Malta_rundt_2016_Foto_Rasmus_Schoenning-28.jpg

10 steder du skal opleve på Malta

De Øvre Barakka-haver

Maltas hovedstad Valletta byder på rigtig mange spændende steder og oplevelser, men den vel nok bedste udsigt i hele byen, finder man i de Øvre Barakka-haver. Haverne blev bygget i 1661 for at de italienske riddere havde et sted de kunne slappe af i skønne omgivelser, og det må man sige der findes her. Udsigten over Vallettas store havn er enestående om dagen, men en solnedgang fra haverne er ubeskrivelig. 
Lige nedenfor Barakka-haverne ligger det gamle kanonbatteri, der har beskyttet havnen i næsten 500 år. Hver dag kl. 12.00 affyres kanonerne. Hvis du dukker op en time før kanonsalutten, kan man få en rundvisning i batteriet – og bl.a. overvære at kanonerne blive ladt.

 St. Johns Co-Cathedral

En anden af Vallettas imponerende seværdigheder er den gyldne katedral, St. Johns Co-Cathedral. 
Katedralen blev bygget af malteserridderne mellem 1572-77, og er dedikeret Johannes Døberen, som er malteserordenens skytshelgen. Udvendig er katedralen meget afdæmpet, men når man kommer indenfor, forstår man hvorfor det er en af Maltas mest besøgte turistattraktioner. Vægge og ornamenteringer er dækket i 24k bladguld, og gulvene består af omkring 400 gravsten, der tilhører de ordensriddere her ligger begravet. 
Uanset om man er religiøs eller ej, er katedralen helt sikkert et besøg værd.Stormestrenes palads

Siden fuldførelsen i 1571, har Grandmasters Palace i Valletta huset malteserriddernes stormestre, adskillige guvenører og præsidenter, og i dag er paladset hjemsted for det maltesiske parlament. Paladset byder på spændende våbensamlinger, smukke gobeliner og enestående loftsmalerier. Det er også altid en oplevelse at overvære vagtskifte, ved indgangen til paladset.Mdina – "Den tavse by"

Maltas tidligere hovedstad Mdina er fyldt med historie. Når man går igennem byens smalle gader, føler man sig nærmest sat 500 år tilbage i tiden, bl.a. fordi byen næsten er bilfri. Heldigvis er byen ikke større end at man kan komme rundt til fods, eller med en af de mange hestevogne, der også er med til at skabe middelalderstemningen. Mdina byder på flere spændende museer, samt den spændende katedral, der gennem tiden har konkurreret med St. John's Co-Cathedral i Valletta, om at være Maltas vigtigste religiøse bygning. Byen er omkranset af tykke bymure, der byder på en enestående udsigt over den nordøstlige del af øen.Den mirakuløse domkirke i Mosta

I byen Mosta, ikke langt fra Mdina, sætter man domkirken med den store kuppel meget højt. St. Mary kirken, der i daglig tale kaldes Rotundaen eller Mosta Dome, har nemlig en helt speciel historie. Den 9. maj 1942 angreb det tyske Luftwaffe nemlig den nærliggende Ta' Qali flyveplads, men noget gik galt, og en 500 kg bombe ramte domkirkens 51m høje kuppel, mens 300 mennesker var til aftenmesse i kirken. Men så indtraf miraklet, for da bomben bragede gennem den store kuppel, og ramte gulvet i katedralen, eksploderede den ikke, og ingen kom noget til. I dag kan man se en replika af bomben, der er udstillet i en af katedralens sakristier.

Fiskemarked i Marsaxlokk

På den sydøstlige del af Malta finder man fiskerlandsbyen Marsaxlokk, der byder på et væld af farver, specielt når man skuer ud over havnen, hvor de mange traditionelle luzzu fiskerbåde lander deres fangst. Luzzuerne er oftest malet i kraftige farver, og i boven er malet et par øjne, der skal holde onde ånder væk. Byen er særlig kendt for fiskemarkedet der afholdes hver søndag. Kommer man tidligt kan man se fiskerbådene komme ind, med dagens fangst. Udover fiskemarkedet er her også dagligt marked, der er mere orienteret på turister, med diverse souvenirs, tøj og sko.Popeye Village

Ikke langt fra den populære ferieby Mellieha, på den nordlige del af øen, finder man et helt særligt sted for børn og barnlige sjæle, nemlig den store børnefamilie attraktion Popeye Village, der dannede kulisse om Disney's Skipper Skræk film fra 1980. Her kan man selvfølgelig møde Skipper Skræk og Olivia og alle de andre karakterer fra filmen, og der underholdes flere gange i timen, med totalteater, musik, sang og dans.7000 års historie på Gozo

Det tager ca. 25 minutter med færgen at komme til Maltas nabo-ø Gozo. Gozos historie som beboet ø, går mere end 7000 år tilbage i historien, og det er også her man finder ruinerne af nogen af de ældste fritstående bygningsværker i verden, nemlig Ggantija tempelkomplekset. Ggantija templerne blev bygget i den yngre stenalder, for omkring 5500 år siden og er omkring 700-1000 år ældre end Stonehenge og pyramiderne i Egypten. Det er noget af en oplevelse at gå mellem de gamle ruiner, der i dag er på UNESCO's verdensarvliste, og det er svært ikke at føle sig sat tusinder af år tilbage i tiden. Hovedbyen Victoria

Midt på Gozo ligger hovedbyen Victoria. Victoria er en hyggelig middelalderby der består af små gader og torve, med hyggelige cafeer og butikker der sælger lokale specialiteter som f.eks. Gozo honning. 
På byens højeste punkt ligger det gamle citadel, der gennem middelalderen var en vigtig befæstet by. Fra de høje tykke mure er der en enestående udsigt over hele øen, med de mange landbrugsområder og de 46 kirker, der findes på Gozo.Det blå vindue på Gozo

Gozo byder på en naturoplevelse uden lige, ved det blå vindue, der er en klippeformation med en 100 m høj åbning. Gennem vinduet kan man se det smukke azurblå hav og kyststrækningen bagved. Et syn der kan gøre de fleste mundlamme, for det er gudesmukt. Fra de nærliggende klipper har man et fantastisk udsyn til vinduet, men hvis man vil have den fulde oplevelse, kan det godt svare sig at betale de få euro det koster at komme med en af de små turistbåde, der sejler gennem en lang lav klippetunnel, før man kommer ud og ser vinduet fra vandsiden. Gozos blå vindue har været baggrund i mange film og tv-serier, heriblandt Game of Thrones og den amerikanske miniserie Odysseus. Det klare, azurblå vand omkring det blå vindue er også utrolig populært blandt dykkere.

Se det fulde Tv-program: Anne-Vibeke Rejser – Malta