Med hundeslæde over Lyngmarksbræen på Diskoøen

Vi er på Disko-øen nærmere bestemt oppe på Lyngmarksbræen, 955 moh., hvor vi bor i en lille hytte. Hundene, der står lænket godt en km fra hytten, kan vi ikke høre.

Brugsdyr og ikke kæledyr

Det er faktisk lidt luksus, at bo i en rigtig opvarmet hytte i stedet for de telte, vi hidtil har sovet i. Og så får vi besøg af nogle grønlændere, som kommer med maden, kokkererer og serverer den for os. Ren luksus! I dag skal vi på en kort tur med hundeslæde og fra hytten bliver vi med en snescooter kørt over til hundene. Da vi nærmer os, kan vi høre hvorledes hundene hyler. Ingen tvivl om, at hundene er glade for at se deres fører, men kæledyr er de ikke. Makker de ikke ret, vanker der! Det er uvant for os at se, hvorledes der sparkes til dyrene for at få dem til at makke ret, men omsider får vores kusk samling på dyrene.

Slæden og hunden

Medens vores hundefører får styr på hundene, kan vi se nærmere på den slæde, vi skal afsted på. Den ser simpel ud - men er faktisk et kunststykke. Den indeholder ingen søm, men er bundet sammen og kan give efter for alle ujævnheder på isen. Den er enorm slidstærk. På slæden lægges der tæpper og øverst et skind, som vi kan sidde på, så vi ikke bliver kolde bag i, mens vi er på tur.

Der er kun een førerhund i hver gruppe. Førerhunden har tilsyneladende et roligt gemyt, men viser de andre hunde, at det er ham der bestemmer. Han er ikke nødvendigvis den stærkeste, men sikkert den klogeste! Det er en flot hund og jeg fristes til at klø den bag øret - men "holder mig i skindet". Ham stoler vores fører på og får han denne hund til at gøre som han vil, følger resten efter.

Klar til afgang

Vi bliver bedt om at tage regntøjet udover vores andet tøj, for medens vi kører afsted i fuld fart, kan hundene slippe "et eller andet ....." - og det er ikke videre rart at få på tøjet. Vi sætter os til rette på slæden og det giver et ryk, da den sætter i gang og snart går det rapt over isen. Nu skal der holdes fast. Der kommer mere og mere fart på.

Fornøjede slædehunde

Vores fører løber lidt ved siden af i starten og når der er godt gang i slæden springer han på og står bagerst på slæden, medens han dirigerer hundene. En anden slæde kører bag efter os, men pludselig mærker jeg noget på min højre side. Det er hundene fra den bagvedliggende slæde, der kommer i en langsom overhaling. Det er betagende - på så nært hold - at se, hvorledes hundene hiver og slider i det – og de kan tilsyneladende lide det!

Pause med udsigt

Ude på et lille højdedrag holder vi hvil. Voros fører fortæller lidt om hundene og slæden - på et gebrokken dansk. De fleste vil nu helst tale grønlandsk - men så har vi jo et problem! Vi kan dog forstå, at han kender sine hunde særdeles godt og selv om de for os, stort set ser ens ud, fortæller han lidt om hver enkelt hund. En har temperament! Og en anden er rigtig sød. Denne er min yndlingshund siger han - og dette er førerhunden.

Efter turen parkeres hundene igen og så skal de fodres. Det sker tre gange - om ugen! Og det går ikke stille af. En hund ser sit snit til at snuppe noget fra en anden (som så ikke får noget). En anden får tæsk, da den forsøger at slås med en tredje om de sparsomme rationer. Et herligt virvar, som vi heldigvis kun er tilskuere til.