Dan O'Haras Homestead - kom tæt på den irske immigrationshistorie
Log ind Log ind
Dan O'Haras Homestead - kom tæt på den irske immigrationshistorie

Dan O'Haras Homestead - kom tæt på den irske immigrationshistorie

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

En af de mange immigranter, der endte i New York, var den irske landmand Dan O'Hara, hvis hus er genopført på det levende museum, Connemara Heritage & History Center. Vi har besøgt stedet.

Thomas Sørensen og Lasse Løndahl Henriksen

Thomas Sørensen og Lasse Løndahl Henriksen

Tilføj favorit

Connemara Heritage & History Center

Connemara Heritage & History Center er prisbelønnet og listet blandt Vestirlands førende turistattraktioner - og det med god grund. Historien bag besøgscentret kunne i virkeligheden godt minde om Dan O'Haras historie, dog med en mere lykkelig afslutning. I slutningen af 1980'erne boede landmanden Martin Walsh og hans kone Nora på et mindre landbrug ca. otte km. fra byen Clifden og besøgscentrets nuværende placering. Landbrugsjorden på deres ejendom var ikke særlig god, og det var svært for dem at få økonomien til at hænge sammen, så de kiggede sig om efter alternative måder at tjene lidt ekstra penge. De fandt ud af at ruinerne af en nærliggende gård, efter sigende havde tilhørt Dan O'Hara, hvis historie er blevet udødeliggjort i både sang og historie. Walsh-parret besluttede sig for at opkøbe ejendommen og genopbygge gården som levende museum med støtte fra lokale turistorganisationer - og det blev en succes.

Connemara Heritage & History Center

Connemara Heritage & History Center

Museum og filmfremvisning

Når du ankommer til besøgscentret, tager Martin personligt imod og der er rundvisning på besøgscentrets lille museum, som fortæller Connemaras historie med udgangspunkt i helt almindelige ireres hverdag på godt og ondt. Efter rundvisningen på museet, der også har en velassorteret souvenirbutik samt en restaurant med god, traditionel irsk bondekost, er der forevisning af en lille film, der på 20 min. fortæller Connemaras historie helt tilbage fra forhistorisk tid og frem til oprettelsen af Den Irske Fristat i 1922. Det er en spændende historie med interne irske stridigheder, sult, krig med England og ikke mindst immigrationen til Amerika, både før og efter kartoffelpesten i midten af 1800-tallet.

Connemara Heritage & History Center, Dan O'Hara's Homestead

Tørv i bakkerne

Fra besøgscentret går turen nu med traktor og terrængående passagervogne op i bakkerne. Martin fortæller om områdets geografi, geologi og ikke mindst udsigten mod vest, der på en MEGET klar dag, ifølge Martin selv, skulle være så god, at du kan se Amerika! Det kræver dog nok en ret god kikkert eller en meget stærk irsk whiskey.

Connemara Heritage & History Center, Dan O'Hara's Homestead

Landskaberne i County Galway

Landskaberne, der strækker sig fra County Galway i syd til County Mayo i nord, er et af de største sammenhængende tørveområder i verden. Tørv har gennem århundreder været brugt som brændsel i hele Irland og ikke mindst i Connemara, hvor vilkårene for tørvegravning er optimale. Tørven består af plantematerialer, der gennem årtusinder er blevet sammenpresset i den fugtige jord. Da der ikke er ilt i tørven, er der heller ingen insekter eller orme der kan nedbryde plantematerialet, som bliver bevaret intakt. Martin viser hvordan man graver tørvene, tørrer dem og gør dem klar til brændsel, samtidig med at han fortæller om processen og kommer med en enkelt røverhistorie eller to oveni.

Connemara Heritage & History Center, Dan O'Hara's Homestead

Historien om immigranten Dan O'Hara

Tæt ved tørvegraven ligger det genopbyggede hus, hvor Dan O'Hara boede med sin familie, frem til 1845. Dan O'Hara boede på denne lille gård sammen med sin kone og syv børn. Familien var selvforsynende på lidt lejet jord og levede en simpel, men glad tilværelse. På det meste af farmen dyrkede man kartofler, ligesom man holdt en række dyr.
Fordelen ved kartoflen var, at den kunne vokse i de magre jorde og nogle af dem blev brugt til at fodre grisene. Kartofler sammen med kærnemælk sørgede for, at familien var robuste og sunde. I forhold til mange af de samtidige indbyggere i Connemara, var Dan O'Haras hus et af de større, og det var ofte her de lokale mødtes til sociale sammenkomster, hvor man fortalte historier og holdt det irske sprog, musik, dans og traditioner ved lige.

Connemara Heritage & History Center, Dan O'Hara's Homestead

Rejsen til Amerika

Som de fleste mennesker i Connemara ejede Dan O'Hara hverken jorden eller huset han boede i, men betalte husleje til den lokale herremand og da herremanden ville have en højere husleje, som O'Hara ikke kunne betale, så O'Hara familien ikke anden udvej, end at immigrere til Amerika. Under rejsen til Amerika afgik O'Haras kone og tre af deres syv børn ved døden. Ved ankomsten til New York var Dan O'Hara derfor en nedbrudt mand. Ulykkelig og uden penge var han nødt til at sætte de resterende børn i pleje og han endte sine dage med at sælge tændstikker på gaden i New York. O'Haras historie blev taget op af af folkesangere i både Irland og Amerika, og sangen Dan O'Hara er i dag blandt en af de mest traditionelle og sørgmodige sange fra immigrationstiden, selvom den på ingen måde er usædvanlig.

Dan O'Haras hjem genopført

I dag er Dan O'Haras hjem genopført som det ville have set ud på O'Haras tid. I pejsen brænder tørvene og skulle varmen herfra ikke være nok, byder Martin også på et glas af den lokale uisce beatha, som O'Hara ville have drukket. Uisce beatha er irsk-gælisk for livets vand - og også det vi andre på godt dansk ville kalde whiskey. Mens whiskeyen skylles ned, optræder Martin også med sangen om Dan O'Hara og fortæller, hvordan irsk musik og kultur har påvirket både blues og countrysangere som f.eks. Johnny Cash og Bing Crosby, hvis bedsteforældre var irske immigranter. Martin er både en dygtig sanger og i det hele taget entertainer og det er en stor oplevelse at besøge både besøgscentret, men ikke mindst Dan O'Haras farm. Det giver et indblik i den irske historie, der bare ikke kan fortælles i bøger, men skal opleves.

Connemara Heritage & History Center, Dan O'Hara's Homestead

Rundrejsen i Irland fortsætter til Knock - Irlands hellige by.

Fakta om Irland

Øen Irland, der også kaldes "Den Grønne Ø", er opdelt i Republikken Irland med hovedstaden Dublin, og Nordirland, der er en del af Storbritannien, med hovedstaden Belfast. 

Befolkningstal: Republikken Irland ca. 5 mio. 

Areal: Republikken Irland ca. 70.273 km².

Mest besøgte attraktion: Dublin og Belfast med deres dejlige pubs og vidunderlige irske folkemusik. Irland er fyldt med gamle middelalderslotte og en dejlig natur.

Connemara Heritage & History Center:
Åben alle ugens dage fra april til oktober.
En gennemsnitlig irsk familie brugte 5 ton tørv om året for at holde huset varmt.
En gennemsnitlig tørveblok vejer ca. 5 kg når den er friskgravet. Efter 6-8 ugers tørring vejer tørveblokken ca. 1 kg.
Det tager ca. 1000 år for tørvemosen at omdanne plantematerialet til 30 cm tørv.
Tørveområderne i Connemara varierer fra 1,5 til 7 meter i dybden.

Mere information:
Turistinformation: Irland

Connemara Heritage & History Center

Oplev Connemara Heritage & History Center i bus med rejsebureau: Riis Rejser

Find campingpladser i Connamara i Irland