Med MS Fram og Hurtigruten på Svalbard, Nordnorge
Log ind Log ind
Med MS Fram og Hurtigruten på Svalbard

Med MS Fram og Hurtigruten på Svalbard

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Hurtigruten

Vi er taget på ferie til Svalbard og skal sejle med Hurtigrutens ekspeditionsskib MS Fram rundt ved disse norske øer - med fantastiske oplevelser undervejs.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Spitsbergen på Svalbard

I går var det efterår. I dag - midt i september - er det vinter! Den første sne har lagt sig som et spejlblankt islag og sneen er så småt ved at male de omkringliggende kulfjelde hvide. Vi er kommet fra København via Oslo til Longyearbyen på Svalbard, hvorfra vi med ekspeditionsskibet MS Fram fra Hurtigruten skal på tur ved Spitsbergen og senere ned langs Norges kyst til Bergen. Svalbard ligger ca. 640 km nord for det norske fastland og blot ca. 1.000 km fra Nordpolen, så det er et barsk og koldt sted - men fantastisk smukt, da 60 procent er dækket af isbræer. 
Svalbard består af mange småøer samt tre hovedøer - Nordaustlandet, Edgeøya og som den største Spitsbergen. Sidstnævnte fik sit navn af den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents som i 1596 blev sendt på en ekspedition af de hollandske købmænd for at finde nordøstpassagen nord om Rusland til Kina. Da han opdagede øens spidse fjelde, var det naturligt at kalde dette land for Spitsbergen. Faktisk vidste man allerede i vikingetiden, at der lå et land i "den nordlige ende af havet", men stedet var koldt og utilgængeligt, og som bekendt satte vikingerne i stedet vestover mod Island, Grønland og Vinland.
I begyndelsen af 1600-årene kom hvalfangerne til og jagten på hvaler og hvalros fortsatte i de næste 200 år. Behovet for olie til gadebelysningen i de europæiske storbyer var umætteligt.
Senere blev her fundet kul og adskillige steder blev der etableret kulminer, hvoraf nogle fortsat er i drift.
Det er noget af alt dette vi skal opleve på denne krydstogtsekspedition med MS Fram - først og fremmest naturen, levn fra fortidens kulminedrift og kulturen nu og før - og så gør det ikke noget, hvis vi også ser isbjørne.

Spitsbergen - Svalbards største ø - fik sit navn efter de mange spidse fjelde

Spitsbergen - Svalbards største ø - fik sit navn efter de mange spidse fjelde

Longyearbyen

Fra lufthavnen i Longyearbyen er der en kort bustransport til hotel Radisson Blue Polar Hotel, hvor vi har en enkelt overnatning, inden vi i morgen går ombord på MS Fram. Selv om det blæser kraftigt og det sner, benyttes tiden på at spadsere op og ned ad gågaden midt i byen, der har både kulturhus, stor administration og købmand m.v. At Longyearbyen også er en kulmineby ses overalt. I udkanten af byen ligger Svalbard Kirke, der altid er åben. Her ligger også byens forsamlingshus, hvor forsamlingsstuen nærmest går i ét med kirkerummet. For enden af gågaden ligger Svalbard Science Center med bl.a. med Svalbard Museet, der viser 400 års natur- og kulturhistorie, med bl.a. udstoppede dyr, jagthytter og polarekspeditioner. Så længe vi opholder os i byens centrum, er her ingen farer. Men i byens udkanter er opsat advarselsskilte om isbjørne og her er det forbudt at spadsere uden egne våben eller uden bevæbnet guide.

Radisson Blue Polar Hotel i Longyearbyen

Radisson Blue Polar Hotel i Longyearbyen

På ekspeditionsskibet MS Fram

I løbet af natten er MS Fram ankommet fra en ekspedition i Østgrønland, hvor skibet har været ude i fuld storm! Da vi midt på dagen er kommet ombord, venter en stor frokostbuffet, samtidigt med at vi sejler fra Longyearbyen og ud på Isfjorden. Vi finder os hurtigt tilrette på skibet, der har flere saloner, hvorfra man kan nyde udsigten. På flere dæk kan vi komme uden for og mærke kulden bide i kinderne. I to af salonerne holdes der gennem ekspeditionsforløbet forskellige foredrag om Svalbard, om dyre- og planteliv samt om polarforskning.
Med ombord er en stor gruppe tysktalende gæster, men på denne ekspedition er her hele 19 forskellige nationaliteter, så det er naturligt, at foredragene gennemføres dels på tysk, dels på engelsk, der er hovedsproget på MS Fram.
Ved morgen- og frokostbuffeten er her frie siddepladser, mens der ved de fleste aftenmåltider er servering ved fast tildelte pladser. For at serveringen skal ske hurtigt og smidigt sker aftenserveringen i to hold - et omkring kl. 18. og et senere ca. kl. 20. Det er filippinske mænd og kvinder som servicerer os - altid med et smil på læben og et glimt i øjet. Vi bliver naturligvis hilst velkommen af skibets kaptajn, der præsenterer sin nærmeste besætning og ikke mindst ekspeditionsteamet, som er de personer vi kommer mest i kontakt med ved landgangene og foredragene. 
Pga. stormvarsel har kaptajnen besluttet ikke at følge den programsatte sejlrute til øen Moffen på 80. breddegrad nord, men i stedet søge ly for stormen længere inde i Isfjorden. Sådan er det på ekspeditioner - man må tilpasse sig naturens luner.

Ekspeditionsskibet MS Fram fra Hurtigruten bringer os rundt omkring på Svalbard

Ekspeditionsskibet MS Fram fra Hurtigruten bringer os rundt omkring på Svalbard

Den russiske by Barentsburg

Efter et par timers sejlads når vi den russiske kulmineby Barentsburg, hvor vi overværer et folklore-show i kulturhuset flot udført af amatører. Nogle mænd, der til dagligt er kulminearbejdere, synger og spiller, og kvinderne danser i deres forskellige folkedragter.
I mindre grupper bliver vi derefter guidet rundt i byen, der har omkring 250 indbyggere, og ser stedets boligblokke, skole, kulmineselskabet Arktikugols bygning og byens eneste, nyrenoverede hotel. I den kraftige snestorm søger vi et øjebliks ly i det ortodokse kapel, inden vi spadserer tilbage til MF Frams lune saloner.

Ankomst til kulminebyen Barentsburg

Ankomst til kulminebyen Barentsburg

Finhval i Isfjorden

Longyearbyen og Barentsburg er de største permanente helårs bosætninger på Spitsbergen og ligger ved den mægtige Isfjord midt i et gigantisk fjeldkompleks med kulturminder fra alle Svalbards historiske perioder. Her ligger de flade lagdelte fjelde på rad og række omsluttet af bræer. 
Midt under formiddagens informationsmøde meldes det fra broen, at der ses finhval foran skibet. Ja, mødet afbrydes og vi kommer hurtigt i noget varmere tøj og ud på dækket i håb om at få et glimt af denne verdens næststørste hval. Finhvalen, der er en bardehval, kan blive 25 meter lang og veje 75 tons. Finhvalen blæser kraftigt, når den skal ånde, så den er let at få øje på. Når den dykker viser den finnen på den krummede ryg og forsvinder i dybet. Man ser ikke halefinnen som på f.eks. pukkelhval eller kaskelot. Finhvalen er en hurtig svømmer og vi når at se den et par gange, inden den er væk.

Rygfinnen af en finhval som forsvinder i Isfjorden

Rygfinnen af en finhval som forsvinder i Isfjorden

Pyramiden i Billefjorden

I en sidefjord til Isfjorden ligger Billefjorden og her kan vi fra skibet se en af de andre tidligere russiske kulminebyer - Pyramiden - der er anlagt ved et fjeld, som netop ligner en pyramide. 
Minedriften er ophørt, men vi kan se de gamle industribygninger. Her lever kun nogle få mennesker året rundt.

Fjeldet Pyramiden knejser over kulminebyen

Fjeldet Pyramiden knejser over kulminebyen

Nordenskjöldbreen

Inderst i Billefjorden sejler MS Fram ganske tæt på den gigantiske Nordenskjöld isbræ, hvor vi kan se at den har kælvet for nylig, da her driver mindre isflager rundt i fjorden. Bræen strækker sig ind over landet, så langt øjet rækker og nede ved havet changerer isen i prægtige blå og grønlige nuancer.

MS Fram sejler tæt på Nordenskjöldbreen

MS Fram sejler tæt på Nordenskjöldbreen

Isbjørn ved Brüsebyen

Over højttaleranlægget meddeles det, at der er set isbjørn på et nøgent klippelandskab tæt ved isbræen. MS Fram ligger ganske stille, mens vi samles på dækket for at få et glimt af dyret. Nogle hundrede meter inde på klipperne ligger en isbjørn. Den er ikke let at få øje på, men folk hjælper hinanden med at få beskrevet stedet. Så rejser bjørnen sig og ser sig omkring, hvorefter den forsvinder bag klipperne. Efter nogen tid, hvor vi venter på at isbjørnen kommer til syne igen, opdager en, at der ligger en anden isbjørn på den anden side af klippetoppen. Måske er det i virkeligheden den samme, som blot har flyttet sig. Nu er isbjørnen kommet lidt tættere på, men fortsat svær at spotte med det blotte øje, så en kikkert er et must på en ekspedition som denne. Hvor er det dejligt, at MS Fram giver os god tid, så alle får mulighed for at se det vi støder på.

En isbjørn viser sig kort og spadserer om klipperne

En isbjørn viser sig kort og spadserer om klipperne

Landgang ved Brüsebyen

Efter frokost skal vi for første gang prøve en landgang direkte på stranden. Dette foregår ved hjælp af såkaldte polarcirkelbåde, der sejler mellem skibet og landgangsstedet. De første som tager afsted er de bevæbnede medlemmer af ekspeditionsteamet, der før vi gæster får lov til at forlade skibet, har sikret området. Dvs. fundet det helt rigtige landingssted og undersøgt stedet for eventuelle isbjørne. Ekspeditionsteamet placerer sig i en halvcirkel fordelt på hele området og holder vagt. Vi har jo set en isbjørn ikke så langt herfra. I hold kaldes vi til dæk 3, hvor vi ifører os den obligatoriske redningsvest og lejede gummistøvler, inden vi otte ad gangen forlader MS Fram gennem en luge i skibets side. Fra landingsstedet er der nogle hundrede meter til Brüsebyen, som blot består af fire hytter. Her forsøgte man i perioden 1906 til 1921 at få en kulproduktion i gang, men det blev ingen succes. Vi kan fortsat se smalle skinner og en enkelt tipvogn, der har været benyttet til at transportere kullet fra det bagvedliggende fjeld og ned til stranden.
I 2010 var nogle besøgende så uheldige, at der gik ild i en af hytterne som udbrændte, men sysselmannen på Svalbard (den øverst ansvarlige udpeget af den norske stat) lod hytten genopføre og i dag benyttes den til depot og overlevelseshytte.

MS Fram sætter kurs mod Brüsebyen

MS Fram sætter kurs mod Brüsebyen

På vejen tilbage mod landingsstedet kan den sparsomme vegetation iagttages. Den arktiske korte sommer er forbi og på de tre sommermåneder når væksterne at blomsterne og sætte frø under midnatssolens varmende stråler. I det flade landskab tættest på fjorden ses nogle forunderlige linier i jorden, hvilket viser sig at være ar efter landhævningen. Da isen forsvandt efter sidste istid, mindskedes trykket på jorden, hvorefter jorden hævede sig - hvilket den fortsat gør. Da naturen på Svalbard er fredet og ændringer i dette barske område kun sker langsomt, kan fænomener som disse opleves.
Tilbage på MS Fram skylles støvlerne i vand, hvorved det sikres at mikroorganismer m.v. ikke transporteres til andre steder i det sårbare arktiske område.

Tilbage mod MS Fram

Tilbage mod MS Fram

Isbræerne i Hornsund

Næste morgen er vi i Syd Spitsbergen Nationalpark, hvor MS Fram sejler ind gennem Svalbards sydligste fjord Hornsund til Burgerbugta. Igen er vi omgivet af majestætiske fjeldtoppe og dramatiske fjorde, hvor isbræerne glider helt ned til vandet, der på dybeste sted er 260 meter dybt. Under sidste istid var Hornsund fyldt med is og Burgerbukta var en af sidedalene som forsynede hovedbræen med is. Med polarcirkelbådene kommer vi på land og spadserer op på en kantmoræne mellem to isbræer. Nogle har valgt at tage med på en kajaktur i det isfyldte farvand. Andre drager på brævandring og oplever isen på nærmeste hold. Da vi kommer op på morænekanten, bliver vi orienteret om, at der nede langs vandet er set daggamle isbjørnespor! Men isbjørnen ser vi ikke. Turen op til toppen af morænekanten er jævn og ikke vanskelig og herfra er der et flot vue til farvespillet i isbræerne med dybe spalter, fjorden med MS Fram og de bagved liggende spidse fjelde med bl.a. Hornsundtidnen, 1.431 moh. der et øjeblik stikker frem af skyerne. Vi bruger det meste af dagen med at sejle længere ind i det 30 km. lange Hornsund og kommer forbi det ejendommelige fjeld, som måske har givet stedet sit navn. Da vi passerer fjeldet kan vi se, at det svajer og minder det om et enkeltstående horn fra et dyr. En af de tidlige opdagelsesrejsende engelske Jonas Poole var her i 1610-12 og fik en del af et rensdyrgevir med sig hjem. "De tog en del af rensdyrhornet med ombord" hedder det sig. Derfor kaldtes stedet Horn Sound. Om det var et tilhørende fjeld der blev taget eller geviret fra et rensdyr, fortæller sagnet intet om. Inderst i sundet er vi omgivet af bræer på tre sider Storbreen og Hornbreen og i eftermiddagssolens lys er isen betagende smuk - særligt da vi ser den kælve og store isstykker glider ud i havet.

Fjeldspids som et horn i Hornsund

Fjeldspids som et horn i Hornsund

Flere finhvaler

MS Fram har sat kursen ud af Hornsund og vi har svært ved at forlade dækket, så smukt her er med de solbeskinnede fjelde til alle sider. Om sommeren yngler her mange forskellige søfugle, men de er for længst fløjet til havs. Og området er kendt for af have mange isbjørne, så vi holder udkig. Snart er vi på åbent hav og der går ikke lang tid før der igen meldes om finhvaler forude. MS Fram retter stævnen sydover og sætter kurs mod Bjørnøen, hvor vi forventer at være næste morgen.

Vindunderligt skyggespil på fjeldene i Hornsund

Vindunderligt skyggespil på fjeldene i Hornsund

Fuglefjeldene på Bjørnøya

Da vi denne morgen kommer på dækket, er der faldet nysne og alt er dækket, men vejret er klart og solen skinner - selv om det blæser kraftigt og bølgerne er høje. Vi er ca. midtvejs mellem Svalbard og Norges fastland, da fjeldene på den 178 km2 store Bjørnøya dukker op. Øen er nærmest trekantet og blot 20 km. fra nord til syd og ca. 15 km. på det bredeste sted. Det var også Wilhelm Barents som gav Bjørnøen sit navn, for på sin rejse nordover nedlagde ekspeditionen en isbjørn netop her. Pga. sin beliggenhed i Barentshavet er øen blevet stadig mere strategisk interessant, både fra en militær, økonomisk og ressourcemæssig synsvinkel og hører fortsat med til Svalbard. I en lille bugt på øens spidse sydside lægger MS Fram sig mellem høje fuglefjelde i roligt vand. Ekspeditionsteamet undersøger mulighederne for landgang og giver klart signal. Det er blot en 100 meter lang strand mellem høje fuglefjelde som vi får adgang til. På de stejle fjeldsider sidder fortsat enkelte mallemukker, men snart er også de fløjet til havs. En stor flok gæs fouragerer på ryggen af et fjeld, hvor lidt græs fortsat stikker op af sneen. I første halvdel af 1900-årene blev der gjort forsøg med minedrift på øen, men det blev opgivet, og i dag er hele Bjørnøya med det omkringliggende hav (fire nautiske mil) et fredet naturreservat.

Bjornøya i Barentshavet

Bjornøya i Barentshavet

Dramatisk klippekyst

På vejen tilbage til MS Fram sejler polarcirkelbådene os en lille tur langs den dramatiske kyst. Her rejser klipperne sig fuldstændigt lodret op over 100 meter og lidt fra kysten står høje monolitter ensomt i havet. Mens vi har været på Bjørnøen har andre været på fisketur og fanget ikke mindre end 40 torsk, så middagen denne aften står naturligvis på friskfanget fisk, alt mens MS Fram har sat kursen mod Tromsø i Nordnorge.

Med polarcirkelbådene langs den dramatiske klippekyst

Med polarcirkelbådene langs den dramatiske klippekyst

Fakta om Norge

Hovedstaden i Norge er Oslo. Hurtigruten, der også kaldes "Verdens smukkeste sørejse" går fra Bergen op langs Norges vestkyst til Kirkenes. Det tager seks dage at sejle til Kirkenes og fem dage at sejle retur til Bergen. Derudover har Hurtigruten ekspeditionsskibe - f.eks. Fram - som sejler i Arktis med bl.a. Grønland og Svalbard, samt i Antarktis med bl.a. Sydpolen.   

Befolkningstal: Ca. 5,2 mio. 

Areal: Ca. 385.203 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.  

Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.

Mere information:

Rejsebureau: Hurtigruten

Turistinformation: Norge