500 IMG_6774.JPG
Kør-selv ferie

Ukendte skatte i det sydøstlige Polen

Google Map...
Polen

Hovedstaden i Polen er Warszawa. 

Befolkningstal: Ca. 38 mio.

Areal: Ca. 312.679 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 673 km til Warszawa

Tidsforskel: Ingen.

Mest besøgte attraktion: Den gamle bydel i Warszawa, Krakow og mange af de andre middelalderbyer med paladser, slotte og borge. Men også naturen omkring de Mauriske Søer er værd at besøge.

Mere information:

Turistinformation: Polen

Rzeszow - hovedstaden i Podkarpackie-regionen

Her er altid liv foran rådhuset på den store markedsplads i Rzeszow. Og tidligere også under markedspladsen. For her har der fra gammel tid været lagre til opbevaring af varer og i dag kan man komme med på en guidet undergrundstur i de gamle haller helt ned til 10 meter under torvets overflade. Undergrundsruten er 369 meter lang og blandt byens største turistattraktioner.
Men også på torvet er her noget at komme efter - enten det farvestrålende marked eller en kulturel begivenhed. Midt på markedspladsen, der er omgivet af klassiske huse med hoteller, restauranter, museer og gallerier m.v. står en gammel, dekorativ brønd fra 1600-tallet. Vi følger gågaden med dens livlige folkemængde og gode butikker, og kommer forbi sognekirken viet til St. Stanislaus og St. Adalbert, der har rødder tilbage til 1300-tallet. Kirkens nuværende udseende fik den ved en ombygning i 1621 og senere udvidelse i 1754. Vægmalerierne og interiøret i kirken stammer fra 1700-årene.

3. maj gaden

Gågaden fortsætter på 3. maj-gaden - opkaldt efter Polens grundlovsdag - og endnu en kirke samt Rzeszow's museum med en omfattende samling af arkæologiske, historiske og etnografiske skatte. Gaden ender ved et tidligere stort palæ i fransk stil som p.t. er under gennemgribende renovering. På den anden side ligger Kastanjealléen en af byens smukkeste strøg med et par skønne 1900-tals schweizerhuse og overfor er der udsigt til Lubomirski slottet, hvis konstruktion begyndte i det sene 1500-tal. Som kontrast til alt det gamle ses også den moderne Multimeter Fontæne, som springer fra maj til oktober. Specielt om aftenen, når lyset kastes på kaskader af vand der løftes i takt med musikken. Rzeszow er en ungdommelig by, for her studerer mere end 50.000 unge mennesker på universitet og højere læreranstalter. Tilbage på markedspladsen ligger det eksklusive Hotel Ambasadorski og her spiser man overraskende godt.

Frilandsmuseet for olie- og gasindustri i Bobrka

Vidste du, at verdens første industrielle olieindustri blev skabt her i Podkarpackie-regionen - og ikke i USA? Allerede i middelalderen var man klar over, at det klistrede stads, som boblede fra små sorte huller i skoven ved Bobrka, kunne udnyttes dels til at smøre hjulenes nav med, dels som imprægneringsmiddel til træværk og endelig som medicin til at smøre på sår. Man dyppede bladfyldte grene i råolien og lod massen dryppe af i træspande som kunne transporteres bort. I 1854 var der en dygtig forretningsmand Ignacy Lukasiewicz (1822-1882) som satte system i olieudviklingen - først med håndgravede brønde senere med forskellige oliebor. Gennem kemiske processer lykkedes det at raffinere råolien og man fik petroleum. 
Alt dette og meget mere hører vi om på Frilandsmuseet for olie- og gasinindustri i Bobrka, mens vi vandrer med guide gennem skoven og ser de gamle oliebrønde og boretårne, der i begyndelsen var manuelt betjente og først senere blev automatiseret. Den dag i dag produceres her fortsat olie fra brøndene i området - nu med helt moderne oliepumper. 
Bobrka er ikke det eneste sted i Polen, hvor der produceres olie, men alligevel dækker den polske olieindvinding kun omkring tre procent af landets oliebehov.

Trækirken i Haczow

Podkarpackie-regionen har en lang perlerække af historiske trækirker, så der nu er lavet ni specielle trækirkeruter på tilsammen mere end 1200 kilometre, som man kan følge mellem disse gamle kulturminder, hvoraf flere er på UNESCO's verdensarvsliste. Vi besøger en af disse arkitektoniske mesterværker - den tidligere katolske sognekirke i Haczow dedikeret til Jomfru Marias Himmelfart og Ærkeenglen Nicolas. Trækirken, der kan dateres tilbage til 1460, er den største gotiske trækirke i Europa og også den ældste trækirke i Polen bygget ved hjælp af vandretliggende tømmerstokke. Kirken er rigt dekoreret med farvelagte træskulpturer og malerier fra det 15. århundrede. Harczow trækirke blev optaget på UNESCO's verdensarvsliste i 2003.

Krosno - kendt som Lille Krakow og Glasbyen

Det er historiske renæssancehuse forsynet med arkader fra 1600-årene, der møder os, da vi træder ind på den store markedsplads midt i byen Krosno. Arkaderne giver ly for regn og sol og her findes bl.a. caféer og butikker i de smukke huse med et væld af klassiske detaljer. Krosno lå som et vigtigt knudepunkt på de gamle handelsveje i Podkarpackie-regionen fra øst mod vest til Krakow og fra syd mod nord til Warszawa og driftige handelsfolk slog sig ned her og skabte formuer. En af disse var handelsmanden Robert Wojciech Portius, født i Skotland, der i begyndelsen af 1600-årene havde stor betydning for udviklingen af Krosno. Han tjente sine mange penge bl.a. med import af vin fra Ungarn og kunne medvirke til finansieringen af prægtige paladser og imponerende kirker. 
Siden det 17. århundrede er Krosno da også blevet kaldt for Lille Krakow og var kendt som en rig og politisk vigtig by over hele Europa.

Franciskanerklosteret

Få skridt fra torvet ligger franciskanerklosteret grundlagt i det 13. århundrede med en gotisk kirke fra 1500-årene viet til den velsignede Jomfru Maria. Kirken med barok interiør - herunder flot stuk på loftet i kirkens kuppel - er bestemt et besøg værd. Både kloster og kirke har været udsat for brande og krigsskader og er blevet genopbygget så sent som i 1900-årene.

Trinitatis - kirke til Den Hellige Treenighed

Midt gennem markedspladsen går den gamle hovedvej og herfra kan klokketårnet til basilikaen Trinitatis ses. Kirken og klokketårnet er oprindeligt bygget i begyndelsen af 1400-årene, men også disse vigtige bygninger er genopbygget adskillige gange efter brande og krige - senest i slutningen af 1800-tallet. Denne barokke kirke er rigt dekoreret med kulørte træskærerarbejder og ikke mindre end ti forskellige altre fra 1600-årene belagt med guld, ligesom her ses flotte malerier og ikoner. Kirkens interiør betragtes som værende blandt de prægtigste i det sydlige Polen.

Udsigt fra klokketårnet

Vi får mulighed for at komme op i klokketårnet, men det er ikke for folk der lider af klaustrofobi eller højdeskræk, da adgangen går ad stejle og smalle trapper og stiger. Undervejs passeres et ur-museum og tårnets store klokker, der er blandt de største i Polen. Men anstrengelserne betaler sig, for fra tårnets øverste platform er der en flot udsigt ud over hele Krosno og omegn. Få skridt herfra ligger flere museer bl.a. et stort etnografisk museum for Podkarpackie i det tidligere bispepalads.

Glascentret i Krosno

Krosno kaldes også for Glasbyen - og ikke uden grund. Glasindustrien i Krosno er allerede mere end fem århundreder gammel og byen er Europas største glas- og glasfibreproducent. 
Krosno er stolt af sin kreative glaskunst og -kultur. Det ser man bl.a. i Krosnos Glascenter, der blev åbnet i 2002. Glascentret er ikke noget "ordinært" museum, men derimod et levende og fascinerende center, hvor de besøgende kan se hvor mange skjulte muligheder der findes i glas og måden det produceres på. Her er også mulighed for selv at prøve at puste glas sammen med de professionelle glaspustere. Glascentret har en omfattende udstilling af forskellige glaskunstneres værker – fra helt enkelte figurer og slebne glas til mere komplekse og farverige glasskulpturer. Her findes naturligvis et udsalg af håndlavede glas og glaskunst – til absolut rimelige priser.

Borgruinen Kamieniec i Odrzykon

Mange af Podkarpackie-regionens middelalderborge er gennem tiderne blevet til paladser - et resultat af utallige rekonstruktioner - og har derfor ikke megen lighed med de oprindelige borge. I borgruinen Zamku Kamieniec i Odrzykon finder vi en middelalderborg, hvor man forsøger at genskabe og bibeholde mest muligt af det originale. Borgen, der er opkaldt efter den bjergtop, hvorpå den er bygget, dateres første gang i 1348 og skulle hjælpe folket med at bevare magten og forsvare Polens grænser og ikke mindst beskytte mod røvere. I 1396 blev den kongelig ejendom, og senere skænket til andre som belønning for deres indsats for landet - bl.a. for at vinde krige.  Op gennem det 16. og 17. århundrede havde borgen forskellige ejere og borgen er blevet besøgt af adskillige af Polens konger, generaler og poeter. Slægtninge, som på et tidspunkt ejede borgen, blev uvenner og det hele forfaldt og endte med at blive et stenbrud, hvorfra man kunne hente materiale til andre bygninger i området!
I dag ejes borgen af staten og det som er tilbage er for det meste pittoreske ruiner bestående af stenmure på en bjergtop med et par af borgens sale indrettet som museum samt en udstilling af forskellige toturinstrumenter fra den milde gabestok over svedekassen til den virkelige ondskabefulde pinebænk.

Naturreservatet Przadki

Et kort stykke fra borgen kommer vi til naturreservatet Przadki, hvor op mod 20 meter høje sandstensformationer rejser sig lodret mod himlen. Disse sandstensformationer blev dannet for millioner af år siden ved vulkansk aktivitet og er gennem tiderne blevet slebet til af erosion. Her er det kun begrænsninger i ens egen fantasi, der sætter grænser for, hvad klipperne kan forestille.

Krosno Internationale Ballonfestival

Hvert år afholder Krosno en international ballonfestival for varmluftballoner bestående af flere konkurrencer - både det polske mesterskab og internationale konkurrencer. Og først på aftenen overværer vi opsendelsen af mere end 50 farvestrålende balloner. Nogle svæver lavt andre højt alt efter hvor skipperen mener at der er bedst vind - for her gælder det også om at komme først! Ballonerne styres stort set kun ved at man kan tænde for gasblusset og derved varme luften op inde i ballonen, der så stiger. Det er et betagende syn at se de mange balloner svæve bort mod dagens nedgående sol.

Frilandsmuseet Skansen i Sanok

Midt mellem Krosno og grænsen til Ukraine i øst ligger byen Sanok, der også er en by med en markedsplads fra middelalderen omgivet af fine borgerhuse, kirker samt et fornemt rådhus. Men det er stedets frilandsmuseum Skansen - det største i Polen - der med en enestående samling af gamle bygninger fra Podkarpackie-regionen, er en af de helt store attraktioner. Skansen er en polsk kulturarv med p.t. mere end 160 træhuse - beboelseshuse, lader, vind- og vandmøller, skoler, butikker og ikke mindst trækirker - der viser den gamle arkitektur fra både by og land fra 1600-årene og op til 1900. Bygningerne er nænsomt flyttet til dette 38 ha store område og bl.a. samlet omkring et stort brostensbelagt torv, hvor 26 bygninger med bl.a. købmandsbutik, postmesterens hus og mange flere kan besøges. Husene har originalt inventar, hvilket udgør mere end 31.000 genstande og medvirker til at gøre besøget yderst interessant. I et par af bygningerne findes store samlinger af uerstattelige ikoner, hvilket også medvirker til at gøre Skansen i Sanok til et af de fineste museer for etnografisk arkitektur i hele Europa.

Arlamow Hotel - på en bjergtop i Karpaterne

Helt i Polens sydøstlige hjørne kører vi op i Karpaterne - den største bjergkæde i Centraleuropa. I de bløde skovklædte bakker er der ind i mellem betagende udsigter og netop på en bakketop ligger det gigantiske Hotel Arlamov. Oprindeligt lå her en mindre landsby, men efter at lokalbefolkningen - størstedelen var en ukrainsk minoritet - var blevet tvangsflyttet i 1946 under "Operation Vistula", oprettede kommuniststaten i 1960'erne et tophemmeligt regeringskompleks kaldt W-2. Stedet var ikke angivet på noget landkort og adgangen hertil var skarpt bevogtet af militæret. Dengang var det kun medlemmer af partitoppen som fik adgang til stedet, der blev benyttet til politiske drøftelser, fester og jagtselskaber. Efter at undtagelsestilstanden blev indført i Polen i 1981, blev Lech Waleza, der var leder af Solidaritet, sat i husarrest i den del af hotelkomplekset som kaldes "Jagthytten" i seks måneder i 1982. Som bekendt fik Lech Walesa Nobels Fredspris og blev senere Polens præsident.
I 1991 blev stedet lukket og derefter solgt til private investorer i 1996, hvorefter alle kunne komme her. Efter omfattende investeringer og gennemgribende renovering kunne det nuværende hotel åbne i 2014. Stedet har i dag 700 gæster og er så populært at det er klogt at reservere plkads i god tid. For i denne friske bjerglift kan man om sommeren vandre eller cykle på de anlagte stier eller ride sig en tur på heste fra egen stald. Eller man kan slappe af ved den udendørs swimmingpool og nyde udsigten ud over Karpaterne. 
Om vinteren er her mulighed for langrend og slalom for her er anlagt en 500 meter lang skihejs lige ved hotellet.

Renæssanceslottet Krasiczyn

Tæt på byen Przemysl besøger vi den berømte Krasiczyn-families renæssanceslot, der har rødder tilbage til 1540, og som i dag ejes af et industriforetagende. Dette prægtige slot blev bygget mellem 1602 og 1631 og er som taget ud af Toscanas højborg og udført under stærk indflydelse herfra. Krasiczyn renæssanceslot er blandt de mest værdifulde i Polen og betragtes derfor også som en af Polens perler. En stenbro fører over en vandgrav på slottets ene side og herfra kommer vi ind i slotsgården og kan nyde de flotte vægmalerier og arkitekturens mange smukke detaljer. Der arrangeres rundvisninger og her findes både hotel og restaurant. Det kan også anbefales at spadsere rundt om slottet i den tilhørende slotspark.

Pilgrimscentret Kalwaria Paclawska

Siden 1679 har man her tilbedt Den Hellige Guds Moder og i perioden mellem 1770 og 1775 blev franciskanerklosteret og pilgrimskirken Kalwaria Paclawska bygget. Indvendigt er kirken et overflødighedshorn af barok arkitektur og udsmykning belagt med guld, samt et meget flot malet kuppelloft. Mere end 10.000 pilgrimme kommer hvert år i august for at tilbede Den Hellige Guds Moder.

Polens ældste ortodokse stenkirke Posada Rybotycka

Som tidligere nævnt findes der i Podkarpackie-regionen et utal af ældgamle trækirker, men også Polens ældste ortodokse klosterkirke bygget i sten - Posada Rybotycka - der er fra 1400-årene. Klosteret findes ikke længere, men den gamle robuste kirke står endnu. Indvendigt findes nogle fine byzantinske fresker.

Hitlers jernbanebunker i Stepina

På vejen tilbage mod Rzeszow kører vi forbi Stepina, hvor der ses en tysk jernbanebunker, der blev bygget af Det 3. Rige under anden verdenskrig som en del af "Anlage Süd". Den 382 meter lange betontunnel - der er enestående i Europa - skulle beskytte stillestående tog mod bomber og det var her at Adolf Hitler og Benito Mussolini mødtes den 28. august 1941 for at drøfte krigen med russerne. 
I dag er det ikke meget at se indvendigt - nogle få maskiner og nogle vare som opbevares i det mørke og kølige rum. Det er selve bygningen og dens størrelse, der gør dette historiske sted interessant.