Vänern og Göta Kanal - Dag 2 på Götakrydstogt, Sverige
Log ind Log ind
Vänern og Göta Kanal - Dag 2 på Götakrydstogt

Vänern og Göta Kanal - Dag 2 på Götakrydstogt

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Göta Kanal

På denne fantastiske rejse i Sverige sejler veteranskibet Diana gennem Götakanalen fra Göteborg til Stockholm på elve, søer og gennem sluser. I dag over Väneren og gennem Götakanalen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Morgen på Vänern

Fra min køje kan jeg høre skibets motor banker løs i det fjerne og skibets vuggen fortæller mig, at vi er på åbent hav. Tidligt på morgenen - lige efter daggry - har Diana forladt Vänersborg og sat kurs tværs over Sveriges største sø Vänern, der også er den tredje største sø i Europa efter Lodoga og Onega i Rusland. Medens nogle fortsat sover, er andre tidligt oppe. Vi er efter den første dag på Götakrydstogtet allerede kommet ind i skibets rytme, med morgenmad kl. 7.30, frokost kl. 12.30 og middag kl. 19.30. Og det er da også under morgenmadsbuffeten, at vi får den første landkending igen. Vi kommer ind i skærgården og passerer det smukke Navens Fyr, hvor solen allerede længe har skinnet.

Navens Fyr ved Vänern

Navens Fyr ved Vänern

Läckö Slot

Foran os har vi indsejlingen til gæstehavnen ved Lackö slot og ved den særlige kaj ligger Diana til. Slottet blev grundlagt i 1298 som bispeborg, men havde sin storhedstid i 1600-tallet, da Magnus Gabriel de la Gardie tog over og i 1654 ombyggede slottet fra renæssanceslot til barokslot. På en guidet rundvisning kommer vi gennem mange af slottets sale og værelser, hvor af flere er indrettet med oprindelige møbler, malerier, gobeliner og kaminer etc. Særligt fint var det moderne toilet, hvor man kunne sætte sig ved borgens ydervæg og lade sit afkom glide ud i frit fald uden for bygningen. Det var moderne tider! I kælderetagen ses køkkenet, der skulle betjene vært og gæster, når der blev budt på middag. Den bestod som regel af tre gange 10 retter! Til servicen hørte også en lille fjer, så man mellem måltiderne kunne forlade selskabet midlertidigt for at stikke fjeren i halsen, brække sig og derved få plads til næste gang servering. Det var dengang uhøfligt at takke nej til mere mad!

Veteranskibet Diana i naturhavnen ved Läckö Slot

Veteranskibet Diana i naturhavnen ved Läckö Slot

Slotshave og - park

Under rundvisningen høres sangstemmer i korridorerne. Det er ikke spøgelser, men sangere der øver sig på denne sæsons operaopsætning - Benjamin Brittens "Albert Heering". Udenfor betragtes det smukke slot, der p.t. får facaden renoveret. Den lille slotshave - omgivet af en høj mur - indeholder en samling af diverse planter og grøntsager. I parken neden for slottet ses resterne af den voldgrav, der tidligere omgav slottet. I dag ligger slottet smukt på toppen af en lille halvø.

Majstang i haven ved Läckö Slot

Majstang i haven ved Läckö Slot

Over Vänern - et lille hav

Efter frokosten, der består at forret og hovedret, slapper vi af i solen på brodækket, mens kaptajnen har sat kurs nordøst over Vänern. Mange er sociale og sludre med andre gæster eller bare nyder den friske havluft, medens vi glider forbi øer og klippeskær. Havfugle som måge, skarv og terne ses ofte. Enkelte passagerer tager sig en lur for åben dør - der er varmt i de lukkede kahytter - men snart serveres der kaffe og kage og igen er der liv på dækket.

Kaptajnen styrer Diana sikkert over Vänern

Kaptajnen styrer Diana sikkert over Vänern

Sjötorp - indsejlingen til Götakanalen

Ved ankomst til Sjötorp sker indsejlingen i selve Götakanalen der er ca. 190 km. lang og Diana skal gennem de første otte sluser af i alt 58 sluser på turen på selve Götakanalen. Vi går i land og mens et par af vore tyske venners cykler fires fra borde, tager vi afsked med dem og spadserer på trækvejen langs kanalen ad den populære cykelrute.

Sluse ved Sjötorp - indsejlingen til selve Götakanalen

Sluse ved Sjötorp - indsejlingen til selve Götakanalen

Spadseretur ad cykelstien

Langs kanalen står en række "afregningssten", nummereret fra 1 og opefter. Der er præcis 1000 alen mellem stenene - svarende til ca. 600 meter - og de blev benyttet til at afregne transporten efter i gamle dage. Det var sådan, at skibene ikke kunne gå for sejl og ingen motor havde. Man trak derfor skibene gennem kanalen ved hjælp af okser og kunne så afregne efter hvor langt skibet var blevet trukket.
Det er en smuk tur at vandre langs kanalen og som cykelrute er den meget populær. Vi møder flere cyklister, medens vi spadserer de ca. fire kilometer til sidste sluse, hvor vi kan komme ombord på Diana igen.

Veteranskibet sejler forbi mens vi spadserer langs Götakanalen

Veteranskibet sejler forbi mens vi spadserer langs Götakanalen

Underholdning med bl.a. Bellman-viser

Vi er inde i den vestre del af Götakanalen, der blev indviet i 1822 - 10 år før hele Götakanalen blev åbnet. Her kommer vi op gennem endnu en række slusetrapper, inden vi hen under aftenen får besøg af en sanggruppe, der underholder os med viser af Bellman, Edward Taube m.fl. indtil vi når skibets næste kaj i Hajstorp, hvor Diana bliver natten over.

Vi har årets lyseste nætter og synd er det at lægge sig. Vi spadserer derfor igen på trækvejen i kanten af kanalen frem til næste bro og tilbage igen, og nyder naturen undervejs. Solsort og sangdrossel kæmper om at lyde højst fra skovens træer, fiskene springer i kanalen efter fluer, bier summer fortsat i de sidste aftenstråler og sølvsmede er på evig jagt. 
Der er masser at opleve på langs Götakanalen, hvor vi i morgen passerer søerne Viken og Vättern.

En gruppe kvinder synger viser

En gruppe kvinder synger viser

Fakta om Sverige - Götakanalen

Götakanalen er en del af strækningen via Göta Älv fra Göteborg via elve, kanaler og søer til Stockholm - Sveriges hovedstad. Hele strækningen er 614 km.

Befolkningstal: Ca. 10 mio.

Areal: Ca. 447.435 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm

Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m. 

Mere information:

Rejsebureau: Götakanal

Turistinformation: Sverige