IMG_4603.JPG

Rideferie ved Gardasøen - en rideferie-drøm

Google Map...
Agriturismo Scuderia Castello, Gardasøen

Gardasøen er Italiens største sø.

Areal: 370 km²    

Længde: 51,9 km  

Bredde: 16,7 km       

Afstand fra Danmark: Ca. 1.300 km til Garda fra den dansk tyske grænse.

Mest besøgte byer: Verona, Bardolino, Malcesine, Monte Baldo, Limone, Lazise, Sirmione, Toscolano.

Mere information:

Turistinformation: Italien

Om Scuderia Castello ved Gardasøen

 

Se det fulde Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Rideferie Gardasøen

Udgangspunktet for suveræn rideferie

Jeg er ikke hestepige, men rideferie er alligevel noget af det bedste jeg ved og jeg har fundet en perle ved Gardasøen, som er mere end suveræn. Den ligger ikke nede ved søen, hvor alle andre holder ferie, men oppe i bjergene, over byen Toscolano Maderno, hvor Giovanni Zambiasi driver stutteriet Scuderia Castello. Det er et helt specielt sted, som skal opleves, men kort fortalt byder det på hjemlig hygge og suveræne naturoplevelser. Med på turen er danske Lene Goller, der arrangerer rejser hertil. Rideturene, som går ud fra Scuderia Castello, er for alle og findes i alle sværhedsgrader. Hestene kan alt og kender terrænet utrolig godt. Giovanni, der er guide på langt de fleste ture, er erfaren og det giver en enorm tryghed, at der er så meget styr på tingene. I sær når man som jeg er så uerfaren, men gerne vil have oplevelsen. Der er ture fra få timer til flere dage med overnatning i området og det sådan en tur jeg skal på.

Med smil forsvinder nervøsitet

Det er altid spændende de første par timer, hvor jeg bruger en del energi på at finde rytmen med hesten. Ikke pga. hesten – den går bare – men pga. min egen sikkerhed. Giovanni smider et par jokes på sit charmerende engelsk. Han ved, at med smilet forsvinder nervøsiteten, og efter få timer har jeg det totale overskud til at nyde hvor vi er. Det ene øjeblik er omgivet af saftige grønne vinmarker og høj græs. Det næste øjeblik skov med høje træer og langstrakte dale. Hvor er her smukt og varieret. Vi stopper ved et lille økologisk vinsted Due Pini og smager på de forfriskende dråber og så afsted igen.

Frokost i det fri

Vi rider gennem en smuk frugtplantage og på et højdedrag i baglandet har Giovanni sørger for frokost i det fri. Forårssolen bager ned på os og det store bjælkebord er spækket med friske oste, lufttørret skinke og velsmagende pølser. Mere skal der ikke til et overdådigt italiensk frokostbord. I det hele taget skal det vise sig, at mad og godt selskab er en grundingrediens, når italienerne spiser.

Ankomst til paradis

Vi rider gennem gamle brostensbelagte gader, hvor tiden står stille. Ind i mellem taler vi om det vi ser, men der er også lang periode, hvor den eneste lyd er den fra naturen, krydret med hestens gang. Det er musik i ørene og rent terapi. Vi stopper foran en gammel husmur og Giovanni fortæller, at det er første overnatningssted. Det ser meget simpelt ud, men bag muren gemmer sig et sandt paradis. Bagagen er også kommet frem. Villa dei Campi i byen Garvado bliver et sted jeg aldrig glemmer. Italienerne kan noget kun de færreste kan. Noget, der er svært at beskrive med ord. Noget, der er skal opleves. Sådan et sted er Villa dei Campi, der er et gammelt hus, som er sat i stand til hotel med egen restauration. Alle værelserne er forskellige men yderst romantiske og charmerende samtidigt med de er moderne. Sådan et sted, hvor man ville ønske man sov med åbne øjne bare for at nyde atmosfæren.

Klar til middag

I haven er der en natursø med kvækkende frøer. Der er små åndehuller og en kæmpe urtehave, som selvfølgelig tages i brug hver eneste dag i Villa dei Campis imponerende køkken. Vi nyder et køligt glas prosecco på den overdækkede terrasse før der serveres et ubeskriveligt måltid mad – retter, der hver især gør, at man kun kan holde af Italien. Vi sidder længe ved bordet og den første dage afsluttes med, at en komplet stjernehimmel lukker sig over os. Jeg kan næsten ikke vente til i morgen.

Vi rider op, op, op

Giovanni tager os med op i bjergene for at få udsigten over denne enestående natur som ligger rundt om stutteriet. Vi rider op, op, op og hestene er virkelig kommet på arbejde, men de går og går som om de aldrig har gjort andet. Skulle man vandre eller cykle her, som selvfølgelig er muligt, havde det krævet noget helt andet og jeg ville på ingen måde have haft overskud til at nyde naturen. Og den skal i den grad nydes for, hvor er her smukt. Vandet fosser ned gennem dalen. Nogen gange er vandfaldene langt væk og andre gange lige ved siden af og vi må passere på hesteryg. Det er ingen sag for Lene og Giovanni men jeg kan igen mærke adrenalinet pumpe lidt. Det går fint og Giovanni er som altid min trofaste støtte.

Vi rider i storslået natur

Vi kommer helt op på et udsigtspunkt, hvor naturen er markant anderledes end det vi red i i går og vi er kun en ½ dags ridning derfra. Der er med andre ord både mange muligheder, men også mange sværhedsgrader – i hvert fald for rytter – ikke for hestene. De går over alt. Med endnu en formidabel naturoplevelse kommer vi retur til stutteriet, der er indhyllet i den lækreste duft. Her kommer dagens store overraskelse.

Spiedo – en lokal specialitet

En af Giovanni gode venner Marco har stået hele dagen og tilberedt en lokal specialitet kaldet Spiedo. Det er svinekød, kylling, kanin og grønsager, der langtidssteget på store spyd. Retten skal passes hele i tiden og tilberedningen tager op til 12 timer. Vi kan næsten ikke vente, for her dufter himmelsk. 
Livet på Scuderia Castello skal opleves. Det er lidt lige som at være hjemme privat hos en god ven eller nær familie. Alle er glade, smiler, snakker samtidigt med at du kan sætte dig op på din balkon over læse en bog eller gå ned og hygge med hestene. Man føler sig bare hjemme på en suveræn uhøjtidelig måde. Når der ringes med klokken, er der mad og i dag kommer alle til tiden. Vi spiser i mange timer, griner og hygger, men mørket falder på os hestene græsser lige uden for døren.

Utrolige heste

Vi rider en del timer og igen går det op, op, op. Det er så imponerende, hvad hestene magter. Jeg har trods alt spist en del de sidste par dage. En ting er vægten og terrænet, men hesten er også utrolig rolige i forhold til alt det vi rider forbi: gøende hunde, mountain bikes, der drøner forbi os eller andre ting, der pludseligt dukker op. Det rør dem langsomt.

Vi stopper ved en papirfabrik

Vi ridder op i Valle Delle Cartiere, hvor vi kommer forbi en gammel papirfabrik fra slutningen af 1300 tallet. Her gør vi et lille stop for at få indblik i et meget gammelt håndværk på disse kanter. Det rene vand i floden sammen med den friske bjergvind var en perfekt kombination til at producere papir og papir af meget høj kvalitet. Vejen vi ridder på i dag har været en meget smal og ganske farlig bjergsti i gamle dage, som de ansatte skulle forcere for at komme op til fabrikken.

Villa Campi – for enden af vejen

Ude i naturen igen nyder vi stilheden. Vi har retning mod et gammelt hus oppe i bjergene, hvor vi skal overnatte den sidste nat. Det er så vildt at tænke på, at på bare tre dage er jeg blevet fuldstændig dus med at sidde er i sadlen og have total overskud til at nyde omgivelserne. Ingen af os taler, vi sidder alle tre i hver vores lille verden og nyder nuet. Vi ved det ikke kommer tilbage, så det er bare om at nyde det nu og her. Lige før vi ankommer til Villa Campei forslår Giovanni en galop, og den er vi friske på. Vores suveræne ridetur slutter med at vi griner højt. Hele følelsesregisteret er taget i brug og endnu en gang er vi kommet til et helt specielt sted næste 800 meter over Gardasøen.

Her slutter rejsen

Giovanni har igen samlet et par venner og sammen nyder velsmagende polenta med en stor sammenkogt gryde med bl.a. vildsvin. Der åbnes god rødvin og selv det kræver en ekstra trøje at sidde ude, fortsætter hyggen under nattehimlen i det hyggeligste selskab du kan forstille dig. Tæt på naturen og hjertevarme i en skøn blanding. Det er ferie når det er alle bedst.

Det er med et vist vemod, at Lene og jeg tager afsked med Giovanni, Scuderia Castello, Villa dei Campi og Villa Campei, men vi kommer helt sikkert igen. Det bedste ved naturoplevelser er, at de aldrig er ens. Selvom du besøger det sammen sted igen, så er naturen altid anderledes. Jeg er ikke født på en hest og drømmer heller ikke om at få min egen, men oplevelser som denne  passer perfekt til mit livsmotto – "jeg samler på oplevelser, for dem kan ingen tage fra mig".