604 Tårnet ved søen - Torre del Lago IMG_0962.jpg

Puccinifestival i Torre del Lago, Toscana

Google Map...

Hovedstaden i Italien er Rom.

Befolkningstal: Ca. 61 mio.

Areal: Ca. 301.338 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark.

Mest besøgte attraktion: Antikke steder fra Romertiden, middelalderbyer som f. eks. Firenze, badeferier og alle former for aktiv ferie i bjergene eller ved kysten. 

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Italien

På operarejse

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Hotel Ercolini & Savi, hvor der efter en velkomstdrik serveres en typisk italiensk menu. 

Under denne fællesmiddag går snakken livligt om musik og opera i særdeleshed. For enkelte af os er det første gang, at man er på operarejse, mens andre har været til flere operaer og festspil i udlandet tidligere.

Og vi er vist alle enige om, at har man ikke oplevet opera før, snyder man blot sig selv, for her blandes flere kunstarter og den musikalske totaloplevelse rammer ens følelser mere end noget talt eller skrevet ord kan.                                                                                     

Kurbyen Montecatini Terme

Montecatini Terme er en af Europas kendteste kurbyer, hvor bl.a. skuespillere, musikere og andet godtfolk gennem tiderne er kommet for at nyde godt af de varme kilder, der bringer 38 grader varmt vand op fra undergrunden til de forskellige termalbade. 

Nogle steder bader man i det helsebringende vand, andre steder drikker man det for at få et bedre liv. Selv Giuseppe Verdi har været her.

Den store allé Viale Giuseppe Verdi løber fra byens centrale plads Piazza del Popolo, hvor vi finder byens moderne domkirke, Duomo, med fine glasmosaikker. 

Rådhuset er et besøg værd

På alléen ligger også byens rådhus, som det også er værd at se indvendigt med den brede trappe og de smukke væg- og loftmalerier samt ikke mindst det flotte glastag udført i jugendstil.

Byen har yderligere et par kirker, som ikke findes interessante, og her er ingen rigtige gamle bygninger eller levn fra romertiden, da byen først blev grundlagt i 1700-tallet. 

De fleste bygninger er opført i begyndelsen af 1900-tallet. Derimod bugner butikkerne på hovedstrøgene af den nyeste, dyre italienske mode - både hvad angår tøj, sko og tasker etc. I byens permanente markedsgade findes tøj og souvenir til mere fornuftige priser.                               

Parco delle Terme

I den store kurpark Parco delle Terme ligger de forskellige kursteder i bygninger opført i bl.a. jugendstil og nyklassicisme med søjler og arkader. 

De fleste kursteder tager entré for at man kan besøge de tilhørende parkanlæg.

Opera i Torre del Lago

Sent på eftermiddagen går turen mod Torre del Lago, hvor vi skal overvære den første af to operaforestillinger.

En lang allé med lindetræer fører ned til søen Lago Massaciuccoli og alle de tværgående sidegader vi passerer, har alle navne efter noget i musikken - Via Tosca, Via G. Schicchi, Via Turandot, Via Bellini, etc. 

Helt ude ved søen ligger Museo Villa Puccini i det hus, hvor han boede og komponerede mange af sine operaer. Puccini og hans hustru og søn ligger alle begravet i det nærliggende kapel.

Søen er nu et naturreservat for sjældne fugle og man kan sejle med forskellige udflugtsbåde rundt på søen. På søens højre bred står et tårn, som måske har givet stedet dets navn. 

På søens venstre side ses den bagerste del af operascenen bygget ud over søbredden. Her er kun ganske få spisesteder og mange mennesker, så det kan være svært at finde et ledigt bord, hvorfor det anbefales at spise hjemmefra eller tage noget mad og vin med, som man så kan nyde på en bænk inden forestillingen, der starter kl. 21.15, når mørket har sænket sig.

Madame Butterfly

Operaen Madame Butterfly af Puccini blev opført første gang i Scala-operaen i Milano i 1904.

Handlingen kort: Den amerikanske løjtnant Pinkerton gifter sig nærmest for sjov med en japansk geisha, som han kalder Madame Butterfly. Hendes familie bifalder det ikke og forbander hende. 

Der går tre år, hvor Pinkerton er rejst til Amerika og Madame Butterfly har i mellemtiden født deres barn. Hun venter spændt og med længsel på hans tilbagekomst. 

Da han endelig kommer, har han sin nye amerikanske kone Kate med. Pinkerton, der ikke aner at han er blevet far, opdager hvor hengivende og trofast Madame Butterfly har ventet på ham og forlader bevæget stedet. 

Madame Butterfly vil overlade sit barn til Kate, og mens barnet sendes ud at lege, tager Madam Butterfly i sit eget liv.


Sjældent har vi set en så spartansk scenografi som i første akt og værre blev det i de to sidste akter, hvor den kraftige blæst fra søen gjorde det umuligt at sætte kulissen op. Blæsten forvrængede desværre også lyden lidt - men musikken er som altid hos Puccini sødmefyldt og dramatisk.