Sognefjorden i en nøddeskal (1/2), Norge
Log ind Log ind
Sognefjorden i en nøddeskal

Sognefjorden i en nøddeskal

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Innovasjon Norge

På denne rundrejse i Norge er vi kommet til Sognefjorden, hvor vi skal på fjordsafari fra Bergen via Flåm og med Bergenbanen tilbage til Bergen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Fra Bergen med Fjord Pass i lommen

Rundturen "Sognefjorden i en nøddeskal" bestiller du hos Fjord Tours og er en af de mange arrangerede rundture på Vestlandet, som denne turoperatør tilbyder for at vi kan opleve det norske land "i en nøddeskal". Denne rundrejse kan gennemføres fra Bergen gennem Sognefjorden til Flåm og via Myrdal tilbage til Bergen på en enkelt dag, men det kan ikke anbefales. Læg et par overnatninger ind undervejs og kom ned i tempo. Du vil helt sikkert møde den ægte norske sjæl. Med rabatkortet Fjordpass opnår du betydelige rabatter på hotelovernatninger undervejs. Den hurtigt sejlende katamaranfærge fra Fjord1 glider ud af havnen og lægger Bergen bag sig på vej mod Sognefjorden, hvor du over et par dage oplever den ægte norske sjæl gennem vestlandets storslået natur og kultur. De næste par timer sejler skibet indenskærs mellem fastlandet og de vestlige skærgårdsøer, der ligger som en beskyttende vold ud mod Atlanterhavet. Båden er kun for passagerer - ingen biler, ingen cykler - og er indrettet i to etager med behagelige siddepladser, de fleste med et godt udsyn ud af vinduet. Her er kiosk og du kan gå ud på agterdækket og betragte landskabet i frisk luft, mens båden glider forbi sommerhuse, små fiskerlejer, små øer og holme.

Med Fjord Tours på rundturen "Sognefjorden i en nøddeskal"

Med Fjord Tours på rundturen "Sognefjorden i en nøddeskal"

Sognefjorden

Efter et par timer glider båden ind i Sognefjorden - en af verdens længste fjorde, 205 km lang. Sognefjorden skærer sig halvvejs gennem Norge mod Sverige, så længst inde i fjorden er du midt i Norge! Under båden er der ca. 1.300 meter ned til det dybeste sted i fjorden og efterhånden bliver fjeldene større og større - stejlere og mere vilde. Ved nogle af de små byer undervejs ligger båden til, men det tager under et minut at få landgangen ned, passagererne af og afsted igen. Fjorden er ganske bred det meste af vejen og udsigten til alle sider er betagende. Snart ses de første snedækkede fjeldtoppe, grønne lier, skovklædte fjelde, brusende vandfald og små idylliske bondehuse presset ind mellem fjeldsiderne.

Sneklædte fjelde ved Sognefjorden

Sneklædte fjelde ved Sognefjorden

Fjærlandsfjorden

I Balestrand kan du forlade katamaranen og komme med en af de bilfærger, som sejler lokalt mellem byerne længst inde i Sognefjorden. Så går alting noget roligere og i et adstadigt tempo sejler færgen ind i en nordgående sidefjord, Fjærlandsfjorden, mens du fra soldækket får det første blik af det europæiske fastlands største gletsjer - Jostedalsbreen.

Landgang ved Fjærland

Landgang ved Fjærland

Fjærland

I den lille bygd Fjærland inderst i fjorden - mest kendt som "Bogbyen" med butikker fyldt med bøger - venter en turistbus for at køre de fem minutter frem til Norsk Bræmuseum. Her kan du se en film om Jostedalsbreen og kan efterfølgende gå på opdagelse i det interessante gletsjermuseum og få alt at vide om isens tilblivelse og forsvinden.
Efter besøget fortsætter busturen til Bøyabreen der er en gletsjertunge fra Jostedalsbreen, som glider så langt ned mod offentlig vej, at det er muligt at komme "helt tæt på". Også her er meget af gletsjeren smeltet bort pga. den globale opvarmning. Det ses tydeligt, da bussen parkerer på en morænevold - en bunke jord, sten og grus, som gletsjeren i sin tid skubbede foran sig. Nogle hundrede meter fremme ligger en sø neden for klipperne, hvor "de sørgelige" rester af Bøyabreen kæmper sin dødskamp. Højt oppe på selve bræen ses blåisen - is, der under tidernes store pres nu er skubbet frem i lyset og senere vil smelte eller styrte ned på grund af trykket bagfra.

Norsk Bræmuseum i Fjærland

Norsk Bræmuseum i Fjærland

Kviknes Hotel i Balestrand

Tilbage i Balestrand ligger det legendariske Kviknes Hotel der drives af familien Kvikne. Hotellet har en interessant historie, der går helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor turismen begyndt i Sognefjorden. Det var først de engelske rigmænd der kom for at gå på hjortejagt i fjeldskovene, men senere kom andre turister til området. Ikke mindst kunstnere - både norske og udenlandske malere - fandt det helt specielle lys omkring Balestrand interessant. Balestrand ligger netop hvor Sognefjorden "knækker" og er bredest, omgivet af høje fjelde, der nærmest danner en hesteskobue i naturen. Disse grønklædte fjelde med evig sne på toppen og den åbne grøn-blå fjord med den blå himmel gør lyset i Balestrand helt specielt. I løbet af 1880’erne blev det første gæstgiveri udbygget og der blev etableret fast rutefart på Sognefjorden. En gang om ugen lagde båden til ved Balestrand. I 1894 indviede man første del af det nuværende hotel (østgavlen) og i 1912 stod hotellet færdigt i schweizerstil, som vi ser det i dag. Dengang var det landets største træhotel med 200 sengepladser. I 1960’erne - hvor schweizerstilen var gået af mode - blev et betonbyggeri bag den gamle hotelbygning tilføjet. Dengang var det ubetinget en succes. Ingen ville bo i den gamle bygning længere.

Landgang ved Balestrand

Landgang ved Balestrand

Konger og kejsere

Under et sæde på en af dragehovedstolene ses beviset på kongeligt besøgte Balestrand. Kom de kongelige, kom der endnu flere for at se, hvor de kongelige havde været. Den tyske Kejser Wilhelm II, der flere gange havde holdt ferie i Sognefjorden med en del af sin flåde (stort skulle det være), var grebet af nationalromantikken og elskede stedet. I 1914 fik han meddelelse om skuddet i Sarajevo, mens han var på besøg hos kunstmaleren Hans Dahl og sad i netop denne stol, hvor der står skrevet: "Kejser Wilhelm sad i denne stol den 25.juli 1914 om eftermiddagen kl. 5 til 5½ da krigen kom. Ultimatummet udløb kl. 6." To dage efter var kejseren ude af Sognefjorden på vej hjem til Tyskland. Verdenshistoriens vingesus går gennem Kviknes Hotel i Balestrand.

Interiøre i Kviknes Hotel

Interiøre i Kviknes Hotel

Omkring i Balestrand

Efter en god middag er det rart at få rørt sig lidt, så det kan anbefales at spadserer ud ad landevejen langs kysten. Forbi vikingegravene og campingpladsen og frem til nogle af de klassiske kunstnerboliger opført i schweizerstil, pyntet med dragehoveder efter den norske vikingetradition. Herude ligger flere af disse bevaringsværdige og meget pittoreske huse. Byen er let overskuelig med et par souvenirbutikker, en købmand, et par hoteller, en campingplads etc. Alt i kort afstand fra hinanden. Har du tid og mod på længere vandreture, er der i Balestrand flere muligheder i fjeldene på markerede ruter, der går fra korte lette ture på ca. en time til længere og mere krævende ture på op til ti timer.

Hus i den såkaldte schweizerstil

Hus i den såkaldte schweizerstil

Den Engelske Kirke

Den såkaldt Engelske Kirke ligger højt lidt ude ad strandvejen og er viet til St. Olav, helgenkongen, der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030. Kirken, der er opført i træ, blev bygget i 1897 i en stil inspireret af de gamle norske stavkirker. Over det enkle alter ses ni helgenvinduer i glasmosaik og er et fint eksempel på glaskunst i 1800-tallet.

Skt. Olafs Kirke også kaldt Den Engelske Kirke

Skt. Olafs Kirke også kaldt Den Engelske Kirke

Gennem Aurlandsfjorden mod Flåm

Op ad formiddagen kommer Fjord1 katamaranen på sin daglige sejlads gennem Sognefjorden til Balestrand og ombord går det videre mod Flåm. Igen sejles forbi stejle klippesider med brusende vandfald og små bygder, indtil skibet møder en større færge midt i fjorden ved indsejlingen til Aurlandsfjorden, der er en sydgående fjordarm til Sogefjorden. Katamaranen glider stille og roligt op på siden af færgen og et øjeblik efter er passagerer flyttet fra det ene skib til det andet og der sættes turbo på katamaranen. Snart passeres den 17 km. lange og meget smalle Nærøyfjorden, der sammen med Aurlandsfjorden i 2005 kom på UNESCO’s liste over bevaringsværdige naturområder.
Næste by der passeres er det lille - og tidligere helt isolerede bysamfund - Undredal - og lidt efter rundes den sidste stejle klippeside, inden skibet anløber Flåm. Du kommer ikke længere ind i Sognefjorden på turen "… i en nødeskal" og fra den travle havn er der kun kort afstand til Fretheim Hotel - og alt andet i denne lille turistby, hvor her er et utal af souvenirboder med alt fra gedigent norsk kunsthåndværk, strikkede norske uldtrøjer til postkort og nøgleringe. Her er et par spisesteder, en pub med eget mikrobryggeri, et par hoteller, en campingplads, et museum samt en jernbanestation. Og det er netop jernbanen - Flåmbanen - der har gjort Flåm til en af de travleste turistbyer i hele Norge. Hvert år kommer flere end 100 store cruiseskibe til den lille havn. De fleste for at se den storslåede Sognefjord - men også for at opleve den utrolige togrejse med Flåmbanen.

Fra Balestrand sejles der gennem Aurlandsfjorden mod Flåm

Fra Balestrand sejles der gennem Aurlandsfjorden mod Flåm

Fretheim Hotel

Hotellet, der har rødder helt tilbage til 1870, står med sin særegen arkitektur i hvide farver mod de grønne fjeldsider, der omkranser det og med udsigt udover fjorden. En stor glasfacade pryder indgangspartiet og gør det muligt fra restauranten på 1. sal at skue ud over hele området. Etagerne øverst i glasbygningen har bar og benyttes til after-dinner-drinks og leverer en fantastisk udsigt. 
Men Fretheim Hotel er mest kendt for sin madfilosofi "Det Bevidste Køkken", hvor hovedformålet er en klar bevidsthed om, hvor maden kommer fra, hvordan den er fremstillet, hvilken kvalitet maden har, etc. Alle fødevarer er garanteret 100% økologiske og fremskaffes så vidt muligt i lokalområdet, hvilket sikrer, at varerne altid er helt friske. Derudover er hotellet miljøcertificeret, der bl.a. har medført reduceret energiforbrug, mindre affaldsmængder og bedre affaldssortering. Det er da også igen en helt overdådig buffet, der venter. Alene laksen findes i syv forskellige variationer! Og der er flere hjemmelavede retter for på Fretheim Hotel ryger og tørre man selv den mad, der serveres for hotellets gæster.

Fretheim Hotel i Flåm

Fretheim Hotel i Flåm

Flåmsbanen Museum

10 skridt fra havnen starter Flåmsbanen og lige ved siden af ligger museet, der giver et godt indblik i den ingeniørmæssige kæmpeopgave, det har været at bygge denne berømte togstrækning. Udstillingen viser også hvor svært og farligt det var for arbejderne. Besøg udstillingen inden du begiver dig med toget til Myrdal.

Flåmbanens Museum fortæller historien om etableringen af banen

Flåmbanens Museum fortæller historien om etableringen af banen

Udsigten over Aurlandsfjorden

En af de flotteste udsigter får du oppe ved Stegastein udsigtsplatform, der ligger højt på fjeldet over Aurland. Alle kan køre hertil og herfra kan du se ud over Aurlandsfjorden, med byen Aurland liggende langt neden for dine fødder. Vil du have en flottere og mere dramatisk udsigt, må du køre lidt længere op ad fjeldet og vandre små 10 minutter op over en fjeldkant til et svimlende udsigtspunkt. Og det er turen værd. Herfra kan man vandre - evt. med guide - tilbage til Aurland på en god times tid, men forhør dig inden på turistkontoret.

Enestående udsigt over Aurlandsfjorden

Enestående udsigt over Aurlandsfjorden

Tur til Brekkefossen

Selv om klokken har passeret 22 er det fortsat lyst og det kan anbefales at spadsere en tur ud forbi campingpladsen. Mindre end 10 minutters gang fra havnen er du allerede langt ude på landet og kan gå mod Brekke - et lille bondesamfund i den grønne Flåmsdalen. Efter få skridt kan målet for den lille aftenvandring ses - Brekkefossen - der spyer kaskader af vand ned over den bratte fjeldside.  Herfra tager det ca. 20 minutter at komme op gennem skoven. En smal sti fører frem til et lille plateau lige over for vandfaldet. Udover at stå ansigt til ansigt med dette brusende bad, er her en helt vidunderlig udsigt i retning tilbage mod Flåm og den bagvedliggende Aurlandsfjord. Turen tilbage til landevejen kan gøres på den halve tid. Så har du et par timer tilovers i Flåm, hvor du måske venter på noget - så kan det anbefales at tage denne tur eller en af de andre korte ture i den nærliggende natur, som du kan få meget mere at vide om på turistkontoret. Der findes naturligvis også længere vandreture omkring Flåm og Aurland, bl.a. en af de mest skattede vandreture i hele kongeriget - turen gennem Aurlandsdalen.

Få km. fra Flåm ses Brekkefossen

Få km. fra Flåm ses Brekkefossen

Bryggeriet Ægir

De sidste solstråler her netop sluppet de højeste fjeldtoppe og skumringen er begyndt. På havnen står en markant bygning - en valhal - en gudebygning. Indenfor brænder en flamme fra ildstedet midt i bygningen og  her er en løssluppen stemning. Det er Ægir Bryggeri’s pub og bag en glasvæg ses kobberkarrene med humle. I baren kan du vælge mellem fem forskellige øl-produkter fremstillet af dette mikrobryggeri. Oppe på førstesalen hygger gæsterne sig i små nicher på de udslåede rensdyrskind.

Æger Bryggeri holder til i en Valhal

Æger Bryggeri holder til i en Valhal

Flåmsbanen

Flåmsbanen er en enestående attraktion, der tiltrækker næsten 600.000 mennesker hvert år og er uden sidestykke i Europa. Med en samlet længde på 20 km. og med en højdeforskel på 865 meter har den en stigningsgrad på en meter hver 18. meter. Stigningen er helt speciel for en jernbane og for at klare højdestigningen er dele af banen lagt som tunnel i spiral ind og ud af fjeldet. 20 tunneller skal vi igennem, heraf er 18 håndgravede. Turen går gennem Flåmsdalen med udsigt til vandfald og mægtige fjelde. Toget kører langsomt ved de allerflotteste udsigtspunkter f.eks. ved Rjonandefossen og stopper helt ved den mægtige Kjosfossen. Her er en lille platform, hvor du kan stige ud for at betragte vandfaldet nærmere - alt medens toget venter. Efter ca. 50 minutter glider toget stille og roligt ind på Myrdal Station der ligger på Bergenbanen og som derfor giver let adgang til toget enten mod Oslo eller Bergen. Toget vil de næste to timer bringer dig videre over fjeldet - med udsigt til sneklædte toppe, funklende, krystalklare bjergsøer og fossende elve - tilbage til Bergen.

På tur med den spektakulære Flåmsbanen

På tur med den spektakulære Flåmsbanen

Fakta om Norge

Hovedstaden i Norge er Oslo.   

Befolkningstal: Ca. 5,2 mio. 

Areal: Ca. 385.203 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.  

Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.

Mere information:

Turistinformation: Norge