510 IMG_5351.JPG

På tur til det nordlige La Palma, De Kanariske Øer

Google Map...

De Kanariske Øer hører til Spanien og ø-gruppen består at øerne Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera, El Hierro samt Fuerteventura. Hovedbyerne er Las Palmas de Gran Canaria og Santa Cruz på Tenerife.

Befolkningstal: Ca. 0,4 mio.

Areal: Ca. 7.447 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.756  km.

Tidsforskel: 1 time efter

Mest besøgte attraktioner: Badestrande og vandreture i bjergene

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinfo: Spanien

Turistinfo: De Kanariske Øer

Kirken i Las Nieves - den ældste på La Palma

Den ligger ganske smukt i det kuperede landskab - kirken i Nieves med rødder tilbage til 1600-årene. 

Det er La Palmas ældste og vigtigste kirke, for her opbevares Den Hellige Jomfru af Nieves i en glasmontre i altertavlen og netop denne madonna er hovedfiguren i festivalen La Bajada de La Virgin, der fejres hvert femte år. 
Så bæres jomfruen i position ned til hovedstaden Santa Cruz de La Palma, hvor der festes i de to første uger af juli. Men kun hvert femte år.

Jomfruen stammer fra de første missionærer, der kom til La Palma i 1400-årene og blev opbevaret i en grotte, indtil den kunne placeres i denne kirke.

Udover madonnaen skal kirken også besøges pga. det forgyldte alter og flotte sølvskrin samt det meget smukke loft.

I tilknytning til kirken findes et lille museum, hvor man kan komme bag alteret og iagttage jomfruen og se de klæder hun iføres ved forskellige festlige lejligheder.

Udsigtspunktet Mirador de San Bartolo

Turens næste stop er ved udsigtspunktet San Bartolo, hvor der er en betagende udsigt til havet og det omkringliggende kulturlandskab opbygget på terrasser. 

Herfra ses også dybe kløfter og de grønne bjerge ind mod øens midte.

På udsigtspunktet ses en skulptur af en stangspringer. I gamle dage benyttede bjergfolket en lang stang - ofte en stamme fra en agave - som hjælpeværktøj, når mindre kløfter skulle passeres i det ujævne terræn. 

Der knytter sig en legende til denne mand som skulle vise sit mod over for sin elskede, men det endte fatalt.

Regnskoven ved Los Tilos

Ved broen Puente de Los Tilos kører vi op i den suptropiske regnskov og gør holdt ved besøgscentret Los Tilos.

Her spadserer vi en lille tur langs en vandingskanal og oplever regnskoven på tæt hold, inden vi i besøgscentret ser en kort film om La Palmas særegen og fredede natur. Her er også en interessant udstilling om regnskovens planter og dyr.

San Andres y Sauces

Inden den inkluderede frokost gør vi et kort stop i byen San Andres y Sauces, hvor vi besøger det centrale torv med fine blomster og træer omkring byens fontæne foran rådhuset. 

Også kirken på den anden side af hovedgaden er et besøg værd - ikke mindst pga. den overdådige, guldbelagte altertavle.

Romfabrikken Ron Aldea

Dagens sidste stop er ved destilleriet Aldea, der producerer rom og forskellige likører. 

Her hører vi om hele processen ved fremstilling af rom fra høsten af sukkerrør, presningen af sukkerrørerne over gæringsprocessen til destillationen og lagringen på fade.

Efter rundvisningen skænkes der rundhåndet ud af smagsprøver på de forskellige produkter, ligesom der naturligvis er mulighed for at købe sig en af La Palmas specialiteter med hjem.

Rom fabrikken ligger helt ude ved havet og vi benytter muligheden for at gå en tur op bag bygningen for at iagttage Atlanterhavets dønninger slå ind over klipperne ved det naturlige havbassin Charco Azul.

Hen på eftermiddagen er vi tilbage på Hotel Las Olas i landsbyen Los Cancajos og taler under aftenens glimrende middag på restauranten La Habana om morgendagens udflugt til de tre højeste toppe på La Palma.