206_PICT0222(2)
Vandreture omkring

Bulbjerg, Jammerbugten

Google Map...

Nordjylland markedsføres som Toppen af Danmark og Lysets Land.

Mest besøgte attraktion: Skagen samt naturen langs Danmarks kyster

Mere information:

Turistinformation: Toppen af Danmark

Turistinformation: Danmark

Sandnæshus

De første gange jeg kom her, var da jeg som knægt af en enlig mor til to blege københavnerdrenge, var så privilegeret at komme med på en 3-ugers feriekoloni på Sandnæshus i Lild Strand ved Jammerbugten. 
Sandnæshus, der blev bygget i 1933 som et strandhotel, var og er stadig et enormt hus med en markant tagrejsning, der ses viden om og som er atypisk i forhold til andet byggeri i området. I en periode blev det købt af Københavns Kommunes Lærerforening og brugt som feriekoloni. En feriekoloni som jeg var med på flere år i træk. 
Det vil jeg altid være taknemmelig for. 
Turen til Lild Strand gik først med tog fra Københavns Hovedbanegård, forsynet med kuffert og madpakke til den lange rejse. Så med bus - og endelig efter en hel dags rejse - var vi fremme. 
Vi var vel et halvhundrede unger fra forskellige københavnske skoler, der hungrede efter frisk luft og sol på kinderne. Vi blev fordelt på flere sovesale af forskellige størrelser og gennem årene avancerede man, så man endte på en fin lille 6-mandsstue (for de store drenge) - medens de små fortsat måtte ligge på 20-mandsstuerne. Vi havde køkkentjans. Der skulle skrælles kartofler, dækkes bord, serveres mad og efter middagen ryddes af. Mange af disse jobs står den dag i dag lysende klart for mig. 
Nu var der ikke den store grund knyttet til Sandnæshus og vi fik strenge ordrer på ikke at bevæge os mere end to meter vest for huset - ind mod Lild. Til gengæld havde vi alle klitterne at boltre os i ud mod Bulbjerg. Først lå en fodboldbane på sand, grus og sten. Græs var der ikke skyggen af! Så var der klitterne; Lille Klit og længere væk Store Klit. 
Dengang var her anderledes. Klitterne var åbne, dvs. der var sand, der kunne fyge i stormen. I klitterne så vi spor efter dyr. Vi fandt firben, frøer og hugorme. Og rævehuler. Vi fandt revlingbær, mosebølle - en slags blåbær - og den lille kødædende plante soldug, som vi "fodrede" med indfangede fluer! 
Vi fandt vor egen klit, hvor vi uvidende tog livet af en hugorm, og klitten blev naturligvis døbt "Hugormegrotten". Langs stranden fandt vi vraggods der var skyllet i land og mindre brædder blev brugt til at bygge huler i klitten med.
Det var en tid med frihed - under ansvar. For der var bestemmelser. Ingen legede med ild. Aldrig. Det var hjemsendelsesgrund. Der var spisetider. Alle skulle møde op til tiden. Ingen måtte bevæge sig længere væk, end man altid kunne høre lærerens fløjte. Men nu hører vi alle ikke lige godt, så det hændte at vi strøg på sviptur til Bulbjerg!

På bytur til fiskerlejet Lild

Et af højdepunkterne var byturen til Lild. Vi fik lov til i mindre grupper at spadsere de 300 meter ind til købmanden i Lild for at snolde. 
Og nede ved fiskerne, der trak deres kuttere op på stranden, når de kom hjem med lasten fuld af friske fisk og krabber, forstod vi ikke hvad de sagde eller talte om! Og engang der var gået en lille sildehaj i nettet, gjorde vi store øjne. 
Kunstmaleren O. Trap boede i et smalt, karakteristisk, rødfarvet hus og havde en farvestrålende udstilling foran huset. I øverste etage havde han atelier. Der var lyset bedst. Ham besøgte vi og købte souvenir med hjem. På mit kontor står fortsat to gamle malede glaskugler, som fiskerne tidligere benyttede til at holde net oppe med. Motiverne er naturligvis Bulbjerg med Skarreklit og Sandnæshus, malet i 1960.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var her ved Sandnæshus, at kimen til min interesse for naturen - plante- og dyrelivet - blev støbt.

Med mor og bror ved Bulbjerg

Naturligvis talte jeg gennem årene begejstret om naturen ved Jammerbugten og det endte med at min mor og lillebror tog med på tur hertil. Vi havde lejet et lille, sort sommerhus ude ved foden af Bulbjerg (der var dengang to sommerhuse, men de eksisterer ikke længere), men vi kunne ikke få sommerhuset før dagen efter.
Vi blev i stedet indlogeret hos familien Sørensen midt på hovedgaden i Lild (der var ikke andre gader). Hr. Sørensen var pensioneret fisker, men passede fortsat maskineriet på redningsbåden og Fru Sørensen sørgede for mand, hus og hund. En meget gæstfri familie. 
Den efterfølgende uge fik jeg vist klitter og hede, strand og bjerg til min familie. Og de forstod mig.

Med kone og børn

Der gik 17 år. Mine egne to drenge var blevet store nok til at forstå og vejrsætte naturen og nu skulle kone og børn indvies i Danmarks vildeste natur. Jeg havde fortalt om Sandnæshus og fiskerne, der trak deres kuttere op på stranden, for de havde ingen havn! Om familien Sørensen, hvor farmor, onkel og far boede for mange år siden. 
Spændte nærmede vi os Lild Strand. Sandnæshus var i den mellemliggende periode igen blevet til strandhotel - Lildstrand Hotel - og her skulle vi bo på et værelse, der tidligere rummede 8-10 børn.
Fiskerne havde i en periode på ca. ni år forladt Lild Strand for at lande fiskene i Hanstholm, men der kunne de ikke trives, så i 1981 kom de tilbage og fortsatte med at trække deres kuttere op på stranden. Det gav liv og beskæftigelse til det lille fiskerleje.

En gæstfri fiskerfamilje

En eftermiddag spadserede vi til byen. Jeg så et ældre ægtepar som sad og nød solen ved gavlen til deres hus. Jeg var ikke i tvivl. Jeg gik hen til dem og stak næven frem. Mit navn sagde dem ikke noget. Jeg fortalte dem historien om dengang en mor og hendes to sønner fra København boede her en nat, inden de drog ud til sommerhuset ved Bulbjerg.
Og nu huskede de. "Kom inden for."
Solen stod lavt og kastede eftermiddagens lysstråler gennem de vestvendte vinduer ind på familieportrætterne, der dekorerede væggen i dagligstuen. Fru Sørensen trak rullegardinerne ned, så vi ikke blev blændet, da vi satte os til kaffebordet i den varme, lavloftede stue, hvor fluerne kredsede om lysekronen over spisebordet. På væggen hang også violinen, diverse broderier og møblerne stod tæt. Et rigtigt sømandshjem. Så blev der serveret kage og is til kaffen.
Midt under kaffen kom det langsomt fra Fru Sørensen: "Jo, nu synes jeg ligegodt, at jeg kan kende dig." Hun smilede til mig. De var et ualmindeligt gæstfrit par.
Efter nogle dages ophold på Lildstrand Hotel, skulle vi videre rundt i Danmark og kørte ned til Sørensens for at sige farvel med en æske chokolade. "Kan I ikke lide at være her?" spurgte fru Sørensen, da vi tager afsked med dem. De kunne ikke tage mere fejl.                                                            

På vandretur ved Bulbjerg

Nu står Sandnæshus fortsat tomt, men der er håb forude. En række investorer har købt huset og vil renovere det, men om det igen bliver hotel må tiden vise. Den karakteristiske udbygning på nordgavlen skal dækkes, så taget udbygges i hele husets længde. Det bliver spændende at følge med - på afstand. 
På stranden og ved fiskehallen er der stille. En enkelt kutter ligger oppe på stranden. Her er tomt. Fiskeriet fra Lild Strand er ophørt. Fiskekvoterne er solgt til Thorup Strand øst for Bulbjerg.
Omkring Lild Strand er skudt en masse sommerhuse op - men heldigvis ikke ude i klitterne, som er fredede (beskyttede).

Ad gamle redningsvej

Vi følger denne gamle, sandede redningsvej, hvor man i gamle dage trak redningsbåden med heste langs kysten, for at kunne undsætte eventuelt grundstødte fartøjer på strækningen mellem Lild Strand og Bulbjerg. Stien, for det er kun en sandet sti, indgår i både Vestkyststien og Nordsøstien, og er langsomt ved at gro til. Nu er det alene de vandrende og de cyklende, der slider på stien.
Ude i klitterne ser vi ikke længere åbne klitter med sand. Alt er nu groet til og sandfygningen er standset. Vi traver rundt i klitområdet og forsøger at finde nogle af de "gammelkendte" klitter. Måske er dette "Hugormegrotten"? Jeg kan ikke genkende den. Det gule murstenshus ude på pynten er for længst blevet havets offer.
Lyngen blomstre og bierne har travlt med at indsamle den karakteristiske lynghonning. Her er mange andre planter og i de sparsomme vådområder søger vi efter soldug - men uden resultat. Et enkelt sted finder vi mosebølle - hedens blåbær.
I det fjerne ses Bulbjerg og vi forlader redningsvejen og går ned på stranden. Også kystlinien har ændret sig. Hvert år gnaver havet sand af klitterne i det nordlige Jylland for senere at lagre det igen i Vadehavet bl.a. ud for Rømø.
Den monotone lyd af havets brusen og ral, der trækkes med ud med bølgen, har ikke ændret sig. Vidunderligt beroligende. Kystlinien skifter mellem stenstrand og fin sandstrand. Måger, rider og (naturligvis) skarv holder til her.                                                                                                            

Bulbjerg

På denne dejlige sensommerdag er badegæsterne søgt til stranden ved Bulbjerg. Det er imidlertid kun få, der er helt ude i vandet. De fleste, herunder børnene, sopper i vandkanten. Strømmen kan være stærk her og havet bliver hurtigt dybt.
Bulbjerg er en 47 meter høj sandstensknude og Danmarks eneste fuglefjeld. I mange tusinde år stod en sandpille ca. 70 meter ude i havet, Skarreklit, men under en storm i 1978 væltede den og i dag ses kun resterne stikke en lille meter op over havet.
Vi går under Bulbjerg og kan se de mange reder, som riderne (en mågeart) har bygget på næsten utilgængelige hylder. Enkelte steder sidder endnu store unger og venter på at blive flyvefærdige, medens deres forældre søger føde langt ude på havet. Men vi skal være forsigtige med at gå for tæt på bjerget, for der falder fortsat klippestykker ned - og man ved aldrig, hvornår det sker!                                                                                                                                   

En tidligere lyttepost

Vi følger stien på den østlige side af Bulbjerg og bestiger bjerget. Herfra er der i det klare vejr er udsigt mod vest til Sandnæshus med det karakteristiske tag og klitheden neden for bjerget på begge sider. Mod øst skimtes Thorup Strand i der fjerne. På toppen af Bulbjerg ligger en betonbunker, der fungerede som lyttepost under besættelsen og er på godt og ondt en del af vor historie. Inde i bunkeren ses en lille udstilling der fortæller mere om Bulbjerg.
En række små pæle og skiltning på toppen af Bulbjerg fortæller "Hertil og ikke længere", da det er forbundet med stor fare at bevæge sig ud på de glatte bjergskråninger. Der er stort set kun et skridt - 47 meter - ned! Alligevel tosser en knægt rundt på de yderste kanter, medens hans forældre passivt ser til!

Ride med problemer

En trappe fører ned til parkeringspladsen og den bør benyttes for ikke at erodere bjerget mere end højst nødvendigt. Der er også en P-plads på toppen af Bulbjerg for de, der ikke ønsker eller kan bestige det til fods.
Da vi fortsætter vandringen mod Thorup, ser vi en ung ride med noget tang/snor viklet om sine ben. Den trykker sig, da jeg nærmere mig. Jeg tager forsigtigt om den og løfter den op og fjerner snoren fra dens ben. Jeg tænker, at den netop har forladt reden og endnu ikke har nået at opbygge en skræk for mennesker. Vi giver den et lille klap og forlader den for at begive os ud i klitplantagen.                                                                                                                                              

Klitplantagen

Her er heden ikke så åben og snart vandrer vi ind i den tilplantede skov domineret af fyrretræer - klitplantagen. Men her vokser også gran samt en række løvfældende træer.
I lysningerne blomstrer lyngen og stien slynger sig ind mellem høje tilgroede bakker. Vi benytter lejligheden til at plukke lidt lyng, medens vi lader blikket søge gennem skovbunden for at se efter svampe. De almindelige kantareller skulle være klar nu. Men vi finder ingen. 
Vi går op på en af højene ved Thorup Sande og kan spejde ud over klitplantagen. Vi har vandret i adskillige timer og har kun mødt to andre personer, der var på cykeltur. Her kan vi påstå, at vi har naturen "for os selv".
Lidt før Thorup Strand passerer vi naturlegepladsen og følger denne til vi når landevejen til Thorup Strand.

Kuttere på stranden

Selv om det er hen under aften, står solen fortsat højt på himmelen. Den åbne strand og havet medvirker til at give det hele et lyst skær, da vi når frem til byen. Nede på stranden er de første fiskekuttere allerede kommet ind og nogle få mennesker med plastposer i hænderne gør en god handel og får posen fyldt af rødspætter for en 100-lap.
Thorup Strand er et af de efterhånden ganske få steder langs vestkysten, hvor kutterne fortsat trækkes op på stranden. Det er altid spændende at følge med i aktiviteterne både på stranden og i auktionshallen. 
Nu kommer næste kutter ind. Den sejler et stykke langs med kysten ikke så langt ude og vender så stævnen direkte mod stranden og med fuld kraft sejler den "på grund". Skipper går frem til rælingen og kaster en line ind til en medhjælper inde på stranden. Han trækker linen ind, der igen er forbundet med en stålwire, som han fastgør på en enorm bulldozer. I gamle dage havde man et spil, der trak bådene op og ud i vandet. Nu bruges spillet kun til at få kutterne i havet. Bulldozeren sætter i gang. Vi fjerner os, så vi står i god afstand fra wiren. Som knægt hørte jeg den uhyggelige historie om dengang en wire sprang og svirrede gennem luften med en sådan kraft, at den tog livet af en mand, som den ramte. Wiren strammes og skibet flytter sig ca. en meter. Så sker det, der ikke må ske. Wiren springer. Til alt held falder den til jorden uden at springe ud til siden. Vi veksler blikke, der siger alt!

Fiskekvoter - lidt endnu

Der går lidt tid inden en ny wire bliver monteret og snart står også denne kutter godt oppe på stranden. Jeg henvender mig til en af fiskerne for at høre lidt om livet her i Thorup og i Lild og han svarer gerne på mine spørgsmål. "Fiskekvoterne" er det ord, der igen og igen kommer over hans læber, medens han må af med sit mundvand for hver sætning. "I Lild har man solgt fiskekvoterne og nu er der ikke fiskeri længere i Lild". Om det går godt her? "Næ, men man må jo ikke klage. Vi gamle holder ud". Han sender endnu en spytklat til jorden. 
Endnu en kutter dukker op i horisonten og han har ikke tid til at tale mere med mig. Op på bulldozeren og den næste kutter bliver trukket op. 
Alle kutterne har masser af fladfisk med hjem. Det har været en god dag for fiskerne. 
Og for os på vandreturen omkring Bulbjerg.