16Skarslia 013
Aktiv vinterferie

Skiture omkring Skarslia

Google Map...

Hovedstaden i Norge er Oslo.

Befolkningstal: Ca. 5,2 mio. 

Areal: Ca. 385.203 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo. 

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark

Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.

Mere information:

Rejsebureau: Ruby Rejser

Turistinformation: Norge

Langrend for alle

Glæden er stor da solen bryder igennem og får brændt det lette skydække væk. Oppe på fjeldet er der en fantastisk udsigt til Reineskarvet, et over 12 kilometer langt massiv med en flere hundrede meter lodrette klippekant. Jeg er taget til Bergsjø-området ved Ål. For enden af Votndalen ligger Skarslia Hotell, 895 moh. med en flot udsigt over dalen. Skarslia er del af Bergsjø-området, som er et rigtigt godt langrendsområde der henvender til alle, hvadenten de er begyndere, øvede eller erfarende. Et fint afmærket løjpenet, der både opfatter skov og højfjeld, samt en storslået natur med toppe på over 1.700 moh. der gør, at her er udfordringer og oplevelser for enhver.

Rødungen rundt

Jeg er på vej op mod Varaldsetlie for at løbe en tur rundt om søen Rødungen og her mærker jeg solens varmende stråler. Sikke en start på ferien. Løjpen op mod Varaldsetvatnet og videre mod Rødungen ikke er kørt op, så jeg må selv trampe sporet. Men det gør ikke noget. Solen og den friske fjeldluft virker som opladere på mit batteri. Da jeg når Varaldvatnet, kan jeg se, at der stadig er en lang bræmme ude på søen, som ikke er frosset til is. Det er nu ikke fordi det ikke har været koldt eller der ikke er faldet tilrækkeligt med sne. Vinteren kom tidligt i år og de fleste steder ligger her over en meter sne. Den eneste forklaring på det åbne vand må være, at Varaldvatnet - ligesom de fleste større søer i området - er reguleret med dæmninger med henblik på produktion af elektricitet.
Oppe på fjeldet fortsætter jeg videre op til hytten ved Smattan, hvorfra der er en flot udsigt mod Hæe, Brenthovda og Nysetfjellet i syd. Der er en kold vind på fjeldet, så da jeg tramper mit eget spor langs Rødungen, går jeg på læsiden af fjeldene med en fantastisk udsigt udover søen med Reineskarvet i baggrunden. Det er ofte sådan tidligt på vintersæsonen, at der mangler lidt kvistning og sporlægning af løjper. Men det skal vise sig, at der i løbet af ugen bliver stukket løjper og lagt spor på næsten alle de ture, der er markeret på løjpekortet.
Det åbne vand pisker ned gennem elven, der forbinder Rødungen og den højereliggende sø - Tvistvatnet. På en klar dag som i dag er det et fantastisk skue, som helt klart må opleves, når man færdes i Bergsjø-området. Jeg glider ned over Rødungen på behørig afstand af det åbne vand og krydser henover isen forbi Osestølen og videre over til søens nordlige bred. Her er løjpen til Rødungstøl Højfjellshotell kørt op. Da jeg løber hen mod hotellet, har jeg en fin udsigt til Hallingskarvet i det fjerne.
Fra Rødungstøl går jeg op til Bergsjøen for at gå rundt om søen. Det er en herlig løjpe - Bergsjøen rundt - som egentlig er noget længere end blot rundt om søen. Ved Bukkestølen forlader jeg løjpen og følger "vandkanten" langs søen. Jeg skal hjem og hjælpe med aftensmaden, hvilket er en del af Ruby Rejser’s fællesrejse-koncept, så selvom jeg mest har lyst til at opholde mig oppe på fjeldet til ud på den sene eftermiddag, sætter jeg stille og roligt kursen hjemad.
Ved Tulletjørne rammer jeg igen løjpen og følger den hen langs Bergsjø og tager den lange løjpe ned til Skarslia, som går langs med vejen, jævnt ned i dalen til hotellet. Den perfekte afslutning på dagens tur.

                                                                                                       

Rundtur via Vats, Mjåvatn og over Rødungen

Det er gråvejr og dårlig sigtbarhed - ikke en dag til at tage op på fjeldet. Sammen med en anden gæst følger vi løjpen nede i Votndalen til Vats. Det er en let løjpe, som går lidt op og ned, mens den snor sig mellem træerne. Ved idrætspladsen i Vats forlader vi løjpen og krydser over Vatsfjorden. Ude på isen passerer vi friske huller efter isfiskere. I nogle af dem er der lagt flydere ud med en krog med madding. På den anden side af søen kravler vi op til en lille skovvej, hvor vi holder en frokostpause med udsigt over søen. Vi følger vejen, til vi igen rammer løjpesporet og går derefter op gennem skoven mod Mjåvatnet. Det er et 3,2 kilmeter langt stykke, som går jævnt opad. Da vi kommer ud af skoven, går vi langs med Galden og kommer til Mjåvatnet. Herfra er der kviste til Ål Skicenter og mod Hol’s løjpenet. Vi fortsætter dog oppe langs åsen mod Varaldsetlie. 
Efter 4,5 kilometer når vi en kåte ved Varaldsetlie. Herfra har vi et kvarter hjem til Skarslia, men da klokken kun er 14 fortsætter vi opad løjpen mod Rødungen. En af fordelene ved løjpenettet ved Bergsjø-området er, at man ofte har flere muligheder til at lægge en ekstra sløjfe på sin tur. En anden kvalitet ved området er, at løjperne er klart markeret (når de først er stukket) og ved hver deling af løjpen findes et løjpekort, som fortæller hvor man er og hvor langt der er til de forskellig steder.
Så tager vi løjpen op forbi Varaldsetvatnet og videre mod Rødungen. Der er ingen udsigt til Reineskarvet i dag. Vi krydser søen og på den anden side passerer vi Slagtepladsen, hvis makabre navn henviser til fordom tiders rensdyrdrift. Herfra glider vi hen og rammer løjpen, der fører ned til til Skarslia. Det er simpelthen et godt glid, man ikke bliver træt af.

Rundt om Hengshovda

Det er fortsat gråvejr og vejrudsigten lover ikke opklaring før senere på ugen. Men sigtbarheden er rimelig fra morgenstunden, så jeg beslutter at tage op på fjeldet og gå rundt om Hengshovda. Samtidig får jeg mulighed for at se nærmere på forholdene oppe på fjeldet. Med skifæeller fæstnet under mine ski kan jeg gå lige op ad slalombakken, som ligger bag Skarslia, og komme op til de langrendspor, der udgår fra toppen. Jeg følger løjpen til Tulletjørne ved Bergsjøen og herfra videre mod Dusa og derefter Damtjørne. Denne strækning er en del af løjpen, som går rundt om Bergsjøen, og det går lidt op og ned i en skøn natur med mindre fjeldtoppe. 
Ved Damtjørne fortsætter jeg østover ned gennem Sirestølen til Heståne. Herfra er løjpen ikke længere opkørt, men den er kvistet videre mod Høya og Hengsen for foden af Hengshovda. I Hengsen finder jeg læ ved en hytte og spiser min frokost. Herfra er der en flot udsigt udover Hengsvatnet, som jeg netop har løbet henover, og mod Kråkhamarvatnet i øst.
Jeg forlader løjpen og går rundt om Hengshovda mod uret via Breaåne til Breavatnet. Ved Breaåne er der en dyb slugt og nogle store udhæng, men jeg holder mig godt oppe på fjeldsiden og betragter slugten på god afstand. Da jag kommer op i niveau med Breavatnet, tætner skyerne til i løbet af ingen tid og sigtbarheden bliver dårligere og dårligere. Jeg sætter tempoet lidt op for at komme frem til sæterhytterne, der ligger ved Breavatnet og da jeg når frem, er skyerne presset ned over fjeldet og jeg kan ikke se mere end 100 meter frem. Men der er ingen grund til panik. Jeg ved, hvor jeg er og hvor jeg skal løbe hen for at komme ud på løjpenettet igen. Jeg tager en kompaskurs fra sætrene til en hytte, der ligger ved Fiskeløkhovda. Terrænet er forholdsvis fladt pga. myrer (mose) og søer, så jeg skal ikke tænke så meget på, at konturen i sneen er udvisket og alt fremstår som hvidt-i-hvidt.
Da jeg kommer frem til hytten, tager jeg en ny kompaskurs mod Stautjørne. Her fanger jeg en løjpe, som går til Reine. Fra Reine tramper jeg spor hele vejen ned til Bergsjøstølen. Turen føles rigtig lang - dels fordi jeg selv skal træde sporet og dels fordi der ikke er nogen form for belønning i form af flot udsigt. Vel nede ved Bergsjøen er løjpen kørt op og herfra går det hurtigt hjemad via den gode lange nedkørsel til Skarslia.
Turen rundt om Hengshovda er rigtig flot... i pænt vejr med god sigtbarhed. Jeg tog turen for nogle år siden i strålende sol, og den kan klart anbefales til de, som har mod på at gå uden for løjperne uden at det af den grund bliver alt for krævende. Vigtigt er dog - som altid - at have et godt kort og kompas med. Vejret på fjeldet kan hurtigt skifte, og så bliver kompasset virkeligt et uundværligt redskab. Husk også altid at fortælle andre hvor du/I tager hen og ad hvilken rute. 
Jeg tilbringer eftermiddagen sammen med mange andre gæster med at se børnene (og barnelige sjæle) fejre fastelavn med udklædning, slåen katten-af-tønden, kåring af kattekonge og kattedronning, samt fastelavnboller og saftevand til alle.

                                                                           

Over Mjåvatn, Skurvehovda og Hevjanåsen til Ål Skisenter

Det er fortsat gråvejr, men sigtbarheden er rimelig. Ved morgenbordet foreslår en af de andre gæster, at vi kan løbe hen langs åsen på den anden side af dalen til Ål Skisenter - en forholdsvis flad distance på cirka 39 kilometer tur/retur. Da jeg selv har haft samme tanker, hopper jeg med på forslaget. 
I løbet af natten har der lagt sig en del sne, så vi tramper selv sporet op forbi Varaldssetlie og videre over Mjåvatnet. Vi skiftes til at trampe sporet gennem den til tider 20-30 centimeter dybe sne. Opover Skurvehovda (1.122 moh.) begynder det at lukke til med lavthængende skyer, men vi kan hele tiden se nogle løjpepinde frem og fortsætter ufortrødent i den dybe sne. På den anden side af fjeldet klarer det lidt op, og ved Mykingstølen har vi en fin udsigt over myren. På et tidspunkt bryder solen lige akkurat igennem skyerne. Fantastisk ser det ud med modlyset og de dramatiske skyer. Jeg skynder mig, at finde mit kamera frem for at forevige sceneriet, men da jeg kigger i søgeren er "tæppe trukket for igen". Solen er væk og skyerne ligger lige så tæt som de har gjort hele dagen. Der grines lidt af mig:: "Du må altså bare nyde det, så længe det varer". Jeg må give dem ret. En dag som i dag er der ikke tid til at fotografere, når lyset momentvis bryder igennem. Jeg pakker kameraet ned i rygsækken og tramper videre.
Da vi har kæmpet os over myren ved Pigghovda og passeret Kløbhovdum stopper vi op. Det er midt på dagen og vi har brugt mange kræfter og vi har endnu ikke fået frokost. Der er to kilometer fra Ål Skisenter. Vi kigger på hinanden og bliver hurtige enige om, at vi har gjort det godt, men at der ikke er nogen grund til at bruge flere kræfter på at traske det sidste stykke helt hen til alpinbakken. I stedet vender vi om og finder en snedrive, hvor vi kan indtage vores frokost med udsigt ned mod bygden ved Stavestølvegen.
Det går noget nemmere, da vi glider tilbage samme vej ad det spor, vi har trådt. På vejen møder vi andre af Ruby’s gæster, som er på vej til skicentret. Derfra kan de tage skibussen tilbage til Skarslia, hvilket giver en god mulighed for at komme længere væk fra hotellet end de ellers ville gøre. Mens vi løber videre, glædes vi over hvor let det går efter at vores spor er blevet stampet godt fast af de andre gæster. Snart er vi tilbage ved Mykingstølen, hvor vi nyder eftermiddagsteen.

Dejligt glid hjemad

Fra Skurvehovda ned gennem skoven til Mjåvatnet er her et herlig langt glid. Det er de helt store smil vi får fundet frem, mens vi suser nedad. Vi er næsten hjemme. Vi mangler blot lige at glide de sidste 3,5 kilometer ned til Nordheim og så traske op ad bakken til Skarslia. Ved Varaldsetlie er sporet kørt op af sporlægger-maskinen i løbet af dagen, så turen nedad er helt suveræn og jeg kan ikke lade være med at give den fuld knald på nedad. Juhuu hvor det går.
Løjpen til Ål Skicenter er kvistet og vil være opkørt senere på sæsonen. Hvis man ikke skal trampe spor i 20-30 centimeter nysne, som vi skulle, er det en forholdsvis let tur, som man udemærket kan tage med almindelige sporski. Med skibus fra skicentret til Skarslia er der god mulighed for at halvere turens distance. Ved skicentret kan det være lidt svært at finde løjpen ned i dalen. Lykkes det ikke, kan man godt tage pisterne ned - enten på ski eller gå-ben.

Når vejret er surt

De sidste dages dårlige vejr er ikke blevet bedre. Det sner og sigtbarheden er fortsat dårlig. Faktisk så dårlig, at det denne morgen end ikke er muligt at se åsen på den anden side af dalen.Som de fleste andre gæster beslutter jeg at tage den med ro og se vejrudviklingen lidt an, inden jeg bevæger mig ud. Så det meste af formiddagen går med at læse min bog (Peer Gynt) og kigge lidt på kortet over området. Før frokost er vejret blevet lidt bedre og gæsterne begynder at komme ud i skistalden. Jeg vil gå over til Hol-områdets løjpenet for at se, om det er markeret og kørt op. Jeg går op til Varaldsetvatnet, hvorfra jeg følger el-masterne over til hytterne Undehovda, hvor Hol’s løjpenet løber forbi.
Den megen sne gør det tungt og flere steder synker jeg i - næsten helt op til knæet. Fra Undehovda følger jeg løjpen ned over Nedremyrstølen mod Øystlihaugen. Egentligt burde det være nogle lette 4,2 kilometer jævnt nedad. Men nattens og morgens snevejr har lagt en god dyne over fjeldet og da mine ski samtidigt er begyndt at klampe, bliver strækninger ned til Øystlihaugen rigtig sur og kedelig. Nå ja, sådan er det bare engang imellem! Ved Øystlihaugen finder jeg en hytte, hvor jeg kan sidde i læ af snevejret. Det hjælper som regel på humøret at få lidt godt indenbords. Jeg renser sneen af mine ski, så jeg kan få et godt glid ned i dalen. Fra Øystlihaugen følger jeg et dagsgammelt løjpespor ned til Mjåvatnet. Derfra kører jeg videre ned mod Vats. Tjuhej, hvor det går! Inde i skoven har der kun lagt sig et lille lag styresne i sporet og skiene glider pludseligt perfekt. En god lang nedkørsel for fulde gardiner fungerer også altid godt på mit humør. I bunden af dalen er det svært ikke at have det brede smil fremme.
Ved Vats møder jeg en anden Ruby-gæst, som har fundet en god plads i sneen. Jeg gør hende selskab og finder termosen og en nutella-bolle frem fra rygsækken. Her inde i skoven er der næsten helt stille og sneen har lagt sig flot på træernes grene. Det giver en anden naturoplevelse end oppe på fjeldet. Efter en lille halv time hyggesnak er jeg blevet lidt kold og vil have gang i kroppen igen. Jeg forlader hende, som vil sidde lidt længere og nyde skoven, og jeg glider de sidste 4,4 km. hen til Skarslia. Resten af eftermiddag tilbringer jeg i selskab med den eventyrlige Peer Gynt.

                                                                                                                 

På toppen af Reineskarvet

Ifølge vejrmeldingen er der udsigt til en skyfri formiddag og en skyet eftermiddag. Da jeg vågner og kigger ud af vinduet er det fortsat mørkt, men stjernerne funkler på himlen og noget siger mig, at denne dag måske byder på de bedste forudsætninger for en tur til toppen af Reineskarvet. Jeg vil tidligt afsted - dels fordi den planlagte tur bliver lang og dels for at få et forspring på eventuelle skyer.
Jeg begynder opstigningen op ad alpinbakken, som vil ligge mennesketom hen i endnu en time. Snart er jeg oppe på fjeldet og har en flot udsigt til de lodrette klipper ved Reineskarvet og Lauvdalsbrea, der ligger badet i solen fra den skyfrie himmel. "Det bliver en god dag i dag", tænker jeg og fortsætter forbi Bergsjøstølen ad løjpen med Reine. Trods den megen sne, der faldt i går, er forholdene oppe på fjeldet perfekte. Sneen er hårdtpresset, så jeg synker ikke i, men kan derimod let og hurtigt komme fremad. Desuden er det helt vindstille, og med morgensolen fremme står dagen i stærk kontrast til de foregående dage.
Men, men... da jeg når Reine og sætter mine skifæller på og gør mig klar til opstigningen ad Reineskarvet, er de første lette skyer begyndt at lægge et filter for solens stråler, og i det fjerne nærmere tunge skyer sig fra Hallingskarvet i syd-sydvest.

                                                                  

Fin udsigt fra Reineskarvet

Med skifællerne på går det hurtig opad. Op forbi søen for enden af Venestølgrove og videre op i passet ved Skoddenose (1.682 moh.). Da jeg kommer op på Reineskarvet, sætter jeg kursen direkte mod den østlig del af skarvets højeste punkt. Det er noget stenet på skarvet, men farbart hele vejen til toppen. Hundrede meter fra den store snehvide varde, der spejder udover området, begynder det at blæse op og jeg må have anorakkens hætte på. På toppen af Reineskarvet (1.732 moh.) har jeg en god udsigt ud over Bergsjø-området og videre mod Hallingskarvet, hvor de tunge skyer truende nærmere sig. I den anden retning, mod nord, ses sletten ned fra Reineskarvet mod Hestebotn, og lidt længere borte kan jeg se Hemsedal.
Selv om skyerne skygger for solen, er udsigten fin, men den bidende kulde gør opholdet på toppen kort. Efter at have nydt udsigten et lille kvarters tid vender jeg skispidserne nedad. 
På nedstigning lægger jeg en hældning, så jeg kan slappe af i benene, mens jeg lader skiene suse i store zig-zag-sving nedover hele fjeldsiden. Da jeg ender nede i Lauvdalen, kan jeg mærke en begyndende kulde i fødderne... nedkørsel har taget ikke mindre end 50 minuter, så det er ikke så underligt, at tæerne er blevet lidt kolde. Efter en hurtig frokost i Lauvdalen skøjter jeg rundt om Hausehovda til Reine.

Kongen af Reine

I den lille bygd ligger Reinehytta, hvor "Kongen af Reine" holder til om vinteren. Kongen hedder egentlig Hermund og er en ældre herre, som tilbringer flere måneder af vinteren for foden af Reineskarvet med at servere nystegte vafler og varme drikke m.m. for langrendsfolket. Selv om Hermunds sæson ikke begynder før næste uge, tænker jeg, at jeg alligevel vil ind og se den særpræget hytte og måske komme i audiens hos Kongen. Heldet er med mig. Snescooteren står foran hytten og indenfor ved brændeovnen sidder Hermund med kasser af sodavand stablet op omkring sig. Hylder og spær er dekoreret med en blanding af udstoppede dyr fra fjeldverdenen - bl.a. en flot duehøg - og en imponerende samling af dåseøl fra hele kloden. 
Hermund bliver lidt overrasket, men også glad over at få uventet besøg - de sidste mange dages grå- og snevejr har holdt alt, der ligner skyggen af mennesker væk fra højfjeldet. Han fortæller gladeligt om det at bo på fjeldet, om dyrelivet og om fine ture han foreslår, jeg skal tage om sommeren. 
Efter en halvtimes hyggesnak vinker jeg farvel til Hermund og løber samme vej henover fjeldet til Bergsjøstølen, hvorfra jeg var kommet i morges. Skyerne er tætnet til og det blæser op og begynder at sne. Jeg er dog snart nede ved Bergsjøen og derfra glider jeg hurtig ned langs vejen til Skarslia.
Det har været en dejlig dag på fjeldet, også selvom den skyfrie himmel kun var på lånt tid. Vejrudsigt holdt stik, og jeg nåede mit mål. 
Turen op på Reineskarvet er ikke sønderlig svær, men den kræver dog, at man har erfaring og er fortrolig med at gå uden for løjperne og kan "læse" fjeldet. Med sine omkring 40 km og en del højdemeter forudsætter turen også, at man har det rette udstyr (specielt fjeldski med stålkanter og skifæller) samt en god fysisk form.

Over Krosshovda til Tvistvtnet

Løjpen over Krosshovda blev kørt op i går, så det er med håb om at nattens snefald er blæst væk fra højfjeldet, at jeg trasker op ad sporet langs vejen til Bergsjøen. Da jeg kommer op på fjeldet viser det sig, at sneen har udvisket sporene, så endnu dag må jeg selv træde det. Skyerne hænger lavt igen i dag og der er ikke det nærmeste af en udsigt. Selv da jeg løber over Krosshovda (1.300 moh.) og videre til Nonshovda (1.272 moh.) kan jeg på ingen måde skimte Reineskarvet, hvis mørke klipper jeg blot er halvanden kilometer fra. 
Ved middagstid glider jeg ned til Dyrebotn og jeg mærker et omslag i vejret. Jeg er kun gledet en hundrede højdemeter ned, men temperaturen er gået fra ÷2°C til +5°C på ingen tid. Det er fønvinden, som blæser varmere luft nedover fjeldet. Skiene glider udmærket, så længe det går nedad, men da jeg kommer ned på Tvistvatnet har jeg ingen fæste under skiene. Jeg overvejer lidt om jeg skal smøre klister på skiene eller lad være. Med klister vil jeg få fæste, men derimod ikke meget glid, når det går nedad. Jeg beslutter mig for at lade klistret ligge i rygsække og begynder istedet at bruge skøjte-teknik henover søen. Med skøjte-teknikken er der ikke tilbageglid og jeg kommer hurtigt fremad, men til gengæld bruger jeg også mange kræfter.
Fra Tvist følger jeg løjpen rundt om Rødungen, som nu også er blevet kvistet og kørt op. Jeg møder nogle af de andre gæster fra hotellet, som jeg følges med et stykke ad vejen op over Kjølen, Steintjørne og videre til den anden ende af Rødungen. Men det glatte føre gør turen sur og hård. Ved Rødungstøl sætter jeg kursen hjemad over Slakteplassen og nedad det gode spor langs vejen.

                                                                                                                 

Hæe, Netsetfjellet, Steinstølen, Mjåvatnet, hjem over Vats

Det er den sidste dag på fjeldet i denne omgang. Og hvilken dag! Mens solen står op, farver den en lille sky på himlen rød over åsen på den anden side af dalen. Efter morgenmad er solen kommet op på himlen og har brændt de sidste få skyer væk. Jeg løber op forbi Varaldsetvatnet via den løjpe, som forbinder Bergsjø-området med Hol-området. Ved sætrene, som har lagt navn til søen, går jeg op i slugten bag husene og videre op mod toppen af Hæe. Vejret og skiføret er perfekt i dag. Mest minder det om en god påskedag - og så er vi kun i den første uge af februar. 
På toppen af Hæe sætter jeg mig på en sten og nyder den storslået udsigt til Hallingskarvet mod syd-sydvest, Reineskarvet mod nord, og fjeldene inde ved Jungsdalen i vest. Det er kun en indre uro i kroppen efter at få brændt noget energi af, der får mig til at klikke skiene på igen og begive mig ned over fjeldet til Hamartjørnstølen. Jeg glider jævnt nedad på den hårdt pakkede sne, imens jeg hele tiden har Hallingskarvet fremme foran mig. Jeg løber over Hamartjørne og går derefter opad mod Kalveskallen (1.240 moh.). En dag som i dag er der flotte udsigter over alt, og det ene storslået skue efter det andet giver et kick! Jeg mærker solens varme stråler, mens jeg spiser min frokost foran fiskehytten ved Kalveskallen.
Turen fortsætter op mod Brenthovda, hvor jeg fanger løjpen, der fører hen over Nysetfjellet. Dette er en del af Hol-områdets løjpenet. Løjpen er præpareret her til morgen, og det er en perfekt nedkørsel forbi Storemyr og videre ned til Øystlihovda og Støngemyrane. 
I alt syv kilometer, hvor det går jævnt nedad næsten hele vejen. Helt suverænt. Det er en tur man ikke må snyde sig selv for. Hvis distancen synes for lang, når man kommer fra Skarslia, findes der masser af muligheder for at vælge andre løjper, som afkorter turen, men hvor man alligevel får nogle fine lang nedkørsler med Hallingskarvet og Reineskarvet som ikke helt fjerne kulisser.

                                                                                                               

Vil ikke hjem

På sådan en smuk dag har man ikke lyst til at tage ned fra fjeldet alt for tidligt, men bussen mod Danmark kører ved 17-tiden. Jeg løber et smut ud til Steinstølen, inden jeg vender om og begynder hjemturen. Sporene, som ikke er blevet kørt op i den åbne skov, må være smeltet ud i hinanden i går og så frosset til i løbet af natten og formiddagen. Men det går nu meget godt, da det er et fladt stykke hen til Øystlihaugen. Herfra glider jeg tilbage til Bergsjø-området via Mjåvatnet. Turen ned gennem skoven til Vats er dog ikke venlig i dag. Denne løjpe er heller ikke kørt op og jeg står på ren is og må plove hele vejen for at komme sikkert ned. Også turen hjem langs Votna er en ren skøjtebane, men hvad gør det, når man ellers har haft en helt utrolig skøn dag på fjeldet.

På balkonen på Skarslie Hotel har flere af gæsterne taget plads og nyder solen og udsigten udover dalen, da jeg spadseret forbi ad indkørslen neden for balkonen. Jeg kan ikke dy mig. Jeg råber op til dem: "JEG VIL IKKE HJEM!!!". Deres smil afslører, at de vist har det på samme måde.