546 IMG_2979.jpg
Aktiv ferie

Over dybe kløfter på La Gomera - De Kanariske Øer

Google Map...

De Kanariske Øer hører til Spanien og ø-gruppen består at øerne Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera, El Hierro samt Fuerteventura. Hovedbyerne er Las Palmas de Gran Canaria og Santa Cruz på Tenerife.

Befolkningstal: Ca. 0,4 mio.

Areal: Ca. 7.447 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 3.756  km.

Tidsforskel: 1 time efter

Mest besøgte attraktioner: Badestrande og vandreture i bjergene

Mere information:

Rejsebureau: Tema Rejser

Turistinfo: Spanien

Turistinfo: De Kanariske Øer

En eftermiddag i Los Cristianos, Tenerife

Efter godt fem timers flyvning lander vi i Reina Sofia lufthavnen på den sydlige del af Tenerife og vores vandregruppe bliver kørt til Hotel Paradise Park i Los Cristianos, hvor vi skal bo en enkelt nat. Vi kan selv disponere over eftermiddagen og benytter den til at gense strandpromenaden som går mellem Los Cristianos og Playa de Las Americas.  Los Cristianos er en ren turistby, som ikke eksisterede for 50 år siden, og på hele sydkysten af Tenerife kan man året rundt kan være sikker på sol. Her er da også mange turister, som nyder strandlivet, de mange caféer og går på opdagelse i souvenirbutikkerne.

Over havet til La Gomera

Efter et godt morgenmåltid på hotellet tager vi denne morgen til havnen for at sejle med færge til La Gomera. Snart ligger Tenerife med vulkanen Teide bag os og vi har ca. en times tid på Atlanterhavets bølger. I dette farvand lever en koloni af grindehvaler og er man heldig kan man få øje på dem.
For 10-15 mio. år siden voksede De Kanariske Øer ved vulkansk aktivitet op af havet, og efterfølgende erosion og nye vulkanudbrud har skabt øerne, som vi kender dem i dag. Ikke alle øernes vulkaner er døde, men på La Gomera er den vulkanske aktivitet ophørt. Alle dyr og planter på øerne er noget enten vinden, havet eller fuglene har bragt dertil. Der er ingen slanger, skorpioner eller andet farligt kryb, og de dyr man oftest ser, er små firben, sommerfugle og fugle. Fra øens højeste punkt Pico Alto de Garajonay løber ikke mindre end 38 dybe kløfter i alle retninger ned mod havet, hvilket har vanskeliggjort kommunikation og samfærdsel gennem tiderne. Før veje blev anlagt og telefonen kom til øen, udviklede man et fløjtesprog - silbo - hvor man ved hjælp af tre-fire fingre i munden kunne signalere på afstande op til ca. fire km. For at dette helt unikke fløjtesprog, som kun findes på La Gomera, ikke skal gå i glemmebogen, undervises skoleelever i silbo, ligesom det er optaget på UNESCOs kulturarvsliste.

Toptur til Pico Alto de Garajonay

Fra færgen kører vi ind på midten af øen til nationalparken Garajonay, der blev etableret i 1981 og allerede fem år efter kom på UNESCO's naturarvsliste. Fra P-pladsen ved Alto de Contadero er der godt en km. op til La Gomeras højeste punkt Pico Alto de Garajonay.  På vejen op ser vi følgerne af den kraftige brand, som hærgede La Gomera i 14 dage i august 2012. 11 procent af hele øen brændte og hele 25 procent af nationalparkens areal. Selv om de afbrændte områder er enorme, kan vi allerede nu se nyt grønt, som gror op mellem de sortsvedne stammer. Man er startet med genudplantning og det forventes, at La Gomera om fem til ti år igen vil være grøn og frodig som tidligere.

Udsigten imponerer

Fra toppen er en fantastisk udsigt over La Gomera, hvor specielt det flade taffelbjerg La Fortaleza de Chipude, 1.243 moh. er karakteristisk i landskabet. Taffelbjerget var dels et tilflugtssted for urbefolkningen, men har også været benyttet som et kultsted. Også toppen af Pico Alto de Garajonay har fungeret som kultsted, hvor urbefolkningen kunne komme tæt på deres guder i himlen, hvilket stensætningen her vidner om. I dagens klare vejr er udsigten til de nærmeste naboøer heller ikke at kimse ad, for vi kan se Tenerife med Teide, der godt nok er dækket af et skylag, samt ud til øerne La Palma og Hierro.

Vandring fra Las Creces via las Hayas til El Cercado

Bussen kører os herefter til Las Creces, hvor vi med vores medbragte picnic vandrer nogle få hundrede meter ind til en lysning i laurbærskoven. Her anretter vi turens første picnic, som rejselederen havde købt ind til. Det er et flot måltid med både brød, grøntsager, frugt, postej og kød - og ikke mindst et enkelt glas sherry. Et fornemt arrangement på en vandretur. Vi fortsætter gennem laurbærskoven mod Las Hayas og ser bl.a. de kanariske dadelpalmer, agaver og en fin passionsblomst med frugter.

På kanten af Valle Gran Rey

Sidste del af dagens vandretur er måske den flotteste, da vi fortsætter mod dagens endemål El Cercado, hvor bussen venter. Vi får en fantastisk udsigt over en af de største kløfter på La Gomera - Valle Gran Rey - og vandrer inderst på kløftens stejle skråning, hvor et vandfald vælter ned. Undervejs ser vi hvorledes dalens sider er opbygget med terrasser, hvorpå der kan dyrkes, men som også forhindrer yderligere erosion. Fremme i El Carcado, der er kendt for sit traditionelle keramikhåndværk, får vi en velfortjent drik på en af landsbyens caféer, inden vi går på opdagelse i keramikbutikkerne.

San Sebastian de La Gomera

Vi er tilbage i San Sebastian, en af De Kanariske Øers mest historiske byer, og checker ind på Residencia Hotelera La Colombina. Fra hotellet er der kun få skridt til byens hovedstrøg med interessante kirker, bygninger med balkoner, palæer og museer. La Gomera bliver også kaldt Columbus’ Ø, fordi han provianterede her inden rejserne til den nye verden. Columbus’ ide var at finde søvejen til Indien og de krydderier, der kunne købes billigt i Østen og sælges for en formue i Europa. I samme bygning hvor turistinformationen ligger, er der en udstilling om Columbus. Her ser vi bl.a. den brønd, hvor man hentede vand til turen, en del kort samt en model af Columbus’ skib Santa Maria.
En anden vigtig bygning i San Sebastian er Torre del Conde - Grevens Tårn. Det er bygget omkring år 1450 og er byens ældste bygning. Den var en del af byens forsvarsanlæg mod pirater og fremmede magters indtrængen.                                                                                        

Vandring fra Hermigua langs en dramatisk kyst

Denne dags vandring starter i landsbyen Hermigua på nordkysten af La Gomera. Hele den frugtbare dal ud mod havet er fuld af bananplantager, men her dyrkes også kartofler, papaya, mango, appelsiner, citroner, figner og avokado m.m. Vi krydser gennem plantagerne og når dagens første stigning, hvor det går ca. 250 højdemeter op ad bjergskråningen. Snart ligger Hermigia langt under os og vi kommer op på en fin grusvej som løber på siden af en dyb kløft.

Udsigt til Tenerife og vulkanen Teide

Grusvejen leder os længere op ad bjergsiden og vi får et flot udsyn ud over havet og mod Tenerife, hvor vulkanen Teide rager op som en spids mod himlen. Længere fremme vælger nogle at vandre ned i en anden frugtbar dal via El Moralito og op igen på den anden side, mens vi andre foretrækker at blive i højden og tager den lange tur på grusvejen rundt om kløften. Vi slipper dog ikke helt for at anstrenge os, for grusvejen stiger jævnt hele vejen rundt til vi møder de andre igen.
Ved Las Casas del Palmar møder vi en ensom hest, der står midt på vejen. Enkelte i gruppen er lidt nervøse for, om det nu går an at passere dette "vilddyr" som ikke er bundet. Men hesten viser sig at være ganske rolig og alle passerer den uden skræk.
Så er det atter blevet picnictid og igen tryller vi et farverigt måltid ud af diverse rygsække og kan indtage frokosten med udsigt til høje bjerge og dybe kløfter.

Langs kysten ned mod stranden ved Playa de la Caleta

Vandreturen fortsætter ned mod kysten, fortsat med spektakulære udsigter og enkelte stejle nedstigninger. Vi kommer ned på landevejen og vandrer det sidste stykke frem til stranden ved Playa de la Caleta, hvor tørsten slukkes. Her henter bussen os for at køre tilbage til San Sebastian.
.

Man spiser da ikke kæledyr

Denne aften er der igen fælles spisning inkluderet, og på Restaurante La Cabana får vi serveret havaborre efterfulgt af kanin og desserten tiramisu. Rejselederen havde i forvejen spurgt, om der var nogle i gruppen som ikke spiser kanin, der nærmest er en nationalret her på De Kanariske Øer - og ingen reagerede. Selv har vi med fornøjelse spist kanin mange gange - oftest som små stykker kød kogt i en sauce med svesker. Alligevel er der enkelte, der vælger at stå over, da de ser en hel grillet kanin komme på bordet og udtaler: - Man spiser da ikke kæledyr!

Over Agulo til nationalparken Garajonay’s infocenter ved La Rosas

På vejen mod dagens eventyr stopper bussen ved en af La Gomeras mange fantastiske udsigtspunkter - Mirador Lazcano på vej GM1. Herfra kan vi se udover et tørt, eroderet landskab med dybe kløfter og med den karakteristiske klippetop Roque de Agando, der rager 1.250 meter op over havet. I landsbyen Agulo, der ligner andre små landsbyer med gamle huse og smalle gader, bruger vi en god times tid. Men her er intet specielt at komme efter, så de mest trængende benytter lejligheden til at få en kop formiddagskaffe.

Foran informationscentret til Garajonay Nationalpark i nærheden af landsbyen La Rosas står et par drageblodstræer og da vi træder indenfor i den botaniske have, ser vi en masse planter som f.eks. kæmpemæssige julestjerner, papyrus, forskellige husløg, papegøjeblomst, også kaldt parasdisfugl (strelitzia) samt protea - den smukke, hvide sydafrikanske nationalblomst. Her er også en samling af La Gomeras 43 endemiske planter.                                           

Film i informationscentret

Vi ser en film om De Kanariske Øers oprindelige urbefolkning - guancherne. Man mener, at guancherne var en gruppe berbere som kom fra det nordlige Afrika allerede 2000 år f. Kr. Man ved, der var endnu en indvandringsbølge omkring år 500 f. Kr. Det sprog berberne i Marokko taler i dag har en del ligheder med de få ord og sætninger man kender fra det oprindelige guanchesprog. "Guan achinech" kan oversættes med "mand fra Tenerife", men det fik de første spanierne galt i halsen og omtalte herefter indbyggerne som "guanch". Indbyggerne havde næsten ingen kontakt til de øvrige øer, men de forstod alligevel hinanden. 
Da europæerne kom, var der interne magtkampe på øerne, hvilket førte til, at det var lettere at kolonisere øerne, hvilket spanierne gjorde fra begyndelsen af 1400-tallet. Man mener at der dengang boede ca. 70.000 mennesker på øerne. Over halvdelen af indbyggerne blev dræbt i kamp eller solgt som slaver. Mange giftede sig med europæerne og blev blandede.

Imponerende udsigt over nationalparken

Bag informationscentrets lille museum og souvenirbutikker leder en sti op gennem skoven til en udsigtsplatform. Herfra kan man se ud over den botaniske have og endnu længere udover nationalparken.

Gennem våd lauerbærskov fra Alto de Contadero til Nuestra Senora de Lourdes

I hjertet af nationalparken Garajonay vandrer vi ned gennem laurbærskoven og får et indtryk af hvorledes skovene i Middelhavsområdet må have set ud for millioner af år siden. Træerne står tæt og var her ikke en sti, ville her være næsten ufremkommeligt. Mange forskellige mosser på træerne fortæller os, at fugtigheden er stor her - men også at luften er helt ren.
Kun enkelte steder på turen åbner skoven sig, så vi kan se ud over landskabet under os. Vi følger bækken som senere bliver til Barranco de El Cedro og krydser den på et par store sten.

Nuestra Senora de Lourdes

Midt i skoven ligger den lille kirke Nuestra Senora de Lourdes, der tidligere fungerede som et valfartssted med et årligt optog. Denne fest er nu stoppet for at beskytte det omkringliggende miljø mod de mange mennesker. Ved kirken findes nogle faste borde, hvor vi kan nyde vores medbragte picnic, men netop som vi når frem, åbner himlen sig over os. Regnen kommer pludseligt og vælter ned i tykke torve. Vi søger læ under laurbærtræernes kroner, mens vi finder regntøjet frem. Alligevel når vi at blive våde. Heldigvis er her ikke koldt. Vi får ved fælles hjælp stablet maden på bordet - lidt fugtigt må man sige - og da regnen er vedvarende, skynder vi os at spise og spadsere derefter de sidste kilometre op til landevejen, hvor bussen og vores chauffør venter på os. Han har været forudseende for i bussen venter os chokolade og et glas brandy - det luner.

Fra Roque de Agando ned til La Laja

Denne formiddag blæser der en kold og kraftig vind oppe omkring Roque de Agando - en meget karakteristiske klippetop som rager 1.250 meter op over havets overflade og som kan ses fra mange steder rundt omkring på La Gomera. Skyerne driver i en lind strøm ind på os - så man næsten kan tale om horisontalt regnvejr. Det bliver kun til nogle få minutter ved bjergtoppen, inden vi skynder os ned ad vandrestien mod La Laja for at komme lidt i læ.

I fyrreskov

På de næste tre kilometer skal vi 600 højdemeter ned og i dag i en helt anden type skov - fyrreskoven. Den specielle kanariske fyr (pinus canariensis) har ikke to sammenhængende nåle - men tre. Træet har en enestående evne til at samle fugten fra de drivende skyer og fortætte den til dråber, som vander træerne i det ellers så tørre klima. Efterhånden som vi kommer længere ned bliver det varmere og under skyerne er vejret klart og vi får en flot naturoplevelse. Midtvejs ligger en lille ruin - Casa del Manco - hvor vi holder en snackpause med tørrede frugter. Vi fortsætter vandringen på kanten af kløften og efter at have passeret endnu et klippehjørne, kan vi langt under os se dagens mål - La Laja. Her venter chauffør og bus som kører os til San Sebastian, hvor vi skifter tøj på hotellet for at fortsætte til færgen, som bringer os til Tenerife, hvor nye vandreeventyr venter.