IM011083.JPG

Autocampertur til Oslo

Mange gange er vi kommet til Oslo med båden fra København om morgen, men så bare kørt videre til en anden destination. Andre gange sluttede turen i hovedstaden, hvor man så lige havde et par timer før båden sejler hjem til Danmark kl. 17. Denne gang slår vi lejr i byen.


Oslo ligger i bunden af Oslo fjorden med en imponerende havnefront og skærgård, der lægger op til alle former for vandaktiviteter. Lige uden for byen ligger fjeldene, hvor du bl.a. kan vandre, cykle og stå på ski om vinteren. Hovedstaden er altså et oplagt udgangspunkt for en ferie, hvor storbyliv skal kombineres med naturoplevelser.
Vi overnatter på Bogstad Camping, der er en af byens centrale campingpladser. Standarden er middel, men vi har alt i autocamperen, så vi er ikke så afhængige af forholdene på pladsen. Der går offentlige transportmidler direkte til centrum, og det anbefales at bruge dem. 

Det er både billigere end parkering og lettere end at køre autocamperen, der fylder godt i bytrafikken. Har du autocamperen med ind til centrum findes de bedste parkeringspladser ved havnen f.eks. nedenfor Akershus. Vær opmærksom på, at mange steder er parkeringspladserne allerede tildelt firmaer o.lign. eller overdækket, så følg skiltene nøje.
Karl Johan, der kan sammenlignes med Strøget, er det pulserende hovedstrøg med modebutikker, cafeer og restauranter. Den går mellem hovedbanegården og kongeslottet, og her kan man sagtens få en dag eller mere til at gå med shopping og café besøg. Bag kongeslottet ligger Frogner og Majorstua, hvor et mere spraglet gadebillede og anderledes butikker findes. Priserne på tøj er stort set som hjemme med mindre der er udsalg, så er der ofte op til 70 % på bl.a. mærkevarer. 

At gå på café og restaurant er til gengæld en hel del dyrere end det vi kender fra Danmark. De høje priser skyldes kort fortalt, at nordmændene betaler en del af deres skat gennem forbrug. Det mærkes på vores pengepung også selvom der er en lille valutagevinst.

Restaurant Terra kan anbefales. Den ligger skråt over for Stortinget og har retter på menukortet, der både er velsmagende og til rimelige priser.
Rundt om Oslo ligger nogle af landet bedste museer. I tillæg kommer man ud i de grønne områder og tæt på vandet. Vores favoritområde er helt klart Bygdøynes, der ligger ud til Frognerkilen. Her finder du tre imponerende museer. Nordisk Sjøfartsmuseum viser Norge som søfartsnation. På Fram museet finder du skibet af samme navn, der har været længst mod nord og syd på ekspeditioner med bl.a. Roald Amundsen og Fridtjof Nansen. Sidst men ikke mindst ligger Kon-Tiki museet, der udstiller Thor Heyerdahls imponerende ekspeditioner. Rejser, der får de fleste af nutidens ekspeditioner, til at ligne en picnic i skoven.
Vi tager autocamperen med ud i området, fordi vi har alt i den. Det gør det mere komfortabelt at tilbringe hele dagen der ude. Mellem besøgene på de forskellige museer, går vi tilbage og spiser i bilen. Mathias kan sove middagslur i sin seng, mens vi kan sidde udenfor og nyde vejret. Det er nemlig helt perfekt, og det er om at nyde de sidste varme solstrejf i år. Når vi ikke gider være der mere, kører vi videre med huset på ryggen. Vi bestemmer selv.

Faktaboks

I juni 2005 åbnede Nobels Fredscenter. Her finder du en udstilling med alle modtagere af Nobels Fredspris.

Vi boede på Bogstad Camping
Tømning af toilet og spildevand kan også ske hos Esso – Alna Veiservice og ved Fina / Nebbenes Kroer.

DFDS sejler mellem København og Oslo hver dag. Stena Line sejler mellem Frederikshavn og Oslo.

Oslo for børn:
Oslo Reptil Park
Fodboldmuseum
Bogstad Gård
Tusenfryd
Tryvann Vinterpark