Luchon - indgangen til Pyrenæerne, Sydfrankrig
Log ind Log ind
Luchon - indgangen til Pyrenæerne

Luchon - indgangen til Pyrenæerne

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Frankrigs Turistråd

På denne ferie i Frankrig besøges Luchon der bl.a. er kendt for sine helbredende termalbade og som ligger på kanten af Pyrenæerne.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Luchon - en by med termalbade

Sagnet fortæller, at en romersk soldat med læsioner på sin arm opdagede den helbredende effekt af noget termalvand, da han dyppede sin arm ned i det og armen efter nogen tid blev rask igen. Måske var det begyndelsen på, at romerne slog sig ned her og grundlagde byen. Den fik navnet Ilixon (vandets gudinde) og de første svømmepøle med termalvand fra de mange varme kilder blev etableret. Senere faldt byen i hænderne på barbarerne og havde det ikke været for Baron d’Etigny som besøgte byen mange år efter, ville Luchon - eller Bagnères de Luchon som byen rettelig hedder - måske have været gået i glemmebogen. Baronen udbyggede husene ved termalbadene og forbandt dem med byen via hovedgaden, som fortsat bærer hans navn - Allées d’Etigny. Luchon blev godt kendt blandt overklassen i Paris som besøgte byen for at bade og Luchons berømmelse voksede, da Hertug Richelieu anbefalede badene ved hoffet i Versailles. 
Meget af Luchons rige og smukke arkitektur blev skabt i perioden under Napoleon III. Luksuøse villaer, som det finere borgerskab krævede, blev bygget og gav byen sin elegante karakter, som fortsat kan ses rundt omkring. Så udviklede byen sig hurtigt. Den store indgang til termalbadene blev bygget i 1848 og Pavillonen Imperial  kom til i 1960 og "Vaporarium" blev færdig i 1970. I mellemtiden blev Luchon et pionercenter for vintersportsaktiviteter. Skisportsentusiaster begyndte at komme i området allerede i 1911 og opførelsen af Grand Hotel og vejen op til skisportsstedet Superbagneres blev påbegyndt. Luchon - med dens dale og bjergtoppe der når op i 3.404 moh. - er indfaldsporten til Pyrenæerne i det sydvestlige Frankrig. Byen, der ligger 630 moh., har i dag ca. 3.000 indbyggere og er centrum for sportsfolk og naturelskere der søger udendørsaktiviteter i det unikke landskab hele året rundt.

Fortovsrestaurant i Luchon

Fortovsrestaurant i Luchon

Byen med gode specialforretninger

Hotel Majestic ligger få minutters gang fra hovedgaden Allées d’Etigny der blev anlagt af baronen i 1762. I den ene ende af hovedgaden ligger byens kirke Norte-Dame de l’Assomption, bygget mellem 1847 og 1857 oven på en tidligere romansk kirke fra det 11. og 12. århundrede. Den nordlige indgang stammer fra den oprindelige bygning og er pyntet med muslingeskaller på siden af dørstolperne. Går du en tur op ad hovedgaden kan du nyde en forfriskning på en af caféerne der fortsat i november måned har udendørs servering. Her er flere mindre pladser med mindesmærker fra krigens tid. Her er smukke bygninger - et casino - og ikke mindst specialforretninger. En forretning med oste fra lokalområdet frister med vidunderlig bjergost. I den anden ende af hovedgaden ligger berømte termalbade, der henter det varme vand fra undergrunden.

Hotel Majestic

Hotel Majestic

Helårsaktiviteter

Termalbadene er grundlaget for turismen i Luchon og kan besøges året rundt. Termal Chambert blev bygget i 1848 oven på et antikt romersk bad. Denne fornemme bygning har 28 søjler og overdækkede indgange. Den store indgangshal med de smukke fresker er blandt Luchons gamle skatte. I en anden bygning opført i en bue af i marmor, glas og bronze findes andre termalbade samt et "Vaporatorium", der er et naturligt dampbad i en 150 meter lang underjordisk hule - helt unik i Europa. Termalvandet filtreres gennem de varme klipper og skaber en naturlig blød og fugtig luft på 38 grader. Endvidere findes her saunaer, afslapningsrum, forskellige helsebringende pools med forskellige vandtemperaturer, jacuzzi, gymnastiksal, spa-fitness - stort set alt inden for wellness. Efter sigende er visse bade særligt godt for øre, næse og hals, og sangerinder kommer her for at pleje stemmerne. Men alle kommer her. Dette er ikke kun for ældre eller svage mennesker. Også unge kan lide at blive forkælet med massage og varmt vand. Måske specielt efter en hel dags fuld aktivitet enten på ski eller efter en vandretur i bjergene.

Termal Chambert

Termal Chambert

Flyvetur over Pyrenæerne

Lidt ude for byens centrum ligger flyveklubben Aero-club de Luchon og her kan du leje et lille fly med pilot. Flyene kan tage op til tre passagerer med på en ½-times tur op over byen og de nærmeste tinder i Pyrenæerne. Er I tre personer som flyver samtidigt, er prisen overkommelig - og turen fantastisk flot. Du sidder naturligvis lidt klemt i maskinen, hvis brummen dæmpes med et par høretelefoner, da maskinen drøner hen over flyvepladsens græstæppe. Efter ganske få meter er du i luften og helt overladt til piloten. Maskinen arbejder sig hen over byen, mens den stiger og stiger. Så går turen ind over skiområdet Superbagnères og over de nærmeste tinder. Det er både spændende med en let kilden i maven (der er jo langt ned!), men også betagende flot at se indgangen til Pyrenæerne lidt fra oven. Den første sne har allerede lagt sig, men endnu er det for tidligt at åbne skisæsonen. Maskinen flyver ind over dalen ved Hospice de France og over søen Lac d’Oô, inden piloten vender om og lander sikkert på græsplænen igen.

Flyvetur over Pyrenæerne

Flyvetur over Pyrenæerne

Vinteraktiviteter

Fra Luchon er der 18 km. op ad en bjergvej med flere hårnålesving til du når skisportsstedet Superbagnères, 1.860 moh. Her er en skøn panoramaudsigt ud over Luchon-dalen og de bagved liggende høje bjergtinder, hvoraf flere når op over 3.000 meter. Her bydes der i vintersæsonen på 23 km. afmærkede pister fordelt på 28 forskellige nedfarter, der går ned til 1.440 moh. og op til 2.260 moh. Her er 15 skilifter til at trække dig op igen. Her er en snowpark samt et børneanlæg, skiudlejning og restauranter samt hoteller - bl.a. det store flotte Grand Hotel, der ligger lige på kanten til dalen midt i skiområdet. Her er et særligt smukt lys på grund af stedets beliggenhed. De solbeskinnede pister har et tykt sneunderlag, hvilket moderne snekanoner er med til at sikre, så snart frosten sætter ind. Siden 1993 har man let kunnet komme fra Luchon og op til skisportsstedet på kun otte minutter med en gondol, der starter fra byens centrum lige bag hovedgaden - så du behøver ikke at bo oppe i terrænet. Og er du efter skituren nede i byen, bydes der på afterski i sportscenteret med festlige begivenheder både sportslige og kulturelle - hvis ikke termalvandet "trækker" i dig. Husk også at der hvert år i februar måned afholdes en international filmfestival i Luchon. 

Gedigent hotel ved skisportsstedet Superbagnères

Gedigent hotel ved skisportsstedet Superbagnères

Sommeraktiviteter

Flere lokale aktører byder på guidede vandreture i området, lige som du kan foretage et utal af vandringer på egen hånd med udgangspunkt i Luchon eller du kan køre til startpunktet længere oppe i bjergene. Blandt de nærmeste vandreture kan nævnes udflugt til f.eks. vandfaldene; det 40 meter høje Cascade de Juzet, der ligger ca. tre km. fra byen - Cascade Sidonie, 70 meter højt ca. fire km. i retning mod Col du Portillon eller Cascade d’Enfer ca. 10 km. fra Luchon, hvortil der naturligvis også kan køres. De lidt længere ture kan f.eks. gå til Hospice de France, der ligger 1.385 moh., ca. 12 km. fra byen ad vejen mod Superbagnères eller søen Lac d’Oô, 1.504 moh. Du kan også tilrettelægge en flere dages vandretur med overnatning i refugier undervejs, hvor det anbefales at have en guide med. Derudover tilbydes der rapelling, riverrafting, rideture og mountainbike-ture og mange andre aktiviteter i bjergene. Hvert år i august holdes blomsterfestival over tre dage. Og så hænder det (endda ret ofte) at Tour de France lægger ruten gennem Luchon.

Vandfaldet ved Lac d'Oô

Vandfaldet ved Lac d'Oô

Fakta om Frankrig

Hovedstaden i Frankrig er Paris.

Befolkningstal: Ca. 67 mio.

Areal: 643.801 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille

Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.

Mere information:

Turistinformation: Frankrig