykker til at falde ned og gjort bestigningen livsfarlig. Det har været nødvendigt at evakuere beboerne i de nærliggende huse under slottet.

Hen under eftermiddagen er vi fremme ved vores Hotel SES i den nordlige udkant af byen Göreme. Hotellet, der er bygget i typisk ottomansk stil, ligger i rolige, landlige omgivelser væk fra hovedstrøgets restauranter og natklubber. 

Da vi er indkvarteret og har hvilt os lidt, kører vi ud og spiser på en restaurant tæt ved Open Air Museum.