620 IMG_8422.JPG

Dragende Derry-Londonderry, Nordirland

Google Map...

Nordirland ligger på øen Irland, men er ikke en del af republikken Irland. Nordirland er en del af Storbritannien med hovedstaden Belfast.

Befolkningstal: Ca. 2 mio.

Areal: Ca. 14.140 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.178 km til Belfast

Tidsforskel: 1 time efter

Mest besøgte attraktion: Belfast og Derry-Londonderry med deres dejlige pubs og vidunderlige irske folkemusik. Irland er fyldt med gamle middelalderslotte og en dejlig natur.

Mere information:

Turistinformation: Nordirland

Turistinformation: Irland

 

Byen med de to navne

Nordirlands næststørste by Derry-Londonderry, der ligger mod nordvest har meget historie at byde på, fordi man her kan prale af at være den by i Europa, der sidst byggede en bymur med porte og bastioner. Den daterer sig tilbage til perioden mellem 1613-1618. Derry eller Londonderry? Bare ved at nævne de to forskellige måder at kalde byen på, vækkes historien i høj grad til live. Oprindeligt blev byen kaldt Derry af de irsk-katolske indfødte. I starten af 1600-tallet havde protestantiske indvandrere fra England og Skotland bosat sig her, og de byggede en moderne by, som de kaldte for Londonderry. Det er derfor, at en stor del af de protestantiske indbyggere i dag stadigt kalder byen for Londonderry. Samtidig fastholder katolikkerne at de altså bor i Derry. De neutrale vælger at kalde byen for begge dets navne: Derry-Londonderry.                                                                                     

Bloody Sunday

Af nyere tids historie er det ’Bloody Sunday’ i 1972 som byen er mest kendt for - borgerrettigheds-marchen hvor 14 deltagere blev dræbt af britiske soldater. Den tragiske begivenhed danner rammen om flere sange, der er kendt udenfor Den Grønne Ø. U2’s sang af samme navn har skrevet sig ind i rockhistorien og The Dubliners, har stort set altid ’The Town I Loved So Well’ på deres repertoire. Sangen er skrevet af musikeren Phil Coulter og er en både smuk og sørgmodig sang om denne her by, som han voksede op i.                                             

Opblomstring og vækst

I løbet af det seneste årtier har Derry-Londonderry oplevet en større opblomstring på mange forskellige områder, ligesom det er tilfældet i Belfast. Kulminationen kom i 2013, hvor byen blev UK City of Culture. Det siger derfor sig selv, at byen turistmæssigt har meget mere at byde på, end den havde tidligere. Det er dog ikke muligt at komme udenom, at borgerne i Derry-Londonderry gennem århundrede har været vidne til skelsættende begivenheder, som i høj grad har sat sig spor i Nordirlands historie.                                                                                   

Det historiske rådhus

Derry-Londonderry byråd har i mange år holdt til i Guildhall. Den enormt prægtige bygning er bygget i ny gotisk stil og er fra 1890. Det er en af det nordvestlige Nordirlands mest storslåede bygninger. Det er absolut overvældende at gå rundt i Guildhall, og der en masse atmosfære inde i den enormt store bygning. Mens du her her, husk at tage et kig på de fine glasmosaikker, som fortæller byens historie. I en af Guildhalls mange rum, findes der en mindre udstilling, der historisk set gennemgår tiden i Derry-Londonderry lige før, under og lidt efter ’The Plantation of Ulster’, som skete i 1600-tallet, hvor en masse protestantiske englændere og skotter blev sendt til byen. Det er her, at årsagen til den flere århundrede gamle konflikt i Nordirland findes. For som der står i en konklusion til en introduktionstekst ved indgangen til udstillingen: ’However we look at it. The Plantation has shaped who we are’.                                                               

Stolthed og fortællerevne

Som turist i en storby er der stor chance for, at du bliver helt og aldeles ør i hovedet af de sædvanlige museumsbesøg - eller byrundture med sightseeingbusser, hvor tendensen mere og mere er, at alle informationer er indtalt på bånd i forvejen. Derfor er guidede byrundture et godt alternativ. I Derry-Londonderry tilbyder Martin McCrossan og hans folk forskellige af slagsen. Specielt den der foregår på og omkring de otte meter brede bymure, kan anbefales - i hvert fald hvis du kommer til byen for første gang. Rundturen kommer forbi mange interessante steder, blandt andet byporten Ferryquay som det i sidste øjeblik lykkedes for protestanterne at få lukket og låst lige før, Kong James 2. katolske styrker forsøgte at storme byen i 1689. 
Protestanterne holdt stand under den 15 ugers lange belejring, og byen forblev dermed protestantisk. Vores guide John fortæller, at omkring en fjerdel af de 30.000 indbyggere døde af sult og sygdom, og resten overlevede ved at spise hunde, katte og rotter. Det der gør indtryk ved sådan en travetur med guide er, at der oser en vilje ud af ham, en gnist og en glød for at fortælle om sin by. Også om de mere alvorlige sider af dens historie. Guiden John er som irer er i særdeleshed - en guds benådet fortæller, og han formår at holde sine gæsters opmærksomhed i ave i den 1½ time, turen tager. Og selvom han sikkert har fortalt det samme hundrede gange før, så fortæller han med den samme entusiasme, som var det hans første tur. Det er imponerende! 
En rundtur med guide giver i allerhøjeste grad lyst til at opleve mere af byen!                                    

Free Derry

Under turen på bymuren standser guiden resolut og peger ned mod et boligområde og en stor hvidmalet sten med påskriften ’ You are now entering FREE DERRY’. - Der var dernede det skete - ’Bloody Sunday’. Betegnelsen ’Free Derry’ kom sig af, at de katolske beboere erklærede ’deres’ boligområde fri af Storbritannien, fortæller guiden. Derry og Bloody Sunday er uundgåeligt vævet ind i hinanden. Den 30. januar 1972 blev der afviklet en borgerrettighedsmarch i byen. Der blev protesteret mod, at katolikkerne ikke havde de samme rettigheder som protestanterne i Nordirland. Under marchen åbnede britiske faldskærmssoldater ild mod deltagerne og skød 26, hvoraf 14 uskyldige blev dræbt. På den måde indtræf en af den nordirske konflikts mest forfærdelige begivenheder, og Derry-Londonderry fik sit navn mejslet ind i folks bevidsthed i hele verden.

The Museum of FREE DERRY

Rundturen i Derry-Londonderry tager os videre til museet der fortæller byens historie, og vi tager også et nærmere kig på kulturlivet og de kulinariske muligheder. Lige hvor det hele skete åbnedes i 2006 ’The Museum of FREE DERRY’ som er et ’must’ at besøge. Når du kommer indenfor ser du montrer med bannere, plakater, maskinskrevne vidneforklaringer og avisforsider. 
Du hører autentiske lydoptagelser fra selve marchen, fra stilfærdig og trodsig nynnen og syngen med på ’We Shall Overcome’ til geværsalverne, gråd, skrig og skrål, da borgerrettighedsmarchen med ét ændres til et blodbad. Fremstillingen af forløbet er meget effektfuldt og uhyggeligt! The Museum of FREE DERRY er ikke særligt stort og egentligt et meget traditionelt museum, uden alle de sædvanlige high-tech effekter, de fleste nyere museer benytter sig af. Men hvad det ikke har i størrelse, har det i en form for intimitet og ret så megen alvor! 

’Hands accross the Divide’

I midten af rundkørslen ved Craigavon Bridge, der ligger tæt på byens centrum, står en bronzeskulptur af to meget livagtige mænd, der med hver deres beslutsomme blik er meget tæt på at give hinanden hånden. De kunne i og for sig stå hvilket som helst sted, hvis de altså ikke stod i Derry-Londonderry – og hvis de ikke lige netop står som et symbol på håb for en bedre fælles fremtid. Skulpturerne kaldes ’Hands accross the Divide’ og blev afsløret i juli 1992 - på tyve årsdagen for Bloody Sunday’. De skal symbolisere, fred, forsonlighed og venskab. Selvom Hands Across The Divide på ingen måde er en turistattraktion, så kan statuerne ikke undgå at give byens besøgere stof til eftertanke, specielt fordi de to mænd er så udtryksfulde. Lidt længere ind mod centrum er der i samme stil blevet opført noget for at symbolisere håb om fred og fordragelighed på tværs af religiøse skel, nemlig at der bliver bygget bro mellem folk. ’The Peace Bridge’ - der ligger tæt på Guildhall - blev opført i 2011.                                                                       

Cultúrlann Uí Chanáin

Allerede fra lang afstand er det umuligt ikke at lægge mærke til den store rektangulære og farvestrålende bygning på 37 Great James Street. ’Cultúrlann Uí Chanáin’ står der på irsk. Cultúrlann betyder kulturelt center, og de sidste to ord er efternavnet på grundlæggerne af foreningen bag stedet og er på ganske kort tid blevet et højsæde for kendskab og udøvelse af irske sprog og kultur i det engelskorienterede Nordirland. Cultúrlann er et godt eksempel på en positiv udvikling, hvor irsk sprog og kultur på de her kanter i højere grad bliver ankerkendt end for bare nogle årtier siden. Du bør derfor finde Great James Street på dit bykort og tage et kig på stedet. Både inde - som udenfor - er bygningen meget særpræget og interessant. Og mens du går rundt i kulturcenteret mødes dine ører af folk der snakker det - for danskere - noget uforståelige irske sprog, og af lyden fra harmonika, banjo, fløjte, og der bliver banket på en bodhrán, som er en speciel irsk tromme.                                                                                                   

Derrys Delikatesser

Det synede ikke af så meget, da tjeneren på en af byens restauranter kom med en tallerken med mørkt brød, smør, lidt grønt og så nogle stykker laks. Men efter jeg havde sat tænderne i laksen, bredte der sig et stort smil på mit ansigt. For selvom jeg har spist meget laks før, havde jeg aldrig smagt en laks så fed og rund i smagen som denne her. Himmelsk og henrivende!
Derry ligger tæt på flere søer, floder og kyster. Og det er derfor nemt og billigt at lade dig friste af friske fisk og skaldyr, når appetitten skal stilles. Folk på egnen påpeger med stolthed, at fisk og skaldyr ikke kun sælges, men også fanges her, og rigtig mange af byens restauranter har derfor specialiseret sig i at servere disse lokale delikatesser. Prøv Atlanterhavslaksen eller de vilde muslinger og østers, som fanges fra Foyle floden, der løber i gennem byen.                                                  

Fra Belfast til Derry (og vice versa)

De fleste turister der besøger Derry-Londonderry starter ofte deres Nordirlands besøg i Belfast. Herfra er der mange daglige afgange, om du så vælger tog eller bus.

Bus:
Fra du stiger ombord på Translink’s Goldline Express nummer 212 på Europa Buscentre i Belfast, hvor alt national/regional bustrafik udgår fra, tager det omkring 1½ time, før du er på Foyle Street Busstation i Derry-Londonderry.

Tog:
Hvis du ønsker mere komfort og dine øjne ønsker en masse smuk natur, så spring på et af Translink’s tog - på enten Great Victoria Street eller Belfast Central Railway Station - der på omkring 2½ times tid bringer dig til Waterside Trainstation i Derry.

Den sidste del af turen mellem Coleraine og Waterside Trainstation, er på grund af en usædvanlig smuk udsigt langs med floden Foyles bredder, blevet beskrevet som ’en af de mest smukke jern-banestrækninger i Verden’ af rejseskribent - og dokumentarist Michael Palin. Der er gratis shuttle busser fra den fjernere beliggende Waterside Train Station til Foyle Street Busstation, der ligger i centrum af byen.