Vandretur blandt fortidsminderne i Halskov Vænge
Log ind Log ind
Vandretur blandt fortidsminderne i Halskov Vænge

Vandretur blandt fortidsminderne i Halskov Vænge

Det siges at Halskov Vænge på Falster er blandt de fineste fortidsminde-skove i Danmark, derfor satte vi os for at vandre en tur i den lille skov.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Mange forskellige fortidsminder

Vi kan vælge at parkere i Bregninge og vandre fra gadekæret knapt en kilometer over Halskov Enge til skoven, men vi vælger at køre til P-pladsen ved landevejen i Halskov Vænges østside godt en kilometer syd for byen.

I Halskov Vænge er usædvanligt mange fortidsminder bevaret, hvilket skyldes at fortidens bønder ikke frilagde skoven til landbrugsjord, hvorfor her er seks dysser og ikke mindre end 72 gravhøje bevaret på et meget lille skovareal. Uden for skoven er mange gravhøje jævnet med jorden og sten ved dysserne blev fjernet og sprængt med sortkrudt til brug ved husbyggeri og veje. De ældste dysser er fra bondestenalderen for 6.000 år siden. De største gravhøje er fra den tidlige bronzealder for omkring 2.500 f.Kr. mens gravhøjene blev mindre i den sene bronzealder. Det var blevet for dyrt med et stort forbrug af græstørv og man gik over til at gravsætte de døde i urner efter ligbrænding. Herved kunne man begrave flere i samme gravhøj.

Gammel bøgeskov i Halskov Vænge

Gammel bøgeskov i Halskov Vænge

Skovens genopbyggede langdysse

Fra P-pladsen følger vi den gule mærkning ad den nordlige skovvej gennem den gamle bøgeskov til vi godt 100 meter inde har en mindre skovsti på venstre hånd. Lige i svinget - før lågen til de græssende får - ses en tilgroet langdysse, hvor kun spredte randsten er bevaret. Vi fortsætter gennem lågen kommer forbi en ødelagt runddysse uden randsten og står lidt efter ved en anden langdysse. Denne velbevarede langdysse har en enkelt dæksten og blev restaureret i 1981 og har næsten fået sit oprindelige udseende igen.

Langdysse med dæksten

Langdysse med dæksten

Langdysse med to dæksten

Stien deler sig, men vi fortsætter mod syd hvor Halskov Vænges største langdysse med mange randsten ses. Den har to væltede dæksten, hvoraf den ene er forsøgt sprængt i to store stykker med sortkrudt.

På stien længere fremme passerer vi et utal af små gravhøje, nogle mere tydelige end andre og fortsætter ud på skovvejen mod nord til en skovsti går ind til venstre.

Langdysse med to væltede dæksten

Langdysse med to væltede dæksten

Spejderstenen - Falsters største sten

Her ses en stor sten, ja, faktisk er det Falsters største sten, som isen bragte hertil ved sidste istid for omkring 14.000-15.000 år siden. Den såkaldte Spejdersten står i en fordybning, hvilket skyldes at nogle engang ville se, hvor stor stenen i virkeligheden er og gravede ud omkring den.

Spejderstenen i Halskov Vænge - Falsters største sten

Spejderstenen i Halskov Vænge - Falsters største sten

Stenbakken - et oprindeligt landskab

Vi fortsætter ud til skovbrynet og går langs de åbne marker til den centrale skovvej. Herfra går det opad med udsigt til Halskov Enge. På toppen af bakken har man ude på Halskov Enge forsøgt at genskabe et åbent landskab som det har set ud, da Falsters bønder begyndte at rydde markerne for sten. Stenbakkens store sten blev placeret her i 1990.

Stenbakken ved Halskov Enge

Stenbakken ved Halskov Enge

Ødelagt langdysse

Nu vandrer vi tilbage, men følger skovstien langs et gammelt stengærde i skovens nordlige udkant. Denne del af skoven er udlagt som naturskov som vi krydser og kommer tilbage på hovedskovvejen. Næsten lige over for går en sti gennem en låge til endnu en langdysse med væltede og ødelagte sten.

Langdysse med væltede sten

Langdysse med væltede sten

Skovens museum

Tilbage på skovvejen hvor den slår et sving, ligger et skønt stråtækt bindingsværkshus – Egevængehus - samt skovens museum. I museet vises hvorledes en gennemskåret dysse er opbygget og hvorledes man begravede samfundets ledere, ligesom her er vist et tidsskema m.v. Her er halvtag med bord og bænk samt toilet. På den store græsplæne foran museet er en bålplads.

Herfra følger vi skovvejen tilbage til P-pladsen og har blot gået et par kilometer mellem en unik koncentration af fortidsminder.

Egevængehus og skovens museum

Egevængehus og skovens museum

Fakta om Danmark - Lolland-Falster

Oplev de store Sydhavsøer Lolland og Falster samt de mange andre omkringliggende øer, hvor alting "er tæt på".

Mest besøgte attraktioner: Knuthenborg Safaripark, Fuglsang Kunstmuseum, Middelaldercentret, Krokodille Zoo. Lolland-Falster har flere hyggelige byer og nogle af landets bedste badestrande, samt en natur der egner sig til såvel vandreture som cykelture.

Mere information:

Turistinformation: Lolland-Falster

Turistinformation: Danmark