IMG_2426.JPG

Vintercampingtur til Orsa Grönklitt i Dalarna

Google Map...

Hovedstaden i Sverige er Stockholm.

Befolkningstal: Ca. 10 mio.

Areal: Ca. 447.435 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark

Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m. 

Mere information:

Turistinformation: Sverige

Spændende Mora med Vasaløb og meget mere

Mora er den største by i området og har godt 11.000 indbyggere. En gang om året – hel nøjagtigt første weekend i marts, valfarter flere tusinde til byen for at følge med i det årlige Vasaloppet, der er en 90 km lang skikonkurrence i klassisk langrend. Mere end 15.000 deltager og det gør det til en af verdens største langrendsbegivenheder.

Markerer den klassiske rute fra Sälen til Mora

Løbet markerer den klassiske rute fra Sälen til Mora til minde om de to skiløbere, der ledte efter Gustav Vasa for at få ham til at samle folket og drage mod Stockholm og kæmpe for Sveriges frihed. Det er mere end 400 år siden og historie, når det er bedst. Gustav Vasa vandt og blev svensk konge i 6. juni 1523.

Anders og Emma Zorns værker

Mora er dog meget mere end Vasaløb. Den anerkendte svenske maler Anders Zorn blev født i Mora i 1860. Hans private hjem er en del af det store og omfattende museum med hans mange værker. Hustruen Emma Zorns værker kan også ses på både museet og i det private hjem.

Udflugt til Rättvik

Ca. 50 kilometer fra Orsa ligger en anden hyggelig by, Rättvik, der for det første er kendt for sin smukke placering direkte ned til Siljansøen, men også et mindre skianlæg lige uden for byen. Rättvik er også kendt for verdens længste badebro og måske verdens længste trækonstruktion. Långbryggan er 628 meter lang og går fra stranden og direkte ud i Siljansøen. Helt ude for enden af broen er der en anlægsbro. Den første bro blev konstrueret i 1896. Den bro som er her i dag blev indviet på Sveriges nationaldag 6. juni 1992. Fra broen er der en flot udsigt til det højt istårn, der bliver til i løbet af vinteren og hele tiden ændrer form og højde alt efter hvordan vejret arter sig.

Et besøg i Tomteland - mød julemanden

Tomteland ligger dybt inde i skoven og allerede før ankomst bliver man advaret på landevejen om at der er fare på færde. Tomte betyder nisse og det store nisseland er fyldt med arbejdsomme og sjove nisser, men også selveste julemanden, er flyttet hertil. Jeg troede nu han boede i Grønland? Der er virkelig hyggeligt i de små huse hvor julemanden og alle hans små nisser har travlt med forberedelserne til næste jul. Der er gjort utrolig meget ud af dekorationerne ude som inde. Og så forlyder det, at hele området er fyldt med magiske kræfter. Udenfor er der også hyggeligt. Her er der også folde med både rensdyr og elge.

Tæt på trolde, elge og rensdyr

Hele denne magiske verden er for både store og små, og hvis man vil opleve mere end nisser og julemanden, så er der et helt område med feer, hekse, trolde og drager. Og her går det vildt for sig. I den store cafe kan man afslutte besøget med lidt godt til ganen, underholdning og besøge julemandens kontor. Det er der mange der sender et postkort hjem eller aflevere sin sut til julemandens suttetræ. Man kan også aflevere sin ønskeseddel og krydse fingre for at man har været sød nok til et besøg af julemanden juleaften.

Se det fulde Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Orsa i Dalarna, Sverige

Orsa Rovdyrspark – isbjørne sover ikke

Midt i Orsa Grönklitt ligger Orsa Rovdyrspark, med Europas største bjørnepark med både bjørne og andre fascinerende rovdyr. Parken er hel unik i sin udformning, fordi dyrene går på kæmpe arealer. Helt nøjagtigt 277 000 m2 med ca. fem km hegn, så dyrene går i deres naturlige element og der er frem for alt god plads. De brune bjørne sover om vinteren, men det gør isbjørnene heldigvis ikke.
Bjørnparken Orsa Grönklitt

Imponerende tæt møde med vilde dyr

Man fascineres mest af alt over, hvor godt dyrene har det og på hvor tæt man kommer på selvom der er store hegn. Isbjørnene tumler i sneen og de sibiriske tigre kigger nysgerrigt ud gennem hegnet, mens ulvene kræser om de rå kødstykker. En virkelig god familieoplevelse og hvis man vil se mere, kan man også bruge lang tid i den indendørs udstilling, hvor der fortælles om alle dyrene udenfor.

Hundeslædetur i den skønne natur

Flere gange om ugen er det muligt at tage på hundeslæde tur. Det er en suveræn familieaktivitet, hvor alle kan være med. Turene er af forskellig varighed og det foregår meget enkelt. Man sætter sig i slæden og så køres man ud i den skønne natur i området. Behagelig og imponerende på samme tid, fordi man også får et indblik i, hvordan hundene arbejder.
HUndeslæde Orsa Grönklitt

Orsa Skianlæg – både alpint og langrend

Orsa Grönklitt er et af Sveriges mest hyggelige skianlæg. Det er ikke så stort for der er kun 20 pister, men til gengæld er der noget for alle uanset hvor sej man er på ski. Mange af pisterne ligger i skoven og det er en fordel, fordi man kan stå på ski i læ for den til tider hårde vintervind.
Orsa Grönklitt skianlæg

Orsa Grönklitts populære maskot

Vintersæsonen går fra midten af december til primo april og man kan både vælge at stå på alpint eller langrend. Hvad Orsa Grönklitt måske mangler på alpint det har området tifoldigt på langrend. Sikkerheden er i top og børn op til syv år kører i øvrigt gratis med lifterne, når de kører med skihjelm. Her på stedet handler skiløb også om leg, så mange af pisterne går gennem skoven og her møder man bl.a. Orsa Grönklitts populære maskot. Maskotten – det store blåbær er ven med alle børnene og når der er konkurrencer eller opvisning for forældrene, så er blåbæret selvfølgelig med til at heppe, drikke varmt saft og spise kiks.
Orsas maskot

Godt langrendsområde

Mange er delt mellem langrend og alpint skiløb – jeg er ikke. Jeg kan godt li begge dele – hver ting til sin tid. Langrend er som at gå tur på ski. Her får man mulighed for at nyde naturen og stilheden. Orsa Grönklitt er hel unik hvad angår langrend, fordi der er 60 km velpræparerede, hvoraf 4,2 km er oplyste om aftenen og det betyder med andre ord, at man kan få sig en utrolig lang dag på ski, hvor man både står alpint og langrend. Alle løjper er godt skiltet med ruter fra 1,5 km til 11 km og udstyr kan man leje lige ved siden af startområdet.

Orsa Camping

Orsa Camping ligger i udkanten af Orsa by nord for byen Mora, der er verdenskendt for det årlige Vasaløb. Orsa har ca. 10.000 indbyggere og ligger omkring 500 km fra Göteborg og 675 km fra Helsingborg. Alt efter vejret er vejene som regel ryddet for den værste sne, men det er altid en god ide at beregne god tid til vinterkørsel. Campingpladsen ved Orsa Grönklitt tager sjældent mod turister, fordi den er fyldt med fastliggere.Vintercamping Orsa

Suverænt vintercamping

Det bedste ved Orsa og Orsa Grönklitt er, at der er så meget man kan foretage sig ud over at stå på ski. Stedet er børnevenligt og attraktionerne er meget forskellige. Det er også en fordel, hvis man er nybegynder eller ikke vil stå på ski hele dagen. Og så er det let at køre hertil.