Politiske budskaber i Derry, Nordirland
Log ind Log ind
Politiske budskaber i Derry

Politiske budskaber i Derry

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser

På denne rundrejse i Irland er vi på vej mod Nordirland og besøger byen Derry som englænderne kalder Londonderry.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Gavlmalerier og monumenter i Derry

Undervejs mod Derry i Nordirland fortæller rejselederen om de genvordigheder, krige, frihedskampe, vold og terror som har præget Irland i århundreder. Gennem forskellige frihedskampe lykkedes det det overvejende katolske Irland at få delt øen i 1921, hvorved man dannede Fristaten Eire, som blev til Republikken Irland i 1948. Den nordlige Ulster-region, hvor de fleste var protestanter, forblev i union med De Britiske Øer og fik landebetegnelsen Nordirland. Men urolighederne ulmede fortsat. Katolikker fik de dårligste job og de laveste lønninger og gennem flere generationer opstod der et had mellem tilhængere af republikken og tilhængere af unionen. Oprørsgrupper som Den Irske Republikanske Hær (IRA) på den ene side og Ulster Freedom Fighters (UFF) på den anden side bekrigede hinanden gennem terrorattentater. Tusinder døde og blev lemlæstet. Britiske tropper blev sat ind og på den blodige søndag den. 30. januar 1972 dræbte britiske faldskærmssoldater 14 katolske demonstranter i Derry. En ulykkelig hændelse som sidder dybt i republikanerne. Først i 1998 lykkedes det parterne fra de to sider, at danne en fælles regering for Nordirland.

Her er hverken toldere eller grænsekontrol, da bussen kører ind i Nordirland og stopper ved nogle af de mange gavlmalerier med politiske budskaber og nøglescener fra urolighederne. Her ses mindesmærket for ”den blodige søndag”, inden vi fortsætter til H-blok-monumentet, der skal minde os om den blok i fængslet, hvor katolske fanger blev pint og flere sultestrejkede sig til døden. Briterne finder flere af disse monumenter ulovlige.     

H-Blok-Monumentet i Derry

H-Blok-Monumentet i Derry

Derrys bymur - den eneste intakte i Irland

Mindesmærket for krigens faldne på The Diamond midt i den gamle bydel, er omkranset af Irlands eneste intakte bymur. Bymuren blev opført mellem 1613 og 1618, da man grundlagde byen. Der er fire byporte som fører ind under bymuren til den gamle by. Flere af disse er dog renoveret/opført i 1800-årene. Vi spadserer rundt på den 1,6 km. lange og otte meter bredde bymur, som - trods adskillige krige - aldrig har været skudt i stykker. Herfra ses flere af byens prominente bygninger og vi gør holdt på nogle af bastionerne med kanoner og vagttårne for at skue ud over det lavere liggende byområde uden for bymuren.

Rundt på Derrys bymur

Rundt på Derrys bymur

St. Columb's Katedral

På rundturen passeres bl.a. St. Columb's protestantiske katedral bygget i gotisk stil mellem 1628 og 1633. Det var den første katedral bygget på De Britiske Øer efter reformationen og er opkaldt efter byens grundlægger missionæren Sankt Columba.

St. Columb's katedral

St. Columb's katedral

Guildhall - det gamle rådhus

På bymurens nordlige del kommer vi også forbi den store åbne plads Guildhall Square med byens gamle rådhus Guildhall. I middelalderen gik floden River Foyle helt inde ved bymuren, hvor skibe kunne lægge til og folk og gods kunne komme til og fra byen. Guildhall er en enestående, smuk bygning opført i 1887 i nygotisk stil og med et majestætisk klokketårn. Bygningen er opført på en opfyldt grund, hvor River Foyle tidligere løb. Indvendigt er Guildhall ualmindeligt flot udsmykket med imponerende mosaikruder i en meget stor sal som også rummer et kæmpemæssigt orgel, der bl.a. benyttes ved byens orgelfestival. Det er ligeledes muligt at besøge den tidligere rådssal.                                                                             

Guildhall Derrys gamle rådhus

Guildhall Derrys gamle rådhus

Peace Bridge

Besøget i Derry sluttes med en tur ud på Fredsbroen - Peace Bridge - et af Derrys nyere varetegn. Broen er en cykel- og gangbro fra 2011 som snor sig over Foyle-floden og har skabt bedre og lettere kontakt mellem protestanter og de katolikker, som fortrinsvis bor på den anden side af floden.

Fredsbroen - Peace Bridge - går over River Foyle

Fredsbroen - Peace Bridge - går over River Foyle

Senere sker indkvarteringen på City Hotel for en enkelt nat, inden bussen i morgen fortsætter rundrejsen i Nordirland mod Kæmpernes Landevej - Giants Causway - med et enestående naturfænomen.

Noble køretøjer i Derry

Noble køretøjer i Derry

Fakta om Irland

Øen Irland, der også kaldes "Den Grønne Ø", er opdelt i Republikken Irland med hovedstaden Dublin, og Nordirland, der er en del af Storbritannien, med hovedstaden Belfast. 

Befolkningstal: Republikken Irland ca. 5 mio. og Nordirland ca. 2 mio.

Areal: Republikken Irland ca. 70.273 km² og Nordirland ca. 14.140 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.240 km til Dublin

Mest besøgte attraktion: Dublin og Belfast med deres dejlige pubs og vidunderlige irske folkemusik. Irland er fyldt med gamle middelalderslotte og en dejlig natur.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Irland

Turistinformation: Nordirland