Idylliske Orebic og vinsmagning på Peljesac, Kroatien
Log ind Log ind
Idylliske Orebic og vinsmagning på Peljesac

Idylliske Orebic og vinsmagning på Peljesac

Vi kører langs den billedskønne Dubrovnik Riviera ved Adriaterhavet, inden vi drejer ind på halvøen Peljesac.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Orebic - søkaptajnernes landsby

Den idylliske landsby Orebic ligger næsten yderst på den 65 km. lange og syv km. brede Peljesac-halvø, der med sit kuperede terræn og perfekte klima har vinmarker så langt øjet rækker.
Lige siden grækerne og senere romerne og byzantinerne var her, har man dyrket vin på halvøen. Fremme i Orebic indlogeres vi på det flotte Grand Hotel Orebic, der ligger få meter fra havet og strandpromenaden. Vi benytter eftermiddagen til at spadsere godt en kilometer ind til den gamle bydel og ser bl.a. havnen og kirken, hvortil man kommer ad meget smalle stræder, hvor biler ingen mulighed har for at køre gennem. Desværre er det maritime museum, der fortæller mere om Orebic's maritime historie, lukket denne eftermiddag.

Orebic har en smuk lille havn

Orebic har en smuk lille havn

Vingården Korta Katarina

Vi kunne såmænd godt have boet her på hotellet i et par dage, men allerede denne formiddag skal vi forlade Orebic for at besøge en af de bedste vingårde på Peljesac - Korta Katarina - der ligger få minutters kørsel fra Orebic. Det er det svensk/amerikanske par Lee og Pam Anderson der forelskede sig i Peljesac's skønne kyst og slog sig ned her i 2005 for at fremstille kvalitetsvin og senere drive et meget eksklusivt hotel for et begrænset antal gæster. Alt omkring Korta Katarina oser af kvalitet og efter modtagelsen får vi - helt professionelt - skemaer over de vine vi skal smage og bedømme. Hver vin præsenteres og serveres (naturligvis) i hvert sit glas. Nu er vinsmagning jo en meget subjektiv sag - noget kan man lide, andet er måske for stærkt/surt/tørt/bittert etc. Hvor om alting er - vinene her er af højeste kvalitet - uanset om man kan lide vinen eller ej. Det er da også den nyeste teknologi, der benyttes ved fremstillingen af vinene fra vingården Kosta Katarina.

Vinmark ved vingården Korta Katarina

Vinmark ved vingården Korta Katarina

Vingården Androvic Vino

På vejen op mod Peljesac's højeste punkt Skt. Elias-bjerget, 961 moh., passerer vi landlig idyl og små byer hvor tiden synes at være gået i stå. Stenmure og marker danner mønstre på skråningerne og langs vejen vokser her citron-, figen- og mandeltræer. Plavac mali er den drue som primært dyrkes og den giver en mørk, robust rødvin, der er blandt Kroatiens bedste. For at druen skal give vin af høj kvalitet, dyrkes den i næringsfattig jord på meget stejle skråninger ned mod havet. Det er også den drue vi smager, da vi kommer til vinsmagning hos en noget mere beskeden, familiedrevet vingård tæt ved byen Mali Ston. Det er nu tredje generation Androvic som er ved at tage over og udover præmierede kvalitetsvine producerer denne lille vingård - der er delvist selvforsynende med grøntsager og krydderurter - også forskellige likører samt olivenolie. Udover forskellige vine smager vi hjemmelavet ost og brød, som husets frue har lavet. Det er forbløffende, at en så lille vingård med en produktion på mellem 5.000 og 7.000 flasker p.a. har eksport af deres kvalitetsvine til bl.a. USA.
Har man plads i kufferten, kan det anbefales at købe et par af vingården Androvic's produkter med hjem.

Vingården Androvic Vino

Vingården Androvic Vino

Borgmuren ved Mali Ston

Rundrejsens udfordringer denne dag er langtfra overstået! De som vil prøve kræfter med at vandre på bymuren ved Ston får muligheden for at bestige borgmuren ved Veliki Ston (den nye bydel) og vandre op på siden af Skt. Mikael-bjerget og ned til Mali Ston (den lille, gamle bydel) på den anden side. Hele fæstningsværket, hvis ældste dele går tilbage til 1000-årene, er med sine mere end fem kilometer lange borgmur blandt det største i Adriaterhavsområdet. De som ikke vil udfordres med disse anstrengelser køres til Mali Ston, hvor de så får ekstra tid til at gå på opdagelse.
Mali Ston var en af Dubrovnikrepublikkens (1358-1808) vigtigste udposter, hvor man fortsat fremstiller salt af havvand, der lukkes ind i store bassiner (saltpander), hvorefter vandet fordamper og saltet kan skrabes sammen. Disse saltpander blev oprindeligt anlagt af romerne. For at beskytte byen og saltet udbyggede man i middelalderen denne omfangsrige mur, hvorfra vi har et spektakulært syn udover saltpanderne - Salinas - til den ene side og bugten til den anden.

Borgmuren ved Mali Ston

Borgmuren ved Mali Ston

Østers på restaurant Bota Sara

Nede på den anden side af bjerget når vi frem til havnen i Mali Ston, hvor frokosten venter på restaurant Bota Sara. Og udfordringerne er ikke overstået endnu! I bugten ud for Mali Ston, det vil sige mellem Peljesac-halvøen og fastlandet, er der perfekte forhold for skaldyr. Store forekomster af bl.a. østers giver en høj kvalitativ produktion, som vi bliver præsenteret for under frokosten. Men ikke alle kan få en østers til at glide ned - så det er en udfordring for nogle. Men heldigvis er vi flere som kan tage fra og gerne hjælper en "lidende" rejsefælle.

Herlig østers til forret til frokosten

Herlig østers til forret til frokosten

Efter frokosten, hvor der naturligvis serveres andet end østers, er der tid til at spadsere lidt rundt i byen, der klæber sig op ad bjergsiden, inden vi fortsætter mod rejsens sidste mål - Dubrovnik. 

Rundt i Mali Ston

Rundt i Mali Ston

Fakta om Kroatien

Hovedstaden i Kroatien er Zagreb. 

Befolkningstal: Ca. 4,1 mio.

Areal: Ca. 56.594 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.124 til Zagreb 

Mest besøgte attraktion: Halvøen Istrien og middelalderbyerne Dubrovnik og Split, men også nationalparkerne med bl.a. Plitvicesøerne. Øerne i Adriaterhavet er også populære.

Mere information:

Rejsebureau: Riis Rejser

Turistinformation: Kroatien

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben